Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg husker en nat fra min egen barndom, en nat fyldt med angst, men samtidig en nat som fik en vis betydning for mit liv. En onkel, jeg holdt meget af, var nylig død, det var første gang, jeg oplevede døden blandt dem, jeg holdt af. Den nat gik det for alvor op for mig, at også min far og mor engang skulle dø, og jeg syntes, at hele min verden gik i stykker ved tanken om, hvor alene jeg da måtte blive. Min mor hørte min hulken og kom ind for at trøste mig – som hun troede – i min sorg over savnet af min onkel. Da det gik op for hende, at det var selve dette, at vi skulle dø og miste hinanden, jeg græd over, husker jeg, hvordan hun blev fjern i blikket og sad en stund og så frem for sig. Jeg så, at angsten også var i hendes øjne et øjeblik, men så blev de atter rolige og milde, og hun fortalte mig, hvad vel de fleste mødre ville gøre i den situation, om Gud og englene, der passer på os, om himmerige o.s.v. Jeg faldt i søvn med min hånd i hendes, trygheden indfandt sig atter gennem hendes beroligende nærværelse. Men der var alligevel slået en breche i muren om min barndoms trygge verden, usikkerhedens skygge var kastet ind over den.

Når jeg omtaler min egen barndomsoplevelse, er det ikke, fordi den betyder noget specielt, tværtimod, det er, fordi mange børn har oplevet noget lignende på et eller andet tidspunkt, en lille tryg verden går i stykker og afslører en meget større, men usikker og farlig verden udenom. En støtte i livet opdages kun at ville være midlertidig, før eller senere må man finde en ny eller forsøge at klare sig uden. Barnet oplever i virkeligheden på denne måde hele menneskehedens skæbne eller udvikling koncentreret i dets eget lille liv. Selv om vi ud fra et lokalt perspektiv kan synes, at den jordiske menneskehed har eksisteret umådeligt længe, er dens udvikling på denne klode kosmisk set af ret ny dato, den er endnu i sin barndom. Og den er netop nu på et stadium i sin udvikling, hvor en lille forholdsvis tryg verden er styrtet sammen, og usikkerhedens skygge skaber angst og fortvivlelse. Kan den finde noget at støtte sig til, eller kan den, som det af nogle menes nødvendigt, klare sig uden støtte?

Men hvem er da menneskehedens "forældreguder"? Det er deres første ledere, høvdinge, helte, konger og ypperstepræster. De blev tilbedt og opfattet som inkarnerede guder og var folkets faste punkt. De havde magten, æren og myndigheden, de kunne frelse folket fra elendighed og undertrykkelse, opretholde orden gennem love og lære det, hvad det kunne tage imod af lærdom igennem et guddommeligt diktatur. Disse folkets "forældre" søgte netop at lære deres undersåtter, at der var en højeste magt til større end "gudernes", ligesom barnets forældre søger at fortælle barnet noget om Gud på den måde, barnet kan tage imod det. Og det må i begge tilfælde blive en slags eventyr med billedtale. Det har været en nødvendig undervisning, for ligesom barnets "forældreguder" må forlade "piedestalen" og blive de "de gamle", når barnet vokser op, og endda i visse tilfælde dør, før børnene bliver voksne, måtte menneskehedens første ledere og hjælpere, som var højt udviklede væsener, også forlade deres fysiske legemer og den fysiske verden, og de vidste, at menneskeheden ikke skulle blive ved med at være afhængig af deres autoritet, men måtte lære at tænke selv, og de gjorde derfor, hvad de kunne for at forberede den jordmenneskelige selvstændighed.

Hvad psykoanalytikeren C.G. Jung kalder "Det kollektive ubevidstes archetyper", sjælelige, alment-menneskelige grundstrukturer eller urbilleder, er ganske rigtigt, som han mener, "billeder, der er blevet til ud fra forfædrenes liv, lidelser og glæde", som atter vil tilbage til livet, og som kommer det i en individuel udformning i den enkeltes liv og virke. Men "forfædrene" er os selv i tidligere inkarnationer, den "præinfantile" tid, som psykoanalytikeren taler om, og som jo netop betyder "tiden før barndommen", er det enkelte menneskes egen fortid, hvorfra såvel animalske som primitivt-menneskelige vaner og urbilleder dukker op, fordi de eksisterer i væsenets overbevidsthed som talentkerner i skæbneelementet; og ligesom fostret i moders liv repeterer dyre- og plantestadier, repeterer barnet sine stadier som mere eller mindre primitivt menneske. Det "yndige" barn kan være en lille "vild", det kan være grusomt det ene øjeblik og blidt og engleagtigt det næste. Opdragerens rolle er først og fremmest den på lempelig måde at hjælpe barnet til at drage de humane og kærlige egenskaber, det muligvis også har udviklet i tidligere inkarnationer, ind i dets dagsbevidsthed. Det har forældre og lærere netop en chance for at gøre i særlig grad ved eksemplets magt, medens de endnu er "guder" for barnet. Det betyder ikke, at begrebet strenghed ikke må komme ind i billedet, det kan nogle børn nu og da ligefrem trænge til (ligesom menneskeheden i en vis periode i sin udvikling under det guddommelige diktatur trængte til det), men det gælder så absolut, hvad Kristus sagde: "Den, der elsker sin søn, tugter ham i tide", det vil netop sige, medens opdrageren endnu har en "gud"s autoritet. Senere er det ikke tugten, men det kærlige forhold mellem en mere erfaren og en mindre erfaren, det drejer sig om, og stadig vil eksemplets magt være den stærkeste faktor.

Jeg mener ikke, vi skal gøre det på den måde, at vi fortaber os i detaljer angående vore tidligere liv, hvem, hvad og hvor vi kan have været. Det har ingen betydning i øjeblikket, og det vil vi få overblik over, når vi er modne dertil. Det væsentlige er, at vi forstår, at der er naturlige årsager til vor egen og hele menneskehedens i mange henseender endnu forholdsvis primitive væremåde og livsholdning og samtidig, at der er muligheder for en videre udvikling, og at hvert eneste menneskes arbejde med sig selv spiller en større rolle i denne store proces, end vi måske i almindelighed er tilbøjelige til at tro.

Det moderne rationelt betonede menneske er i virkeligheden et urskovsmenneske med civilisationens fernis som en slags mental glasur, der let kan briste. Der er ikke så langt, som man gerne vil tro, fra nutidsmenneskets udbrud: "Fanden gale mig – Kraft æde mig – Satan lyne mig – skrup ad Helvede til – o.s.v." til ældre tiders magi, sortkunster og djævlebesværgelser. Det er ganske rigtigt, at der er mange mennesker, der har renset deres sprog for den slags "blomster", men det behøver ikke at være ensbetydende med, at de har lavet rydninger og lysninger i bevidsthedens urskov. Kommer vi ned i vor bevidstheds dybere lag, er den billedlig talt som en urskov med grove slyngplanter, giftigt kryb, vilde rovdyr og primitive naturfolk, hvis religiøse instinkt får dem til at svinge mellem panisk rædsel og triumferende magtudfoldelse, hvor de skiftevis søger at forsone vrede guder med deres ofringer og beder om deres nåde eller fejrer bønhørelsen med takkefester og nye ofringer.

Er vi sådan? Nej, men vi har været det, og selv om disse kræfter ikke udfolder sig normalt i vor vågne dagsbevidsthed, kan de bryde op til overfladen og skabe voldsomme mentale jordskælv og vulkanudbrud. Vil det da sige, at det såkaldte onde kan have med det religiøse instinkt at gøre? Det kan det i høj grad. Når ypperstepræsten for en gammel hedensk religion i ekstase stak sin offerkniv i struben på det dyr eller menneske, der skulle ofres til guderne, synes vi i dag, at det var ondt. Når jøderne ifølge loven ville stene en kvinde, der var grebet i hor, synes vi (bl. a. fordi Kristus har lært os det), at det var ondt. Men vi synes også, det var ondt og grusomt, når jesuitterne i Kristi navn pinte kætterne og brændte dem på bålet. Vi synes, det var ondt, når kristne præster så sent som i slutningen af forrige århundrede eller begyndelsen af dette forkyndte, at udøbte børn og "uægte" børn gik til fortabelsen, og at kvinder, der havde født et barn uden for ægteskab, blev offentligt fordømt og vanæret, så de hellere søgte døden både for sig selv og barnet. Men alt dette og meget, meget andet af lignende art er sket på basis af det religiøse instinkt i forbindelse med primitive følelser. Er det religiøse instinkt da noget ondt? Nej, men det religiøse instinkt forbinder sig med de bevidsthedskræfter, der i øjeblikket er de fremherskende i menneskenes sind. Ud fra denne blanding af de mentale kræfter eller den "kosmiske kemi", som Martinus kalder det, skaber menneskene deres guder i deres eget billede, d.v.s. efter de i øjeblikket højeste idealer.

Det bliver indirekte en gennemgang af Martinus symbol nr. 27: "Menneskets tankeklimaer" med titlen: "Det moderne Valhal".