Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 893 og 894.

"Nu vil man måske indvende, at denne lidelse skal være til skræk og advarsel for væsenerne på det fysiske plan. Men hvor er så den "fri vilje" henne, som man igennem den kirkelige kristendom også får doceret, at man er i besiddelse af? – Hvis Forsynet bruger dette "evige helvede" som et skræmmebillede, er det i sin metode fuldstændig analogt med røveren, der med sin ladte revolver påbyder sit offer "pengene eller livet", dog med den forskel, at røverens trussel i virkeligheden kun er det rene kærtegn imod Forsynets "evige" eller aldrig ophørende "ildsø". Tror man ikke, det er for meget at forlange, at menneskene skal basere deres daglige liv på ren næstekærlighed, når Forsynet ikke engang har baseret sit eget liv og sin fremtræden på dette vidunderlige princip, men dominerer i metoder, der ligefrem er endnu værre end dem, de værste forbrydere anvender? – Forbryderen har dog i reglen den midlertidige triumf at få sin vilje tilfredsstillet med hensyn til den attråede materielle vinding, penge eller andre værdier, ved hjælp af sin trussel og terror; men hvad opnår Forsynet med truslen om sin terror eller "helvede"? – Får det i det hele taget ved hjælp af denne trussel noget som helst næstekærligt væsen ind i sin "himmel"? –

Da kærlighed ikke er en viljesakt, men en evne man enten har eller ikke har, på samme måde som enhver anden begavelsestilstand såvel i materiel som i åndelig retning, kan den ligeså lidt som denne påføres væsenerne ved hjælp af trusler om straf og hævn. Tror man, de såkaldte geniers begavelse eller kunnen skyldes rædslen for en eller anden forfærdelig skæbne? – Hvis dette at blive geni kun var en viljesakt, hvorfor er så ikke alle mennesker genier? – Der mangler sikkert ikke lyst og vilje til at blive det, hos normalt begavede mennesker endog uden trusler om rædselsskæbner. Desuden ser det heller ikke ud til, at Forsynet har heldet med sig i denne metode. I så fald ville der jo aldrig være et eneste væsen, der ville komme til at havne i det "evige helvede". Når Forsynet ikke engang med truslen om en så raffineret straf som dette, evigt at skulle brændes, kan garantere væsenernes salighed eller frelse, men at endog strømmen af væsener, der går til nævnte uhyggelige sted, udtrykkes som "den brede vej", bliver det her en kendsgerning, at det "evige helvede" er ganske værdiløst med hensyn til menneskenes såkaldte "frelse" eller kommende "salighed", i særdeleshed da de væsener, der virkeligt når at komme ind i den bebudede "himmel", kun kan være de af truslen om "helvede" mest forskræmte væsener, der af frygt for denne "evige ild" søgte at opfylde alle næstekærlighedens forskrifter og idealer. Men når denne opførsel overfor næsten var dikteret af frygt for "straf" eller "evig fortabelse", er den ikke dikteret af kærlighed. De pågældende væseners opførsel er altså i heldigste tilfælde kun en gennemført dressur. Men en tvungen opførsel eller optræden overfor næsten kan aldrig i noget som helst tilfælde være kærlighed. Kærligheden er udelukkende en manifestation, man frivilligt føler glæde ved at give, ligegyldigt om man opnår en lys eller mørk skæbne derved, ja, er det ikke således, at "ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for andre"? – Det er ikke så mærkeligt, at der i den kirkelige kristendoms opfattelse bliver en "bred vej til helvede".

Da næstekærlighed umuligt kan dikteres i kraft af trusler eller tvang, kommer der ikke ét eneste væsen i "himlen" ved hjælp af det "åndelige helvede". Alle væsener uden undtagelse er således på forhånd uigenkaldeligt dømt til denne "evige fortabelse". Intet under, at man her har måttet betjene sig af sakramenter og formlerne om "nåden" og "syndernes forladelse". Hvorledes skulle man ellers blive "frelst" eller komme i "himlen"? – Da disse sakramenter er baseret på "troen" på denne "nåde" og "syndernes forladelse", og "troen" også er en evne, der ikke er underkastet viljen, kan nævnte foreteelser heller ikke retfærdiggøre det "evige helvede". Da evnen til at tro på disse sakramenter er i aftagende, bliver "strømmen" til "helvede" også her "bredere" og "bredere". Og væsenerne bliver således uden egen skyld kastet i en evig kulmination af pinsler, hvorfra de aldrig kan befries.

Hvorfor skal disse væsener pines "evigt"? – Når de aldrig nogen sinde kan blive bedre, og deres pinslers værdi som "skræk og advarsel" for andre væsener også, som vi har set, er resultatløse, hvorfor så ikke udslette disse væsener helt? – Når disse engang ikke var til, men ifølge den kirkelige kristendom blev til ved undfangelsen i moders liv, så kan de vel også udslettes? – Det måtte da være mere kærligt. Da Forsynet af samme kristendom opgives at være almægtigt og alvidende, står det indenfor dets magt at kunne foretage en sådan akt. Men ikke desto mindre skal disse væsener, uden at det tjener noget som helst formål, ja, ikke engang dette at være til skræk og advarsel for andre, evigt pines. Kan Forsynet finde behag i dette, må det jo være perverst. Og kan det ikke dette, må det være ulykkeligt samtidigt med, at det da ikke er almægtigt, thi i så fald ville det ikke skabe denne ulykkelige tilstand for sig selv, i særdeleshed da den ikke tjener noget som helst formål. Tror man, man kan basere en kærlighedskultur og den heraf følgende varige fred på jorden på et gude- eller verdensbillede, hvis logiske analyser bunder ud i sådanne konsekvenser? – Tror man, det var et sådant billede eller en sådan opfattelse, verdensgenløseren havde af sin himmelske Fader? – Sagde han ikke, at han og Faderen var ét? – Har man da nogen sinde set verdensgenløseren være optaget af andet end netop dette "hellere at give end at tage"? – Var hans liv ikke en eneste stor opofrelse for menneskenes skyld? – Sagde han ikke, at han ikke var kommet for at lade sig tjene, men for at tjene? – Sagde han ikke, at hvis man blev slået på den ene kind, skulle man vende den anden til? – Elskede han ikke sin næste ligeså højt som sig selv? – Tilgav han ikke sine fjender og bødler og formanede andre til at gøre det samme? – Sagde han ikke om nævnte fjender og bødler, at de ikke vidste, hvad de gjorde? – Udtrykker hele hans væremåde ikke ligefrem kulminationen af kontrasten til den væremåde, vi før påviste, at Forsynet måtte sidde inde med for at kunne være ophav til den torturforeteelse, der er udtrykt som det "evige helvede"? – Men når han kunne føle en sådan kærlighed til de almindelige jordiske bødler eller forbrydere, hvad måtte han så ikke føle for de ulykkelige og kronisk hjælpeløse sjæle i det "evige helvede" – Tror man ikke, han havde en hel anden, renere og kærligere eller mere intellektuel opfattelse af Guddommen og "helvede" end den, den kirkelige kristne opfattelse af de samme foreteelser udviser, vi her har beskæftiget os med? – I modsat fald måtte dette hans væren ét med Faderen da være en total umulighed. Et væsen, der elsker alt og alle som sig selv, kan ikke være ét med en guddom, der uden nogen særlig nytte frembringer eller giver væsener liv for at lade dem pines i al evighed."