Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1961/22 side 9
MARTINUS
LIVETS BOG
Citat fra tredie bind, stk. 870 og 871.
"At opgive for håbende mennesker, at vejen til den fuldkomne lykke kun går igennem opfyldelse af forskrifter, de hverken har organer, evner eller talenter til at opfylde, kan umuligt give individet nogen glæde ved at være til eller stimulere det til at foretage en begyndende træning eller opøvelse i at efterkomme disse forskrifter. Og de nævnte forskrifter ville således som nævnt være i det dræbende princips favør i stedet for i "alkærligheden"s. Mon der er nogen, der tror, at det var dette, verdensgenløseren tilsigtede med sin visdom? – Sikkert ikke. Dertil er hans vidnesbyrd om alkærligheden alt for inderlige, magtfyldte og i kontakt med udviklingen eller livet selv. Men hvis man fornægter reinkarnationen, så er man med til at fortsætte verdensgenløserens korsfæstelse den dag i dag, så er man med til at forvandske eller bortforklare hans sande verdensfrelsende visdom. Uden udvikling ville denne visdom absolut være uden værdi. Uden man bliver "født på ny" og igennem dette nye liv kan fortsætte med at udvikle sig, fortsætte med at gøre erfaringer og komme til flere og flere kundskaber, komme til at gøre godt, hvad man har forbrudt, kan man umuligt komme til at "høste" det, man har "sået". At "se" Guds rige såvel som at "komme ind i det", vil dermed, som Jesus netop selv bebudede overfor Nikodemus, være en absolut umulighed uden genfødelse. At dette, som et fuldkomment væsen at blive indlemmet i "Guds rige", ikke kan opnås ved blot og bar "nåde" og "syndernes forladelse" har altså været en åbenlys kendsgerning for verdensgenløseren. I modsat fald ville han udelukkende kun have været beskæftiget med denne "syndernes forladelse". Han ville ikke have haft nogen som helst logisk begrundelse for al den tid, energi og kraft, han ofrede på at manifestere forskrifter, lignelser og idealer for sine disciple og alle andre visdomssøgende såvel som på sine taler til folket. Ja, hvad skulle vel al denne udfoldelse til, når det alligevel kun var en manifestation af forskrifter, intet som helst jordmenneske kunne opfylde, og "nåden" og "syndernes forladelse" var det afgørende? – Nej, som vi her har set, var verdensgenløseren fuldt bevidst i, at idealerne ikke kunne opfyldes i et enkelt jordliv, men at denne opfyldelse derimod igennem flere liv efterhånden ville blive til virkelighed for hvert enkelt væsen som en frugt af dets eget begær, træning, vilje og erfaring. Og det er dette væsenets møde med den højeste frugt af sine tidligere liv, han netop udtrykker som "den fortabte søn"s hjemkomst eller møde med Faderen. Her er det, at gudesønnen har lært sine fejl at kende og derved er kommen til den rigtige erkendelse og indstilling til sin Fader, kan se sit eget liv, sin evige identitet som søn af Guden. Her er det, han er blevet stoffets og dermed livets og dødens herre. Her "synder" (fejler) han ikke mere, men handler fuldkomment, er kønslig upartisk og dermed "alkærlig".
At denne mentale tilstand er en helt anden end den, der er gældende for jordmenneskene, og i hvilken de må hjælpes med formlen "syndernes forladelse", må tage til ægte og leve i den dyriske seksualisme med dens forelskelse, skinsyge og rivaliseren, kommer også til udtryk i hans visdom, der hvor han siger: "Sandelig, sandelig siger jeg eder, iblandt dem, som er fødte af kvinder, er ingen større fremstået end Johannes Døberen, men den mindste i himmeriges rige er større end han". Hvad er det, verdensgenløseren her kommer til at afsløre? – Når han så stærkt pointerer: "Dem som er fødte af kvinder", må han jo kende til en væsenstilstand, hvor man "ikke er født af kvinder". At han ikke her kan udtrykke sin visdom i en særlig detaljeret form er letforståeligt. Han er her inde på et gebet, som han ved, ligger langt over, hvad hans tilhængere kan fatte. Det er jo i den samme samtale, han senere udtrykker sig om Johannes Døberen: "Og dersom I ville tage imod det: han er Elias, som skal komme", ligesom han ved en anden lejlighed taler om "vinden, der blæser" o. s. v., og pointerer altså hermed, at han nu er inde på emner, hans tilhørere lige så lidt kan fatte, som de kan fatte, hvorfra vinden kommer, og hvor den går hen. Men af hans udsagn fremgår det alligevel klart, at de fuldkomne beboere af "himmeriges rige" ikke fødes af kvinder. Det er en anden væsenstilstand, en helt anden forplantnings- eller vedligeholdelsestilstand af artens beståen. En helt anden seksuel- eller kønstilstand må derfor gøre sig gældende mellem disse væsener. Den "mindste i himmeriges rige" er større end den største af dem, som er født af kvinder, hvilket vil sige det største og mest udviklede jordmenneske. At Jesus hermed kraftigt pointerer, at "himmeriges rige" er så højt hævet over det rige, i hvilket jordmennesket befinder sig, at den mindste i førstnævnte rige er større end den største i jordmenneskets rige, kan umuligt bortforklares."