Kontaktbrev 1961/18 side 7
Mogens Møller:
MENNESKETS ORIENTERINGSEVNE II
Mentale perspektiver
I min forrige artikel søgte jeg at påvise, hvorledes hvert enkelt menneske nødvendigvis må have sin individuelle opfattelse af den verden, der omgiver ham eller hende. Enhver af os har i sit sind tegnet en slags "kort" over de terræner, vi har lært at kende, ja, endda over de medmennesker, vi har været i berøring med. Vort syn på mennesker og omgivelser kan ofte i nogen grad vise sig at være i overensstemmelse med en anden persons syn på de samme mennesker og ting, men lige så ofte oplever vi, at andre mennesker ser anderledes på verden, end vi gør. Deres opfattelse kan endda være lige stik modsat vor egen. Hvor ofte hører man ikke udtryk som: "Hvor kan han dog mene sådan", eller: "Hvor kan hun få sig selv til at tro det!" Vi er alle mere eller mindre tilbøjelige til at synes, at andre må kunne se, opfatte og mene det samme, som vi selv synes er det rigtige, ja, som nogle synes er DET ENESTE RIGTIGE! De kan ikke fatte, at det, der for den ene i øjeblikket er den rigtige opfattelse SET I HANS ELLER HENDES INDIVIDUELLE MENTALE PERSPEKTIV, absolut ikke kan være det for en anden, der ser igennem sit sinds perspektiv, der er baseret på andre tanker, følelser og erfaringer. Man må heller ikke være blind for, at det ikke blot er forskellige mennesker, der har forskellig opfattelse af livet og verden omkring dem, også det samme menneske kan, ja, må nødvendigvis i forskellige perioder af sit liv ændre den opfattelse af mangt og meget, der for ham eller hende i en vis periode måske var "det eneste rigtige".
Enhver må opleve og opfatte med sin specielle orienteringsevne baseret på de erfaringer, længsler, begær og interesser han eller hun besidder i sit sind; vi kan ikke låne hverandre vort eget hoved eller rettere den psyke, som hovedet er instrument for. Men kan vi da ikke lære hverandre noget? Jo, vi bestiller faktisk ikke andet, når vi vekselvirker med dem i tanker, ord og handlinger, idet vi bibringer dem nye erfaringer. Men vejen er ikke den, som nogle tror, at gribe et andet menneske i frakke opslaget og holde ham fast eller ryste ham med ordene: "Kan du da ikke forstå...!" Det kan han ikke, og hvis han siger, at han kan, er det oftest kun tom høflighed eller for at blive fri for den besværlige person, der vil OVERTALE ham og have ret, eller også er det dressur. Hvis den, der vil bibringe den anden sine synspunkter, har en meget stærk vilje og suggestiv kraft, kan han måske for en tid få ham til at tro på sig, ligesom han måske også ville kunne få en hest til at danse på bagbenene eller en bjørn til at gå på line, hvis han ville bruge sin koncentrationsevne og stærke vilje på de felter.
Men hvor en opfattelse er baseret på mental dressur, vil den, når den "dresseredes" erfaringsmateriale er blevet større og hans viljekraft stærkere, falde sammen som et korthus. Han har da fået et andet mentalt perspektiv og en bevidsthed, der ikke lader sig dressere. Han vil ikke nøjes med, at "Føreren tænker for dig", lige meget om det er en religiøs, politisk eller videnskabelig autoritet, der agerer fører. Han er blevet et søgende menneske, der selv prøver at orientere sig i den hverdag, der er en del af et umådeligt univers. Han er blevet varsom, når det gælder udtalelser om Sandheden med stort S, fordi han har mødt så mange sandheder, men der er noget i ham, der alligevel bestandig får ham til at søge denne sandhed bag alt i livet, en sandhed, der på én gang er hans egen og hele universets sandhed, på én gang, selv om det lyder paradoksalt, både subjektiv og objektiv.
Videnskaben, det objektive og det subjektive
Hvordan kan noget på én gang være subjektivt og objektivt? I forsøget på at besvare dette spørgsmål vil det være gavnligt først at koncentrere sig om det grundprincip, der gælder for den fysiske videnskab i dens arbejde på at skabe et moderne verdensbillede. En forsker gav for nogen tid siden udtryk for dette princip i fjernsynet, han sagde: "Vi prøver at udrydde det subjektive fra verdensbilledet." Det er, sagt med få ord, hvad forskerne gennem lange tider har prøvet. De har søgt at finde de love og principper, som gælder overalt i den fysiske verden og materien, love, som virker på samme måde i forhold til alle individer og uden hvilke den kæde af årsager og virkninger, vi alle er udsat for, ikke kunne udfolde sig. Uden disse love ville der intet liv være og altså heller ingen livsoplevelse. Lige meget om vi oplever en solnedgang, en fodboldkamp, en sonate af Beethoven, et skænderi eller en inspirerende samtale, er det baseret på en udfoldelse af årsager og virkninger, der udløser sig lovmæssigt gennem fysiske materiekombinationer. Mennesker i almindelighed er interesseret i det, der sker, medens forskeren er interesseret i, hvordan det sker. Han prøver ligesom at stille sig uden for verden som en tilskuer, der upartisk og nøgternt søger at få overblik over sammenhæng mellem årsager og virkninger. Men er det muligt for et menneske kun at være tilskuer i denne verden? Det er det ikke. Forskeren er, ligesom alle vi andre, både tilskuer og skuespiller i det store livsteater. Forfatteren Finn Methling berørte engang dette problem i et hørespil, hvor en lille pige fik lov at kigge i sin faders, en videnskabsmands, mikroskop. Hun er begejstret over det spændende, hun ser, men protesterer voldsomt, da hun får at vide, at det er muskelvæv fra en mus, der har måttet lade livet, for at denne undersøgelse kunne finde sted. Faderen siger da til hende: "Vi står udenfor og kigger ind i verden, du må ikke blande dine følelser ind." Men vi kan ikke stille os selv udenfor, hvilket Methling også viser senere i hørespillet, hvor bl. a. denne replik forekommer: "Musen, vi skærer i, er os selv." Og denne: "Alle mennesker er ét menneske, og det må du hjælpe.
Er en hundrede procents objektiv bedømmelse af omgivelserne mulig? Det er den ikke, når det kun drejer sig om, hvad jeg i min forrige artikel kaldte fysisk orientering og psykisk orientering. Enhver forsker (og det er vi jo dybest set alle, når vi bevidst er begyndt at orientere os i livet) oplever gennem sine jordmenneskelige sanser og sine jordmenneskelige evner og erfaringer, og resultatet må blive et verdensbillede set i et jordmenneskeligt perspektiv, hvilket vil sige med de begrænsninger, en jordmenneskelig sanseevne, viden og kærlighed sætter. Og det er en begrænsning, der forslår noget, når det drejer sig om orientering i verdensaltet! Det er muligt gennem den fysiske og psykiske orientering at nå frem til en procentvis ret stor, men absolut begrænset objektiv bedømmelse af mangt og meget i den verden, der omgiver os, d.v.s. en bedømmelse af årsags- og virkningsforhold i den fysiske materie, som er så almen gældende, at mange andre mennesker kan fatte dem, lære noget derved og selv gøre brug af denne bedømmelse i praksis. Hvis ikke det var tilfældet, ville der aldrig være vokset en moderne teknik frem i forbindelse med udviklingen af den fysiske videnskab. Hele denne tekniske udvikling er jo i virkeligheden baseret på det samme system som den orientering ved hjælp af automobilkort, bykort og landkort, som jeg omtalte i forrige artikel. Tekniske tegninger af bygninger, maskiner, elektriske anlæg o.s.v. er sådanne orienteringskort. Men netop det forhold, at denne lokale orientering i FYSISK teknik i løbet af relativ kort tid har bragt menneskene utrolig vidt, når det drejer sig om fysisk-tekniske fremskridt, har fået dem til at tro, at de ved at fortsætte på samme måde kan mestre opgaver, der i virkeligheden kræver en langt større orienteringsevne. De fabler om rumskibe til Mars og bemandede raketter til fjerne solsystemer, som om disse rejser blot var et resultat af årsager og virkninger, som deres tekniske viden og kunnen er i stand til at beherske. I deres tankeverden eksisterer universet blot som en fysisk og ikke som en åndelig virkelighed, og det, de kalder det psykiske, mener de fleste også kun er en virkning af fysiskkemiske årsager. Det er som den lille dreng, der ser Holmens kanal og spørger sin far, om det er Atlanterhavet, eller som en mand, der har et kort over den egn, hvori han bor, og tror, at det kan være ham til gavn på en rejse til en anden verdensdel. Det kan alle se, er tåbeligt, fordi de har lært geografi i skolen, og de ved også så meget om elektricitet, at de ikke puster til en elektrisk pære for at slukke lyset, men når det drejer sig om en større geografi, en universel, åndelig eller kosmisk geografi eller en ikke-fysisk teknik baseret på åndelige love, er de lige så uvidende, som den lille dreng ved Holmens kanal var om Atlanterhavet. De jordiske menneskers orienteringsevne på åndelige områder er så ringe, at de farer vild uden at kunne finde vej eller sti, det er menneskehedens nuværende situation, og vi mærker den alle.
Ånd og natur
Hvad er ånd, og hvad er åndelig virkelighed? det er spørgsmål, hvorom der i dag hersker stor forvirring. Nogle mener, at ånd eller bevidsthed blot er en slags bivirkning ved materien, når den er sammensat i særlige kemiske forbindelser. Ud fra dette syn må menneskets levende ånd og skaberkraft være et lune fra en natur, der er baseret på tilfældigheder. Et sådant syn hævdes endda at være strengt videnskabeligt. Men videnskaben hævder jo dog, at naturen er en lovmæssig udfoldelse af årsager og virkninger i en uendelig kæde og ikke tilfældighed. Den taler om udvikling og betragter mennesket som toppunktet på en sådan udvikling i naturen. Dette toppunkt udgøres altså af væsener med ånd, bevidsthed, skaberkraft og orienterings evne. Mennesket er en del af naturen, og selv om det mener, at det er i stand til at gøre sig fri af den og blot være iagttager, er det en illusion. Det er ikke blot mennesket, der iagttager naturen, men naturen, der gennem fænomenet mennesket iagttager sig selv, opdager og bliver bevidst i sin egen lovmæssighed og udfolder sin skaberkraft på en ny måde som resultat af disse opdagelser. Denne nye "naturkraft" er hele den tekniske udvikling, som ville være fuldstændig værdiløs, hvis ikke den udfoldede sig i pagt med naturlovene. Hvad er logik andet end netop den form for tænkning, der er i pagt med naturens love. Vi er en del af en helhed, og forsøg på objektiv tænkning må være forsøg på at blive klar over helhedens natur og vor egen position i forhold dertil. Vi er ikke blot organismer, der handler udfra blinde instinkter, vi er både åndsvæsener og fysiske væsener, der er en del af en åndelig og fysisk natur. I stedet for at fortsætte med at spalte, dissekere og pille materiens fysiske detaljer fra hinanden for at blive orienteret om, hvad der er "indeni", ligesom barnet, der river sit legetøj i stykker, må mennesket nu til at orientere sig i en anden retning. Det har opdaget, at naturen ikke kun er det, den ser ud til at være, og at den "ser ud" på lige så mange måder, som der er bevidstheder til at opfatte den. Det eneste naturlige er derfor at vende sig imod det "noget", som opfatter, oplever, tænker og skaber, og det er så heldigt, at der nu eksisterer muligheder for det søgende menneske til at studere en kortlægning af den åndelige geografi og teknik, der kan give mennesket en kosmisk orientering, d.v.s. en orientering om dets egen position i forhold til det levende, guddommelige univers, hvori det som en evig åndelig realitet, en gudesøn, lever røres og er.
Kosmisk orientering
Mange mennesker opfatter "Martinus-bevægelsen", som man siger, som en religiøs sekt, hvor man "tror på profeten Martinus' s ideer". Og folk må jo have lov at have denne meget subjektive opfattelse, så længe de ikke er i stand til at bedømme Martinus' arbejde på en mere objektiv måde. Men hvis det virkelig var en religiøs sekt, måtte Martinus og hans medarbejdere være interesseret i at hverve en masse proselytter til denne tro og udbrede den med fanatisk propaganda som det eneste saliggørende, hvorigennem man blev frelst fra evig fortabelse. Men er der noget, Martinus ikke ønsker, så er det det. Det ville være stik imod den tankegang, som løber gennem hele rækken af hans kosmiske analyser, der stilfærdigt lægges frem, og de, der ønsker at komme i forbindelse med dem, kan komme det. Og hvad går disse analyser og symboler ud på? De går ud på at orientere det søgende menneske i hans forhold til Gud, naturen og andre levende væsener, hvilket i virkeligheden er ét og det samme. Er Martinus verdensbillede da ikke blot udtryk for hans egen subjektive opfattelse af livet? Svaret på dette spørgsmål kan man naturligvis kun få ved selv at gå i gang med et grundigt studium af hans analyser og konfrontere dem med sit eget erfaringsmateriale. Adskillige mennesker har ved dette studium erfaret, at det, der sker, er, at Martinus hjælper én til at ordne sine egne tanker og følelser. Han søger ikke at overtale nogen til at tro på ham, men at hjælpe den enkelte til at tro på Gud, på sig selv og på hele menneskeheden og dens fremtid. Ikke en blind tro, der er baseret på autoritet og ville være en slags dressur, men en logisk trosform, en rationel tro, der lidt efter lidt udvikler sig til at blive erfaring, indsigt, oplevelse og virkelig viden. Martinus symboler er en kortlægning af den åndelige virkelighed, hele universet og hvert enkelt væsen repræsenterer. Han afslører de kosmiske eller universelle principper, som er evigt urokkelige, og som er det eneste hundrede procents objektive i verdensaltet, ens i forhold til alle levende væsener såvel i makro-, mellem- og mikrokosmos. Naturligvis må enhver af os opfatte disse analyser på sin subjektive måde på sit nuværende mentale udviklingstrin, men ved at leve efter analyserne og praktisere den kærlighed og tolerance, de er udtryk for, vil det enkelte menneskes bevidsthedsvibration engang komme på bølgelængde med den universelle kraft, Martinus kalder "universets grundtone" eller "Guds primære bevidsthed". Mennesket bliver da ét med Gud, hvilket vil sige den højeste form for objektivitet. Men det vil samtidig være den mest geniale subjektive udfoldelse som en guddommelig medarbejder i skabelsen af en verden, hvor krig og uvidenhed afløses af strålende livskunst. Det er svimlende perspektiver, og de ligger langt ude i fremtiden. Men Martinus' Kosmologi er det kort, den vejviser, som fra vor position i nuet kan orientere os om vor videre færd.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige