Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I årtusinder har det været skik og brug både i orienten og her i vesterlandet, at mennesker, der søgte Gud, trak sig tilbage til klosterets celle eller eneboerens isolerede tilværelse. I mange tilfælde har det været en flugt fra denne verdens jammerdal, det har været mennesker, der søgte trøst for personlige skuffelser og sorger. Men en flugt fra noget er ofte et forsøg på at søge tilflugt hos noget andet. Religionen gav lindring for mennesker, der havde sår i sjælen, og man søgte ofte af glemme sig sélv og sit eget ved en selvopofrende, til tider næsten selvudslettende tilværelse som barmhjertige søstre og brødre i nonne- og munkeordener, som helt overtog ledelsen af deres liv. Deres eneste udadvendte virke skulle være til hjælp og trøst for andre mennesker, og ellers skulle de i bøn, gennem faste og til tider i selvpinende pønitense vende sig bort fra denne verden og kun koncentrere sig om det guddommelige. Det hændte, at disse nonner, munke og eremitter i deres ensomhed kom i ekstase og fik syner og åbenbaringer, og ofte er de af andre blevet betragtet som hellige kvinder og mænd.

En af de væsentligste årsager til de kaotiske tilstande blandt menneskene i dag er, at man ikke er i stand til at klare det indbyrdes forhold mellem individualitet og fællesskab. Man forsøger det, men hverken den russiske eller den amerikanske måde at forsøge at løse problemet på viser sig at være ideel set fra et rent menneskeligt synspunkt. Hverken en materialistisk kommunisme eller en materialistisk kapitalisme kan løse problemet. Skal staten være nummer ét og individet kun et redskab for dens magtudfoldelse, bliver en særlig form for "Babelstårn" med medfølgende babylonisk forvirring resultatet; vil individet være nummer ét og i samfundet kun se en tilfældig samling individer, mellem hvilke det skal klare sig i kampen for tilværelsen, vil en masse konflikter og krav føre til en anden form for "Babelstårn" og forvirring. At det sande menneskelige fællesskab i de enkelte stater og mellem staterne indbyrdes kun kan vokse frem gennem en forandret mentalitet, er der efterhånden mange, der er klar over. Men de fleste synes, det er håbløst, for "hvordan skal dog alle disse mennesker blive bedre?" Denne indstilling, at det er de andres skyld, er så indgroet, at vi glemmer at tænke på, at det måske netop kunne være den, der skulle ændres – hos os selv – og at det ville medføre et livssyn og en væremåde, som på længere sigt vil være med til at forvandle vor verden.

"På længere sigt! Ja, men det er nu, det skal ske", vil man indvende. Her har vi også en af de faktorer, der skaber vanskeligheder og forvirring: den menneskelige utålmodighed. Den har så absolut sine positive sider, uden hvilke ingen udvikling kunne finde sted, men bliver den for stærk, bliver den negativ og forårsager en masse forvirring. Når utålmodigheden parres med materialisme, som det finder sted i vor tid, bliver resultatet en alles kamp imod alle. Der eksisterer ganske vist en tilsyneladende form for fællesskab, gruppe- eller båsefællesskabet, som meget let bliver det virkelige fællesskabs modstander, idet man opelsker antipati eller fjendskab mod andre grupper. Menneskeheden er delt i mange slags grupper, der står fjendtligt overfor hinanden. Der er først og fremmest "øst" og "vest", der er "hvid" og "farvet", der er arbejder og arbejdsgiver, der er landbo og bybo, der er akademiker og ikke-akademiker, der er åndsarbejder og hånds arbejder, der er – – ja, sådan kunne vi blive ved, samtidig med, at vi ikke må glemme, at der inden for de enkelte grupper er mindre grupper, der rivaliserer, intrigerer og skaber uro og forvirring. Og hvad er så den dybeste årsag til alt dette? Det er menneskenes rodløshed, hvilket er det samme som menneskenes gudløshed. Fællesskabets ånd er det samme som Guds ånd, der forener alt levende, og menneskeånden finder ikke frem til fællesskabet ad anden vej end netop gennem den hellige ånd, der forbinder den enkelte med helheden.

I sin bog "Cosmic Religion" behandler Einstein tre former for religiøsitet. Det første trin er den primitive religion, frygtens religion, hvor mennesket gennem ofringer søger at formidle og forsone guderne. Det næste trin er de religioner, som er forbundet med sociale ideer og følelser. På dette trin indeholder ideen om Gud moralske betragtninger. Gud belønner og straffer, trøster og er nådig over for de enkelte mennesker, og man tænker sig ham i menneskets billede. Det tredie religiøse trin mener Einstein kun findes hos individer med en særlig form for begavelse, og der ligger ikke noget "akademisk hovmod" i denne tanke, Einstein opfatter det tværtimod som en form for ydmyghed. Det indeholder en følelse af de almindelige menneskelige ønskers og måls tomhed og forfængelighed i modsætning til den ædle storhed og vidunderlige orden, som åbenbares i naturen og i tankens verden. Denne kosmisk-religiøse sans kan ikke danne grundlag for nogen kirke, mener Einstein, den er i kætternes besiddelse.

I vor tid er det undtagelser, hvis mennesker søger ensomhed for at finde Gud, når skuffelserne og sorgerne over "de andres" opførsel har slidt på deres nervesystem. Man tager piller, kommer måske på nerveklinik, man "lapper" på systemet som på en gammel klædning og tager så fat igen uden synderligt håb om, at det skal blive bedre. "Vor verden ER en jammerdal, og hvad kan det nytte, at universet er storslået og ophøjet, når menneskene er nogle bæster." En og anden mener dog, at det kunne være godt, om man i alt dette virvar kunne finde sig selv. Altså ikke: "finde Gud", men: "finde sig selv". Enhver er sig selv nærmest, siger man, og er man blevet søgende, søger man i det nærliggende.

"Hvordan kan jeg elske min næste, når han viser sig at være en hensynsløs egoist, der bare tænker på at mele sin egen kage, eller en karakterløs neurotiker, der ikke ved, hvad hvad han vil?" "Hvordan kan jeg elske min næste, når hun viser sig at være falsk, intrigant og misundelig eller en dum gås, der ikke ejer en selvstændig tanke i sit hoved?" Disse og mange lignende spørgsmål må naturligt dukke op ved tanken om næstekærlighed. Lad os stille et modspørgsmål: ville De ikke hjælpe både den hensynsløse, den karakterløse, den intrigante og den dumme gås, hvis De pludselig befandt Dem i en situation, hvor en af dem var i fare, og De kunne hjælpe? Er der menneskelige følelser i Dem, må svaret blive: "Jo". Hvorfor ville De det? De søger måske at undgå svaret ved at sige: "Jeg ville da også hjælpe en syg fugl eller en bille, der var kommet om på ryggen." Og denne udtalelse ville yderligere afsløre, hvilke kræfter der ubevidst rører sig i Deres sind: følelsen af fællesskab med alt levende. De ville være glad for at hjælpe, og denne glæde ved at yde hjælp og være til gavn, uanset hvem man hjælper eller gavner, men for hjælpens egen skyld, er et strejf af fællesskabets ånd, af den hellige ånd, af Guds ånd i Deres bevidsthed. Det midlertidige, der i øjeblikket viser sig gennem et andet væsens bevidsthedstrin og form, ville et øjeblik ikke spille nogen rolle, det var Deres medvæsen, et andet evigt væsen, De et øjeblik var Guds redskab til at hjælpe, og De følte Guds kærlighed som en glæde i Deres sind. At De så måske senere føler noget helt andet, fordi "den topmålte egoist" eller "den dumme gås" ikke var taknemmelig nok imod Dem, er en tilstand, hvor Deres lokale, midlertidige og meget begrænsede dagsbevidsthed atter dominerer. Er vi da både evige og begrænsede, og hvordan kan vi være begge dele?

Vi har vanskeligt ved at forstå dem, der søgte munke- eller nonnekald, og dog føler vi måske, at de trods deres flugt fra verden kom til at besidde noget, vi savner: kontakten med en magt, der er større end os selv. Vi har måske også svært ved at forstå Einsteins begejstring for den ædle storhed og vidunderlige orden, som rent matematisk åbenbares i universet, og dog er vi måske inderst inde lidt misundelige over det, han besad, som vi mangler: tankens kontakt med og ydmyghed overfor noget, der er større end os selv. Vi vil ikke flygte fra denne verden, og vi har ikke en genial matematikers evner, men vi længes efter dette "større", vi ikke ved, hvad er, uden at vi derfor ønsker at miste vor selvstændighedsfølelse og individualitet. Gennem studiet af Martinus kosmiske analyser vil mange – og stadig flere – kunne finde det, de søger og længes efter, fordi de ved at bruge analyserne i praksis vil kunne finde både sig selv og Gud. De vil lære, at man faktisk ikke kan finde sig selv uden at finde Gud – og omvendt. De vil finde, at der bag det begrænsede, de troede var dem selv, er noget evigt og ubegrænset, som virkelig er dem. Og hvad der er lige så væsentligt, de vil komme til at se på deres næste på en helt anden måde end før (selv på den hensynsløse egoist, den karakterløse neurotiker, den falske dulle og den dumme gås). De vil lære at forstå, at om De selv måske i øjeblikket hverken er så hensynsløs, karakterløs, falsk eller dum (og det er måske ikke andres mening), så har der i alt fald aldrig været nogen, der har været mere hensynsløs, karakterløs, falsk og dum, end man selv engang har været. Ser man et barn, ved man, at man her ser et stadium, man selv har været på, og man vil da ikke forlange, at det skal være noget andet end et barn. De hensynsløse, karakterløse, falske, dumme og mange andre lignende stadier er – set på længere sigt og i et større perspektiv – også barnestadier, og vort møde med dem er en nødvendig afslibning af vor egen mentalitet, blandt andet for at lære tålmodighed. Her har vi det så igen: på længere sigt og tålmodighed, det er absolut nødvendige faktorer, når det gælder om at skabe et virkelig menneskeligt fællesskab baseret på den individuelle udvikling. Med de perspektiver, Martinus giver os i sin kosmologi, kan vi få det store overblik både tilbage i tiden og frem i tiden og lære at forstå, hvorfor tingene og menneskene i dag er, som de er; men vi kan også lære at blive banebrydere ikke blot for vor egen, men for hele menneskehedens fremtidige skæbne ved vor daglige væremåde.