Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 815.

"Ligesom det legemlige fysiske syn betinges af en kontakt mellem øjelinsens billedpunkt og øjets billedhinde, hvorfra gengivelsen af objektets billede igennem synsnerven føres videre til hjernen og derfra til jeg'ets kundskab, således fordres der også en vis kontakt mellem ethvert andet sanseorgans "billedhinde" og "linsehinde". "Billedhinden" må ligge i "linsehinden"s billedpunkt. I modsat fald vil der ingen skarphed blive i billedgengivelsen. Hvis vi således f. eks. sanser en lyd, det være sig et musikstykke eller lignende, må tonerne, der i dette tilfælde er det samme som "strålerne", ligeledes samles i et slags "øje". Dette "øje" udtrykker vi som "øret". I dette "lydøje" samles lyden i en slags "linse". Denne kender vi under begrebet "trommehinden". Denne er således lydens "øjelinse". Men denne "linse" har også sit særlige "billedpunkt". I dette "billedpunkt" finder vi de indre øreorganer, såsom "sneglen" m. fl. Disse indre organer danner tilsammen "lydøjet"s "billedhinde", hvorfra lydbilledgengivelsen kan forbinde sig med hørenerven og gennem hjernen bringes videre til jeg'ets erfaring. Kun i dette "billedpunkt" kan skarphedskulminationen af lydbilledgengivelsen eller lydfornemmelsen finde sted. Ved manglende kontakt imellem "linsehinde" og "billedhinde" opstår der også her uklarhed analogt med den uklarhed, vi før nævnte som gældende i synsfornemmelsen. Enhver sanseform vil ligesom de her to nævnte alle uden undtagelse have sin kulminationskapacitet i det øjeblik, hvor der er en hundrede procents kontakt mellem objektet og sanseevnens ydre modtagerorgan "øjelinsen" og det indre organ "billedhinden". Der, hvor der er den mindste grad af manglende kontakt mellem disse sanseevnens hovedorganer, vil der være en hertil svarende uskarphed eller mangel i sansefornemmelsen og dermed i individets opfattelse eller erkendelse af objektet.

Med hensyn til "kosmisk sansning" vil de samme principper også her være hovedfaktorer. Men her er det først og fremmest den selvoplevede og dermed fuldt dagsbevidste "jeg-fornemmelse" (eller overbevidsthed), der udgør "synet"s "billedhinde", og underbevidstheden der er den samme sanseforms "linsehinde", medens "objekterne" altid udelukkende kun kan være de igennem underbevidstheden opfattede eller indgåede "relativitetsopfattelser". Men da "jeg-fornemmelsen" hos de allerfleste jordmennesker endnu kun eksisterer som "instinktfornemmelse" eller medfødt vanebevidsthed, vil denne det kosmiske syns "billedhinde" således endnu kun være højst ufuldkommen hos de allerfleste jordmennesker. Og følgelig vil der igennem denne ufærdige "billedhinde" ikke kunne modtages noget klart detaljeret eller absolut fuldkomment billede af noget kosmisk objekt, ligegyldigt hvor klart eller skarpt et "billedpunkt" det intellektuelle lys så end måtte afsætte af nævnte objekt.

Men med det kosmiske studium og den heraf følgende udvikling af kærlighed til alt og alle føres nævnte "billedhinde" frem til sit gennembrud og indgår da i individets vågne dagsbevidsthed og underlagt dets vilje. Det er dette gennembrud af det "kosmiske klarsyn"s "billedhinde", vi i "Livets Bog" udtrykker som "den store fødsel", ligesom det er individets benyttelse af nævnte syn, vi udtrykker som "kosmisk bevidsthed".

Vi har således her set, at det levende væsens erkendelse stadig afhænger af "øjet, der ser". Og at alle sansefornemmelser eller indtryk og de herpå baserede erkendelser alle uden undtagelse er nødsaget til kun at kunne være "relative", så længe væsenet endnu ikke er nået frem til at kunne sanse "relativiteterne" "kosmisk"."