Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En meget klog statsmand har engang sagt, at "politik er det muliges kunst". Men er det samme i virkeligheden ikke også tilfældet med idealisme? I hvert fald tror jeg, at har man denne indstilling til sine idealer, bliver de ikke så uoverkommelige, som tilfældet er i det øjeblik, man gør dem absolutte. Når så mange mennesker gør en idealist identisk med en fanatiker, skyldes det uden tvivl, at mange idealister mere er partial-idealiser end all-round-idealister. De har, sig selv måske ubevidst, udvalgt det af deres idealer, de føler sig mest i kontakt med, og gjort det til et kardinalpunkt i deres tilværelse. Den slags fører let til den form for liv, der leder mennesket ud i isolation, fordi dét meget let kommer til at stå i et altfor skarpt kontrastforhold til omgivelserne.

På en måde er ethvert menneske en født idealist i den forstand, at intet menneske kan leve, uden at givne forestillinger så at sige udgør den bestemmende kraft bag deres handlinger. Enhver form for meningsudveksling eller diskussion har jo sin rod i, at givne forestillingskredse kolliderer. Er der tale om ukultiverede mennesker, udløser disse kollisioner meget let rene bravallaslag, fordi magtargumentet har sin hjemstedszone her, hvorimod det mere kultiverede menneske nok har sine meningers mod, men ikke ønsker at påtvinge andre sin indstilling, sin idealisme. Endelig har vi så, hævet over disse to grupper, det højintellektuelle menneske, for hvem drastisk meningsudveksling er så væsensfremmed, at det i den slags forhold foretrækker at følge Nazaræerens berømte råd: " – vær listige som slanger og blide som duer og lad Eders svar være ja, ja og nej, nej!".

Da den menneskelige forestillingsevne imidlertid ikke har rod i blot ét, men derimod i to fra hinanden meget skarpt afvigende moralcentre, er det klart, at virkelig renlivet menneskelig idealisme i den form, de store Vise har forkyndt den, endnu må være en meget sjælden ting i vor verden. Langt den meste idealisme, vi møder på vor vej, udgør mere eller mindre besynderlige krydsninger mellem det såkaldt "sunde had"s og den rene, uselviske kærligheds skabecentre. Man kan således opleve, at unge mænd i sand trofasthed imod idealet om ikke at ville dræbe sine medmennesker frivilligt ombytter den tvungne militærtjeneste med et ophold i en militærnægterlejr samtidigt med, at de tilbringer deres fritid under denne "idealistperiode" med at gå på jagt. To instinkter kolliderer her med hinanden: det ældgamle jægerinstinkt, hvor dyret kun opfattes som en ting, contra det gryende humane instinkt, hvor i hvert fald mennesket er blevet fredet i klasse A. Og sådan kunne man fortsætte. For livet i vor verden udløses hver eneste dag for hvert eneste menneske som en kamp mellem dets iboende to naturer: den ældgamle dyriske, koncentreret om den magtmoral, der fandt sit fornemste udtryk i ordene: "øje for øje –", og så den gryende menneskelige moral, der langsomt har ledet os frem til den i hvert fald kærlighedsbestemte sociale standard, vi f. eks. oplever her i Skandinavien.

Udviklingens pil må i dag være synlig for ethvert intellektuelt menneske. Humanismen, altså samtlige de idealer, der grupperer sig omkring næstekærlighedens og tolerancens moralske skabecenter, er i rivende vækst. Ideer eller forestillinger, som man for blot hundrede år siden udstyrede med evighedsværdi – tænk blot her på kolonisationsideen! – styrter sammen for øjnene af os. Drømmen om verdens forenede stater, der bare for årtier siden opfattedes som den rene utopi, tager for hver dag, der går, fastere og fastere form. Men læg her mærke til, at to relativt nye idealer: overbevisningen om, at de farvede folk har samme ret til deres lande, som vi har til vort, og overbevisningen om, at verdensfreden først for alvor kan blive en realitet, når samtlige verdens stater er blevet forenede i et alle store og små stater omfattende retssamfund, begge kun kan udvikles på bekostning af forestillinger eller idealer, der har rod i magtmentalitetens moralcenter. Den nationale idé eller forestilling, der vel endnu forekommer utallige mennesker jorden over både hellig og ukrænkelig, vil af livet selv blive krævet taget op til en omvurdering, der vil chokere mange. Thi denne omvurdering vil uundgåeligt komme til at betyde, at begreber som kejsere, konger, fyrster af enhver kategori samt militære forestillinger om "døden for fædrelandets skyld" o.s.v. vil forsvinde ud af verden. De udgør allerede nu for mange mennesker latterlige, rudimentære tilstande, og årsagen hertil er netop den, at de udgør en idealitetsblanding, som livet ikke i det lange løb vil acceptere.

Men alt dette er kun de ydre tegn på, at en ny verden er i færd med at fødes. Andre tegn er den økonomiske nivellering, der i vor tid finder sted, og som uundgåeligt vil afskaffe tidligere af "Gud" forordnede tilstande. Der har virkelig været en tid, hvor mennesket som noget aldeles givet anså begreberne "rig" og "fattig" som en evig del af verdensordenen, som noget, der altid havde været og altid ville være. Også dette forhold ophæver livet langsomt, men urokkeligt sikkert, og den tid er ikke altfor fjern, hvor ordet "fattig" kun kommer til at omfatte den kategori af mennesker, hvis ånd endnu bevæger sig i "små sko". Men kampen mellem de to eksisterende idealformer vil fortsætte langt dybere ind i det menneskelige sjæleliv. Mennesket bliver ikke ved med at være det rovdyr, det engang var, og langsomt vil videnskaben, tvunget af et stadigt voksende, pinagtigt, selvoplevet erfaringsmateriale komme til at se, at utallige af de sygdomme, vi i dag kæmper med, ikke alene har rod i den sjælelige splittethed, kampen mellem dyriske og menneskelige idealer afstedkommer i hvert eneste menneskes sind, men også i den enkle kendsgerning, at medens rovdyret og det meget primitive naturmenneske uden større risiko kan spise kød, kan mennesket, der dybt i sjælen drømmer om at realisere sine egne menneskelige kvaliteter, kun med unødig risiko for smertefulde konsekvenser fortsætte sin fra dyreriget nedarvede ernæringsmæssige tradition. Om man kan lide tanken eller ej, er på sin vis aldeles ligegyldigt, men mennesket er på vej til at blive et plante- og frugtspisende væsen. Tiden, det vil tage at fuldbyrde denne forvandling, er akkurat lige så ligegyldig som den tid, det har taget at forvandle os fra en primitiv nationalist til en udviklet internationalist. Det er kun, hvor disse nye idealer på kunstig vis skal presses frem, at den fanatisme opstår, der mere sinker end befordrer den bagved liggende tanke, det bagved liggende ideal.

Et gammelt ord siger, at "Guds mølle maler langsomt – !" Det gør "Guds mølle"! For det, vi er vidne til, er ikke det enkelte menneskes værk. Det er selve udviklingens. Det er, kosmisk udtrykt: den fyldbyrdelse af Guds plan med mennesket, til hvilken han som noget aldeles selvfølgeligt behøver evigheden. Og her står vi så igen ved en forestilling, et ideal, som har hele fremtiden foran sig, og som årti for årti vil gro stærkere og stærkere frem og derved øve sin indflydelse på den enkelte, nemlig reinkarnationstanken eller ideen, forestillingen om, at vi ikke alene er evige væsener i dette ords bogstavelige betydning, men at denne evighed ytrer sig ved en gennem utallige psykisk-fysiske kredsløb fuldbyrdet sjælelig forvandling, først fra mineral til plante, og derefter fra plante til dyr, og nu fra dyr til menneske, fortsættende frem imod stadigt større og større kredsløb, større og større livsoplevelse.

Sandt nok virker denne tanke overvæfldend på de fleste, første gang de hører om den. Men har man blot én gang fordybet sig i den og erkendt den som et for vor tanke acceptabelt svar på den fornemmelse af ufuldkommenhed, vi alle plages af, viser den hurtigt vej til svar på spørgsmål, der ligger latente i os alle. For til hvad nytte er en lys og strålende fremtid for menneskeheden, om vi selv skal være udelukket fra at opleve den? Det lyder så smukt, at vi skal kunne glæde os på kommende slægters vegne, og at vi skal være lykkelige ved at kunne bidrage til, at tiden efter os skal blive skønnere end tiden før os. Men også vort liv udgør jo på en måde en "fjern fremtid" for de slægter, der levede tusinder af år før os. Og her er det, at reinkarnationstanken sætter tingene på plads for den, for hvem den er mere end tomme ord. Thi mening bliver der i livet, om al den modgang, den skuffelse, den smerte og de tårer, vi i dette liv må græde, samlet udgør en frugt – en bitter, ganske vist – af vore egne i tidligere liv udløste inhumane handlinger. Da får ordene: "Som et menneske sår, skal det og høste" perspektiv, og tanken om fremtiden som "vor egen fremtid" bliver da en levende, inspirerende tanke! Gennem sine strålende kosmiske visioner har Martinus vist os, at der dybest set kun er to væsener i tilværelsen, der har virkelig betydning for os, nemlig Guddommen og os selv. Alt er – kosmisk set – kun en korrespondance mellem disse to. Resultatet af denne korrespondance kalder vi "vor bevidsthed", og her har vi igen "benene på jorden". Thi intet menneske er i tvivl om, at hans eller hendes bevidsthed i dag er større end for blot ar tilbage. År for år fornemmer hver eneste af os, at vi nu ved mere, forstår mere end før. Men heraf følger også, at vi, om vi vil det, kan se, at der kan være en konflikt mellem vor vilje og Guds eller Livets vilje. I dag er Guds vilje humanitet. Vi mærker denne vilje overalt. Er vi med den, glædes vi over det vældige opbrud, verden i dag er kommet ind i. Er vi mod den, forfærdes vi over, at "de gode gamle dage" styrter sammen om os. Men netop fordi vi er med den, behøver vi en vis orientering, og her er det, at jeg finder det klogt at acceptere tanken om en ny tids idealisme som "det muliges kunst". Lad os ikke være bagefter tiden, ej heller for meget foran den. Langt hellere i kontakt med den! Lad os realisere de af livets nye idealar, vi føler os modne til at realisere. Modne? Ja, netop modne! For der, hvor vi er modne, er vi "sagtmodige og ydmyge af hjertet". Der, hvor vi er umodne, er vi nogle utiltalende åndelige skrålhalse, der vil være mere, end vi er. Og verden af i dag er fuld af disse skrålhalse. Vi møder dem allevegne, inden for alle grupper. Ved deres manglende forståelse af det, der var og det, der skal komme, udgør disse mennesker en slags åndelige "læderjakker", der kun formår én eneste ting: at skabe utilfredshed og uro omkring sig.

Forstår man derimod blot lidt af det vældige drama, livet i sig selv er, bliver man stille. Da ønsker man ikke alene selv at leve i fred, men man forstår, at vil man, kan man skabe megen fred omkring sig. For man kan udmærket både give afkald på spiritus, tobak og kød uden at vække ubehagelig opsigt. Det hele afhænger af måden, man gør det på. For inden for disse områder gælder det nemlig, at er handlingen et resultat af et modent sind, er den så selvfølgelig, så naturlig, at dette i sig selv beskytter udøveren mod enhver indblanding. Er den derimod resultatet af et umodent sind – – – !

Vort forhold til vore idealer vil altid være et spørgsmål om brug eller misbrug. For vore idealer udtrykker livets indre, skjulte idé. Bruger vi livets indre idé på rette vis, vil livet ikke alene være med os, det vil altid beskytte os. Men misbruger vi denne idé, har vi ingen bitrere fjende end livet selv – det vil vore omgivelser aldrig trættes af at fortælle os! Lad os derfor frimodigt gå den ny tid imøde, men lad os gå sagte!!! Som stormen hører til krigens område, hører stilheden, hører det blide, det sagtmodige, det venlige og imødekommende til fredens område. Og vil vi freden, lad os da nøjes med at realisere de af fredens idealer, vi naturligt er byggede til at realisere. Da er vi hæderlige mod os selv – og hæderlighed er stadigt den mest respekterede dyd i verden!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere