Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Rent teoretisk burde de fleste mennesker kunne opfatte jordkloden som et levende væsen, eftersom det er med den, de åndeligt vekselvirker eller korresponderer fra fødsel til grav. Man kan ikke fjerne blot én af de faktorer, der hører kloden til, uden at det ville betyde et brud på den opdragelse, vi alle kosmisk set er undergivet. At det enkelte menneske begrænser sin opfattelse af "livet" til kun at omfatte mennesket og endda yderligere indskrænker dette begreb til kun at omfatte de mennesker, med hvem det er i familie eller på anden måde i direkte berøring med, er måske nok forståeligt, men tragisk i den forstand, at det dermed selv skærer sig ud af den kosmiske helhed, der udgør den absolutte virkelighed.

Har man imidlertid vænnet sig til at betragte alt det os omgivende liv som udtryk for én stor bevidsthed, er det som om, det daglige liv helt skifter karakter. Man bliver hurtigt interesseret – dybt interesseret – i det liv, der rører sig i denne vældige bevidsthed og søger på alle tænkelige måder at trænge ind i dens inderste væsen. Hvorfor? – Simpelthen fordi man meget hurtigt indser, at den i virkeligheden udgør en overdimensioneret udgave af ens egen bevidsthed. Man "genkender" så at sige sine egne reaktioner, sine egne "kampe" i det liv, der rører sig omkring en, og man begynder at forstå, at det absolut ikke er ligegyldigt, hvordan man selv tænker og opfører sig. Alle ved vi jo, at vort eget sind er spaltet i to fra hinanden meget afvigende "sind" med hvert sit bestemmende moralske princip. Vi kan hade og søger da vor ret til at udløse hadets kræfter i visse forestillinger om dette hads retfærdighed. Takket være disse forestillinger "guddommeliggør" vi vor vrede, og dermed er vejen fri til aktion. Vor næste er nu ikke længere vor næste, nej, nu er han eller hun en "fjende", der skal udslettes. Med andre ord: den for al sjælelig aktivitet nødvendige balance er genoprettet i vort sind, og vi evner da at dræbe med den bedste samvittighed af verden, for – ikkesandt – vi fuldbyrder jo blot "Guds vilje"!

Men vi har også et andet sind, i hvilket kærligheden er den dominerende faktor. Dette sind er i virkeligheden et meget besværligt sind for enhver af os. For i modsætning til det andet sind fremkalder det aldrig anger, hvorimod det altid er angerens årsag. Man kan fortryde sin vrede, sin bitterhed, sit had, men aldrig sin godhed. Og hvad mere er, enhver af os har oplevet, at medens det første sind, det der udløser ondskaben i alle dens utallige nuancer, altid indsnævrer os og gør os til små sjæle, så bevirker kærligheden eller det andet sind, at vor sjæl ligesom udvider sig og får os til at juble og til at ønske, at vi kunne favne hele verden.

Alt dette kender vi, for det har hver og en af os oplevet. Men hvad kun de færreste ved er, at nøjagtigt det samme forhold gør sig gældende i den store bevidsthed, i hvilken vi – her taget i begrænset kosmisk betydnig – "lever, røres og er". For vort liv er, så længe vi er borgere i denne verden – bundet til vor klodes liv. Engang var denne klode så helt og aldeles uoverskuelig, at vi simpelthen opfattede den som en "død materie", det blot gjaldt om at erobre. Selv var vi ukendte enkeltindivider i "stammer", som senere udviklede sig til de "nationer", vi i dag kender. Ukendte med de virkelige livslove opbyggede vi – i relation til vor junglementalitet – en endeløs række af illusioner, som det virkelige liv, det kosmiske liv i dag læser "korrektur" på i et sådant tempo, at det kniber langt de fleste at følge med. Tag blot den "nationale idé" eller tanke. Hvor mange millioner klamrer sig ikke stadigvæk til denne i sig selv så begrænsende forestilling. For disse mennesker er det stadigvæk "os" og "de andre". For dem er tanken om "én verden" ikke alene ubegribelig, nej, det er en direkte "ond tanke", for den tager det, de tror at forstå, fra dem og giver dem til gengæld en tanke, de helt er udelukket fra at forstå, og det ligegyldigt hvor kærlig denne tanke i sig selv er, og hvilken frihed den har at skænke deres sjæl.

Men ser vi "indad", ser vi det samme. Utallige mennesker kan endnu ikke forlige sig med en verden, hvor de ikke "ejer" tingene på samme måde som før. Disse mennesker ser stadigvæk noget stort i dette at besidde langt mere, end de skal bruge, og de er, uanset mange andre smukke egenskaber ved deres sind, stadigvæk parat til at ofre livet for det, man har kaldt "den hellige ejendomsret". Altså: i det ydre som i det indre, i det små som i det store!

Men kloden er ikke uoverskuelig længere. Tværtimod! For hvert døgn, der går, mindskes afstandene imellem os, og den dag er næsten uhyggelig nær, hvor vi alle er "hinandens nærmeste naboer" og må finde ud af, hvordan man opnår netop det velsignelsesrige naboskab, der alene kan gøre livet til én stor, permanent velsignelse.

Og mon ikke vejen til dette velsignelsesrige naboskab går gennem erkendelsen af de faktiske kosmiske forhold i universet? – Jeg vil tro det! Og det første faktiske kosmiske forhold må blive erkendelsen af kloden som et levende væsen. Alle betydende religioner verden over har nu gennem årtusinder forkyndt, at "alt er liv" – altså at døden, sådan som vi almindeligvis opfatter den, i sig selv ikke alene er en illusion, men også den farligste eksisterende illusion, idet den begrænser og dermed udelukker os fra universets sande kosmiske liv. En gang kendte vi meget lidt til det liv, der rørte sig omkring os. I dag kender vi det helt ned til detaljernes lilleverden. Mineralriget, planteriget, dyreriget – alle er disse riger gennemanalyserede på en sådan måde, at deres indre struktur er kendt af ethvert begavet barn jorden over. Og nu menneskets verden? – Med opdagelsen af materiens fjerde grundform: den stråleformige, blev porten til universet i virkeligheden åbnet på vid gab. I dag har vi ikke alene en presse, der bringer os bud om begivenheder på selv de fjerneste kyster, nej, vi har desuden en radio og nu et TV, der så at sige bringer os klodens liv lige ind i vor egen stue. Vi er ikke længere "udenfor" begivenhederne. Vi er midt i dem. Og midt i dem på en sådan måde, at vi uafbrudt tvinges til at tage stilling til dem!

Og her er det, at tanken om kloden som et levende væsen for alvor begynder at blive aktuel. Vi er blevet så vant til at spørge: "Hvad siger U.S.A., eller hvad siger U.S.S.R.?" som om det var disse to vældige statssammenslutninger, der bestemmer klodens liv. Intet menneske har nogen sinde kunnet få mig til at indse eller acceptere den ene af disse grupper som "engle" og den anden som "djævle". For mig består de ganske enkelt af mennesker med hver sin skæbne, som jeg selv er et menneske med min egen absolut suveræne skæbne. Nej, for mig udgør hver eneste nation, stor eller lille, et mentalitetsområde i klodens vældige bevidsthed, og det volder mig ikke større besvær ud af alt det, presse, radio og TV bringer mig, at udlede, hvorledes de viljeførende kræfter i denne vældige klodebevidsthed arbejder. For de arbejder præcis som i min egen bevidsthed. Som jeg og for den sags skyld ethvert andet nogenlunde udviklet menneske dagligt oplever indre konflikter mellem ældgamle vanebevidsthedstilstande og nye, kommende bevidsthedstilstande eller opfattelser, således ser jeg også, at de samme forhold gør sig gældende i det makrovæsen, vi har givet navnet "Tellus mater" eller "moder jord" – et dog såre personligt begreb. Overalt ser jeg et vældigt opgør mellem gamle, forældede forestillinger og nye, fremstormende opfattelser. Og jeg ser også – eller rettere – fornemmer også bag det hele en makrokosmisk vilje, som nok skal vide at bringe det nye til at sejre og det gamle til at forgå – akkurat som i mig selv! For mig er der ingen tvivl om, hvor klodens vilje går. Som jeg dybt i mig selv fornemmer en ubrydelig trang til at komme ud af de fortidens klamme mentale opfattelser, der bandt min ånd og gjorde mig til en ufri, til en træl af tanker og ideer, hvis yderste konsekvens måtte blive åndeligt slaveri, således ser jeg også, at kloden nu gør sig fri af nøjagtigt de samme ideer og opfattelser til fordel for et liv med langt større, ja, i virkeligheden ubegrænsede perspektiver.

Jeg er ikke fanatiker, derfor har man aldrig set mig og vil aldrig få mig at se som medlem af nogen som helst åndelig eller politisk sammenslutning. Men jeg ser ganske klart et helt nyt sæt idealistiske tanker blive født i vort århundrede. Disse tanker har rod i klodens bevidsthed, og de vil sejre, ikke i det enkelte menneskes nuværende tid, men i "Guds tid". Det er denne min indstilling, der gør det muligt for mig at undgå enhver form for fanatisme. For jeg har intet hastværk, skal ikke nå andet og mere end det, min egen bevidsthed gør det muligt for mig at opnå på rimelig måde. Men jeg ser også, at klodens bevidsthed er i den samme "støbeske" som min egen, og derfor falder det mig let at være "med den" i den udvikling, den nu befinder sig i. Jeg ser en ny verden fødes for mine øjne, en verden, i hvilken den nationale idé i dens nuværende primitive form er dømt til undergang, en verden, i hvilken alle værdier vil blive taget op til ny vurdering, en verden, i hvilken alle humane ideer vil sejre over alle inhumane, og det hvad enten det drejer sig om mennesker, dyr, planter eller mineraler. Jeg ser en kærlighedens verden blive til, men jeg venter ikke, at den skal åbenbare sig for mig i fuld blomstring i dette liv. Det er mig nok, at jeg ser spirerne til dette nye liv, hvorhen jeg end vender mine øjne, og min sjæl er fyldt med en dyb glæde ved tanken om, at jeg i nye, kommende liv skal være med i denne udvikling, som jeg i dette øjeblik allerede føler, jeg deltager i, fordi den er i den dybeste samklang med det, der foregår i mit eget sind. Kun ét har i dette liv forvoldt mig virkelig dyb smerte, og det er, at endnu kun så få ser på livet med kosmiske øjne. Overalt er jeg vidne til mennesker, som spærrer sig selv inde i det, Martinus så træffende kalder "mentale fængsler". Jeg ser mennesker, jeg holder af, dø og til det sidste kæmpe imod denne død, fordi deres sjæle er omgivet af metertykke mure af angst. Gang på gang tvinger livet mig til at bøje mit hoved i sorg over, at mennesker foretrækker de "små syner" fremfor dem, der løfter sjælen og bringer den ind i det kosmiske lys' umådelige flammehav. I dette, at vi alle er "sønner af Gud", alle er "arvinger" til nye, skønne, kommende verdener eller til et liv, der netop nu begynder at åbne sig for os, ser jeg livets sande storhed og ikke i de små, begrænsede livsformer, der i dag omgiver enhver af os, og som altid truer med at binde vor ånd til det støv, der altfor let klæber ved sjælen.

Kloden som levende væsen – reinkarnationstanken som realitet – det enkelte menneske som absolut udødeligt! – jeg ved, at disse tre tanker vækker modstand i mange menneskers sind, mest måske fordi de kræver så dyb eftertanke. Men alligevel vil det blive disse tanker, der vil ende med at give det moderne, intellektuelle menneske fred i sindet. Der er for mig noget stort og noget trygt ved min indre overbevisning om, at min egen spinkle og i sig selv måske svage vilje udgør en del af et stort væsens positive vilje til at skabe den verden, der i det ydre vil give mine kommende fysiske liv netop den ramme, jeg drømmer om. Og det er en ikke mindre inspirerende tanke for mig, at jeg, i stedet for at være en flygtig, ligegyldig gæst i denne verden, skal vende tilbage hertil og være med i fuldbyrdelsen af alt det, jeg allerede nu føler mig så forbundet med. Og endelig står tanken om min egen absolutte udødelighed for mig som den naturlige konsekvens af den indre kosmiske sandhedsfornemmelse, af den åndelige higen, jeg gennem alle livsfaser har oplevet som det centrale i min natur. At være født med evner til at drømme drømme, der aldrig skulle gå i opfyldelse, forekommer mig at grænse til det perverse – nej, vi var, før vi fødtes, og vi vil vedblive at være, selv om andre i vor rent fysiske død ser afslutningen på vort liv.

I dag er vi inde i en "rationaliseringens periode", og "dansen om guldkalven" går vildere end nogen sinde. Feberagtige syner om erobring af fremmede planeter får mennesket til at ofre milliarder på illusoriske projekter samtidigt med, at utalte millioner mennesker end ikke har til det daglige brød. Alt dette er "realiteter" for mennesket med "benene på jorden" – for mig er de blot de overgangsfænomener, der røber for mig, at menneskeånden befinder sig i et vacuum mellem en tilstand, den har forladt, og en ny, der er i færd med at blive til. Det er for mig de åndelige "pubertetstilstande", der nødvendigvis må gå forud for den voksentilværelse, vi alle er på vej imod. En dag vil man le af alt dette og indse, at vor egen verden rummer problemer nok, og at det er løsningen af disse problemer, der er vort livs virkelige mission. Men man vil også se, at virkeligt løst er disse problemer først i det øjeblik, at det gudsbegreb, der i dag forekommer mange direkte latterligt, på ny har indtaget sin ophøjede plads i den menneskelige tænkning, på ny er blevet "vejen, sandheden og livet"!

 

Foruden den svenske udgave udgår dette brev til venner af vort arbejde jorden over i tysk og engelsk oversættelse.