Kontaktbrev 1961/20 side 1
København, den 29. september 1961
Kære læser!
Medens den daglige avis for de fleste mennesker udgør en spændende rapport over det sidste døgns mangeartede begivenheder, udgør den for mennesket med en stadigt voksende kosmisk indsigt betydeligt mere, den udgør en aldrig ophørendede bekræftelse på den kosmiske kemi, Martinus i Livets Bog giver udtryk for. Thi hvad er begivenheder andet end åndelige energikombinationers reaktioner mod hverandre? For de fleste mennesker er det selve begivenhedernes ydre form, der fanger, ikke deres dybere liggende indhold eller perspektiv. Nuvel, intet nervesystem kunne vel holde til at gå i dybden med enhver af de begivenheder, den moderne presse dagligt spyer fra sig. Kun særligt bestialske mord og kun meget detaljeret beskrevne ulykker evner efterhånden at påvirke os indtil en sådan grad, at vi for alvor føler os impliceret i de ulykkeliges skæbne. Men alligevel sker det, at en og anden meddelelse, næsten gemt til side og slet ikke tænkt som noget særligt, fanger vort blik og fører til, at avisen synker ned i vort skød, og tankerne, de tanker vi slet ikke er særligt lykkelige for, begynder at bore i dybden af vor sjæl.
Prøv lige at læse den medfølgende notits "Hvert andet barn bliver ikke født" igennem, sætning for sætning. Lad være med at lægge trykket på sætningen " – i de kommunistiske lande", for verdens øvrige lande, vort eget inclusive, har næppe alt for meget at lade de andre høre. Nej, tænk på den navnløse tragedie dette lille stykke i virkeligheden afslører. For at der her er tale om virkelig menneskelig tragedie, kan kun det indtil marven kyniske menneske bestride. Lad så være, at en given procentdel kvinder er i stand til at fuldbyrde enten legal eller kriminel abort, uden at det i det ydre synes at have større virkning på dem, tilbage bliver alligevel en frygtelig procentdel, for hvem denne oplevelse sætter sig så dybe sjælelige spor, at den vil præge disse mennesker resten af deres liv. For dybt i vor sjæl, om man ellers accepterer, at vi har en sådan, ved vi alle, at en bevidst fremkaldt abort, ligegyldigt om den er legal eller illegal, betyder overlagt mord menneske, og at dette mord, om ellers loven, at som et menneske sår, skal det og høste, er en virkelig lov, en dag vil vende sig imod sit ophav. Disse ord kan synes hårde og ufølsomme, men er det ikke således, at eksisterede denne skjulte lovmæssighed i livet ikke, brast selve drømmen om livet som noget skønt, noget guddommeligt? Tilværelsen uden en indre, urokkelig kosmisk struktur, der i sin indre natur betyder evig kosmisk vækst og udvikling for ethvert levende væsen, ville, ret beset, i sig selv være et så uhyggeligt mareridt, at selve tanken simpelthen kan gøre et menneske sygt. Det er måske nok sandt, at utallige mennesker, grebet af den materielle bølge, der i dag går over verden, falder for fristelsen til at tro på, at vi alle blot udgør kortvarige resultater af rent fysiske arvelighedslove, af "gener" og "kromosomer", men udgør hele denne såkaldte "eksakte viden" andet og mere end famlende forsøg på at forklare et livsområde, enhver videnskabsmand må indrømme, at han kender såre lidet til? Thi at forplantningsprocesserne i plante- og dyreriget, der helt må følge den kosmiske automatiks urokkelige lovmæssighed, fører til næsten minutiøse reproduktioner af ophavet er dog ikke ensbetydende med, at dette forhold også gælder os. Det jordiske menneske er dog, i hvor høj en grad det end er et pattedyr og derfor dette pattedyrs love underkastet, også et vordende menneskeligt væsen med en personlig vilje og deraf følgende personligt ansvar. Selv den gemeneste tyveknægt gør sig dog ikke frivilligt til en robot. Omend hans æresbegreber kan være fjernt fra vore, så hænder det dog jævnligt, at en sådan mand er direkte stolt af et vel gennemført "bræk" og ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at tillægge den "arvemasse", af hvilken han skulle være et produkt, æren for sin tvivlsomme succes. Selv det mest fremskredne pattedyr – ordet her taget i almindelig betydning – plages ikke af moralske kriser eller af en skyldfølelse, der gør dets dage til et helvede. Men det gør mennesket, og her især det udviklede menneske. Og det kan gyse i en ved tanken om de sjælelige lidelser, utalte millioner af kvinder påfører sig selv, fordi de, anbragt i en for dem selv tilsyneladende håbløs og fortvivlet situation, vælger at få foretaget dette indgreb, som synes så let at udføre, men som rummer så frygtelige konsekvenser.
At vi, som mennesker betragtet, ikke udgør noget særligt fremragende eller tiltalende, forekommer mig ingen steder tydeligere end i vort forhold til en opstået graviditet. For er denne graviditet resultatet af et brændende ønske, ja, simpelthen drømmen om at få et barn, udløser den ikke alene den største glæde, et menneske kan opleve, men denne glæde forplanter sig omgående til alle omkringværende, og den kommende "begivenhed" imødeses og forberedes som ingen anden, vi kender. Er graviditeten derimod blot et resultat af et letsind og en tankeløshed uden lige, ja, da udløser den simpelthen selve lykkefølelsens absolutte modsætning. Da bliver dette at få "det" fjernet det altoverskyggende problem, og intet middel lades her uforsøgt. Der synes i dette problem at eksistere en faktor, som uvilkårligt tvinger til dyb eftertanke. Thi omend mennesket i sin udvikling er kommet så langt, at det under sin fuldt vågne dagsbevidste kontrol kan spalte atomer og dermed har sprængt alle hidtil kendte fysiske grænser, så synes dette at kunne frembringe et fuldt effektivt antikonceptionelt middel helt at overstige dets kræfter. At skabe et middel, der ikke som de hidtidige strider imod alle etiske begreber, til at forhindre en sædcelle i at mødes med en ægcelle, skulle ikke synes at overstige videnskabelig formåen. Og alligevel er det sådan, at vi forlængst er kommet først i frembringelsen af våben til en total udslettelse af os alle og så åbenbart hjælpeløst for sent i kampen mod en stadigt tiltagende overbefolkning af vor klode. Livskræfterne er så åbenbart stærkere end dødskræfterne, at man ikke kan lade være med at tænke på, om ikke dette i sig selv rumme ret budskab til os alle.
Fra livets side er vor tilværelse således indrettet, at intet levende væsen er mere beskyttet end et foster. Det er ikke alene omgivet af livmoderens solide vægge, det er også anbragt det mest beskyttede sted i moderens organisme. Hvortil al denne sikkerhed? Skyldes den en for os skjult forudviden om vor sande naturs eksistens? Vidste "man", før man formede os, hvorledes vi ville udvikle os? Vidste man, at vi, bag smukke ord og talemåder, i os rummede muligheder for en så iskold kynisme, en så gennemført inhumanitet, at end ikke pladsen under en moders hjerte, den sikreste plads livet evner at give os, var helt sikker? Man ikke alene vidste dette, man vidste endnu mere. Man vidste nemlig, at såfremt det jordiske menneske kunne nyde sit kærlighedslivs glæder uden at skænke denne glædes frugt en eneste tanke, ville der næppe blive mange frugter. For egoisten hader besvær. Egoisten kender kun én, han eller hun virkelig elsker – og det er sig selv!
I sit værk Livets Bog betegner Martinus livet i vor verden som det eneste virkelige, eksisterende helvede. Og det er det udelukkende fordi, det er et resultat af egoister. Vi påstår at elske vor næste, men sandheden er nok den, at det store flertal foretrækker at bruge sin næste til at elske sig selv med. Men om en sådan tilstand kan der ikke skrives skønne digte, ej heller særligt inspirerende prosa, derfor elsker vi tanken om vores "fremragende menneskelighed", om vort "høje udviklingstrin", om os selv som "homo sapiens" – det vidende menneske! Men hvad ved vi egentlig? Betragter vi vort forhold til det her berørte problem, afslører livet selv, at vor viden om det virkelige liv er så begrænset, at vi sætter illusionen om pengenes betydning og magt højere, end vi sætter selve det levende væsens skabeevne. Thi forstod vi, hvad et menneske virkeligt er, ville vor sidste tanke være den at destruere det. Men vi ved mere om penge og social anseelse o.s.v., end vi ved om os selv, om selve det levende liv. Derfor dræber vi dette liv, dræber det med angst i hjertet eller med ligegyldighed, men vi dræber, for, ikke sandt, det er lettere at få børn, end det er at undgå at få dem! Men er det nu det? Findes der ikke jorden over utalte tusinder af kvinder, som trygler om at få et barn, uden at kunne få det? Er det hele, når alt kommer til alt, blot en biologisk proces? Kan det ikke tænkes, at der bag disse tragedier findes årsager, som endnu ikke er kendte af det jordiske menneske?
Et vældigt ragnarok begynder langsomt at udløse sig over verden, og utallige mennesker jorden over føler, at tider af en hidtil ukendt rædsel er på vej. Ustandseligt hører vi, at kommer atomkrigen, vil menneskeslægten forgå. Men det vil menneskeslægten ikke, for det er ikke en del af den plan, der lod os opstå af dyreriget som den, vi i dag er. Nej, denne plan følger andre linjer end dem, de nuværende "verdensherrer" tror at angive. De tror sig selv så store, så betydningsfulde, men er dog – kosmisk set – kun yderst beskedne brikker i et spil, hvis eksistens de måske dunkelt aner, men intet virkeligt kender til. Vi har allesammen "to liv i ét". Vi har vort eget liv med den deraf følgende skæbne, som helt er vor egen, bygget som den er af egne ønsker, egne begær, men vi har også et "andet liv". Og dette "andet liv" fuldbyrdes på den måde, at vi alle er dele af eller brikker i et højere spil, en højere plan. Som vi bruger andre, bruges vi også selv. Og i dette store spil bruges vi ikke alene efter vore rent fysiske evner, men måske i nok så høj en grad efter vore moralske kvalifikationer, vor kvalitet som menneske. Umærkeligt foregår der bag det, vi i det ydre er vidne til, den adskillelse af "fårene fra bukkene", som gennem mere end totusinde år har været bebudet. De til slagmarken dømte, de krigsgale, sondres langsomt ud fra dem, for hvem freden er mere end ord, simpelthen er vilje. En verden går under lige for vore øjne samtidigt med, at en ny verden fødes. Og det er denne nye verden, der altid er i mine tanker, hver gang jeg læser et stykke som det her medgivne. For i denne nye verden har dødskræfterne tabt spillet om den menneskelige sjæl. Da er det livet, som har sejret, og da vil det her nævnte massemord på ufødte blive afløst af den jublende glæde, man har givet det skønne navn "moderkærlighed"! Thi i denne nye verden ved alle, at det alene er det levende væsen – det evige, levende væsen – der formår at omforme den døde materie til den velsignelse, den er bestemt til at blive. Da er det ikke længere nogen "skam" at skulle have et barn, ej heller noget besvær. For da er det barnet, der er blevet verdens kapital, er blevet det eneste, man vil bygge på og det, man vil gøre alt for at værne, alt for at give de skønneste, de bedste betingelser for et fuldkomment liv.
– Nej, intet barn er nogen sinde blevet skabt af os! At vi har reduceret kærligheden til, som en amerikansk forfatter udtrykker det, at "være to par ben i en seng", er ikke livets skyld, det er vor. At vi koldblodigt destruerer denne specielle kærligheds frugt på enten legal eller illegal vis, ændrer ikke de love, der bærer og opretholder vort liv. Disse love opererer med evigheden som baggrund og fuldbyrder deres kredsløb i det, man poetisk kunne kalde "Guds tid". At menneskene ikke ved dette, tjener dem måske nok til undskyldning, men det ændrer intet i den kosmiske orden. Thi gjorde det det, var Gud ikke kærlighed – en tanke, som måske nok er svær at forstå for mange i dag. Men Gud ér kærlighed, og derfor vil også den uhyrlighed, som dette lille avisudklip beretter om, nå sin egen grænse, thi mennesket skal ikke i al evighed leve sit liv i helvedes domæne. Mennesket er "søn af Gud" – det vil det forstå den dag, det har "fuldendt løbet og nået målet!"
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige