Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Glødende rønnebær i hegnet og næsten endeløse rækker af stære og svaler på telefontrådene er igen de ubedragelige tegn på efterårets nærhed. En sommer – den vådeste i mere end 80 år – ligger bag os, og selvom her endnu er mennesker, er det kun et spørgsmål om få dage, før de sidste gæster drager bort, og feriebyen påny skoddes til og gøres vinterklar. For mange andre sommervirksomheder blev de nu svundne måneder en katastrofe. For os blev de en eventyrlig bekræftelse på vort åndelige arbejdes værdi, så sandt som vi ikke kunne skaffe plads til alle dem, der ønskede at komme her, og under selve sæsonens forløb ej heller kunne skaffe plads til de mange, der ønskede at forlænge ferien. Livet tvinger os derfor påny til at udarbejde planer for udvidelser i de kommende år, men derom senere.

Det, der i øjeblikket mest påtrænger sig sindet, er det tilstundende efterår med dets genoptagelse af foredrag og studiekredse. Fra mange kærlige ord i forbifarten og fra mange kærlige breve ved vi, at vort foredragsarbejde imødeses med forventning, og hver for sig er vi da også i fuld gang med at tilrettelægge både foredrag og rejser. Men netop fordi vi lige i øjeblikket er "midt imellem" – sommeren er ikke helt forbi, og efteråret endnu kun svagt begyndt – føler jeg trang til i korte rids at berøre visse elementære sandheder i forbindelse med den undervisning, vi om få uger står midt i.

For helt udenforstående mennesker er der så meget i Martinus arbejde, der forleder til troen på, at det repræsenterer en sekt, en ny tro eller, i venligste fald, en åndelig bevægelse af relativ begrænset karakter. Årsagen hertil er let at se. For det almindelige menneske har simpelthen aldrig oplevet åndeligt liv, taget i betydningen "religion", uden at det netop repræsenterede en af de her nævnte former. Er man religiøs, tilhører man enten folkekirken eller en eller anden sekt, og det hvad enten man kan lide denne tanke eller ej. Da jeg forlængst er blevet træt af at kæmpe imod vindmøller, er det ikke den her nævnte side af problemet, der optager mig, men derimod den, der angår vor egen forkyndelse af Martinus verdensbillede. For her står hver eneste af os i den mærkelige sutiation, at vi, om vi følger Martinus eget kærlige råd om kun at tage det af hans verdensbillede, vi forstår, og lade resten ligge, i virkeligheden selv står med det fulde ansvar for den opfattelse af hans kosmiske analyser, vi hver for sig giver udtryk for. Lige så let det er at tale objektivt om fysiske realiteter, ligeså svært er det at kunne anvende den samme objektivitet inden for rent åndelige områder. Dette er blandt andet én af årsagerne til, at jeg selv i stedse højere grad går bort fra at anvende udtrykket "åndsvidenskab", der synes mig så misbrugt, at man hændelsesvis kan få kvalme deraf, og erstatte det med ordene "Martinus Kosmologi", der i hvert fald altid henfører til det, sagen drejer sig om, nemlig "læren om det ordnede og lovbundne verdensalt". Man beskæftiger sig ikke et helt langt liv med studiet af tilværelsens åndelige side uden at opdage, at uhyre meget af det, der udgives for at være "eksakt åndelig viden", langt mere hører hjemme i mystikkens tågede sfærer end i den virkelighedens verden, vi alle med vor åndelige søgen ønsker at nærme os. Nej, lad os se lige i øjnene, at professor Hannemann i "Festskrift til Martinus" på dennes 70-årsdag i omtalen af Martinus verdensbillede har stillet tingene på plads ved at fremhæve, at Martinus væsentligste indsats er den, at han har givet os den religiøse arbejdshypotese, der langsomt gør det muligt for os at verificere postulatet om, at vi skal elske vor næste som os selv. For det er jo trods alt stadigt det, der udgør selve den inderste årsag til vor åndelige uro, vor åndelige søgen. Har budet om næstekærlighed ingen rod i den virkelighedens verden, vi stræber frem imod, betyder det ikke alene en dolk i ryggen på al humanisme, det betyder simpelthen det religiøse livs absolutte undergang.

Man kan således give udtryk for Martinus arbejde på to helt forskellige måder. Man kan stræbe efter at give det, man selv har erkendt af hans verdensbillede som absolut sandhed for en selv, en sådan form, at modparten fornemmer denne sandhed så stærkt, så intensivt, at han eller hun selv får lyst til at gå i gang med at studere Martinus tanker, eller man kan vælge formen: Martinus siger – ! Der kan næppe herske tvivl om, at det er den første form, der har størst værdi, men altså også pålægger os størst ansvar. Den alene gives os adgang til den intuition, der gør vore ord levende, får os til at tale som "den, der har myndighed dertil". Dermed være ikke sagt, at den anden form er værdiløs, kun at den, når talen drejer sig om at meddele Martinus tanker videre, ikke tilnærmelsesvis giver adgang til samme intuition eller, om man hellere vil, til den inspiration, der er så karakteristisk for den første form. Åndelig undervisning udtrykker i sig selv et kald. Om dette kald vil lykkes eller mislykkes står og falder således med, om læreren i sig har den ild, der gør ordet levende. Udebliver denne ild, dør det sublime, dør det væsentligste, og tilbage bliver ord, der nok kan være kloge og i sig selv uangribelige, men alligevel er uden den kraft, der gør tilværelsens åndelige side til sand virkelighed for tilhøreren.

Vender vi os nu direkte mod Martinus verdensbillede, vil vi se, at netop fordi det udtrykker essensen af en ny kosmisk verdensimpuls" åndelige ideindhold i allerhøjeste grad repræsenterer fremtiden. Det forklarer fortiden og nutiden, men det lys, det kaster ind over disse begreber ville være uden dybere værdi, om det ikke evnede at føre dem frem til den konklusion, der udtrykker selve vor evige fremtid. Gav han os ikke denne konklusion i form af de kosmiske analyser, der bærer hans navn, ville hans verdensbillede ikke besidde den universalitet, som tilfældet vitterligt er. For det moderne menneske, mennesket der i højeste grad repræsenterer "Thomas mentalitet en", udgør fortid og nutid jo blot de områder, ud af hvilke det – om det er muligt – kan danne sig et så levende, så virkelighedsnært billede af fremtiden, at det, i tillid til den erkendelse studiet af disse områder giver det, tør indlade sig på den bevidste mentalitetsændring, det begyndende syn af denne fremtid kræver af det. I dag ser vi denne proces fuldbyrde sig selv på den måde, at langt de fleste intellektuelt betonede mennesker verden over forstår, at den nationalistiske epoke i menneskehedens udvikling er ved at være forbi, og at en tilbundsgående internationalisme vil blive dens arvtager. Vi ser ligeledes, at de fleste begynder at forstå, at ældgamle økonomiske systemer, man for blot årtier siden tillagde evighedsværdi, nu vil blive afløst af nye langt mere socialt betonede systemer. Man ser kort sagt en ydre verden i opbrud. Men man ser også, at verden gennemstrømmes af en ny åndelig længsel. Selv om den materialistiske idé ikke kan siges at have kulmineret, før samtlige nationer verden over – altså også u-landene – har fået lejlighed til at opleve dens velsignelser, så har dog så store områder i verden oplevet denne velsignelse indtil en sådan grad, at det står utallige tænkende mennesker klart, at det virkelig er sandt, at "mennesket lever ikke af brød alene". Det er på baggrund af denne situation, at vi skal se betydningen af den åndelige arbejdshypotese, Martinus har givet os. At han betegner sit verdensbillede som "Det evige Verdensbillede" behøver ikke nødvendigvis at betyde, at det er det evige verdensbillede for os, selv om det er det for ham. Det betyder blot, at vi nu endelig har fået den mulighed for at forstå næstekærlighedens budskab på det intellektuelle plan, vi hidtil har savnet.

Da en erkendelse i sig selv udgør resultatet af en meget dybtgående åndelig proces, hvis stadier vi på en mængde områder er i stand til at følge, er det klart, at mødet med Martinus verdensbillede ikke i almindelighed fører til den eksplosive mentalitetsforvandling, som tilfældet kan være inden for det fra fortiden nedarvede, følelsesbetonede religiøse liv, hvor begrebet "omvendelse" jo spiller en meget stor rolle. Det sker naturligvis, at mødet med Martinus tanker og ideer afstedkommer pludselige og voldsomme forvandlinger, men i al almindelighed vil man opleve, at disse eksplosive forvandlinger ofte afløses af en ligeså pludselig tilbagevending til "normaliteten". Det, man her har oplevet, er som regel blot virkningen af en for voldsomt opblusset følelse, hvis indre styrke ikke viser sig at have nær den holdbarhed, man straks tillagde den. Da Martinus ikke på noget som helst område tilsigter en sådan pludselig forvandling, men tværtimod altid fraråder den, må han erklæres uden skyld i den slags foreteelser. Det, han stræber imod, er simpelthen at vise den enkelte, at da livet foruden sin materielle side også har en åndelig – og det ydermere er denne åndelige side, der er så langt den vigtigste – er det af uhyre betydning for det åndeligt søgende menneske at lære at forstå denne åndelige side, dens virkelige natur og dens dybereliggende kosmiske hensigt. Martinus verdensbillede forlænger i virkeligheden blot det tanke- og idemateriale, der i dag ligger til grund for den rent ydre forvandlingsproces, menneskene oplever i form af stigende social uro, stigende krav om gennemført internationalt samliv på et plan, hvor krige og diktatur simpelthen er bandlyst.

Studiet af Martinus verdensbillede fører således det enkelte menneske frem til livsområder, hvor det med store dele af sin bevidsthed ikke alene kommer til at tilhøre fremtiden, men allerede er denne fremtid. Thi mennesket, der udfra egne, selvoplevede erfaringer, altså som en frugt af sit eget liv, frivilligt giver afkald på hverken at nyde kød, nikotin eller alkohol, repræsenterer på sin vis en helt ny menneskeart, der ofte vil føle sig lige så fremmed blandt de omgivelser, hvor det er vokset op, som H.C. Andersens verdensberømte "grimme ælling" gjorde det i andegården. At tro, at et sådant liv er let, og tankeløst forsøge på at føre andre ind i det, udgør, i hvert fald for mig, de ubedragelige tegn på, at man så at sige intet har forstået af den indre mening i Martinus verdensbillede.

At repræsentere fremtiden i nutiden er i sig selv så fantastisk svært, at det vel ville være umuligt, om ikke samtlige store åndelige lærere gennem alle tidsaldre havde givet råd og vejledning for den væremåde, der alene kan føre os frelste igennem den hån og spot, der altid vil vente den, der ikke her er "sagtmodig og ydmyg af hjertet", nemlig den, "der vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde". Der er – endnu da – intet forbud mod at søge at leve sine åndelige idealer helt ud, i vor verden, blot vi forstår kunsten at tie stille! Gør vi det, provokerer vi ikke nogen som helst ved vor livsindstilling og ved vor opfattelse, og det ligger da i vor egen hånd at gøre vort nuværende liv såre festligt. Men "forarger vi de små", er vi tåbelige nok til at bilde os selv ind, at vi er bedre end andre, højere udviklede end andre, ja, måske oven i købet "højintellektuelle", kan vi være overbevist om, at vi meget snart vil gå på hovedet i den grøft, der har opfanget enhver, der før os har begået de samme dumheder. For var det hele blot gjort med at leve afholdende, var det ingen sag. Men det er det så langt fra, at hver den, der virkeligt har gjort det, gang på gang over for sig selv må indrømme, at også for ham gælder det fremdeles, at det er lettere at indtage en stad, end det er at overvinde sig selv – !

Da det imidlertid er en urokkelig kendsgerning, at Martinus verdensbillede, uanset de vanskeligheder det kan afstedkomme i vor private tilværelse, udgør en uudslukkelig inspirationskilde for hver den, der for alvor er kommet i berøring med det, er det en lige så urokkelig kendsgerning, at vi i dag er mange, for hvem tanken om dets udbredelse er blevet mere end en hjertesag, det er simpelthen blevet en livssag. Dag for dag, måned for måned og år for år gror det ind i flere og flere menneskesind og bliver den dirigerende kraft bag disse menneskers tanker og handlinger. Disse mennesker ved, at Martinus tanker og ideer, koncentreret i hans verdensbillede, ikke udgør noget tidsbegrænset fænomen og ej heller udgør noget, der blot er bestemt for de få. For De og jeg udgør ikke noget exceptionelt. Vi er ganske almindelige mennesker, der kun afviger fra så mange derved, at medens andre har talent for at tegne, male, spille o.s.v., så har vi talent for kosmologi, for forståelsen af livets indre, kosmiske struktur og sammenhæng. Der er blot det, at medens alle andre kunstformer forlængst er knæsatte og anerkendte, så er det område, der fylder os med liv og varme, med en stadigt voksende inspiration, et lukket land for det store flertal. Kunsten at være religiøs i dette ords kosmiske betydning er en ny kunstform i verden, en kunstform, der kræver uendeligt meget af sin udøver, men som til gengæld også skænker ham så rige glæder, at der ingen vej gives tilbage. Men da en glæde ikke synes at have opfyldt sin mission, før den er blevet givet videre til en anden, er vi i dag mange, der grubler over, hvorledes det skal lykkes os at delagtiggøre andre i den glæde, mødet med Martinus tanker har givet os. Den bedste vej, vi hidtil har fundet, synes at være det to-måneders friabonnement på vore Kontaktbreve, som vi skænker enhver, der anmoder os om det. Ud af det antal adresser, De har sendt os, er ca. to hundrede nye abonnenter blevet knyttet til vort arbejde, og gennem dem er salget af sagens litteratur steget meget betydeligt. Vær derfor aldrig bekymret over at sende os nye adresser på mennesker, om hvem De måske kun rent instinktivt føler, at de vil være glade for at modtage et brev fra os. Intet sker, hvis De har taget fejl. Vedkommende vil få vore breve i to måneder, og både De og vi har dermed givet ham eller hende en fair chance for at møde de tanker, der inspirerer vort eget liv. Har vedkommende ikke brug for disse tanker, nuvel, så har både De og vi gjort vor pligt – de opnåede resultater har forlængst afsløret, at vi her har fundet i hvert fald én vej, vi trygt kan vandre.

Om få dage vil jeg være på vej til at besøge en lang række svenske byer, der for de flestes vedkommende ligger så langt fra Mogens Møller's ordinære ruter, at det vil være umuligt for ham at etablere et studiekreds arbejde der. Men disse mennesker har lige fuldt krav på at se os en gang imellem, og derfor tager jeg afsted. Men det samme forhold gælder iøvrigt en lang række danske byer, og såfremt man ønsker det, vil jeg gerne benytte denne vinter til at mødes med interesserede i disse byer. Disse besøg kan udmærket ske i hjemmene, såfremt man vil være villig til at arrangere det, ellers i mindre lejede lokaler. Mine rejser i Indien var så godt som altid baseret på møder i private hjem, og det viste sig, at denne nære kontakt var overordentlig inspirerende for begge parter. At vort arbejde er i levende vækst, ved De, men lad os aldrig slå os til ro med, at det er godt, som det er. At gøre sin pligt kan de fleste, men jeg er stadig af den formening, at er man villig til at gøre blot en smule mere, vil det ofte vise sig, at det netop er den indsats, der bærer rigest frugt. Det mørkner påny over verden, og de mentale skyer hænger meget lavt. At vi går svære tider i møde behøver ikke at understreges, det sørger livet selv for. Men netop fordi vort arbejde repræsenterer den fredens videnskab, der i dag er mere brug for end nogen sinde før, ønsker vi, at den kommende vinters arbejde må nå flest mulig, derfor denne opfordring til at bruge os!