Kontaktbrev 1961/17 side 5
Mogens Møller:
MENNESKETS ORIENTERINGSEVNE I
Vi bruger mange ord, hvis egentlige betydning vi ikke tænker over. De er blevet brugbare clicheer i vort hverdagssprog, og vi slynger dem ud automatisk, uden at vi forbinder vor tænkning med ordenes oprindelige og dybere mening. Men lige som ens blik, når man går ved stranden og bare ser sten, pludselig kan fanges af en enkelt sten, som man får lyst til at tage op og kigge nærmere på, føle mod sin håndflade og virkelig opleve med åbne sanser, kan man også af og til standse op ved et enkelt ord iblandt de mange. Og lige som stenen sætter tanker i gang i ens bevidsthed: tanker om urtid og isbræer, om millionårige udviklings epoker, såvel som tanker om, at man står med et miniatureunivers i hånden, og et æstetisk behag på grund af dens farve og form, således kan "det fundne ord" også sætte en kæde af tanker i gang, som det engang er sket for Søren Kierkegård med ordet "orientere". Han skriver derom: "Der er få ord, hvormed menneskene uden at vide det siger så meget som ved det ord: orientere; det er et verdenshistorisk MEMENTO – hele historien går fra Østen, fra orienten, menneskeslægtens udgangspunkt".
Da jeg læste ovenstående citat, blev ordet "orientere" også et "fund" for mig. Det var, som om store perspektiver på én gang åbnede sig, perspektiver, som naturligvis hele tiden havde været der, og som jeg vel også havde haft kontakt med, blot ikke med tilstrækkeligt åbne sanser. I det følgende skal jeg forsøge at fremstille nogle af de tankerækker, der blev sat i gang ved min "orientering", selv om jeg ved, at de skrevne ord i forhold til selve oplevelsen let bliver som de sten, der var skønne og klare ved stranden, hvor det friske saltvand gav dem farve og dybde, men som synes tørre og matte, når man har fået dem hjem.
Fysisk orientering
Kører man i bil gennem et ukendt landskab, er det bedst at have et kort med sig, så man kan finde ud af, hvor man befinder sig i forhold til punkter på kortet, der symboliserer steder, man gerne vil besøge. Man orienterer sig, hvilket i dette tilfælde vil sige, at man prøver at finde ud af, hvor det "punkt", man selv og bilen repræsenterer, kunne indtegnes på kortet, altså vort nuværende udgangspunkt. Har man fundet det, skulle man kunne finde de veje, der fører mod de ønskede mål. Det lyder så lige til, fordi det er noget, vi er vant til allerede fra skolen: landkort, bykort, danmarkskort, verdenskort, atlas, globus. Men på en måde er der noget pudsigt ved, at man sidder og studerer nogle streger og farver på et stykke papir for at finde vej i et ukendt terræn. En buskmand eller hottentot ville smile og ryste på hovedet af os og bruge sit instinkt, hvad vi måske ville kalde hans medfødte stedsans. Stedsans behøver nu ikke at være baseret på instinktet alene (mennesker med udpræget stedsans kunne jo tro, at jeg kaldte dem "buskmænd" eller "hottentotter"!), men kan i aller højeste grad være baseret på en form for intelligens og logisk sans. Ikke desto mindre er der mange mennesker, som man på mange måder må karakterisere som intelligente, der har en meget lidt udviklet stedsans, og derfor er det godt, at mennesker, som har geografisk viden, kan nedlægge denne symbolsk i et billedsprog, vi alle kan forstå, enten det så drejer sig om et verdenskort eller et lokalt kort over Rødovre med nærmeste omegn. Vi bygger altså en viden op ved hjælp af andres viden. Symboler belærer os om fysiske forhold, og vi må så i praksis erfare, om geodæterne og korttegnerne virkelig vidste besked, og vi må lære at bruge de hjælpemidler, de har givet os, på bedst mulig måde. Ved at gøre det, får vi praktiske erfaringer, efterhånden så mange, at vi slet ikke mere behøver at se på landkort over det terræn, vi nu har lært at kende, fordi vi da i vor egen bevidsthed har et meget detaljeret kort over det, farvelagt af vort sinds kolorit og med nogle linier trukket stærkere op end andre, nemlig alt det, vi med vort specielle temperament især har fæstnet os ved.
Psykisk orientering
"Det sete afhænger af øjnene, der ser", siger man, og selvfølgelig betyder det noget, om øjnene er sunde eller i større eller mindre grad lider af nærsynethed, langsynethed, farveblindhed eller andre former for defekt. Det er dog i almindelighed noget, der kan rådes bod på med briller, og efterhånden er vi flere og flere, der må have briller på, både når vi skal kigge på kortet og se på landskabet. Men hvis f. eks. seks forskellige mennesker orienterer sig i et bestemt landskab og bagefter fortæller om det, kan man godt risikere, at beretningerne lyder som om, det var seks forskellige landskaber, der blev fortalt om. Et menneske, der er videnskabeligt interesseret f. eks. i botanik, insekter, fugleliv, jordbundsforhold eller historie vil snart fortabe sig i sit specielle interesseområde; en mand, som godt kunne tænke sig at slå sig ned dér på egnen og købe en ejendom eller en grund ville have orienteret sig om, hvad der var værd at købe, hvad der var til salg, om prioriteter o.s.v. Hvor en maler ville have interesseret sig for landskabets linier og særlige farvevirkninger og specielt glædet sig over de mange valmuer og kornblomster på markerne, ville en landmand have set på det samme med bekymret blik og i det hele taget lagt mærke til, hvordan afgrøderne stod og om gårdene var velholdte eller forfaldne. En udpræget turist ville have besøgt, hvad turistforeningen havde fastslået som seværdigheder, og en ung mand, der havde mødt en pige, han var blevet forelsket i, ville slet ikke kunne fortælle om andet end hende, aller højest om, hvilken nydelig baggrund landskabet dannede for hendes fortryllende skikkelse. I alle tilfælde var det det sete, som var afhængigt af den specielle bevidsthed eller psyke, der brugte øjnene, af vedkommendes interesser, erfaringer, evner, begær, ideer og længsler. Derfor vil resultatet af en fysisk orientering om ydre forhold altid resultere i en individuel psykisk orientering, som ganske vist har lighedspunkter, større eller mindre, hos de forskellige mennesker, men som dog er det enkelte menneskes absolutte ejendom, hans eller hendes af den individuelle bevidsthed farvede opfattelse af det, der er set og oplevet, detaljer i hans eller hendes verdensbillede.
Orientering, viden og kærlighed
Fundamentet for et menneskes fysiske orientering er altså vedkommende individs psykiske orienteringsevne. Det ser ikke blot gennem sine øjne, men også gennem sin viden og sine interesser. Disse interesseområder er afhængige af, hvad det nærer kærlighed til – enten det så er videnskab, kunst, materielle goder, et andet væsen eller, hvad der er det almindeligste, en blanding af alt dette med en enkelt eller enkelte faktorer dominerende på de andres bekostning. Og der er lige så mange variationsmuligheder, som der er mennesker!
Det er dog ikke blot i fremmede terræner og byer, vi skal orientere os, vor orienteringsevne skal også bruges i forhold til vore medmennesker. Vor omverden består ikke blot af en fysisk verden med landskaber og klimaer, men af mange verdener, idet hvert menneske, vi omgås, har sin egen mentale verden med sin specielle "geografi" og sine åndelige klimaer. Og kan det være svært til tider at orientere sig i en fysisk verden, så er det dog hundrede, ja, tusinde gange sværere, når det gælder vor orientering i forhold til vore medmennesker.
Ligesom man kunne få vidt forskellige beretninger om det samme landskab, hvori seks forskellige mennesker havde søgt at orientere sig, gælder det samme, hvis seks forskellige mennesker uafhængige af hinanden skal fortælle os om deres opfattelse af den samme person, som de hver for sig har været i kontakt med. Man vil kunne få at vide, at han er interessant, kedelig, intelligent, dum, venlig, storsnudet, livlig, stilfærdig, nydelig, grim, flittig og doven m.m., alt efter som vedkommende har været veloplagt eller uoplagt, når han var i kontakt med de forskellige; i forhold til, hvordan han følte sig på bølgelængde med hver af dem; og i forhold til, hvordan hver enkelt af dem følte sig på bølgelængde med ham og opfattede ham gennem sit temperament. Der er utroligt mange muligheder. Hvis den før omtalte videnskabeligt interesserede person fandt ud af, at den anden også var stærkt interesseret inden for videnskabelige områder, som tangerede hans interessefelt, ville hans første indtryk af manden være højst gunstigt, selv om det måske måtte revideres ved nærmere bekendtskab. Hvis kunstneren fandt ham interesse ret i kunst, ville der jo også være fine kontaktmuligheder, med mindre de ret snart fandt ud af, at de var højst uenige i deres opfattelse af moderne kunst f. eks. og ude af stand til at vise gensidige forsøg på tolerance og forståelse. Hvis landmanden fandt den anden person absolut uinteresseret i kornpriser og i spørgsmålet om, hvorvidt det var at foretrække naturlig befrugtning i kreaturavlen fremfor den kunstige, og han måske oven i købet var højst uenig med ham i politiske spørgsmål, kan man være forholdsvis sikker på et højst unådigt skudsmål fra den kant. På den anden side er der også den mulighed, hvis landmanden lige som Jeppe på Bjerget er et "ejegodt gemyt", og hvis den anden part straks har vist venlighed og imødekommenhed, at de trods forskelligt syn på mange ting bliver vældig gode venner. For ham, der var interesseret i at købe ejedom, vil det, specielt hvis han skal handle med den anden, være af altoverskyggende interesse at finde ud af, om den anden er ærlig eller vil lure ham, og mistænksomheden vil være proportional med vedkommendes eget talent for og lyst til at lure. Den unge forelskede mand vil naturligt gå ud fra, at den person, han kontakter, også synes, at genstanden for hans varme følelser er det yndigste, man kan tænke sig. Men han vil dog også straks være på vagt, hvis han skulle ane en rival i vedkommende. Og ve den arme mand, hvis han gik hen og sagde: "Nå, er du blevet skudt i Jens Hansen's Kristine, ja, ja, men du bliver jo nok klogere, når du får lært hende nærmere at kende!"
Der er som sagt mange muligheder, og selv om nævnte eksempler jo nok er trukket op med en lidt hård kontur, har de dog alligevel rod i realiteter, vi alle har berøring med. I alle tilfælde gælder det, når mennesker kommer i berøring med hverandre og søger at orientere sig om andre, at jo større menneskekundskab og menneskekærlighed de har, desto bedre muligheder opstår der. Hvis man er forud indtaget imod vedkommende, eller man venter, at han eller hun skal være sådan eller sådan, for det skal MAN være, har man på forhånd ødelagt mulighederne for positiv kontakt. Men er man straks sympatisk indstillet, indstillet på at forstå og måske at lære noget helt nyt, man har brug for, indstillet på at yde såvel som at modtage, så er der muligheder, og de kan måske blive større og større. Det er en dyb sandhed, den tysk-amerikanske psykoanalytiker Erich Fromm har sat som motto for sin fortrinlige bog "Kunsten at elske", det er skrevet af den berømte læge og mystiker fra det 16. århundrede, Paracelsus, og lyder sådan:
"Den, der intet ved, elsker intet. Den, der intet kan, forstår intet. Den, der intet forstår, er uden værdi. Men den, der forstår, elsker også, oplever, ser … Jo større forståelse af en sag, jo større kærlighed …. Enhver, der tror, at alle frugter modnes på samme tid som jordbærrene, ved intet om druerne."
Denne sandhed gælder ikke blot i forhold til frugterne i den ydre natur omkring os, den gælder også i vort forhold til de andre væsener, der lige som vi selv æder af frugterne på kundskabens træ og selv er frugter på livets træ. Nogle er som jordbær, andre som druer, nogle som hyben, andre som græskar. Der er sure og søde stadier, og der er forskellig modningstid. Menneskene forsøger på flere måder at orientere sig på disse områder gennem de grene af videnskaben, man kalder psykologi, psykoanalyse, psykoterapi og psykiatri. Men det går kun langsomt frem, fordi man ofte kommer ind på blindveje eller veje, der viser sig at føre mod andre mål end dem, man søgte. Hvad kan være årsagen til dette?
Mon ikke man på dette område, lige som når det drejer sig om fysisk orientering, trænger til et kort, en vejledning, en hjælp til selvhjælp? Og lad os så igen vende tilbage til Søren Kierkegård og hans udtalelse om orientering i betydningen: menneskeslægtens udgangspunkt fra orienten, der også er de jordmenneskelige religioners udgangspunkt. Har det moderne menneske ikke mistet kontakten med sit udgangspunkt? Jo, hvis man ved dette mener en religiøs orientering mod Gud, så har det i det store og hele mistet den. Men uden kontakt med sit udgangspunkt er det umuligt at orientere sig! Søren Kierkegård var jo selv dybt religiøs og samtidig fuld af konflikter og komplekser, men han var ikke i tvivl om, at orientering måtte være en orientering mod mennesket og Gud. "Men når man nu ikke kan tro, selv om man gerne ville!" siger mennesket af i dag. Så kan man lære at forstå, at opleve, at se, og – som Paracelsus skrev: "Jo større forståelse, jo større kærlighed." Det gælder kærlighed til Gud og mennesker, til alt levende. Men alt dette kræver en orienteringsevne, som ikke blot er fysisk, baseret på mentale evner og talenter, men både fysisk, psykisk og kosmisk, og til denne kosmiske orientering findes der også kort og vejledning. Derom handler min næste artikel.