Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg hørte netop nu til morgen, at det amerikanske forsøg på at sprænge en atombombe "i stor højde" mislykkedes i første omgang. Meddelelsen var blot én blandt mange – og mange triste – kunne man tilføje. Men det var den, der blev tilbage i sindet, efter at de andre på ny var gledet ud. For hvad vil denne eksplosion afstedkomme? Ingen ved det. Vi ved blot, at den vil blive foretaget. Nuvel, jeg hører ikke til de mennesker, der blot ét øjeblik bøjer sig for tanken om, at mennesket kan ødelægge vor klode. Min overbevisning om en Guds eksistens og om en verdensorden på højeste plan forhindrer mig simpelthen deri. Jeg tror, der er mere sand viden bag ordene om, at "ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje" end i samtlige videnskabsmænds påstande om, at menneskeheden er i færd med at begå selvmord. Hvad jeg derimod tror er, at vi er på vej ind i en epoke, hvor menneskeheden for alvor skal opleve konsekvensen af et liv imod de kosmiske love, hvorpå vort liv er baseret. Vor "tid" er én, Guds "tid" noget andet. Og det bliver i "Guds tid", at tingene fuldbyrder sig selv.

Vi har i dag begavelse nok til at følge livets udvikling umådeligt langt tilbage. Så stor er vor viden, at vi har kunnet give de forskellige tidsaldre navne og udskille dem fra hverandre. Vi ved også en hel del om menneskets tilblivelse og dets udvikling frem til i dag. Men hvad kun ganske få synes at vide til marven af deres sjæl er det, synes det mig, så enkle livsmønster bagom vor rent fysiske tilsynekomst. De fleste tror stadigvæk på myten om gener og kromosomer, tror stadigvæk på, at de er et produkt af slægten, af arv og miljø eller, med andre ord, noget "skabt", der af livet er bestemt til at dø. Hvilken rystende opfattelse at leve på. Hvilken tåbelig idé, ligegyldigt hvor "videnskabelig" den så end bliver gjort til. Vis mig det menneske, der ikke i sit daglige liv lever evigt i dette ords virkelige betydning. Vor store ferieby er for tiden fyldt med syge mennesker og med gamle mennesker. Hvert år lever jeg sammen med alle disse mennesker forår og eftersommer. Et overvældende antal af disse mennesker lever "på gravens rand", og hvert år må jeg opleve at blive kaldt ind i en af vore ferielejligheder for at bistå en mand eller kvinde, der på et NU har mistet den, vedkommende holdt mest af. Således også i år. Det er kun få dage siden, jeg måtte lukke øjnene for sidste gang på et menneske, der blot havde sagt, at han følte sig lidt træt og ville gå ind og hvile. "Er du syg", spurgte hans hustru, men han svarede ikke. En blodprop havde umærkeligt afsluttet hans fysiske liv. Mens jeg stod og ordnede ham, slog det mig med en uhyre kraft, at det, jeg her gjorde, intet havde med "ham" at gøre. Intet er så dødt som et dødt menneske. Jeg så næsten bogstaveligt, hvorledes hans træk, efterhånden som ligkulden krøb ind over ham, udviskedes, ét for ét. Det, der blev tilbage, havde næsten intet menneskeligt ved sig. Det var bare en form, der nu vendte tilbage til det støv, hvorfra det var lånt. Men uden for lød glad latter. Det var en af vore første virkelige forårsdage, og selv den viden, at en ven pludseligt var gået bort, kunne ikke standse de andres trang til at leve.

Trang til at leve! Ja, er det ikke denne trang, der virkeligt er os? Er det ikke således, at selv den viden, at vi alle en dag skal gå, ikke et øjeblik griber ind i vor trang til at leve, til at være? Når jeg hver dag går "stuegang" rundt i feriebyen og forhører mig om, hvordan natten er gået, gribes jeg hver gang af undren over livets umådelige styrke. For jeg ser megen sygdom, sygdom der uundgåeligt bærer direkte mod døden. Men jeg ser så at sige aldrig dødens tanke materialiseret. Tværtimod. Alle synes de at leve "evigt". Hver og en er optaget af, hvad dagen vil bringe dem og af planer for "i morgen". Jeg er kommet til at elske denne del af feriebyens liv. Den bringer mig noget, højsæsonen aldrig vil kunne give mig. Disse mennesker kender intet til mine tanker om liv og død, og selv berører jeg dem aldrig. Jeg prøver blot på at give dem den "alle-tiders-ferie", jeg ved, de drømmer om, og var jeg rigere, end tilfældet er, blev den endnu bedre, end den nu bliver. Men mine egne tanker om dødens problem bærer jeg ustandseligt med mig, og dagligt ser jeg, at det evige liv, som virkeligt er ethvert levende væsen beskåret, uophørligt demonstrerer sig lige for vore øjne. Vi regner simpelthen ikke med livets ophør. Alle har vi vore hjerner fyldt med ideer, som hver for sig behøver en fremtid for at blive realiseret. Og vi regner med denne fremtid som noget aldeles givet. Jeg har aldrig fra mine gamle venner her, når de drager bort, hørt et sidste farvel. Tvært imod hører jeg altid et glædestrålende "på gensyn til næste år" trods det, at både de og jeg ved, at mere end 20 procent vil gå bort, inden feriebyen skal opleve sin næste vår.

Nej, vi er evige, ikke blot teoretisk, men også i allerhøjeste grad praktisk. Og derfor vender jeg "det døve øre" til, hver gang mennesker vil overbevise mig om, at vi alle skal forgå i "et stort hvidt glimt". Nej, så let slipper vi ikke. Som vi er også jordkloden et levende væsen, og selv om det kun er partielt, deler vi skæbne med den. Og selv om det måske falder en og anden for brystet, er det min overbevisning, at vor klode som levende væsen betragtet ikke er så meget bedre end vi, hvilken livsform den så end har. "Tåbelig fantasi" er der måske en og anden, der mumler. Nuvel, gennem videnskaben ved vi, at hver en celle i vor egen organisme er lige så levende, som vi selv er, og jeg skønner, at disse celler har akkurat samme chance for at kende noget til mig, som jeg har til at kende jordklodens liv. Men jeg ved – og det ved enhver anden også – at mine celler er dømt til at dele skæbne med mig! Og har jeg levet på en sådan måde, at en tidlig undergang bliver resultatet, ja, så må mine celler følge mig i denne undergang og det ligegyldigt, om de vil eller ej. Og som jeg er et makrovæsen i forholdet til mine celler og kan opleve, at store områder i mig kan blive skåret væk af kirurgens kniv, uden at jeg selv omkommer ved det, kan "kirurgens kniv", hvilket i dette tilfælde vil sige menneskehedens skæbne, bevirke, at store områder af denne menneskehed gennem frygtelige katastrofer kan blive "skåret væk" for at redde resten ind i en ny og – dette er min tro – langt lykkeligere epoke. For mig er jorden i dag som en hårdt angrebet kræftpatient. Krigen og alt, hvad dens er, er som en kræftsvulst i klodens organisme, og det er min overbevisning, at "patienten" – jordkloden – inden altfor længe vil blive "bedøvet" og lagt på "operationsbordet". Jeg ser tegnene til denne begivenhed alle vegne. Alt synes i dag at være én stor forberedelse til den kæmpeoperation, der for sene slægter simpelthen vil være "det rigtige menneskeriges fødselsepoke". Og her vender jeg mig igen imod begrebet "Guds tid". Selv synes vi at svimle ved tanken om årmillioner, ja blot ved årtusinder. Er det ikke materialismens frygtelige triumf, at det er lykkedes den at binde vor sjæl til et rent fysisk tidsbegreb? Hvorfor tænker vi ikke evigt, hvad menneskeslægten angår, når vi dog gør det, når tanken vendes mod os selv?

Alle ved, at 70 år er "støvets år", men næsten alle de halvfjerdsårige, jeg kender, spekulerer ikke ret meget i støv. De er friske som tyveårige, og er de det ikke, skyldes det udelukkende "fejl i maskinen".

"På trediedagen opstået fra de døde" – disse ord har altid haft en magisk klang for mig. Det er min overbevisning, at disse ord dækker en sandhed, måske kun få for alvor har bemærket. Jeg tror, at det tager os ca. tre døgn at opbygge og konsolidere den åndelige organisme, der skal bære vort liv efter det, vi har givet navnet "døden", og dybt i mig selv føler jeg mig urokkeligt overbevist om, at vi derefter er så levende som nogen sinde! Langt mere levende end her, hvor livet sanset fra et åndeligt plan med Martinus er som at leve "inde i en sten". For hvor lever vi dog lidt her i forhold til det, vi har lyst til at leve!!! Alt er imod os her. Vor hjerne, som vi alle ønsker bedre; vor krop, som mod vort ønske ældes hurtigere, end vi bryder os om; vort forhold til afstande, som uanset jetplan og alle andre trafikmidler alligevel forhindrer os i at være alle de steder, vi har lyst til at være, og så endelig de mennesker vi hver for sig er omgivet af, og som vi vel alle hændelsesvis har en brændende lyst til at stikke af fra. Nej, livet her er absolut "ej blot til lyst" – og det er heller ikke meningen! Meningen er, at vi er her for at lære endnu bedre at bruge livet efter døden!!! Endnu bedre at magte vor tanke, at magte vort sind og dermed blive til en endnu større hjælp i skabelsen af en helt ny verden, en verden som kun kan have sit forbillede i de høje åndelige verdener, vi er på vej imod! Og derfor frygter jeg ikke jordens undergang og menneskeslægtens udslettelse. Som alle andre pines jeg ved tanken om de rædsler, menneskeheden står på tærskelen til at opleve, akkurat som jeg pines hver gang, et menneske, jeg virkeligt holder af, skal opereres. Men som jeg i det sidste tilfælde altid holder øjnene stift rettet imod det gode, operationen vil medføre, holder jeg også, når det drejer sig om de katastrofer, jeg til tider altfor levende føler nærme sig, mine øjne stift rettet mod det gode, jeg dybt i mig selv ved, at disse frygtelige oplevelser vil medføre for hele menneskeheden. Jeg føler, at det ikke kan blive ved med at gå, som det går! Verden af i dag er uden moral, uden hensyn til næsten, er bare én stor dans om guldkalven. Alle vil være noget, alle vil have "succes", alle vil lægges mærke til o.s.v. Ydmygheden, det menneskelige i os, har aldrig haft ringere kår. Det er, som suser vi imod en åndelig afgrund, hvor der kun er én eneste guddom tilbage – os selv! Vi er jeg-dyrkere som aldrig før, og irritationen mennesker imellem er større end nogen sinde. Nej, Guddommen må hjælpe os ud af denne situation, der udelukkende er et resultat af os selv, af vor gennem de tusinde liv praktiserede egoisme. Og Guddommens måde at hjælpe gudesønnen på har altid været den, at lade ham selv opleve den skæbne, han har givet andre eller ønsket andre. Det alene er vejen til den selvopdragelse, der gør det muligt for os at komme i "bedre selskab".

Og hvad vil "et bedre selskab" være andet end en verden, hvor vi igen kan være åbenhjertige som børn uden at komme galt afsted? I dag vender vore ord, ja selv vore bedste handlinger sig ofte imod os. Vi er blevet borgere i en verden, hvor alle mistror alle, og hvor alle digter de snavsede motiver, de selv har, ind i enhver, de møder på deres vej. Aldrig har ordet "helvede" passet bedre på vort liv, end det gør i dag! Vi har det i os, og vi oplever det omkring os. Men midt i alt dette bør vi aldrig glemme ordene, "himmeriges rige er inden i eder". Hver og en kender vi vreden, kender den altfor godt. Men vi kender også kærligheden!! Bedst i et barns tillidsfulde blik og bedst i et gammelt menneskes taknemmelige, milde øjne og varme håndtryk. Naturligvis også i vore venners kærlighed, men der er vi straks mindre sikre. Men så kender vi den også i den aldrig svigtende natur, hvis farvevæld netop nu på vore breddegrader overvælder os med en kærlighed, der synes uden ende Og ét sted møder vi denne kærlighed så stærkt, at mange slet ikke forstår den: i vor evne til at sove! Af alle venner i denne verden synes søvnen mig den bedste! Under den har jeg måske haft mit livs skønneste oplevelser, og efter den, den salige følelse at vågne udhvilet og fyldt med lyst til at leve, til at skabe. Jo, livet er andet end mørke og gemen ondskab. Det er også lys, og uendeligt meget lys for den, der har lært at se det, hvor det virkeligt findes. Derfor evner meddelelsen om, at amerikanerne nu vil sprænge en atombombe "i stor højde", ikke at rokke min tro på, min overbevisning om, ja min tillid til, at selv det værste mørke, vi skal igennem, ikke i livspraksis vil ændre en tøddel i sandheden om, at "alting tjener den til gode, der elsker Gud"! Alle er vi som små skibe på evighedens flod, og dette liv er ikke andet og mere end en beskeden krusning på floden, et lille "vandfald" vi skal over. På "trediedagen" – opstået fra de døde – er det min overbevisning, at vi vil forstå dette bedre, end vi kan gøre i dette øjeblik, hvor hver og en har nok i at manøvrere sit lille "skib" frelst gennem vanskelighederne! Da tror jeg virkeligt, vi med digteren vil sande, at "ej skæbnerne var blinde – blinde var kun vi!"