Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Langsomt toner højsæsonen i Kosmos Ferieby nu ud, og vi kan allerede begynde at se tilbage på denne sæson som en af de mærkeligste, vi har oplevet heroppe. Det er jo fremdeles muligt, at den danske sommer er på vej. Det, vi hidtil har set af den, burde forbigås i tavshed! En lang række beskedne tilløb og så iøvrigt regn, blæst og en kulde, der for første gang i feriebyens historie fik os til at starte centralfyret i juli for dog at berede vore gæster én virkelig lun og hyggelig morgen. Nå, naturligvis har vi haft det samme antal himmelske dage som landets øvrige beboere, men det forekommer mig, at det må være år siden, rationen har været så beskeden!

Men var vejret ikke det, vi havde håbet, så må selve sæsonen til gengæld siges at have været netop det, vi havde drømt. Vi startede med indvielsen af den nye foredragssal, hvis 300 pladser var fyldt til sidste stol. Netop den dag var vejret himmelsk, hvilket unægteligt kastede en ekstra glans over begivenheden. Fra alle sider lød der udbrud af beundring og glæde over vort nye hus heroppe, der med sin skønne sal og sine øvrige smukke rum virkeligt udgør det "hoved", feriebyen altfor længe har måttet savne. I mig sidste brev til Dem skrev jeg, at vi med denne sommer står over for et nyt afsnit i feriebyens historie. En epoke er afsluttet og en ny begyndt – en ny, i hvilken den drøm om en skole i kosmologi, vi så længe har båret på, begynder at realisere sig selv for alvor. Der har aldrig i feriebyens historie været en så intensiv deltagelse i det åndelige liv på denne plet som i år. Har den ydre sol svigtet – og det har den! – Så har det åndelige sollys til gengæld gennemstrålet og varmet livet på denne plet på en sådan måde, at man ikke behøver at være spåmand for at turde sige, at de kommende somre vil betyde et stadigt mere og mere intensivt åndeligt liv i den del af feriebyen, som i dag udgør dens hjerteregion.

Foredrag og kurser har uafbrudt afløst hinanden med en deltagelse, som helt ville have sprængt den gamle foredragssals rammer. For mit eget vedkommende har jeg i år særligt beskæftiget mig med Martinus analyser om mikrokosmos, analyser som, selvom de endnu ikke foreligger fuldt udarbejdede fra hans hånd, alligevel har givet os alle et første-indblik i et livsområde, der hidtil har udgjort en næsten total lukket verden for den menneskelige ånd. Let tilgængelig er denne nye verden ikke, dertil er vort kendskab til den endnu for beskedent. Men selv det meget beskedne glimt af den, vi kan opnå ved at betragte den igennem Martinus øjne, er alligevel så fascinerende, at man uundgåeligt føler, at der her eksisterer et åndeligt arbejdsområde af heltud eventyrlige dimensioner og med ligeså eventyrlige muligheder. I tilrettelæggelsen af dette kursus valgte jeg mit udgangspunkt i det kendskab til makrokosmos, Martinus har givet os. Livsprincipperne i samtlige kosmos' er jo ens, og desto dybere man forsøger at trænge ind i vort eget mikrokosmos, desto mere gribes man af den næsten fantastiske overensstemmelse, man her finder mellem livet i denne for vore rent fysiske sanser helt lukkede verden og livet i den verden, der på alle sider omgiver os.

At det for mange mennesker er svært, for ikke at sige næsten umuligt, at fatte tanken om jordkloden som et levende væsen, ved vi alle. Denne tanke er så ny, at der må tid til at acceptere den. Men er den først accepteret, åbner den porten ind til en viden af så eventyrlige dimensioner, at livet selv antager en helt ny form, en helt ny karakter. Thi anbringer vi os selv i forholdet til dette vældige klodevæsen i en celles sted, har vi i virkeligheden et ganske godt billede af vore cellers liv i vort eget univers. Lad mig illustrere dette med et lille, aktuelt eksempel. Lungekræften er jo ikke af ny dato. Nyt er det derimod, at samarbejdet mellem mange landes hospitaler har afsløret, at den er i forfærdende stigen, og at denne stigning nu er så alarmerende, at lægerne så at sige har tvunget de respektive regeringer til at advare deres borgere om den fare, enhver tobaksryger svæver i. Forestiller man sig nu den igangværende kampagne som udløst af klodens Jeg, ser man i virkeligheden et makrovæsens aversion imod en af sine egne vaner, udløst igennem en cellegruppe – sundhedsstyrelse, presse, regering etc. I hvor høj en grad denne aversion vil resultere i en påvirkning af den gruppe celler, der er truede – rygerne – afhænger naturligvis af aversionens styrke.

Det her beskrevne forhold er faktisk ganske analogt med det, der foregår i rygerens eget univers. Også her oplever vi et makrojeg, der beslutter at ville ophøre med at ryge. Men også han står over for et måske endog meget stort antal "medborgere" – nikotinvante celler – som reagerer ved samlet at udløse en nikotinhunger, han ikke evner at magte, og så er spillet gående på ny.

Betragter man jordklodevæsenets liv som en overdimensioneret udgave af sit eget sind, volder det ikke større vanskeligheder at se, hvorledes livet omkring os i virkeligheden afslører nøjagtigt de samme kampe, som foregår i vor egen sjæl. Forældede opfattelser – i yderverdenen repræsenteret af store grupper af celler – politiske medlemmer etc. – står imod nye, såkaldt "moderne" anskuelser repræsenteret ved andre cellegrupper. For hvad er et "medlem", af hvad art tænkes kan, andet end en "celle" i en given forestilling eller opfattelse? Antager en sådan gruppe af celler et enormt omfang, får vedkommende forestilling eller opfattelse magt på nøjagtigt samme måde, som en opfattelse, vi selv nærer, får magt over vort eget univers. Man behøver blot her at tænke på sådanne tanker eller ideer, som "den nationale tanke" contra "den internationale tanke", racehadets onde tanke contra anti-race-had, den religiøse tanke contra den irreligiøse tanke, den demokratiske tanke contra diktaturets tanke, den vegetariske tanke contra kødspisning o.s.v, o.s.v. Alle disse tankers liv eller undergang er hver for sig afhængige af den mængde af cellegrupper, de kan påvirke, og ser man dem som dele af et større mønster, nemlig et klodevæsens sjælelige struktur, volder det ikke større vanskelighed at finde sin egen åndelige position i forholdet til dette mønster. Som vi dybt i os selv både kan være med det i os, som vil det såkaldte "fremskridt", kan vi også, tilsyneladende endda imod vor egen vilje, være imod det. For vi kan have vaner og forestillinger, der er så indgroede, altså har en sådan magt over os, at vi i givne situationer handler direkte imod det, en højere del af os har erkendt som det rette. Og sådan ser vi også, at vor yderverden afgiver eksempler på, at de respektive regeringer handler imod det, flertallet i hvert fald tilsyneladende anser for det rigtigste. Vi står således her over for en kosmisk undervisning på højeste plan og kan her få en første forståelse af, at det, vi kalder "tanker", i sig selv udgør kræfter med en indflydelse, vi ikke altid gør os selv klart. Alt for mange mennesker tror, at det er aldeles ligegyldigt, hvad de rent privat går og tænker. Men vi er knap så "private", som vi selv holder af at forestille os det. Ligegyldigt hvor isolerede vi selv føler os, udgør vi ligefuldt en del af menneskeheden, og om vi opfatter denne menneskehed som en klodes hjerne, må vi kunne indse, at det ikke kan være os ligegyldigt, om denne klode får en syg eller en sund hjerne. Det er ikke alt for længe siden, at vi så en sådan partiel "hjernesygdom" udløse sig i det Europa, vi selv lever i. Nu begynder en ny stor tanke at virke i dette Europa, en tanke der dog er frugten af den lidelse, den syge tanke gav os. At være imod denne nye tanke forekommer mig at være det samme som at være tilhænger af en tanke, en forestilling, der er imod udviklingen, og en sådan modstand kan blive til ulykke for en selv.

En klog mand skrev en gang en bog, som han kaldte "Din tanke – din skæbne". Han havde ret. Sådan, som vi tænker i det store, vil vort liv blive i det små. Thi også vi er et "klodevæsen" med et klodevæsens ansvar. Vi har tilsyneladende ret til at tænke de tanker, vi vil, men denne ret er kun tilsyneladende. For intet menneske ønsker bevidst at blive syg eller at komme til at leve et liv i ulykke og elendighed. Og dog forbereder utallige mennesker sig selv en sådan skæbne igennem de tanker, de i det ydre knytter sig til, og disse "ydre tanker"s virkning på deres eget univers. Det er så let med et overlegent smil og en cigaret dinglende mellem læberne at affeje lægernes "hysteriske advarsler" om nikotinfaren, og det er lige så let at skrige op om, at såfremt vi tilslutter os et nyt forenet Europa, mister vi vort "nationale særpræg", hvori så dette består. Det er så let at håne en vegetar som "fanatiker" og en antimilitarist som "defaitist" o.s.v., men al denne lethed hører for mig til de livets "billige løsninger", som altid koster en frygtelig pris den dag, den virkelige regning bliver præsenteret.

Det er ikke alt for længe siden, at vore sygdomme alle til hobe blot var noget fysisk og kun kunne kureres ad fysisk vej. I dag forekommer denne indstilling det overvældende flertal håbløst forældet og naiv. I dag begynder man at forstå, at sygdommenes udspring, enten disse sygdomme så angår personer eller nationer, har rod i disse personers eller nationers psyke. Herfra at tage springet til at erkende, at vi alle lever i en makroorganismes psyke og påvirkes af det, der foregår i denne makroorganismes bevidsthed, forekommer mig ikke stort. Og ydermere at indstille sig på, at denne makroorganisme i sin egen inderste natur er lige så interesseret i at bevare sit eget liv, som vi er interesserede i at bevare vort, forekommer mig heller ikke uoverkommeligt. Og gør man det, kan det ske, at man pludselig føler i sig selv, at man har fået magt over den atombombepanik, som truer os alle. For også vi har "uregerlige celler" i os, som kan blive farlige for vort liv og helbred. Sker det, går vi til lægen og beder ham hjælpe os. Det samme kan meget vel i princippet tænkes for et makrovæsen, selv om vi som "celle" betragtet er lige så afskåret fra at forstå dette, som en celle i os er afskåret fra at forstå, hvad vi foretager os. Men ét kan vi se, og det er, at vi er i stand til at varetage vore sunde cellers interesser, når deres råb om hjælp via smerten når os. Og betragter vi os selv som celler i klodens vældige organisme, ser jeg ingen grund til at bestride den tanke, at den samlede sum af uvilje imod krigens onde væsen i form af den smerte, vi alle føler ved tanken om en ny krig, i sig selv udgør en uhyre magtfaktor i klodens sjælelige liv. I dag falder så mange mennesker på deres egen ligegyldigheds slagmark. Det er så besværligt at tage konkret stilling til et problem, så svært at aktivere en livsforvandling, at de fleste opsætter det "til i morgen". For ikkesandt: enhver dag har nok i sin egen plage! Men har den det? Kan det ikke tænkes, at såfremt vi ikke selv vil tage ansvaret for vort eget liv, er andre villige til at gøre det? Hitler var uhyggeligt parat. Det var Mussolini også. Og at tro, at den type, disse mænd repræsenterede, er forsvundet med dem, er så himmelråbende naivt, at det næsten kan gøre ondt at tænke selve tanken. Nej, det ondes "virus" er ikke ude af klodens organisme, det lever i bedste velgående, og ikke at aktivere sig selv imod virkningen af det forekommer mig at være det samme som at invitere ulykken ind i sit eget liv. Derfor forekommer Martinus analyser om mikrokosmos mig så værdifulde, at jeg i mit hjerte beklager enhver, der ikke kender dem, og derfor ser jeg med uhyre spænding frem til den dag, disse analyser foreligger på tryk fra hans egen hånd. At lovmæssigheden i det små var som i det store, har vi altid anet, og at det, vi kalder en "tanke", har større magt, end de fleste tror, har vi også kunnet danne os visse forestillinger om. Ved at løfte blot en flig af sløret til det mikrokosmos, der i alt er underlagt vor egen vilje, har Martinus ladet os skue ind i en verden, der, selv om denne verden pålægger os nye ansvar, alligevel lader os ane den sammenhæng mellem alle former for liv, der gør os sandheden i ordene: "I ham lever, røres og er vi", betydeligt mere begribelige og dermed inspirerende end nogen sinde før!