Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1961/21 side 1
København, den 13. oktober 1961.
Kære læser!
Som de fleste af dem vil vide, har jeg netop afsluttet en rejse gennem Sverige, der havde til formål både at besøge de allerede eksisterende Martinus-centre og oprette nye på pladser, hvor venner vort arbejde havde ønsket mit besøg. Ved man ikke på forhånd, at Sverige er et virkeligt stort land hvad afstande angår, så oplever man det i hvert fald på en sådan rejse, der udelukkende blev foretaget indenfor den mest beboede trediedel af landet og alligevel sammenlagt blev på ca. 4000 kilometer. Jeg havde den store glæde at følges med to af sagen trofaste venner gennem mange år, og da vejret var os ualmindelig nådigt, blev denne rejse også i det ydre en fantastisk oplevelse af Sverige fra Hälsingborg i syd over Stockholm til Mora i nord og over Uddevalle og Göteborg hjem. Overalt blev vi modtaget med en enestående kærlighed og gæstfrihed, og det er mig en stor glæde at kunne fortælle Dem, at en lang række nye svenske aktive Martinus-centre under denne rejse blev koblet til de i forvejen eksisterende. Selv om Sverige og Danmark på mange områder fornemmes meget nær beslægtede, er den svenske folkeånd alligevel en anden end vor. Den har, som vor, sine egne særpræg, og det mærkes. Sverige er et dybt religiøst land, selv om dets forhold til den der eksisterende folke- eller statskirke er som her. En nylig afsluttet undersøgelse har netop givet til resultat, at kun 5 – fem – procent af den svensk befolkning er aktivt interesseret i kirkens liv og deltager i dens gudstjenester, men dette ændrer alligevel ikke den kendsgerning, at man overalt oplever en uhyre intens interesse for åndelige problemer. Overalt, hvor jeg havde lejlighed til at tale, oplevede jeg en så stærk koncentration stråle mig i møde, at mindet om disse aftener vil leve meget længe i mit sind. Kun trist, at vi endnu er så få til at sprede budskabet om Martinus verdensbilledes eksistens – behovet for at lære det at kende føles meget stærkt, ikke mindst i vort store, skønne broderland.
En oplevelse på denne rejse prægede sig med uudslettelig styrke i mit sind, og det var efterretningen om Dag Hammarskjölds død. Jeg var søndag den 17. september gæst hos sagens trofaste medarbejder i Stockholm, ingeniør Sigge Westerlund, og lå netop og hvilede mig i hans dejlige sommerhus på Lidingø nær Stockholm, da jeg ved et rent tilfælde hørte over radioen, at Dag Hammarskjölds fly var forsvundet. Det var, som om noget inde i en simpelthen nægtede at tro, at noget farligt var på færde, og vi enedes da også hurtigt om, at der kun kunne være tale om et teknisk uheld, og at vi snart ville få at høre, at han var nødlandet et eller andet sted i god behold. Men kort efter bankede det på døren, og lidt efter stod en anden af vore trofaste venner i Stockholm, redaktør Agne Windmark, i stuen. Ligbleg og meget lavmælt fortalte han os, at der netop var udsendt meddelelse om, at Dag Hammarskjölds plan var styrtet ned i junglen, og at han efter al sandsynlighed var blevet dræbt. Vi blot så på hinanden. Ingen af os evnede at udtrykke de følelser, der stormede ind over os. Dag Hammarskjöld dræbt. Tanken føltes et øjeblik så horribel, at sjælen blev stum. Jeg tror, at hver og en af os følte det, som havde vi mistet en kær ven, et menneske, hvis person og liv var blevet et ideal for os. Et menneske, i hvem alt det, vi selv kæmper for, ikke alene var inkarneret, men inkarneret på en sådan måde, at han i tidens stadigt voksende mørke føltes som en lysende og varmende stjerne, en stråle af håb i en verden, der koldt synes at dræbe ethvert håb.
Og siden hen mødet med Sverige i sorg. Overalt tusinder og atter tusinder af flag på halv. Ingen fyrste i verden har nogen sinde fået en sådan begravelse og et sådant eftermæle som Dag Hammarskjöld. Over 200 millioner seere over hele verden fulgte hans bisættelse, der virkelig var "verdens forenede staters første premierminister" værdig. For det var jo det, Dag Hammarskjöld var, og det er forståeligt, at utalte millioner i dag med ængstelse betragter F.N. 's situation. Verden fostrer ikke to af den slags mænd i samme generation, og at forsøge at løfte arven efter ham må føles umulig af den, valget vil falde på, for Dag Hammarskjöld var F.N. inkarneret i kød og blod. Person og idé gik her op i den højeste enhed, og midt i sorgen føltes det trods alt, som om han netop havde fået den død, der på en måde er livets skønneste sejrskrans. Ordløst sendte han gennem verden et budskab, den aldrig vil kunne glemme!
Avisartikel: Hammarskjölds sista ord gällde kärleken
Men Dag Hammarskjölds død efterlader også et ubesvaret: hvorfor? Med angst i hjertet spørger mange mennesker i dag, hvorfor dette tragiske dødsfald skulle komme netop nu. Ingen kan vel besvare dette spørgsmål, men alligevel aner man i selve tidens voksende uro et svar, som senere tider måske vil bekræfte. Dag Hammarskjöld var så absolut al krigs fjende nummer 1. For ham var freden ikke blot et spørgsmål om skønne ord og talemåder, for ham var verdensfreden simpelthen noget håndgribeligt, han med glæde ofrede sit liv for. Intet menneske har jaget så meget jorden rundt som har har. Intet menneske har krævet så lidt for sig selv og i praksis demonstreret sin vilje til nådeløs selvudslettelse til fordel for verdensfreden så stærkt, som har har. Måske var det denne nådeløse indsats, der blev hans skæbne. Ustandseligt greb han ind i det store spil. Et enkelt menneske kun, men et menneske med en vilje som få og en statsmandskløgt, der søger sin lige. Et sådant menneske er et farligt menneske i en verden, hvor krigens væsen, dens indre natur, endnu ikke er udlevet.
Hvad nu end svaret vil blive på det her berørte spørgsmål, ét er sikkert: verden føltes fattigere ved efterretningen om Dag Hammarskjölds død. En åndelig kuldebølge gik gennem sjælen ved dette budskab, der pludselig gav rum for frygtelige perspektiver. Alle vi, som oplevede perioden 1930-40 tvinges atter og atter til at nikke genkendende til det, vi nu oplever. Uge for uge, ja, næsten dag for dag øges spændingen i verden, og én for én viger de magter, der heller ikke den gang kunne hindre katastrofen i at bryde løs. Intet under, at mennesket under sådanne forhold begynder at gå under livets overflade for i de mere skjulte dybder i sin egen sjæl at søge at finde svar på de mange spørgsmål, der uafbrudt melder sig.
Kosmisk set står vi alle i dag på en skillevej. Vi kan vælge at nægte at se, nægte at høre. Vi kan "tro", at alt nok ordner sig, og at det bare er aviserne, der maler det hele mørkere, end det faktisk er. Vi kan i virkeligheden som dåren "vandre trygt der, hvor engle ikke tør træde!" Men vi kan også gøre noget ganske andet. Vi kan bruge det guddommelige instrument, vi kalder vor "hjerne", til at søge at trænge ind i og om bagved det kræfternes spil, vi er vidne til. Gør vi det, vil vi opleve dels at komme på sporet af den dybere mening med de begivenheder, vi er vidne til, og dels at forberede os på det, der efter al sandsynlighed vil komme bag på det store flertal som "en tyv om natten". For at en stor og verdensomfattende proces er i gang, kan vel kun den betvivle, der helt nægter sig glæden at tænke. Verden er i dag i støbeskeen på en måde som aldrig før, og man kan her naturligvis fylde sjælen med forestillinger, der laminer den og dermed spærrer for al udsigt. Det er så let – og så billigt – at udslynge, at "hvis vi får en tredie verdenskrig, betyder det udslettelse af alt liv!" Det er akkurat det samme som at sige, at enhver kræftpatient er dødsdømt. Men det er enhver kræftpatient ikke, og selv om en tredie verdenskrig vil få konsekvenser, ingen fantasi kan forestille sig, behøver den ikke at betyde menneskehedens undergang. Den kan også betyde fjernelsen af en "mental kræftsvulst" i det samlede menneskesamfunds vældige legeme. Den kan, sine frygtelige konsekvenser til trods, også betyde tilsynekomsten af den åndelige sundhed, der vil indvarsle et tusindårsriges endelige tilsynekomst. Nok er de respektive statschefers magt stor, men ingen af dem er livets "øverste feltherre".
Dag Hammarskjöld søgte sit livs inderste og dybeste inspiration i troen på en kærlighed, der end ikke på det mindste område søgte sit eget. Det samme gør vi! Og i denne vor dybe tro, der i sin natur er kompromisløs, findes der ingen plads for tvivl om, at det, vi går i møde – når det er overstået – vil vise sig ikke alene at have været et gode for menneskeheden, men uden tvivl også det største gode, den har oplevet! Ingen beundrer videnskaben højere, end jeg gør, men heller ingen ser klarere dens absolutte grænse. Intelligensen er en strålende kraft, og den vil gøre det muligt for os at erobre den fulde magt over materien. Men over den står visdommen, står intuitionen, og dens lys hører et højere plan til. Intelligensen søger at gøre os til dødelige skabninger og vort liv til et offer for tilfældighedernes spil. Intelligensen sætter grænser og er i sit inderste væsen uden hjerte. Intuitionen derimod skaber liv og lader os i de glimt, ingen, der har oplevet dem, kan glemme, ane hin plan med det, vi i dag er vidne til, der lader sjælen fornemme sandheden bag Tolstoys berømte ord på dødssengen: "Jeg ser verdensdramaet i sin nuværende form svinde bort som aftenens solglød over bjergene!"
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson