Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da vort arbejde i disse år vokser meget stærkt, sker det uundgåeligt, at mødet med Martinus tanker hos adskillige nye interesserede udløser den næsten ekstatiske glæde i sjælen, som også Vi i sin tid kendte, og som i sig selv udgør det bedste tegn på, at man nu endelig har mødt det svar på sin åndelige søgen, man måske gennem år har længtes imod. Men netop fordi denne store glæde kan føre til tilsvarende ubehageligheder, den dag "rusen" er ovre, og livet igen begynder at antage normale proportioner, tror jeg det vil være klogt ganske kort at berøre et problem, man bør kende, om man ikke skal opleve den voldsomme reaktion, det kan være at opdage, at fordi man endelig har fået svar på et utal af de spørgsmål, der måske gennem år har brændt sig dybt i ens sjæl, er dette ikke i sig selv ensbetydende med, at man pludselig er blevet en helgen. Problemet er fra ældgammel tid kendt under navnet "Tærskelens Vogtere" og hentyder netop til den kendsgerning, at fordi man har mødt sandheden inkarneret i netop den form, der svarer til ens egen "bølgelængde", er dette ikke i sig selv ensbetydende med, at man i et og alt kan leve op til denne sandhed, til det lys eller de idealer, man pludselig ser sig stillet over for. At indse, at vi er på vej mod den verden, Martinus så smukt har givet navnet "Det rigtige Menneskerige" – en verden af fuldkomne mennesker eller mennesker, der i alt har "fuldendt løbet og nået målet" – er ikke det samme som at have nået denne verden. Der er stadigvæk et og andet i vort sind, som mangler lidt i at være, som det burde være, og det er dette "lidt", der forvolder os de mange kvaler, der så at sige holder os i skak og forhindrer os i at være netop så fuldkomne, som vi brænder efter at være.

Med Paulus må de fleste vist indrømme, at "det gode vi vil, gør vi ikke, medens det onde, vi ikke vil, gør vi!" Et er imidlertid at indrømme denne sandhed, noget ganske andet er det at evne konstant at holde sig ønsket om en ændring af denne tilstand for øje. Utallige gange har jeg oplevet, hvorledes mennesker gennem mødet med Martinus tankeverden har evnet at gennemføre en ydre livsforvandling. Disse mennesker blev vegetarer, holdt op at ryge og at nyde alkohol og blev, kort sagt – set ude fra – en helt anden slags mennesker end før. Men jeg har også oplevet, hvorledes denne ydre forvandling ligesom tog alle deres kræfter og derfor ikke blev fulgt op af en tilsvarende indre forvandling. Sig selv uafvidende har disse mennesker på en måde bekræftet den dybe sandhed bag Jesu ord om, at "ingen kan lægge en alen til sin vækst!" Andre egenskaber i deres sind, som på sin vis nok så meget trængte til at blive ændret en smule, forblev uberørte af den rent ydre forvandling, som, netop fordi de formåede at gennemføre den, hændelsesvis forledte dem til at tro, at de nu virkelig repræsenterede den af mange så brændende begærede "høje åndelige udvikling". Og så sker det altså, at sådanne mennesker glemmer den dybe kloge advarsel, Nazaræeren gav os med ordene: "Hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder!"

"Tærskelens Vogtere" er således ikke en engel med flammesværd eller en anden drabelig åndelig gestalt. "Tærskelens Vogtere" er helt enkelt de ufærdige sider i vort eget sind og væsen, som må fjernes, før vi kendes værdige til at betræde eller opleve højere åndelige zoner eller tilstande. Det mest klassiske eksempel på dette problem har vi i disciplen Judas' forhold til Jesus. Mange mennesker har villet gøre Judas til en moralsk meget slet person, et i virkeligheden meget usselt menneske. Disse mennesker tænker ikke over, at havde dette været tilfældet, måtte Jesus uværgerligt have været en meget dårlig psykolog, siden han tillod ham at følge sig! Nej, Judas var hverken primitiv eller slet. Han var blot et menneske, der havde levet så nær et stort lys i så lang en tid, at dette lys ikke længere formåede at holde de ufærdige sider i hans sind i skak. Hans egenvilje tog magten fra ham. Han ville – som gennemsnitsmennesket – kun sig selv, sin egen mening, sine egne ideer og oplevede først for sent, at det var dette, der bragte ham i ulykke.

"Men tro ikke det er anderledes i dag. De er alle, der har sand interesse af åndsvidenskab, har interesse af mit arbejde i nærheden af lyset, har mere eller mindre begyndt at føle det vidunderlige velvære, det kan skabe i sjælen, og er i tilsvarende grad mere eller mindre blevet dets disciple. Men da De jo ikke har nået "Den store Fødsel", vil der være naturer i Dem, der ikke er færdige. Og disse naturer vil altså bevirke, at De allesammen, hver især, mere eller mindre, før eller senere kan komme til at fremtræde som en "Judas" og ubevidst være en forræder mod det lys, der er blevet Deres livs største lykke. Vær derfor alle på vagt. De kan uden at vide af det komme til at stå over for selve verdensgenløseren. Og da han er absolut ufejlbarlig med hensyn til de højeste fakta, og de herudfra af ham foretagne dispositioner er det eneste absolut rigtige, vil De uværgerligt komme til kort i enhver situation, hvor De udløser kritik og mener, at han burde handle anderledes, burde gøre dette eller hint på den måde, som De mener er rigtig, og som måske lige akkurat er kontrasten til verdensgenløserens opfattelse. Og husk yderligere på, at Deres kritik i hans nærhed er dobbelt farlig for Dem selv, idet denne nærhed bevirker en forstærket mobilisering af alt i Deres bevidsthed, der kan tjene til at camouflere Deres kritiks begrundelse med den mest ædle eller englige skikkelse, således at denne i de mest gyldne og strålende farver lader Dem være overbevist om, at De har ret, viser Dem på samme måde, at De er uretfærdigt behandlet, at De er martyr, er forfulgt, hvis ikke verdensgenløseren retter sig efter Dem.

Men en verdens genløser går ikke på akkord med menneskenes dårlige og egoistiske begær, ligegyldigt hvor meget man så end har støttet ham, ligegyldigt hvor meget man så end selv synes at have ofret sig for ham, hans sag eller lyset. For ham er alle menneskelige bevidsthedstrin åbenbaret, og enhver menneskelig vildfarelse rutinemæssigt let gennemskuelig. Han kan derfor kun følge sin egen bane uafhængig af ros og dadel, uafhængig af udsigten til medvind eller modvind, uafhængig af udsigten til derved at miste venner eller skaffe sig fjender. Kun på denne måde alene kan han permanent være "et med vejen, sandheden og livet". – I modsat fald ville han jo være et med de vildfarne, de forblindede og ufærdige væsener, hvis magt og indflydelse han bøjede sig for.

Jeg har ikke hermed sigtet til nogen eller noget indenfor sagen her, men kun ønsket at fremføre for Dem de princippielle tildragelser, der er karakteristiske for den udviklingszone, De befinder Dem i, og som De derfor alle mere eller mindre kan komme ud for her i lysets nærhed, eller når De begynder at overskygges af "Den hellige Ånd".

 

Og hvis De nu ville spørge mig, hvornår De kan være sikker på ikke at være en "Judas", da måtte jeg svare: Når De er blevet så indlevet i det guddommelige lys, at De føler, at ingen kan gøre Dem uret og ingen kan lide uret, og De selv er enhver ubehageligheds dybeste årsag, der måtte ramme Dem og derfor aldrig kan føle Dem som martyr, aldrig kan føle Dem uretfærdigt behandlet af den eller den, ligegyldigt hvad disse vedkommende så end måtte gøre imod Dem, og derfor heller aldrig kan vredes imod nogen eller noget, men hele tiden lever i en permanent glæde i oplevelsen af verdensplanens højeste og sidste facit: Alt er såre godt. Da behøver De ikke at frygte for, at De er en Judas, thi da kritiserer og angriber De ikke den eller det. Da kan De allerhøjst i al venlighed trække Dem tilbage fra denne eller hin, som ikke kan være harmoni med Dem. Thi da er De selv blevet "Vejen, Sandheden og Livet". "

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!