Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På samme måde som intet menneske kan undgå at opleve vort ydre klimas stadige omskiftelser, kan undgå at opleve regn, storm og uvejr af værste slags, såvel som solskin, varme og den vidunderlige fornemmelse af elementernes harmoni, der får en til at føle livet som én stor salighed, på samme måde kan intet menneske i vor verden undgå at møde den åndelige verdens klimaer, kan undgå at møde sorgen, modgangen eller det, mange kalder ondskaben, såvel som det heller ikke kan undgå at møde smilet, hjertevarmen eller de stunder, hvor også det åndelige liv synes én stor, ubrudt salighed.

For mange mennesker bliver det, vi har givet navnet "ondskab", skæbnebestemmende for deres liv. De ser fjender alle vegne og tror sig evig og altid forfulgt af så den og så den. Uden at de selv ved af det, har de rejst et kors i deres liv og med flid korsfæstet sig selv på det. At være sammen med disse mennesker er at være sammen med selvmedlidenhedens og det indbildte martyriums grå tankeklimaer, og længe varer det ikke, før et sådant menneske finder sig selv isoleret og ensom – Guds eneste måde at bringe det til klarhed over dets vanskæbnes inderste årsag.

Den forlængst afdøde danske digter Carsten Hauch formulerede det på den måde, at ens virkelige fjender ikke er dem, der gør en ondt, men alene dem, der gør en ond; Og hvor har han ret! Hver og en er vi født ind i det eneste eksisterende helvede, der findes, født ind i en verden, der i sig selv udgør én eneste stor skueplads for tankeblandinger og sjælelige reaktioner, der i en frygtelig udstrækning har rod i manglende kosmisk indsigt og forståelse. Overalt stilles man overfor tanke skabelser – illusioner – der alene har rod i selviske motiver, og som følge deraf på forhånd er dømt til at lide skibbrud. Vi siger: "Jeg elsker dig!" og ved i samme øjeblik i vort hjerte, at vi burde sige: "Jeg elsker dig til at elske mig selv med!" – og foregiver alligevel at tro på "lykken". Overalt bliver vi vidne til, at mennesket skjult eller åbenlyst "søger sit eget", og overalt ser vi virkningen: skuffede og bitre mennesker. Carsten Hauch må have oplevet megen personlig sorg og lidelse, siden han evnede at gennemskue ondskabens problem. For hvor er det dog sandt, at det ikke er dem, der gør os ondt, der er vore virkelige fjender. Ved man, at de handler ud fra det udviklingstrin, de befinder sig på, altså må handle, som de gør, falder uviljen imod dem i småstykker med det samme. Da går man blot stille sin vej, så stille, at der måske går lang tid, før disse mennesker opdager, at man virkelig er gået! Anderledes derimod med mennesker, hvis handlemåde imod os gør os onde. De har sejret over os og sejret bittert. Thi bliver vi onde, vil vi hævne – og da er det os, der har tabt. For det vil altid kun være os selv, vi hævner os på. Men mennesker, der bringer den slags tanker op i vort sind, er noget ganske andet, end de ser ud til at være. De er – kosmisk set – Guds redskaber til at slibe og forme vor ånd! Trangen til hævn vil altid bringe ting fra vort sjælelige dyb op på overfladen, og er de først der, vil der straks være andre "redskaber" til at tage sig af dem! Det er denne guddommelige "åbenbaringsteknik", der sluttelig vil lade ethvert menneske virkeligt kende sig selv, sine gode sider og disse gode siders grænseområder ind til det i vor sjæl, der er den dybeste årsag til, at vi er fødte i netop denne verden!

For den, hvis liv det er blevet at sidde stille og lytte til menneskers sorger og modgang, til alt det, vi i ét samler i det svære ord "skuffelser", er det forlængst blevet en urokkelig sandhed, at den dybeste hensigt med vort liv her netop er at møde mennesker, der evner at kalde alt det frem i vort sind, der skal og må fjernes, for at vi kan komme drømmen om at blive menneske i dette ords skønneste betydning blot ét hanefjed nærmere. Oplevede vi aldrig at græde den gråd, mennesket græder alene, græder bag sikkert låste døre, nåede vi aldrig at få skyllet sjælens øjne så rene, at vi fik se det virkelige syn af os selv, som indebærer al fremtidig lykke. Det er kun det uvidende menneske, der deler denne verdens mennesker i "onde" og "gode". Mennesket med blot den mindste kosmiske indsigt ved, at kun én er virkelig god, Guddommen selv.

Mødte vi derfor ikke ondskaben på vor vej, inkarneret i mennesker, der ligesom afprøver vor sjælelige struktur, dens styrke og – især – dens svagheder, ville vor illusionsskabende evne simpelthen løbe løbsk. Da ville vi alle uundgåeligt vandre ind i storhedsvanviddets tågeverdener og alt ville blive idel elendighed. Men der er sørget for, at "intet træ vokser ind i himlen"! Vore forkerte tankeblandinger, altså det vi kalder vore "forestillinger", er på alle sider omgivet af korrigerende foranstaltninger, og det er kun, når vi pure nægter at se disse foranstaltninger, at livet slår virkelig hårdt. Hvor det udviklede menneske evner at høre "Guds stemme" igennem en kærlig vens milde og hjertevarme advarsel, må den, der ikke har denne evne, opleve sandheden bag de svære ord, at "den, der ikke vil høre, må føle!" – føle på egen sjæl og krop, at de frembragte illusioner, de udformede tanker og ideer var imod de love, som, omend skjulte, regulerer alt levendes vækst.

Men tænk hvor forfærdeligt livet ville være, om det ikke var sådan? Om vi blot alle kunne gro i den retning, vi selv fandt bedst! Det er svært, som det er, det ved vi alle, men jegtror ikke, at ret mange har forsøgt at forestille sig, hvordan verden ville se ud – om ikke Gud eksisterede! Sandt nok tvivler mange på hans reelle eksistens og tror i deres selvforgyldte intellektualisme, at de kan "bevise", at det religiøse element i mennesket er en "atavisme", en hilsen fra en tid, hvor den menneskelige hjerne endnu var så uudviklet, at den i virkeligheden ikke formåede at producere virkelig "intellektuel tænkning". Dejligt at verden er så rig, at der også er plads – rigelig plads – til den slags mennesker. Men stiller man så en af dem det stilfærdige spørgsmål, om han mener om sig selv, at han bliver klogere eller dummere, for hvert år der går, svarer han så godt som altid, at han skulle da mene, at han bliver klogere og klogere! Og så skal man ikke spørge mere, for så bliver det hele blot negativ diskussion. Nej, netop dette svar, at vi alle, for hvert år vi lever, bliver klogere og klogere, rummer for det modne menneske beviset for Guds reelle eksistens. Thi hvem andre gør klogere end livet selv? Nået hertil kan man enten se, at livet uden for os udgør én stor bevidsthed, med hvilken vi hele tiden korresponderer, eller også kan man ikke se det, og derved er intet at gøre. Men for den, der kan se det, løftes dén daglige tilværelse uundgåeligt op på et højere plan. For et sådant menneske er livet ikke længere blot sympati og antipati, da er det også empati eller den sjælelige tilstand, der tillader mennesket bevidst at skabe perspektiv mellem sig selv og det oplevede – og dermed tillader det at høre "Guds stemme" bagom al larmen. Og "Guds stemme" vil altid kun ét: fortælle os den dybere mening med det nys oplevede! Og denne dybere mening er altid god, altid!!!

Nej, alle har vi i virkeligheden kun ét menneske at frygte: os selv! Så længe vi ikke har "fuldendt løbet og nået målet", vil der være naturer i os, det vil være bedst for os at få bragt op til vor bevidstheds overflade, for at de kan blive fjernet. Der er blot det ved denne proces, at den er smertefuld. I hvert fald så længe disse uudviklede naturer kan gøre os "onde", kan få os til at "se rødt" og dermed forlede os til at tro, at vi alene har ret, de andre uret, og at det derfor er rigtigt af os at "gå til angreb". For når vi er onde, så "føle-tænker" vi, og det er farligt, først for vore omgivelser, som altså har denne skæbne tilgode, men dernæst – og tilsidst – for os selv. Thi så viseligt er livet indrettet, at nok kan vi blive smertens budbringere i andres liv, men aldrig så meget som i vort eget! Det er kun de af de andre, som også bliver onde, der bringer faklen videre, ikke de, for hvem det hele blot blev en kortvarig smerte, hvis indre natur de gennemskuede og dermed gjorde sig fri af.

Var smerten således ikke i verden, var vort liv uden virkeligt håb. Det er smerten, der alene skaber dybde i vor tænkning og dermed forståelse af vore medmennesker. At undgå smerten på det udviklingstrin, hvor vi i dag lever, kan vi ikke. Men vi kan lære os selv at forstå dens natur og dermed dens velsignelse for os. Gør vi det, ophører smerten, i hvilken form den så end melder sig i vort liv, at være vor fjende. Da bliver den – kan i hvert fald blive det – den ven, man mest af alt føler sig i taknemmelighedsgæld til. Og her er vi ved selve den dybeste årsag til Martinus tilsynekomst i verden. Thi før ham lærte vi, at alt det gode kom fra Gud, hvorimod alt det, der bragte lidelsen ind i vort liv, var af det onde og udgik fra den onde eller ham, vi gav navnet "Satan". Mod dette livssyn rejste Martinus sig og fortalte os, at først den dag, vi evner at se Gud i mørket, i smerten og i lidelsen, vil vi forstå det virkelige liv. Mere end nogen anden har han igennem sit livsværk med dets rigdom af kosmiske analyser vist os, at mennesket er sin egen værste fjende, og at kun det, vi gav navnet smerte, kan hjælpe os til den forståelse af livets altomfattende enhed, vi nu begærer. Lyt derfor selv til hans kloge og kærlige ord:

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!