Kontaktbrev 1961/23 side 1
København, d. 10.november 1961
Kære læser!
I en verden, hvis nerver endnu er på bristepunktet ved efterretningen om "afprøvningen" af Sovjets kæmpebrintbombe, virker det som en lise for sjælen, at der fremdeles findes videnskabsmænd, der køligt og nøgternt opererer med tanken om det kommende internationale verdensrige, Martinus har skildret i første bind af sit store værk "Livets Bog". For den, som er helt fortrolig med Martinus tanker vedrørende netop dette problem, virker gennemlæsningen af medfølgende anmeldelse i tidsskriftet "Juristen" ikke alene som balsam på sjælen, men også som én af de efterhånden mange bekræftelser på Martinus kosmiske klarsyn.
Jurister har jo ikke i almindelighed ord for at lade deres følelser løbe af med forstanden, og det i denne anmeldelse omhandlede værk – der oven i købet udgør anden reviderede udgave – udgør næppe nogen afvigelse fra den for juridiske værker engang vedtagne gyldne regel om nøgtern saglighed. På den anden side virker det næsten frapperende i vor tid at møde ikke mindre end to kendte professorer, der har mod til – på logikkens klare grundlag – at angive det formentlige tidspunkt for disse for mange rent utopiske ideers realisation. Nuvel, ud over dette, at man må erklære sig helt enig i disse mænds tanker og ideer, er der kun det at sige, at det nok er lidt vel dristigt at forudsige på dagen, når disse ideer vil blive ført ud i livet. Men, ikke sandt, det virker vidunderligt i en verden, hvor frygten for en altomfattende tredie verdenskrig døgn for døgn tager til, at opleve, at der fremdeles findes mennesker, der ikke alene har mod til at se lyst på fremtiden, men oven i købet så lyst, at de helt enkelt imødeser en tid, hvor begrebet krig helt og aldeles er afskaffet til fordel for en verden behersket af lov og orden.
Nuvel, også jeg er overbevist om, at denne verden vil komme, og at al tale om en total destruktion af den menneskelige civilisation er mørk og uansvarlig. Hvad jeg derimod ikke er overbevist om er, at vi vil undgå en tredie verdenskrig. Sådan som den jordiske mentalitet i dag er, skal der faktisk kun én eneste vanvittig person til for at kaste verden ud i en altomfattende katastrofe. Altomfattende, ja, men ikke altødelæggende! I en verden, hvor følelsesenergien er i stærk udvikling uden derfor helt og fuldt at være under kontrol af den kølige og nøgterne intelligensenergi, må man være forberedt på en vis trang til dramatisk effekt. Trangen til at overdrive, negativt såvel som positivt, er de fleste medfødt, og det bør derfor ikke undre nogen, at situationen just nu giver mere end anledning nok til at forestille sig moder jord helt og aldeles raseret for alt liv – om altså atomkrigen bryder løs.
Et klogt gammelt ord siger imidlertid, at "det går sjældent så galt, som præsten prædiker", og rent personligt nærer jeg end ikke skyggen af tvivl om, at selv om jeg måske nok selv udslettes af uvejret, så vil der alligevel, når det er ovre, være efterladt flere end tilstrækkeligt til at bygge den verden op, vi alle dybt i vor sjæl længes efter at opleve. Og da min overbevisning om reinkarnationsprincippet er aldeles urokkelig, ser jeg med trøst i sjælen frem til den dag, jeg igen er tilbage – i en ny krop og med en endnu bedre hjerne – for at være med i skabelsen af de forhold, der virkelig skal gøre livet til en drøm af ånd, kunst og praktisk næstekærlighed.
Jeg forstår så udmærket de mennesker, der i denne tid gribes af dyb depression og føler livet som et vrangbillede på det, det kunne være. Men ét er at forstå, noget ganske andet er det at acceptere en sådan indstilling. Og det gør jeg ikke! Tværtimod føler jeg det som noget af et privilegium at være født netop i dette århundrede, hvor gamle verdener styrter sammen, og nye fødes i et tempo, der nok kan tage vejret fra en og anden. Netop fordi reinkarnationstanken udgør en af mit livs åndelige "hjørnepiller", fylder dagens begivenheder, hvor mørke de end kan se ud, mig med ubrudt inspiration. Verden er kommet ud af søvnens fangarme. Der sker noget i vor tid. Kosmisk set oplever vi en slags "april", om hvilken digteren som bekendt skrev:
" – i den det gamle falder – i den det ny får fæste! – Det volder lidt rabalder – men fred er ej det bedste – men at man noget vil!" Og bag om alt det frygtelige, vi både læser om i vore aviser, ser i vor TV, og hører om i vor radio, er det som om, man føler en umådelig stærk, drivende vilje. Man kan kalde denne vilje for "Guds vilje" eller "klodens vilje", for mig blot ord, der dækker det samme, ét står urokkelig fast: vi er inde i en fantastisk udviklingsproces, der i sin dybeste natur er absolut målsøgende. Og målet er i første omgang verdens forenede stater. Og selv om jeg ikke skulle komme til at opleve fuldbyrdelsen af denne vidunderlige skabelse i denne inkarnation, så føler jeg med hele min sjæl, at jeg inden længe vil være aktiv deltager i dens videre udformning. Ikke at jeg et eneste sekund tvivler på, at livet efter døden vil blive en vidunderlig åbenbaring af lys og skønhed, men skønheden i dette kommende, rent åndelige liv består for mig i dets begrænsning, i dette, at det kun i sig selv udgør et eventyrligt "frikvarter", inden jeg igen er tilbage og med liv og sjæl er med til at bygge en verden op, i hvilken fattigdom, krig og frygt af enhver tænkelig art er bandlyst. Bag om alt beklager jeg dybt de mennesker, der tror på ideen om "det ene liv", tror på, at døden er den store skelsætter, er den endelige sigen farvel til denne verden. For mig bliver det ikke et farvel, men derimod et "på gensyn", et gensyn, som jeg allerede nu ser frem til, fordi et enkelt liv er for så lidt at regne imod tanken om de mange kommende liv, i hvilke sjælen udvikles, horisonten udvides, og livet bliver endnu skønnere, end det allerede forekommer mig at være.
Alle ved vi, at frygten i dag har det fulde herredømme i verden. Man siger "frygten", men burde sige "dødsfrygten". Jeg underkender ikke denne angst, kender den også selv, men jeg forstår også, at havde verden et stærkere åndeligt fundament, end tilfældet er, ville mange stå anderledes udrustet over for kommende begivenheder. Vi identificerer os selv alt for meget med denne verdens rent fysiske materie. Vi har gjort os selv "dødelige" i alt for høj en grad. Materialistiske tankearter dominerer sjæl og sind i alt for stor en udstrækning. Vi "binder os", kort sagt, i en meget farlig grad til dette flygtige liv, og det blot fordi vi ved altfor lidt om vor egen evige kosmiske eksistens, om vor sande natur som "søn af Gud". Fra de ganske unge år har jeg været i den lykkelige situation at modtage en kosmisk opdragelse, som på alle områder har ændret min medfødte indstilling til ting og begivenheder. Og hvilket lys har denne opdragelse ikke kastet ind i mit sind, hvilke glæder har den ikke skænket mig, og hvilken modstandskraft har den ikke udrustet mig med i modgangens dage! Netop fordi jeg rent personligt har fået lov til at leve et liv under indflydelse af vældige kosmiske horisonter, er jeg sluppet for den åndelige "lilleverden", der tynger de fleste og gør dem usikre over for næsten alt, hvad de møder på deres vej. Jeg forstår, at alt må være, som det er, men det er mig umuligt at slippe den tanke, at alt det, vi nu er vidne til, alt det, vi er på vej imod, udelukkende udgør konsekvensen af den åndelige snæversynethed, der har behersket verden i årmillioner. Og er vejen ud af dette forhold kun at finde gennem krigens og lidelsens gru – et forhold jeg rent personligt ingen indflydelse kan have på – nuvel, så taber jeg ikke målet af sigte af den grund. Mit gudsforhold består urokket af det ydre livs tilskikkelser, og jeg føler med ætsende klarhed, at det, vi kalder "freden over al forstand", kun er at finde der, hvor man som noget aldeles selvfølgeligt giver afkald på at lægge skylden for sin egen skæbne på andres skuldre. Dybest set er der for mig kun to personer i universet: Gud og mig selv! Derfor udgør bønnen: Ske ikke min, men din vilje! noget meget afgørende i mit eget forhold til mine omgivelser. Og når jeg i dag ser ud over verden, føler jeg med en enorm kraft, at vi alle er på vej imod noget godt, ja, noget så afgørende lyst og skønt, at end ikke dette, at vi måske alle skal igennem et rystende "Gethsemane", kan ændre min overbevisning om dette kommende lys. Derfor virkede medfølgende anmeldelse så oplivende på mit sind! Jeg deler disse mænds syner – blot ikke helt deres tro på, at disse syner vil blive realiserede så hurtigt, som de har givet udtryk for. Men at de er "vårbebudere" – derom hersker der ingen tvivl i mit sind, ej heller, at de vil blive fulgt af mange, mange andre – !
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
P.S. Vi gør enhver interesseret læser opmærksom på, at den i Livets Bog"s første del, fjerde kap. gennemførte analyse af "Et internationalt verdensrige under skabelse" er udkommet i særtryk og kan fås ved henvendelse til Instituttet.
Pris kr.2.50.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige