Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Man taler så ofte om "ondskabens pris", men det er faktisk sjældent, at man pludseligt befinder sig i den situation rent konkret – eller kontant – at kunne opgive, hvad en bestemt form for ondskab koster verden. Nu har præsident Kennedy's videnskabelige rådgiver, Mr. Jerome Wiesner imidlertid meddelt os, at den militære oprustning koster den samlede oprustning koster den samlede menneskehed 700 milliarder kroner årligt, og selv om tanken et øjeblik virker helt og aldeles lammende, sker det dog, at bevidstheden på ny begynder at fungere – og begynder at gøre sig visse forestillinger om, hvad dette svimlende beløb, omsat i humanisme, kunne skænke den samme menneskehed af de goder, den i dag så bittert sukker efter! Tænk, om man pludselig meddelte de såkaldte "u-lande", at "man" havde besluttet sig for en femårsplan, inden for hvilken man agtede at løse samtlige deres hospitalsproblemer, efter at man måske først havde meddelt dem, at en gennemgang af de forhåndenværende fødemidler i verden havde afsløret, at en mild rationering med ét slag kunne løse det uhyggelige sultproblem. Ja, tænk – – ! Men det gavner kun lidet at lade tankerne bevæge sig i den slags baner! Det er faktisk – selv om tanken forekommer direkte ubehagelig – dagdrømmeri på højeste plan!

Hører dette mareridt aldrig op? Man kan blive træt af at stille spørgsmålet, for det synes så gammelt som menneskeheden selv og synes lige så ubesvaret i dag som nogen sinde. Og dog! Krigens onde spøgelse har langt om længe antaget dimensioner, som skaber betænkeligheder i selv de menneskers sind, for hvem "sabelraslen" normalt plejer at være det omgående svar på enhver selv nok så beskeden "national krænkelse". Det er faktisk utroligt, hvilke "nationale krænkelser" der allerede har fundet sted og fremdeles finder sted, uden at det fører til de konflikter, der for blot hundrede år siden ville have været det omgående svar på krænkelser af langt mindre karakter. Ingen nation er i dag ivrig for at blive den, der sætter katastrofen i gang – og alligevel bærer de alle ved til det bål, der snart synes så vel tilrettelagt, at man undrer sig over, at det ikke forlængst er flammet op.

700 milliarder – og alligevel udgør dette beløb trods alt kun en del af den "ondskabens pris", verden i dag må betale for sine overtrædelser af de love, hvorpå et lykkeligt liv beror. Læg til denne sum prisen for det enorme hospitalsbyggeri, der i dag finder sted, et hospitalsbyggeri, der har det tilfælles med de militære udgifter, at også det kun dækker det midlertidige behov – og ikke engang det! For ligegyldigt hvor meget vi end bruger til den side af vort liv, synes det ikke at have nævneværdig indflydelse på hospitalernes såkaldte "venteliste" – et koldt ord, der dækker over daglig lidelse, smerte og pine for tusinder af mennesker, ja, for millioner, om vi tager den store verden med. For også sygdom hører med til den ondskabens pris, mennesket må betale for sin uvidenhed, sin manglende forståelse af det ansvarsbevidsthedsbegreb, det så uklogt og ukærligt kun lader omfatte sig selv, omfatte det selvbestaltede "homo sapiens" – livets såkaldte ypperste mentale produkt!

Et andet gammelt ord siger, at "dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde", og mon ikke også dette ord berører en sandhed, de fleste nægter at se lige i øjnene? Vi ved alle, at "sygdom er hvermands herre", men ved vi hvorfor? Er det nok vedblivende at skyde sig ind under den slags talemåder, der jo blot bringer en påstanden om, at "der har altid været krig, og der vil altid være krig", i tanken. Er disse forslidte klicheer ikke snart modne til kassation? Med sin udviklede videnskab og den hertil føjede åndelige indsigt ved det fremskredne menneske faktisk ganske godt, at det på en uhyggelig lang række områder selv er årsag både til sygdom og til krig. Det kan ikke i al evighed blive ved med at give "de andre" skylden for de oplevelser, det mere end anelsesmæssigt er klar over skyldes brist i dets egen karakter. Et er, at vi åndeligt er "dårer", men dette berettiger os ikke til komplet at ignorere de kendsgerninger, en selv yderst materialistisk videnskab forelægger os. Lungekræftens uhyggelige stigning – og årsagen til denne stigning – er i dag så åbenbar, at det bliver svært for den enkelte at hævde sin uskyld den dag, slaget rammer ham. Og det samme er tilfældet med mange andre af de ting, mennesket begærer uden tanke på dets konsekvenser. Den kendte, forlængst afdøde franske videnskabsmand Camille Flammarion sagde allerede i det foregående århundrede, at "dersom universets andre planeter er beboede, må jorden være deres galeanstalt" – dette århundrede ville ikke have fået ham til at ændre anskuelse!

Nuvel, at "verden ligger i det onde", synes klart som dagen. Og alligevel dækker tanken ikke virkeligheden, medmindre man erstatter ordet "ond" med ordet "uvidenhed". For ondskab i dette ords almindelige betydning eksisterer ikke. Kun uvidenheden eksisterer, og der hvor den fjernes, siger Martinus, ophører det såkaldt "onde" med at være til. At føle sandheden i disse ord og indstille sin bevidsthed derefter hører til et af de lyse budskaber, Martinus har bragt os, for det fjerner både uvilje og frygt fra vort sind. Alle er vi vokset op med angst for det onde, med angst for "djævelen og alle hans gerninger" o.s.v. Det er en så indgroet del af vor åndelige arv fra en fortid, der, hvad det sjælelige angik, lagde tunge byrder på det enkelte menneskes sind. Ja, men hvad så med arvesynden og især med "synden imod den hellige ånd", den, for hvilken der aldrig skulle findes tilgivelse? Spørgsmålet melder sig næsten automatisk, for også syndsbegrebet hører med til den arv, vor såkaldte "børnelærdom" gav os, så snart vor bevidsthed begyndte at røre på sig. Nuvel, eftersom den samlede menneskehed repræsenterer udviklingstrin fra de lavest tænkelige til de højest tænkelige, vil den tid ikke være fjern, hvor syndsbegrebet i sin tidligere religiøse form vil have ophørt med at have indflydelse på de udviklingstrin, der er vokset op over den såkaldt "blinde tros nådegave". En voksende intellektuel forståelse af livet betyder i sig selv det fortidige syndsbegrebs absolutte undergang, udsprunget som det er af manglende forståelse, tolerance eller sand næstekærlighed. Tilbage bliver så "synden imod den hellige ånd". Men hvad skjuler der sig egentlig bag disse mærkelige og for de fleste absolut ubegribelige ord? Hvordan forklarer Martinus dem? Ganske enkelt dermed, at da det, vi har givet navnet "ånd", er det samme som bevidsthed, udtrykker ordene "den hellige ånd" i virkeligheden blot den hellige eller rene bevidsthed kontra den urene eller umodne bevidsthed. Da det jordiske menneske, kosmisk set, endnu er meget umodent, er det klart, at vi må erkende os selv som hjemmehørende under den kategori, der omfatter de umodne eller urene. Men dette er ikke i sig selv ensbetydende med, at vi er totalt umodne. På mange områder er vi forlængst færdigudviklede eller modne. På disse områder har vi med selvoplevelsens fulde styrke erkendt, at loven, "som et menneske sår, skal det også høste", er en urokkelig realitet. Der er vi udrustet med evnen til med egne indre, åndelige øjne at se den yderste konsekvens af vor væremåde, og foretager vi os på disse områder handlinger, hvis yderste konsekvens som unødvendigt smertebringende for andre vi på forhånd er fuldt vidende om, ja, da har vi handlet imod det bedste i os selv, imod det, vi kalder "bedre vidende", og det menneske er ikke født, som ikke her må betale den bitre pris ikke at kunne tilgive sig selv, ligegyldigt hvor meget trøst det så end modtager udefra. Her evner end ikke Gud at tilgive, fordi vi simpelthen her oplever det tunge, men meget sindsberigende møde med "tærskelens vogtere", der fra en svunden fortid har været kendt som dem, der hindrer den jordiske sjæl i at betræde fredens, harmoniens og dermed salighedens skønne verdener. Da hindrer livet selv os i at "se frit op", og da oplever vi alle i bogstaveligste forstand sandheden bag ordene om, at i den situation "ligger synden for døren".

Disse ting synes så enkle at forstå – når man har fået dem forklaret! Men hvor mange har oplevet det? Må verdens store flertal ikke fremdeles her leve på tågeagtige, til tider helt udflydende fortolkninger, der meget ofte gør det hele endnu tungere, end det var i forvejen? Det er bl. a. dette forhold, der ligger til grund for, at den opvoksende ungdom i stedse højere og højere grad tager afstand fra den almindelige kirkelære. Disse unge, der jo dybest set slet ikke er unge i åndelig betydning, føler manglen af den indre logik i den påførte kirkelære og mister som følge heraf, ofte sig selv næsten uafvidende, interessen for livets dybereliggende problemer. De får simpelthen den opfattelse, at disse problemer ikke kan forklares, og dermed dør det bedste og det skønneste i deres sind langsomt bort af mangel på næring. For i ethvert menneske eksisterer der et medfødt organ for kosmisk forståelse. Får dette organ ikke næring – og det får det ikke i dag, hverken i barneskolen eller senere hen på de eksisterende universiteter og højere læreanstalter – ja, så går det dette organ, som det går ethvert andet organ, der ikke bruges. Det visner ganske simpelt hen. Og fandtes lidelsen ikke, ja, så ville mennesket en dag finde sig selv totalt blottet for evnen til at forstå noget som helst af det, der skjuler sig bag spørgsmålene: Hvorfra? Hvorfor? Hvorhen? Men lidelsen findes! Årti for årti vokser dens pres på det samlede jordmenneskesamfunds sind. Men lidelse avler medfølelse, avler det, vi så smukt kalder "humanisme", og det er det udviklede menneskes indre klare viden om dette forhold, der gør, at det aldrig taber modet selv i sit eget livs mørkeste øjeblikke. For dette menneske ved, at det ikke kan opleve noget som helst, til hvilket det ikke selv har været den første udløsende årsag. Og det ved, at det kun er beskyttet – virkeligt beskyttet – på de områder, hvor det forlængst har afskaffet krigen i sit eget sind! Derfor står dette menneske anderledes i sin bedømmelse af det, det rundt omkring sig er vidne til. Også det ser krigens mørke skyer trække sig sammen over verden og uvejret nærme sig. Men selv om det ængstes ved udsigten til dette uvejr, evner det ligefuldt at lægge sin skæbne i Guds hånd, thi livet har for længst lært det inden for de områder, hvor det med egne evner har kunnet se og opleve "Guds veje" i sit eget liv, at selv det mørkeste uvejr har en grænse, og at natten kan være aldrig så sort – der følger altid en strålende solopgang efter!