Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Russells humanistiske filosofi indeholder store og skønne tanker, han er hundrede procent indstillet på, at en international regering, kærlighed og tolerance må til for at bringe vor verden ud af dens øjeblikkelige krise. "Vi må indse, såvel intellektuelt som moralsk, at vi er én familie, og at ingen gren af denne familie kan grunde sin lykke på ødelæggelse af en anden. Som det er nu, står moralske mangler i vejen for klare tanker, og uklare tanker avler moralske mangler". Således skriver han i slutningen af et af sine såkaldte "upopulære essays", og der er uden tvivl mange kristne, hinduer, buddhister og muhamedanere, som ville skrive under på det. Det ville nok være Russells opfattelse, at de i så fald ville gøre det som MENNESKER og ikke specielt som kristne, hinduer o. s.v. Og det kan jo synes rigtigt, da der uden tvivl også ville være nogle, der ikke ville skrive under på det, dels fordi de vidste, Russell er ateist, dels fordi de ikke ville sympatisere med at blive forenet i broderskab med "hedninger" eller anderledes troende.

Lad os foretage et tankeeksperiment. Vi vil forsøge at inddele menneskene i grupper i forhold til, om de vil skrive under på Russells udtalelse eller ej. Blandt dem, der ville, er der en stor del humanister, der som Russell selv er materialister og ateister. Og så er der de religiøse af alle mulige trosbekendelser, som ville føle, at disse udtalelser er i overensstemmelse med det bedste i mennesket og dermed også med deres religiøse følelser. Det bliver altså to underafdelinger, en irreligiøs og en religiøs, der tilsammen danner underskrivernes gruppe. Blandt dem, der ikke ville skrive under, har vi dem, der ville føle det uforeneligt med deres religiøse opfattelse, de ville nok kunne tænke sig "én verden", men det skulle være en verden, hvor DERES livsanskuelse skulle være den dominerende, altså "én katolsk verden", "én muhamedansk verden" eller "én verden af Jehovas vidner" o.s.v. – for den sags skyld også "én kommunistisk verden", da kommunismen i sin nuværende form må ses som en materialistisk religion. Men der ville være en afdeling til blandt ikke-underskriverne, således at deres gruppe også kommer til at bestå af to underafdelinger, nemlig de, der ganske uden religiøse eller ideologiske skrupler har den opfattelse, at en sådan forening af menneskeheden absolut ikke ville være til fordel for dem, da de så ikke mere ville kunne mele deres egen kage på andres bekostning. De ville muligvis hyklerisk skyde det ind under en eller anden form for "overbevisning" af mere eller mindre religiøst tilsnit, men i virkeligheden er de ateister og materialister, og deres overbevisning er den, at enhver er sig selv nærmest.

I den ikke-underskrivende gruppe ville der altså også være en religiøs og en irreligiøs underafdeling. Det kunne derfor se ud, som om Russell har ret i, at det ikke specielt er som kristne, hinduer o.s.v., de religiøse blandt underskriverne går ind for hans tanker. De ville snarere gøre det, fordi de ikke føler det tilstrækkeligt at tilhøre en religiøs gruppe mennesker, og fordi de ikke hylder "sig-selv-nærmest" mentaliteten.

Underskrivergruppens to underafdelinger har et fællesskab, dette, at de til trods for divergerende individuelle anskuelser inden for visse områder alle mener, at internationalisme, kærlighed og tolerance må være de væsentligste af de faktorer, som skulle kunne føre menneskeheden ud af dens nuværende "ragnarok".

Ikke-underskrivergruppens to underafdelinger har intet fællesskab. Ikke engang inden for hver af de to underafdelinger eksisterer der et fællesskab. Tilhængerne af de forskellige religioner, der befinder sig i den ene underafdeling, har allesammen dogmer, men da det ikke er de samme dogmer, er de splittet i hinanden modstridende mindre grupper. Der er altså kaos. Blandt de irreligiøse i den anden underafdeling er det "de spidse albuers taktik", der er den gældende lov, hvilket er ensbetydende med, at der bortset fra midlertidige overenskomster med udsigt til "fællesprofit" ikke eksisterer noget fællesskab, men skånselsløs rivalisering og konkurrencekrig, også kaos.

Den anden siger: "Skulle vi kristne, der er frelste og brødre og søstre i Herren vise kærlighed og tolerance mod forhærdede hedninger, der ved vore missionærer har haft chancen for at søge ind under nådens kors, men ikke har gjort det og derfor må fortabes? Skulle vi lade os styre af en international regering, hvori der måske kom til at sidde buddhister eller muhamedanere? Nej, det ville være djævelens værk".

Disse to udtalelser, som begge skulle være kristne, er vidt forskellige i moral. Den første er udtryk for et forsøg på at nærme sig Kristi egen moral, den anden er, hvad vi kan kalde "kristen farisæisme". Men det er ikke noget, der blot gælder kristendommen og de, der kalder sig kristne. Noget lignende findes inden for de andre religioner også. De har alle 2 grundtyper af tilhængere, de åbne mennesker, der søger at forbinde deres religion med nuets realiteter og fremtidens muligheder, og de lukkede, der spærrer sig inde i fortidens teologi og dogmatik.

Disse mennesker med en spirende menneske-moral danner – lige meget hvilken religion de har eller ikke har – en slags broderskab, ubevidst måske, men derfor ikke uden betydning. De danner også, hvad vi med fare for at blive misforstået kan kalde begyndelsen til menneskehedens religion. Her ville en Russell og andre intellektuelle ateister og materialister protestere. Internationalisme, kærlighed og tolerance er de med på, men religion, nej! For Russell og ligesindede humanister er det en gåde, at nogle af deres humanistiske meningsfæller vil kalde sig kristne, fordi kristendommen for disse intellektuelle ateister blot er ensbetydende med "synd og nåde og Kristi blod på Herrens alter udgydt for vore synders skyld o.s.v.", og de væmmes ved denne gamle "blodteologi". De tager også afstand fra "mirakler" og "overnaturlige" hændelser og betragter mennesker, der stiller sig åbent imødekommende over for psykiske fænomener og psykisk forskning som naive og alt for godtroende. Men internationalisme, kærlighed og tolerance går de ind for, og det er så væsentligt, at det andet betyder mindre. Men det betyder dog, at de på visse områder endnu mangler nogen forståelse og tolerance og derfor også lidt af den kærlighed, der er nødvendig for en virkelig menneskelig moral. De åbne kristne vil kunne lære meget af de åbne inden for alle de andre religioner og omvendt, og de åbne ateister vil kunne lære af dem allesammen og lære dem alle noget. De er alle brødre (i dette ords menneskelige og ikke maskuline forstand, derfor gælder det også kvinder) af menneskehedens vordende religion, som ikke er baseret på blind tro eller ceremonier og dogmer, men på indsigt og viden, bl.a. på en forståelse af, at der er en væsentlig forskel på alle fortidens og nutidens dogmatiske religioner med deres "guder" eller "gud" skabt i menneskets eget billede, og det rigtige menneskes oplevelse af, hvad Guds billede er, og hvad det vil sige at være skabt i Guds billede. Det har i allerhøjeste grad forbindelse med internationalisme, med kærlighed og tolerance, ja, med den universelle kærlighed, uden hvilken ingen jordisk eller menneskelig kærlighed ville eksistere.