Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fra vor børnelærdom kender vi alle beretningen om Babels forvirring, fortællingen om fortidens mennesker, der ville bygge en by med "et tårn, hvis hoved er i himlen". Muligvis har menneskene mange gange og mange steder på jorden forsøgt at bygge sådan et tårn, ligesom de også er sejlet ud på havet for at nå det sted, hvor solen står op eller går ned, for at kunne bringe den hjem, så den altid ville lyse for dem.

For nylig kunne man i aviserne læse en udtalelse af præsident Kennedy: "Vi må til månen og retur inden 1970". Det er underforstået, at russerne nærer de samme ønsker og endda håber at kunne tage imod amerikanerne, når de kommer, og vise dem, at "hammer og segl" for længst er plantet over alt på månen, så der ikke engang kan blive en halvmåne til mændene fra "Gods own country". Hvem kommer først, hvem slår rekorden, hvem er stærkest, hvem når højest – ? Det gælder om at vinde i konkurrencen, det er tidens løsen, og man bruger tonsvis af penge på tekniske fremskridt, mens millioner af mennesker rundt omkring på kloden sulter og lider nød. Ganske vist forsøger man også at bruge teknikken i humanitetens tjeneste, og den er til gavn for os alle i vort daglige liv. Men når man taler om teknikkens sejrsgang, er der en sandhed deri, menneskene i almindelighed ikke tænker på: i øjeblikket har teknikken sejret over mennesket. Materialismen er i den grad rodfæstet i den jordiske menneskehed, at man for alvor tror, at man fysisk kan erobre verdensrummet. Det er en moderne version af historien om dem, der ville sejle ud og hente solen.

Der kom sprogforvirring i Babel, står der i den gamel myte, hvilket jo blot vil sige, at menneskene ikke kunne forstå hverandre, og er der noget, man kan sige om vort moderne Babel, så er det vel det. Man råber til hinanden over en afgrund af misforståelser og snæversyn. I sit værk om folkeveltalenhed giver Dante en meget rammende skildring af babelsk sprogforvirring, som næsten kunne få en til at tro, at han havde levet i vor tid og ikke i middelalderen. Foretagendet i Babel var blevet for kolossalt, mener han. For at gennemføre det, måtte man dele sig i specialiserede hold. Nogle brændte teglsten, der brugtes til byggemateriale, andre asfalt, der anvendtes til bindemiddel, atter andre havde til opgave at bringe materialerne op, andre at bygge murene, tømre og pudse væggene. Da foretagendet var så enormt stort, levede disse specialiserede hold uden større forbindelse med hverandre. Med tiden fik de deres eget tekniske sprog, og forskellige dialekter opstod, så de tilsidst ikke længere forstod hverandre. Snart gik det langsommere, og til sidst gik det helt i stå, fordi ingen mere havde overblik over hele det umådelige værk eller kunne udtrykke meningen med det på et fælles sprog.

Skabelsesberetningens legende om Adam, der siger til Gud efter syndefaldet: "Kvinden, som du gav mig, gav mig af det træ, og jeg åd", må være skrevet af en, der havde stor indsigt i menneskesjælen. "Kvinden gav mig" – og oven i købet "den kvinde, DU har givet mig". "Det er HENDES skyld, og da du har givet mig hende, er det også DIN skyld", siger han med andre ord. Dette med at give andre skylden, når noget går galt, er jo lige aktuelt i dag. Lige fra børnehaven til rigsdagen er det næsten hovedtemaet i debatten. Når noget går galt, er det jo man siger, at det er ad H. til, og det er jo så de andres skyld, at det er det. En moderne forfatter som Sartre siger også i sit skuespil om helvede, "Lukkede døre": "Helvede er de andre". Dette står dog ikke uimodsagt i moderne digtning. En digter som Paul la Cour udtaler sig i "Fragmenter af en Dagbog" direkte i modstrid med Sartre og siger: "Han tager fejl, befrielsen er de andre. I ensomheden så du kun dig selv. Du levede på afskårne forbindelser, som ville tørre ud. Da han eller hun stod ved din side, så du verden, din frugtbare bundethed. Du blev sammenhæng."

Paul la Cour udtrykker her i poesiens terminologi, hvad Martinus udtrykker i den kosmiske analyse. Digteren har her i et intuitivt glimt anet, hvad den kosmisk bevidste konstant oplever. Martinus symbol over bønnens mysterium (symbol nr. 24, bønnens mysterium II) viser netop denne kosmiske realitet. I midten af symbolet ser vi – som verdensaltets centrum – os selv, den ene, omgivet af de uendeligt mange, af mineralrige, planterige, dyrerige, de jordiske mennesker og – på den anden side af den sorte linje – af de åndelige dimensioners eller stråleverdeners væsener. Og den ene og de uendeligt mange udgør et par, thi disse uendeligt mange væsener er organer i et eneste væsen, den evige Guddom. Der er kun to væsener i verdensaltet, Guddommen og en selv, Gud og gudesønnen, og alt, hvad vi oplever, er en vekselvirkning med Gud.

Lever vi i kaos eller kosmos, er et spørgsmål, som enhver før eller senere vil stille sig selv og andre. Og i øjeblikket er flertallet – hvis de overhovedet stiller det spørgsmål endnu – nok tilbøjelige til at mene det første, fordi vi har det kaotiske så tæt ind på livet. Men videnskabsmanden peger ud i verdensaltet og viser os, at det er et kosmos, et ordnet logisk univers. Han afslører stoffets hemmelighed og viser, at også der er et kosmos, hvor vi blot kalder himmellegemerne molekyler, atomer, elektroner o.s.v. Kosmos er altså både om os og i os; men hvorfor oplever vi så mest et kaos? Fordi også vi lever i den jordiske menneskeheds kaotiske selvskabte helvede, hvor krige udkæmpes for at skabe fred, hvor man kæmper i demokratiets navn imod menneskets frihed, hvor alt synes at være én stor begrebsforvirring. Begrebsforvirringen er ikke noget fysisk, selv om den kan give sig udslag i fysiske resultater, den er et mentalt fænomen. Kaos eksisterer i de jordiske menneskers bevidsthed, og først når menneskene begynder at blive bevidst i, hvad det er, der er galt, åbner mulighederne sig for at ændre tingenes tilstand.

Vi er alle i større eller mindre grad med til at bygge materialismens babelstårn (og vi får travlt, hvis vi skal nå månen inden 1970!), "Verdens største, "Verdens stærkeste –", "Verdens længste –", "Verdens højeste –", det er alt sammen slogans, som man i mange forbindelser kan se i avisernes overskrifter, det er mål- og vægtfacitter, og kosmisk set kan det kun blive udtryk for et snævert lokalt perspektiv. Selv den stærkeste raket, mennesker kan bygge, vil ikke føre dem til Venus eller Mars i deres fysiske krop. Det ville være det samme, som hvis en celle pludselig sprang fra et menneskes organisme over i et andet menneskes med egen viljekraft, og det er ikke muligt. Disse erfaringer vil menneskeheden efterhånden gøre, og de vil komme til helt nye synspunkter, når det drejer sig om begreberne ånd og materie. "Tårnet, der skal nå himlen" er ikke af fysisk materie, og "himlen" er ikke noget fysisk rum. Det "tårn", der skal gøre mennesket ét med Gud, er en himmelstige af ånd. Vi står på et af dens trin, som hedder dyreriget, og vi er ved at skulle bestige det næste, som er en næstekærlighedens og højintellektualitetens sansedimension. Denne bevægelse sker ikke i en yderverden, men i vor egen bevidsthedsverden. Men selve denne forvandling, som en sådan mental bevægelse er, kan kun finde sted gennem vor vekselvirkning med andre levende væsener i hverdagen.