Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem i hænde, er højsæsonen forlængst over os, og feriebyen vil være fyldt til sidste plads med glade mennesker ikke alene fra hele Skandinavien, men også fra endnu fjernere pladser. Men i dette øjeblik befinder jeg mig i "den store mellemakt". Bag, os ligger ikke alene forsæsonen med dens mange syge og gamle mennesker, men også en epoke, som fortjener en beskeden minderune. For i det interval, der adskiller denne sæson fra den forrige, har feriebyen fået et helt nyt ansigt både fysisk og psykisk.

Som det vil være de fleste af Dem bekendt, besluttede Martinus sidste år, at vi omgående skulle gå i gang med bygningen af en ny foredragssal samtidigt med, at vi, når denne nye sal var færdig, skulle ombygge den tidligere foredragssal til en række mindre værelser til sagens efterhånden mange enlige interesserede. Det aftalte tempo lå således klart. Men lige i begyndelsen af det ny år meddelte Martinus os, at han følte sig overbevist om, at vanskeligheder, som han ikke definerede nærmere, var på vej, og at vi derfor hellere omgående måtte gå i gang med ombygningen af den gamle foredragssal. Dette var årsagen til, at vi en hundekold januardag gik i gang med denne opgave, som, om end den ikke havde samme format som nybygningen, alligevel stillede store krav til vore kræfter.

Lige fra begyndelsen sidste efterår har begge de her nævnte opgavers løsning beroet på et teamwork, som for os, der blev kernen i denne i virkeligheden meget beskedne gruppe, har været en arbejdsperiode, der vil lyse i vor mindeverden til sene tider. Vort ydre slid kan enhver se resultatet af, for begge bygninger vil være klar til indvielse den 1. juli, men det indre kammeratskab, den seje fællesvilje, der har præget enhver af de, der tog denne opgave på sig, og de, der sluttede sig til dem, vil for altid tilhøre os selv. Vi har arbejdet med islag på murerbaljerne, i forrygende storm og under psykiske omstændigheder, der ikke altid var lige behagelige, men ingen af os har blot ét øjeblik forestillet sig, at vi ikke skulle kunne løse denne opgave på en sådan måde, at den blev til det, der var dens bestemmelse, nemlig én stor velsignelse for sagen.

For mig vil det være grænseløst naivt at tro, at en så fantastisk skabelse, som Kosmos Ferieby er, vil kunne foregå uden kamp. Den fødtes ud af en brændende fællesvilje til at have et sted, hvor de tanker, på hvilke vi baserer vort liv, kunne udfolde sig frit, et sted, hvor mennesker af ånd kunne mødes og i fællesskab være med til at løfte det verdensbillede, til hvilket vi bekendte os, ind i en fremtid, vi kun kunne ane. Så stærk var denne fællesvilje, at den overvandt alle vanskeligheder, den mødte på sin vej, vanskeligheder der mere end én gang truede med at ødelægge den drøm, vi bar på i vore hjerter. Det er nu mange år siden, at Martinus fortalte mig, at vor store ferieby aldrig kunne blive ramt af noget som helst udefra. Den fare, der alene truede den, lå inden for dens egne grænser og kunne komme fra mennesker, der ud fra overbevisningen om egen ret kunne destruere den ånd, der alene er dens kosmiske berettigelse. Hvor sandt han den gang talte, ved jeg først nu, hvor de mange års erfaringer, jeg ikke den gang kunne have, har belært mig om, hvor langt Martinus i virkeligheden ser. Har nogen på dette punkt været naiv, så har det været mig! Men hvor var det dejligt at være netop så naiv. For havde jeg ikke været det, ville frygten have lammet ethvert initiativ, enhver lyst til at gå i gang med selv det, der så mest umuligt ud. Nej, jeg fortryder ikke min naivitet! Tværtimod ønsker jeg enhver ung, der står på tærskelen til sit liv, den samme naivitet, den samme brændende tro på sin opgave, som den gang besjælede mig. Giver det ham end vanskeligheder og bitre modgangstimer, så får det være ham en trøst, at det også giver ham fantastiske erfaringer og en menneskekundskab, der i hans livs sidste afsnit vil blive hans største beskyttelse. Han vil opnå det, som mennesker, der opgiver på halvvejen, aldrig vil opnå.

Siden vi i september sidste år gik i gang med omformningen af feriebyen efter Martinus meget klare direktiver, har jeg i bogstaveligste forstand oplevet, hvorledes "ånden fra 1934" lyslevende stod op af sin grav. Jeg skrev indledningsvis, at vi har slidt, som vi sled hin sommer, hvor vi byggede feriebyens første syv store huse, men vi har også moret os akkurat lige så guddommeligt som den gang. Ikke en frisøndag har vi haft siden midten af januar – eller har vi? Weekend efter weekend har vi mødtes og, bortset fra sliddet, haft et samvær, som kun de har, der helt og fuldt brænder for en given opgave. Vore pengemidler har som altid været uhyre begrænsede, så vi vidste på forhånd, at skulle det, vi nu gik i gang med, lykkes, måtte vejen frem være brolagt med én lang række af mindre mirakler. Og det har den været! Hænder, vi ikke kendte, blev rakt frem imod os, materialer, vi begærede, men som alligevel syntes udenfor rækkevidde, kom til os i de afgørende øjeblikke, og problemer, der tårnede sig op foran os og syntes uløselige, løste sig, som fulgte vi blot en plan, der var blevet lagt for os. Og, skønnest af alt, på intet punkt har der været blot skyggen af en uoverensstemmelse mellem os. Vi har virkelig haft en tid sammen, som har givet os det, penge aldrig vil kunne give.

Og om få døgn har vi så nået vort mål. Endnu sidder feberen os i blodet, for der er utroligt meget, der skal fra hånden, inden Martinus søndag den 1. juli kan indvi dette ny, festlige rum. Men den store storm er ovre, og feriebyen har langt om længe fået det ansigt, den fortjener. Vi ejer nu en sal og de undervisningsmuligheder, vi så længe har måttet savne. For både Martinus og mig selv er en drøm, vi har båret på siden den dag, beslutningen om feriebyens skabelse blev truffet, gået i opfyldelse. I 28 år har jeg været med til at bygge og udvide og føler, at jeg med den nu afsluttede skabelse har lov til at sige, at jeg har gjort min pligt over for denne ferieby, der har givet mig mit livs skønneste timer og de største vanskeligheder. Over for fuldbyrdelsen af de næste planer betyder mine rent fysiske kræfter så lidt, at jeg nu uden dårlig samvittighed kan overlade denne side af fremtiden til dem, der fysisk er stærkere end jeg. Til i dag har vi bygget på frivillighed og offervilje. De næste bygninger, vi skal opføre, vil få formater, over for hvilke det enkelte menneskes rent fysiske indsats ikke kan få samme betydning, som den havde i feriebyens nu afsluttede "spædbarnsperiode".

Men er en af vor store feriebys første skabelsesperioder således nu udløbet og de mål nået, vi en gang drømte, føles det ganske naturligt at søge at løfte blot lidt af sløret for den fremtid, feriebyen altid vil være på vej imod. Økonomiske forhold tvang os for år tilbage til at fuldbyrde en midlertidig udstykning af feriebyens arealer. Resultatet heraf blev den ferieby, enhver besøgende i dag vil se. Men for os, der skabte denne midlertidige udformning af feriebyen, hersker der ingen tvivl om dens midlertidighed. At dette er tilfældet, fremgår af den tilbagekøbsret, hvert eneste udstedt skøde er forsynet med. At Martinus Institut ikke på nærværende tidspunkt er i besiddelse af de midler, der skal til for at kunne realisere denne tilbagekøbsret, betyder i virkeligheden meget lidt. Disse midler vil komme en dag. Om det sker i vor egen nuværende fysiske tid er ganske ligegyldigt. Et menneskeliv er en såre flygtigting. Vi vil gå, men sågen vil bestå. Og sagen vil vokse i styrke, også økonomisk, for hvert eneste år, der går. Vort arbejde følger en plan, der var, "før verden var". Er vi med denne plan, forbliver vi i dens tjeneste, er vi det ikke, bliver vi i al stilhed "forflyttet". Så enkelt er det for mig, deraf min indre ro over for enhver begivenhed, stor eller lille, inden for vort arbejdes område. Og at feriebyens arealer vil vende tilbage til sagen i akkurat samme tempo, som den vil få brug for dem, ér en så stor selvfølgelighed for mig, at jeg end ikke skænker dette problem nogen som helst tanke. Foreløbigt har vi udvidelsesmuligheder nok. Men engang – når ved kun Gud – vil der på denne plads have rejst sig en skole, hvis navn vil blive kendt på vor klodes fjerneste kyster. Det er for fuldbyrdelsen af denne store plan, vi giver vort liv – ikke for blot at skabe en pænere kolonihave.

Og vender vi så blikket mod sagens indre liv og udvikling, kan enhver, der har "øjne at se med" og "øren at høre med", ikke undgå at se, at vi nu med stor hast nærmer os en af sagens store "korsveje". Kosmos Ferieby er sin størrelse til trods dog kun en beskeden del af vort arbejde, en materiel plet, hvor dette arbejde til sin tid vil have et af sine største materielle centrer, men alligevel i sig selv noget sekundært over for sagens åndelige vækst ud over jorden. Og netop på dette punkt befinder vi os i øjeblikket i en udvikling med perspektiver af en sådan art, at det forekommer mig klogest hellere at skrive for lidt end for meget. De ved alle, at jeg for få måneder siden anmodede Dem om hjælp til vort arbejde inden for samtlige engelsksprogede områder. At den hjælp, vi her fik og fremdeles får, har fået det næsten eventyrlige format, tilfældet er, viser os ganske klart vejen frem. Nye kontakter sluttes i disse år i alle jordens lande. Medens hovedlinjerne for arbejdet i Østen ligger nogenlunde fast, sker der i øjeblikket en meget levende udvikling i U.S.A., hvor Martinus verdensbillede i løbet af relativt få år vil vinde stor udbredelse. Det er min viden om disse forhold, der helt lod mig forstå, hvorfor Martinus ønskede feriebyens første virkeligt store etape afsluttet nu. At livet så igennem det nu udstedte byggeforbud på ny bekræftede hans store forudseenhed kan kun aftvinge os yderligere respekt. Opgaverne heroppe er løst nu, og løst takket være denne sags virkelige venner, der uden hensyn til egne private ønsker gav os deres tid og deres kræfter. Selv om jeg brændende ønsker at nævne enhver af dem ved navn, for det fortjener de, så ved jeg, at det er imod disse noble menneskers ønske at se sig selv fremhævet. Hver for sig har de klart over for os udtrykt, at de har gjort dette, "fordi det skulle gøres". Det skulle det, men æren for, at disse to i virkeligheden meget store opgaver er blevet løst, tilfalder ligefuldt dem! I en for vort arbejde svær periode stillede de sig ved vor side og gjorde det arbejde, så mange andre også kunne have gjort – det var hele forskellen.

– – – – – – – – – –

Når De sidder og læser dette brev, er feriebyen midt i sin 27. sæson. Sav og hammer, pensel og malerpotte vil være gemt hen, og livet vil igen være foredrag, kurser og samtaler på det høje plan, vort arbejdes ånd i sig selv udtrykker. Det er sankthansaften i aften, og mine tanker går uvilkårligt til det symbol, denne aften giver udtryk for. Altid har mennesket måttet kæmpe mod det onde i sit eget sind, til tider med held, til tider uden. Kysten rundt vil bålene om lidt flamme op, for aftenen tegner til at blive sjældent smuk. I dag udgør disse bål kun en sidste efterklang af noget, som engang var en uhyre alvorlig sag. Men selv om menneskene i dag smiler ad fortidens opfattelser, indeholdt disse opfattelser alligevel noget, som stadigt har bud til os. Om end det falder en og anden for brystet, vil jeg aldrig blive træt af at understrege, at mere end at være en behagelig ferieplads, udgør Kosmos Ferieby en skole, hvis formål det er at forædle den menneskelige sjæl. Da feriebyen endnu var så ung, at alle kendte alle, altså et rent "babystadie", fandt alle den uden fejl og lyde. I dag er den ude over dette "babystadium" og derfor ikke nær så let at have med at gøre som den gang. Men selv om enkelte af og til kan få nykker, så står det fremdeles urokkeligt fast, at vi, som er lærere i denne sag, aldrig kan og aldrig vil slippe vort mål af sigte: at gøre den til den skole i ånd, som er dens inderste bestemmelse. At være her, ja selv at eje hus her er ikke ensbetydende med, at man er i samklang med vort arbejde. Det kan være det modsatte! Men selv om så er, har det ingen virkelig betydning. Lys uden kontrast er livløst lys. Omkring os mørkner verden på ny, alle vegne møder vi dette mørkes skygger. Men så langt, vi har fattet Martinus, er vi lysets repræsentanter. For dette lys skyld skabte vi Kosmos Ferieby – for dette lys vil vor nye foredragssal i årene frem blive det fornemste symbol!

P.S.

Breve til mig har hobet sig op i de sidste måneder. Jeg ved, at mange venter på svar fra mig, og svarene skal nok komme, jeg har simpelthen ikke haft kræfter til at varetage denne side af mit arbejde før nu, undskyld!