Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Glæd mig med først at læse det indføjede stykke fra GØTEBORGS-POSTEN!

Jeg ved nok, at en og anden dansk læser kan have lidt svært ved at læse svensk, men dette stykke indeholder for mig at se så få udprægede svenske ord, at enhver dansker skulle kunne forstå det uden besvær. Harry Osbornson, som jeg i parentes bemærket ikke kender det mindste til, berører i sit lille indlæg et problem, som år for år vil blive mere og mere aktuelt, så sandt som den voksende fritid både for ung og gammel begynder at blive et af samfundets sværeste problemer. Der var en gang, da selve dette at skulle "tjene til sit brød i sit ansigts sved" var noget, der gjaldt så godt som alle. Sandt nok havde man en såkaldt "overklasse", men den var i forhold til det store flertal så lille, at den rent talmæssigt var ganske uden betydning. Helt anderledes i dag, hvor vi hvad fritid angår alle er ved at anlægge os "overklassevaner". Døgn efter døgn forbedres allerede opfundne maskiner samtidigt med, at nyopfundne rykker på plads. Tilsammen betinger dette en produktionsforøgelse af hidtil ukendt målestok. Sagt på en anden måde: færre og færre kan i dag producere mere og mere! Og dette forhold har på få år ændret hele vor sociale struktur.

"Jamen er dette da ikke en guddommelig velsignelse?" vil vel en og anden spørge. Det er det – men med reservation! For der skal "brede skuldre til at bære gode dage!" Og disse "brede skuldre" har mennesket først den dag, det evner at udfylde den stadigt voksende fritid på en sådan måde, at den i alt bliver til glæde og velsignelse ikke blot for det selv, men måske i langt højere grad for dets omgivelser! Og at dette ikke er tilfældet i dag, behøver man blot at læse en af dagens aviser for at se! Voksende ungdomskriminalitet, stigende selvmordskurver, stigende skilsmissekurver, kriminelle aborter i et omfang, der må få enhver til at gyse, voksende alkoholforbrug o.s.v., o.s.v. – jo, vor velstand sætter sine spor, også i vore fritidsinteresser!

Sætter jeg nu ikke den såkaldte "nye tid"s mørke for hårdt op imod de strålende goder, den dog også har bragt? Jeg indrømmer, det kan se sådan ud. Men billedet ændrer sig alligevel en hel del, når man begynder at undersøge disse "goder"s virkelige natur. For var spørgsmålet blot et spørgsmål om de materielle goder, vi vitterligt har opnået, så var vi så nær paradiset som nogen sinde i vor lange udviklingshistorie. Men "mennesket lever ikke afbrød alene", selv om jeg indrømmer brødets absolutte nødvendighed. Tomme maver føder ikke i almindelighed sublime tanker. Men det gør mætte maver heller ikke, medmindre at det i os, der føder disse tanker, har fået en fair chance for den kultivering, der er forudsætningen for al frugtbarhed.

Og det er her, at livet afslører, at hvad end velfærdsstaten har evnet at give os, så har den endnu ikke formået at skabe den balance mellem materie og ånd, der altid vil udgøre lykkens, fredens eller den virkelige harmonis urokkelige fundament. Vi har skabt en efterlignelsesværdig social forsorg, hospitaler og skønne alderdomshjem – men hvordan med den åndelige atmosfære indenfor alt dette? Lyser vore hospitalsstuer af menneskelig kærlighed og forståelse? Blomstrer trygheden og harmonien på vore alderdomshjem, og fornemmer de mennesker, der kommer under den sociale forsorg, mødet med disse institutioner, som mødet med mennesker af højeste åndelig kvalitet?

Vi kender alle svarene på disse spørgsmål. Hver og en, der for alvor interesserer sig for den udvikling, vi befinder os i, ved i sit hjerte, at måske har vi nu mad nok, men også, at vi langtfra har kærlighed nok. At det tværtimod er sådan, at vore hospitaler mere er blevet "helbredsfabrikker" end steder, hvor man kan forvente at møde menneskelig forståelse, selv om disse mine ord ikke indebærer nogen art af anklage. For som alle andre ved også jeg, at der fremdeles findes umådeligt mange kærlige og kloge læger såvel som sygeplejersker etc., men vi ved også, at der findes både lægemangel og mangel på sygeplejersker, og at dette fører til et ulideligt pres på de menneskers nerver, som har påtaget sig disse opgaver. Og sådan er det overalt. Det kan synes som et paradoks, at samtidigt med, at maskinerne forbedrer vor tilværelse og skulle give os alle mulighed for et bedre liv, er der opstået et jag og en mangel på hjælpere som aldrig før. Tempo-tempo-tempo er tidens løsen, og alle halser afsted, som var fjenden lige i hælene på dem. Og midt i alt dette står vi alligevel med en fritid som aldrig før – en fritid, som kunne være livets største lykke, hvis – ja, hvis vi havde virkelig evne til at bruge den på rette måde!

Men gennemsnitsmennesket har ikke denne evne. For gennemsnitsmennesket har nu i så mange fortidige liv, at det nærmest fornemmes som én uendelig lang grå kæde, måttet leve under trykket af at skulle slide døgnet rundt for blot at kunne opretholde sin rent fysiske eksistens. Det åndelige liv har i den grad været en luksus, at det procentvis endnu er relativt få mennesker, der fødes med virkeligt uddannede talenter for at kunne underholde sig selv. Flertallet må fremdeles underholdes af andre, og vi ser da også i dag, hvorledes en underholdningsindustri er vokset frem i lyntempo. Men hvilken underholdning?

Det er i dag så let at bruge de unge år til udelukkende at erhverve sig materielle ting, til at jage efter nye fornøjelser og til at spilde tiden på noget så tåbeligt som aften efter aften at have øjnene klistret fast på en TV-skærm o. s.v. Men livet er ikke bare "unge år". Der kommer en dag, hvor man nærmest får kvalme af den form for underholdning, der i sig blot er regulært tidstyveri, og hvad så? Så bliver livet meget let forandret fra farce til tragedie. Så fødes den ensomhed, enhver, der aldrig har interesseret sig for sin egen sjælelige udvikling, vil opleve med samme urokkelige sikkerhed, som vi oplever solopgang og solnedgang. I sin indre natur er livet ubestikkeligt. Livets efterår er anderledes end livets forår. Og ingen kan gøre krav på at blive underholdt af andre til det sidste åndedrag.

"Mennesket lever ikke af brød alene". Sætningen er så gammel som livet selv. Men gennemsnitsmennesket holder ikke af den. For det at tænke er en besværlig sag! Lad dem om det, som har lyst til det – jeg vil more mig mens tid er! Tænk hvad denne indstilling har kostet og fremdeles koster!!! For livet er ubestikkeligt, og livet har sit eget svar parat, og svaret er: ensomhed og lidelse! Og intet menneske kan bestride, at det er disse to faktorer, der i dag har magten i verden. Vi behøver blot at kaste et blik på den begrænsede sum af mennesker, vi hver for sig er i berøring med! Overalt møder vi disse to kosmiske fødselshjælpere. For fødselshjælpere er, hvad de er. Uden dem fødtes intet nyt liv i noget menneske. Uden dem ville vi alle blive kvalt i vor selvskabte grå kedsomhedsatmosfære. Men de er der, og de har i dag så stor en magt, at det begynder at gå op for de fleste, at livslykken ikke er noget, andre kan skænke os. Den er det op til os selv at skabe! Og den kan kun skabes ved hjælp af de åndelige instrumenter, man har givet navnet "talenter". Og disse talenter befinder sig på et plan, der har meget lidt med det materielle at gøre!

Man kan vælge mellem det mismodige syn på verden, der så let får sin endda rigelige næring i beskuelsen af de nuværende forhold og mellem det kosmiske syn på den samme verden, der lader en forstå, at det, vi er vidne til omkring os, er de ubedragelige tegn på en virkelig ny verdens første spæde tilsynekomst. Vælger man det første syn, går man uvægerligt en trist og negativ alderdom i møde. Vælger man derimod det sidste, skifter billedet helt karakter. Da ser man nok de smertelige mangler, ser hvorledes alt det, vi er vidne til i dag, er en nærmest uhyggelig konsekvens af en fortid, i hvilken begreber som penge, ære og magt var de bærende og inspirerende – og de mest dødbringende for den ånd, der også boede i mennesket! – men man ser også, at alt dette måtte mennesket igennem for at lære på egen krop og sjæl, at de blot var falske illusioner, der måtte og skulle opleves og udleves, før livet kunne blive det, der nu er dets bestemmelse, nemlig en verden af ånd, af kultur, af den kunst, som dog er selve livets vidunderlige blomst!

I lyset af en rent materialistisk indstilling – og en meget primitiv og forældet religiøs indstilling – ligger verden i dag i det såkaldt "onde". Gud er blevet borte, og kapitalistens penge mister sin værdi for hvert år, der går – værre kan det faktisk ikke blive! Men i lyset af en gryende kosmisk indstilling står vi over for det største "vårbrud", jorden nogen sinde har oplevet! Overalt syder, bruder og gærer det! Sandt nok fører dette opbrud til frygtelige ting – men enhver form for fødsel har en sådan frygtelig periode med "blod, skrig og pine". Men hvem tænker på dette, når barnet er født og ligger glad smilende i vuggen? Dybt i sig selv at vide, at sådan er det, at det er fødselens ubehagelige periode, vi nu oplever, er for mig at se den største lykke, det enkelte menneske i dag kan gøre sig håb om at opleve! Og ved sit eget liv at bidrage til i alle de menneskers bevidsthed, man kommer i berøring med, at fremelske forståelsen af, at det kun er gennem udviklingen af sin egen ånd, at det er muligt at imødegå den ensomhed, der som et hæsligt uhyre truer enhver, forekommer mig at være den skønneste livsopgave, man kan tænke sig. For så vidunderligt er livet indrettet, at medens alt andet, vi kommer i berøring med, på et eller andet tidspunkt mætter os i den grad, at det keder os, så har dette at beskæftige sig med tilværelsens virkelige åndelige problemer det ved sig, at det aldrig nogen sinde har trættet noget menneske og aldrig nogen sinde kommer til at gøre det. Og det blot fordi liv og ånd i virkeligheden er det samme. Vi er ikke en krop, der har en sjæl. Vi er en sjæl, der har en krop! Ikke at vide dette, ja totalt at ignorere dette forhold fører direkte ud i "fortabelsen", fører ud i kedsomhed, ligegyldighed, ja, i den form for livslede, der kan drive mennesket til vanvittige handlinger. Men at vide det, vide det indtil en sådan grad, at hver dag føder nye spørgsmål, der må besvares, er ensbetydende med, at ens liv, når høstens tid er inde, og de første efterårsstorme melder sig, vil være at ligne ved et træ, hvis modne frugter da udsender en sådan sødme, en sådan vellugt, at alle strømmer til for at nyde disse frugter, mens tid er! Hvor mennesket, der aldrig har haft tid til at tænke på sin egen ånd, med de første fornemmelser af efterår ofte må vandre ind i sit livs sidste afsnit for der bevidst at opleve ensomheden, må opleve, at "livet er gået fra det", oplever mennesket af ånd, mennesket, der ikke "gravede sine talenter ned", men tværtimod opdyrkede dem, at det ikke alene bliver elsket af mennesker, men også, at det i en given time virkelig "kan gå ind til sin Herres glæde!"