Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke, de fleste mennesker kan imponeres og more sig over den dygtige tryllekunstners eller illusionists fantastiske evne til at lade tingene forekomme anderledes, end de i virkeligheden er. Han siger selv:"Keine Hexerei, nur Behendigkeit", og vi ved, det er illusion, men så behændigt udført, at tilskuerne er ved at tabe næse og mund af forundring. Ting forsvinder og kommer til syne igen helt uventede steder, ting forvandles tilsyneladende eller trodser tyngdeloven, og alt foregår utvungent, elegant og som oftest ledsaget af en strøm af ord, der både holder publikum i ånde og måske også skal distrahere dem en smule. En illusion er altså en foreteelse, der ser ud til at være anderledes, end den i virkeligheden er.

Sandheden er som bekendt ilde hørt, og vi kan vel alle nu og da føle os tvunget til med små hvide løgne at glatte ud og formilde, hvor vi mener, at den nøgne sandhed ville være alt for chokerende for et af vore medmennesker. Men stikker vi ikke også af og til os selv hvide løgne? Er forelskelse ikke en tilstand, hvor man har alle sanser åbne undtagen den kritiske? Og hvad kan det ikke føre med sig – senere? Det er ikke tilfældigt, at begreber som "livsløgn" og "ønsketænkning" er blevet behandlet så ofte i litteraturen, for disse mentale illusionstilstande har været og er stadig årsag til mange konflikter, dramaer og tragedier i hverdagen. Blind autoritetstro, der anbringer et andet menneske på en piedestal, kan også medføre dybe skuffelser og bebrejdelser, hvor selvbedrageren ikke tænker på, at det var ham (eller hende) selv, der anbragte den anden i svimlende højder, hvor vedkommende ikke hørte hjemme og absolut ville have protesteret mod denne anbringelse, om han havde haft kendskab til den. Det får han måske først, når han i den andens bevidsthed er faldet ned af piedestalen.

I vor tid oplever vi en mærkelig blanding af hård realisme og følelsesbetonet for ikke at sige sentimental flugt fra verden. Den kendsgerning, at mennesket endnu med en stor del af sin bevidsthed tilhører dyreriget, i forbindelse med den kendsgerning, at en anden del af samme bevidsthed har menneskelige evner og arbejder videnskabeligt og teknisk, må naturnødvendigt resultere i den form for virkelighed, Martinus kalder en intellektualiseret jungle. Og jungleverdenen er hård og ubarmhjertig. De menneskelige evner er dog ikke begrænset til at udfolde sig inden for teknik og videnskab, de kan også gøre mennesket til en drømmer, der fantaserer dels om egen lykke og storhed, dels om en anden og bedre verden end den, der omgiver ham, og som ofte er en grå og trist hverdag"s trædemølle eller en grusom krigsskueplads. Mennesket har sine længsler, sine drømme og idealer, og det skal ikke kritiseres, tværtimod! Men et par spørgsmål rejser sig i denne forbindelse: er disse idealer og drømme baseret på, at vedkommende selv gerne vil spille en dominerende rolle som lykkens yndling, som helt eller velgører i fuldt projektørlys med alles blikke rettet imod sig i grænseløs beundring, eller er det ønsket om en menneskeværdig verden, hvor alle kan få del i den menneskelige lykke, der dominerer i dets sind? Og en ting til; er drømmene blot sværmerier og dagdrømme, der er en slags mental "trøstespisen", en romantiseret virkelighedsforfalskning, der gør mennesket passivt og næres af kulørt underholdningslitteratur, dårlige film m.m., eller er de de første stadier af spirende menneskelige evner, der fra drøm og længsel efterhånden vil blive forvandlet til skabertrang, talent og geni til gavn og glæde for andre?

Hvad har nu alt dette med illusion og virkelighed at gøre? Det er let nok at se, at det menneske, der bruger sin fantasi til passive dagdrømmerier lever i en illusionsverden, hvorfra det kan være ubehageligt at blive tilbagerykket til den uromantiske hverdag. Men hvad med det menneske, der bruger sin fantasi til at koncentrere sig på, hvor store idioter, bedragere, snobber, egoister, kværulanter o.s.v. andre mennesker er, og fylder sit sind med utilfredshedens, kritikkens og surhedens gift? Han eller hun er forbitret over, at tingene og menneskene er, som de er, og føler sig bedraget, ført bag lyset, uretfærdigt behandlet, skuffet og desillusioneret. Er vedkommende ikke netop en fuldblods realist, der ser, hvordan verden er, og naturnødvendigt må harmes i sit inderste over menneskenes usselhed? Nej, han eller hun er et bedraget menneske, der først og fremmest er blevet bedraget af sig selv. Dette menneskes subjektive opfattelse er en illusion, som livet selv ved at læse korrektur på dets tanker og handlinger lidt efter lidt vil fjerne det fra. Det vil lære, at den verden, hver enkelt oplever, genspejler hans eller hendes egen sjæl.

Pilatus spurgte: "Hvad er sandhed?" Han havde hørt om så mange sandheder og kunne ikke helt tilslutte sig nogen af dem. Men han følte sympati for Kristus. "Se hvilket menneske", sagde han senere, og det kan forstås, som om han ynkede Kristus, men der kan også have ligget en skjult beundring deri af mennesket, hvis holdning viste, at han så tværs gennem alle illusioner til livets inderste kerne af sandhed. Også mennesket af i dag spørger som den intellektuelle Pilatus: "Hvad er sandhed?" Og svaret er ikke blevet anderledes, eller svarene, for der er mere end ét. Et af dem er: "Du skal elske dem, der hader og forfølger dig", et andet: "Forlad dem, for de ved ikke, hvad de gør", et tredie: " – ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange skal du tilgive." Og i den bøn, Kristus lærte menneskene, lærte han dem også: " – forlad os vor skyld, som vi forlade vore skyldnere". Men hvordan kan man da vide, at alt dette er sandhed? I sin kosmologi viser Martinus ad logikkens vej, at det er sandhed, eller at det er den livsform, der fører til vejen, sandheden og livet og dermed til oplevelsen af en langt større virkelighed end den "realiteternes verden", den fysiske videnskab arbejder med. Den er kun en del af virkeligheden, og den er en illusion – ikke i den forstand, at den ikke eksisterer – men i den forstand, at den ikke kun er det, den ser ud til at være for vore nuværende sanser og vor nuværende oplevelsesevne. Den kosmiske bevidsthed vil engang give os evne til oplevelse af en objektiv virkelighed bag alle subjektive opfattelser af tids- og rumdimensionelle afstands- og tilstandsverdener. Den vil give os indsigt i de evige guddommelige princippers verden, som er grundlaget for alle fysiske og psykiske love. Da vil mennesket tværs gennem alle illusioners slør opleve Guds uendelige kærlighed, men det er kun menneskets egen evne til kærlighed, tilgivelse og forståelse, der fører mod dette mål.