Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 860 og 861.

"Alle mennesker uden undtagelse var således "syndere". Og efterhånden blev det mere og mere en selvfølge, at kærlighedskravet i virkeligheden slet ikke kunne opfyldes af et almindeligt menneske. Men da dette jo uundgåeligt ville føre til "evig fortabelse", tvang det de samme væsener til at søge muligheden for en "redning", et "mirakel" der kunne "frelse" dem fra den evige undergang. At dette "mirakel" i sin sidste instans måtte være en slags "tilgivelse", en "syndernes forladelse" blev en selvfølge. Og "miraklet" kom. Uvidende om reinkarnation og udvikling, som de var, var deres mentalitet uimodtagelig for nogen anden løsning af problemet. At Jesu lidelseshistorie derfor for dem blev det store "under", hvorigennem de kunne blive "frelste" uden at opfylde noget som helst af det for dem ganske umulige kærlighedskrav, men blot "angre" og "bede Gud om tilgivelse", blev ganske naturligt. Hvorledes skulle det være blevet andet? – Grundet på Jesu rene praktisering af den opfyldelse af kærlighedsloven, som var ganske umulig for dem selv, kunne de i ham kun se et væsen så afvigende fra dem selv i åndelig storhed og kunnen, at han måtte være selve gudens eget "kødelige afkom", født af en kvinde, der ligefrem var besvangret af Guddommen selv. At et sådant væsen indtil overdådighed kunne praktisere "lovens fylde" blev ligeså selvfølgeligt, som det blev selvfølgeligt, at samme opfyldelse var umulig for dem selv. Men når "Gudens egen søn" således var kommen til jorden og inkarneret i kød og blod, måtte der jo være en mening dermed. Og denne mening kunne for disse væseners bevidsthed kun udlægges på én eneste måde, nemlig den, at Guddommen var "formildet" og havde slået så meget af på sine krav angående kærlighedslovens opfyldelse, at alle og enhver kunne blive "frelste". Hvad sagde denne "Gudens egen søn" selv til disse mennesker? – Sagde han ikke gang på gang til mennesker, der i fuld tillid søgte ham: "Dine synder er dig forladt"? – og har han ikke yderligere ved andre lejligheder pointeret: "Alt hvad I bede Faderen om i mit navn, skal han give Eder"? – Hvis et menneske beder om "syndernes forladelse", vil denne bøn altså også, ifølge Kristus, blive bønhørt. Og når han siger: "Din tro har frelst dig", må det jo også her være "syndernes forladelse", der er det centrale i den "frelse", vedkommende er blevet til del. At blive "frelst" kan jo kun være det samme som at blive "friet" for straffen for sine "synder". – Jo, disse mennesker fik tilfredsstillelse igennem hans ord og væsen, en tilfredsstillelse det ville have været totalt umuligt at give dem på nogen som helst anden måde. Nævnte mennesker var ikke hjernetrænede, var ikke videbegærlige forskere. De havde ikke brug for fremragende logisk opbyggede tankerækker eller analyser. Sådanne var for indviklede og uforståelige for dem. De pågældende væsener var endnu meget uselvstændige barnlige sjæle, hvad virkelig intellektuel viden angik. De var endnu kun i intellektualitetens forgård. For disse mennesker ville der således kun have vist sig et ganske mørkt og trist håbløshedens billede, hvis ikke netop denne "gudesønlige" begivenhed havde fundet sted. Igennem Jesu ord fandt verdensgenløsningen også vej til disse sjæle. Hvad fik da disse væsener? – Blev Guddommen virkelig formildet? – Fik de i virkeligheden "syndernes forladelse", blev de "frelste" fra den "evige fortabelse"? – Nej, absolut ikke. En Guddom, der evigt er kulminerende kærlighed, kan ikke "formildes", "synder", der aldrig nogen sinde kan begås, kan ikke "forlades", og en "evig fortabelse", der aldrig nogen sinde har eksisteret, kan man ikke "frelses" fra, situationer, man ikke er i, kan man ikke "udfries" af. Men hvad var det da, verdensgenløsningen igennem Jesu ord gav disse mennesker? – Den gav dem det eneste, de havde brug for, nemlig – "fred". Den fjernede al den foreløbige ufred eller uro fra deres bevidsthed og efterlod dem i et styrket tillidsforhold til Guddommen eller Forsynet. Mere kan verdensgenløsningen ikke give noget væsen, og mere kan et væsen aldrig nogen sinde blive tildelt udefra eller af noget andet væsen. Og er det ikke akkurat den samme gave verdensgenløsningen giver ligesindede ulykkelige væsener i dag? – Hvad andet kan den stille "rettroende" i dag hente ved "Herrens bord" end en styrkelse i sit gudsforhold og en herpå baseret fred i sit sind? – En fritagelse for virkningerne af sine handlinger er der intet som helst væsen, der i realiteten kan opnå, thi disse virkninger er selve livets evige fundament, ja, er selve udløsningen af kulminerende kærlighed. Uden disse virkninger ingen visdom, ingen erfaring og dermed ingen vilje, intet liv. At give "syndernes forladelse" i form af en fritagelse fra disse virkninger ville altså være det samme som at fratage væsenerne et tilsvarende kvantum kærlighedsoplevelse, det ville være at støde væsenerne ud i en absolut forbandelse, ud i et absolut mørke, ja, en virkelig "evig fortabelse" ville blive det uundgåelige resultat heraf. Og en sådan manifestation kan hverken verdensgenløseren eller langt mindre Guddommen manifestere. Og ethvert begær, der derfor udløser sig i en bøn om "syndernes forladelse", kan intet i verden, i absolut forstand, opfylde, ikke engang den evige Guddom, uden at han dermed måtte være et ukærligt væsen. Og vi ser da også, at de "syndsforladte" eller "frelste" væsener vederfares de samme sygdomme, de samme skavanker, de samme genvordigheder som de væsener, der ikke går til alters eller har fået "syndernes forladelse". Men det kan ikke nægtes, at de virkeligt troende, sakramentenydende væsener kan bære deres lidelser på en helt anden og bedre måde end de "vantroende" eller gudsfornægterne. De kan midt i lidelsen have en stille fred i sindet og være lykkelige, ja, kan endog dø med glæde, når timen er inde."