Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I årtusinder har de jordiske mennesker skabt guder i deres eget billede, og de gør det stadig. Denne kendsgerning har fået materialistiske filosoffer til at drage den konklusion, at der ikke findes noget andet guddommeligt i verdensaltet end de tanker om det guddommelige eller den tro på guder eller gud, som eksisterer i menneskenes bevidsthed. De samme filosoffer taler dog ofte om udvikling og fremskridt og beskriver mennesket som "det dyr, der producerer værktøj", altså et producerende produkt af naturen. Men det vil jo egentlig sige, at mennesket selv er et stykke værktøj, som naturen bruger til at skabe og producere med, og at mennesket altså egentlig ikke skaber noget blot af sig selv. Menneskets skabeevne er en del af naturens skabeevne. Men er menneskets evne til at skabe sig guder da ikke også et udtryk for naturens egen kraft? Det må den være. Og da man virkelig kan tale om gudsbegrebets udvikling i den jord- menneskelige kulturhistorie og ligeledes om en stadig højere udviklet skabeevne hos de jordiske mennesker, vil det jo egentlig sige, at naturens eller verdensaltets skabende kraft dels spejler sig i en efterhånden mere og mere modtagelig og harmonisk menneskebevidsthed og dels lidt efter lidt formår at gennemtrænge samme bevidsthed mere og mere med sine instinkter, sin eksplosive kraft, sine følelser, sin intelligens, sin intuition og sin hukommelse. Men er alle disse kræfter i mennesket da ikke dets egne? Nej. Er man materialist, må konsekvensen blive den, at man anser sig for at være en mere eller mindre tilfældigt fremkommet celle i den store natur, og da er disse kræfter naturens; er man religiøst indstillet, må konsekvensen være den, at disse energier som alt andet tilhører Gud og ham alene og er et lån, en "nådegave", som det kaldes. Og så er det et spørgsmål, om disse to livsanskuelser, den konsekvente materialists og det konsekvente religiøse menneskes når alt kommer til alt egentlig er så langt fra hinanden, som man i almindelighed er tilbøjelige til at mene. Forskellen er blot den, at den ene siger "Naturen" og den anden "Gud", som i begge tilfælde dog må være den universelle faktor, hvori vi lever, røres og er. "Naturen" er blot navnet på materialistens "Gud" eller udtryk for, hvorledes det materialistisk indstillede menneske i øjeblikket er i stand til at spejle det guddommelige i sin af intelligensen dominerede bevidsthed. Materialistens gud hedder "Naturen" eller "Materien", og denne gudsdyrkelse er blot et stadium på vejen i den lange udvikling fra dyr til menneske, det er et nødvendigt stadium både i guddomsbegrebets udvikling i menneskesindet og i skabeevnens udvikling, det er intet endemål, men et nyt startpunkt, hvorfra "det værktøjsproducerende dyr", der også kan kaldes "det videnskabelige dyr" og "det kunstskabende dyr", vil udvikle sig til at blive "det guddommelige menneske" eller "mennesket i Guds billede".

På symbolet "Menneskets tankeklimaer" (symbol nr. 27 i Gerner Larssons kursus) giver Martinus os et storslået overblik over vor udvikling fra dyr til menneske og de grundprincipper, som eksisterer bagved og befordrer denne udvikling. Det følgende er ikke en gennemgang af dette symbol, men indirekte ligger det til grund for efterfølgende forsøg på at skildre, hvorledes de jordiske mennesker gennem fortidens årtusinder, og som konsekvens deraf det moderne menneske i nutiden, har skabt sig og skaber sig et billede af det guddommelige ved hjælp af de bevidsthedskræfter eller tankeklimaer, der midlertidigt dominerer i deres sind. Denne stadige skaben sig nye guder vil ikke fortsætte i det uendelige, den er blot forberedelsen til menneskets oplevelse af at være ét med Gud, oplevelsen af at være ikke blot skabte, men evige væsener, af ikke blot at være tilfældige celler i en blind natur, men væsener i hvem universets treenige princip, "skaberen, skabeevnen og det skabte" i al evighed vil forny deres bevidsthed, så de kan spejle det guddommelige lys og give det fra sig gennem tanker, følelser og handlinger på bølgelængde med universets grundtone, den guddommelige visdom og kærlighed.

Men hvad er psykiske evner, og hvorfor viser de sig i stærkere grad hos primitive mennesker end hos højere udviklede, intellektuelle mennesker? Psykiske evner er ikke, som mange tror, noget specielt mystisk, psykiske evner er sjælens evner, bevidsthedens evner, noget alle mennesker er i besiddelse af. Men de psykiske evner udfolder sig på højst forskellig måde hos primitive mennesker og intellektuelle mennesker, ganske simpelt fordi det er forskellige psykiske evner eller kræfter, der dominerer i de jordiske menneskers bevidsthed på forskellige udviklingstrin, det er netop derfor, de forskellige udviklingstrin fremkommer. Både instinktet, den eksploderende tyngdeenergi, følelsen, intelligensen, intuitionen og hukommelsen danner psykiske evner hos de levende væsener, det er disse energiers indbyrdes kombination i bevidstheden, som bestemmer, om de psykiske evner fremtræder som en medicinmands eller åndemaners magiske kræfter eller som et primitivt menneskesind, der lader sig suggerere af disse, om de fremtræder som en på religiøse dogmer blindt troende kristen, buddhist, hindu eller muhamedaner, om de fremtræder som et spiritistisk medium, som en kætter, der ikke mere blindt kan tro på dogmatiske læresætninger, ja, måske som en ateist og materialist, der hævder, at alt, hvad der er virkelighed, kan vejes og måles, og at når man er død, så er det ikke blot kroppen, der er død, men også bevidstheden, der blot var et resultat af stoffernes reaktion i organismen. Det er også disse energiers kombination, der er årsag til, om mennesket fremtræder som en snu, samvittighedsløs forbryder eller som et Kristusvæsen. Ethvert menneske er et individuelt psykisk fænomen, som i øjeblikket jonglerer på sin specielle måde med de psykiske kræfter. Sammen med andre mennesker, der blander kræfterne eller energierne på en lignende måde, selv om hver har sit individuelle særpræg, er hvert menneske medvirkende til at danne et tankeklima, der strækker sig over store dele af kloden. Hadets, intolerancens og materialismens tankeklimaer har vi alle været med til at danne og vedligeholde, men vi kan også være med til at opløse dem ved at opløse dem i vort eget sind og være med til at skabe det næstekærlighedens tankeklima, som skal forbinde menneskenes liv med en større virkelighed.

Den tværreligiøse situation, som jeg beskrev i den første af disse tre artikler, viser, hvorledes mange gamle tankeklimaer er ved at opløses, ikke mindst de, som har været baseret på religiøs suggestion. Det religiøse instinkt er trådt så meget i baggrunden i menneskenes sind, at mange slet ikke er klar over, at det findes der, før de måske kommer i en eller anden kritisk situation, hvor bønnen bliver en fuldkommen spontan reaktion. Neuroser og psykiske chok kan også virke således, at dybere lag i bevidstheden (archetyperne som nævnt i forrige artikel), som bar dagsbevidstheden for flere inkarnationer siden, kommer frem til overfladen og skaber forvirring. Det vil komme til at betyde meget for sådanne situationer, når dygtige læger, psykologer og psykiatere får større kendskab til den kosmiske psykologi, ikke mindst reinkarnation, repetition af tidligere inkarnationer i barndom og ungdom og grundenergiernes konstellation. Og det vil de naturligvis også få, når tiden er moden dertil.

Hvem er da de moderne guder, kan man virkelig tale om et moderne Valhal? Det er faktisk de gamle guder, der lever endnu, men de er godt camoufleret i deres moderne fremtræden. De projiceres frem fra de bevidsthedslag, vi alle har skabt i fortiden, og forvandles i vort moderne miljø. Det gælder ikke blot vor barndoms guder som omtalt i forrige artikel, vi såkaldte voksne mennesker, der tilsammen repræsenterer menneskehedens overgang fra barn til voksen tilstand, har en masse afguder. De er ofte meget moderne klædt, til tider forvandler de sig til abstrakte begreber, men de er der, både magtens gud og krigens gud, snedighedens gud og forfængelighedens gud, både den ægteskabelige forenings værdige gudedronning og den friere kærligheds muntre gudinde. Der er mange, mange flere, de danner et helt galleri, som fortæller om jordmenneskelige egenskaber og tankeklimaer. Ligesom fortidens mange guder egentlig var personificerede egenskaber hos den ene store gud, kan man også sige, at hele dette galleri af moderne guder alle er en del af samme helhed: den længst levende afgud, egoismen eller selviskheden. Det er denne magt, der får os til at bruge de intellektuelle kræfter, der kunne udfoldes til gavn og glæde for andre levende væsener, på en sådan måde, at resultatet bliver krig enten i det store eller i det små. Det er denne magt, der får os til at bruge andre mennesker til at elske os selv med i stedet for at elske disse andre mennesker. Det er denne magt, man har personificeret som en djævel UDEN FOR mennesket, men denne djævel eller afgud er de ufærdige sider i vort sind, egoistiske på én måde hos ét menneske og på en anden måde hos et andet, mere hos nogle og mindre hos andre.