Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg har mange gange i mine foredrag hævdet, at De og jeg er født ind i den mest interessante periode i menneskehedens historie. Hvad slægterne forud for os har anet ville komme, oplever vi. Foran vore øjne ser vi en verden, der var, synke i grus, men vi ser også, om vi har "øjne at se med" og "øren at høre med", en ny verden blive født. Men flertallet ser kun det første. Det ser en verden i opløsningens tegn, og det ser våben blive født, om hvilke det tror, at de, om de bliver anvendt, betyder verdens undergang. For det store flertal er "Gud blevet borte" i virvaret, og den gamle sætning, at "mennesket spår, men Gud råder", har tabt sin gyldighed. I dag er det videnskaben, der råder, og tilsyneladende er det meste af det, videnskaben giver os, ting, der mere fører til død end til liv.

En af de faktorer, der mere end noget andet har ændret det daglige livs struktur, er den, at det jævne, almindelige menneske har mistet evnen til blindt at tro. At dette ikke betyder virkelig irreligiøsitet ses deraf, at omend det store flertal holder sig borte fra de kirkelige gudstjenester og menighedslivet i almindelighed, er det alligevel kun en forsvindende procentdel, der kan bekvemme sig til at tage skridtet fuldt ud og melde sig ud af den statsautoriserede kirke. De kirkelige handlinger såsom barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse har så mange slægtleds hævd bag sig, at det store flertal fremdeles accepterer dem, selv om det for de flestes vedkommende faktisk er noget, "der skal overstås", for at man kan komme i gang med den fest, disse begivenheder er for de fleste.

At evnen til blindt at tro er undergivet en fantastisk degeneration, betyder imidlertid ikke, at det enkelte menneske har mistet sit behov for åndelig hjælp og vejledning. Tværtimod tegner dagliglivet her en brat opadstigende kurve. Det moderne menneske er langt mere ensomt end fortidens menneske, der levede under et ganske andet livsmønster. Fortidens menneske vidste, hvad man kunne og især, hvad man ikke kunne! Nutidens menneske kan alt, bare det gør det! Men på ét område står fortidens og nutidens menneske ens. Handlingens konsekvens er stadigvæk den samme. De ældgamle ord: "Gør du godt, da se frit op – men gør du ondt, da ligger synden for døren", har ikke mistet blot en tøddel af deres indre værdi og betydning.

Hvis De giver Dem tid til en grundig gennemlæsning af vedlagte bilag, vil De se, hvor megen ret Martinus har i, at mennesket af i dag befinder sig i et åndeligt tomrum. Uden evne til blindt at tro på en alkærlig Guddoms eksistens og dermed i virkeligheden uden noget virkeligt "fast punkt" i sit liv er det blevet så åndeligt rodløst, at det flakker hid og did i sin åndelige nød. Thi selv om den moral, fortidens mennesker levede på, forekommer os altfor håndfast, altfor snæversynet og dermed altfor livsbegrænsende, så var det ligefuldt en moral, man respekterede, og som tvang det store flertal til en væremåde, der evnede at holde det borte fra nerveklinikkerne og de dulmende pillers forfærdende tyranni. Omend man ikke var respektabel på grund af lyst, så var man det dog, fordi den modsatte situation indebar altfor stor en risiko for et dårligt omdømme! Men ikkesandt, siden blev vi "frigjorte", vi blev "voksne", og i dag gør man det, man har lyst til. For det er jo hjernen, der tænker, og hormonerne, der bestemmer, og livet er kun en samling reaktioner i blod, kød og nerver! Samvittighedsbegrebet er en åndelig oldsag, der er likvideret til fordel for "komplekser", og kunsten at "afreagere" har afløst det, man så smukt, men altså forløjet romantisk kaldte "kunsten at leve".

Den store "virkelighed" er altså en virkelighed uden Guddom, uden moralske love, uden noget af al den "åndelige mystik", der beherskede fortidens mennesker. Bliver man gravid, så fjerner man uden skrupler fostret, for ikkesandt "det har jo først liv efter den tredie måned", bedrager man, så køber man sig en sagfører, og svindler man, ja så gør den mest begavede det på de felter, hvor lov og ret endnu er så nebuloseagtige, at muligheden for at slippe for at blive fanget forekommer risikoen værd. Alle jager alle i en forblindet hunger efter "succes" – og alle er mere eller mindre ulykkelige. Selvmordskurven, både den direkte og den indirekte, stiger brat, det samme gør de nervøse sammenbruds, skilsmissernes, narkomaniens og perversionernes kurver. Jo, vi er blevet "frigjorte", så det kan forslå – livet uden en Guddoms tyranni og alt det sludder om næstekærlighed er dog et dejligt liv!!!

Set med en fremtids øjne vil vor slægt være "slægten uden livsmønster". For den tids menneskehed vil vi være "slægten, der afskaffede Gud og erstattede ham med os selv". Aldrig har ordet "jeg" haft en farligere betydning, end det har idag. Der ligger en besk sandhed i Kumbels ord: "Alle tænker på sig, kun jeg tænker på mig!" Og det gør den enkelte så grundigt, at kontakten med det hemmelige, men så betydningsfulde "vi" er bristet for de fleste, uden at de næsten har lagt mærke til det. For ikkesandt, det "voksne menneske" ved, hvad det vil – og gør det! Prisen spørges der ikke om, for det moderne menneske plages ikke af falsk hensyntagen. Under en finslebet humanismes dække har det genoplivet junglens lov, og dets idol er, trods alle modsatte påstande, magtens sødme.

Nuvel, lad mig standse her. For tingene er netop som de må være i en verden, hvor de åndelige værdier har måttet vige for de materielle. Vi kan ikke med nogen ret bebrejde nogen noget som helst, fordi det, vi er vidne til, er jo netop det, fortidens slægter anede ville komme. Vi er midt inde i "dommedagens" periode. Al den åndelighed, vi gennem sekler løj os til, er borte. Vi er "nøgne" i dette ords bitreste betydning, for vi er, som vi virkeligt er. Under den guddommelige suggestions påvirkning kunne vi faktisk være anderledes, end vi var. I dag ved vi, at det hele for flertallets vedkommende var hykleri, og at vor "fromhed" var lige så uægte som vor påståede tro. Uden den viden, vi i dag har, var vi lette at ængste, lette at kue. Det er vi ikke mere, i hvert fald ikke på de sociale områder. Men på de religiøse da? På de såkaldt "åndelige områder"? Er vi også der stærke, er vi virkeligt der så "voksne", som vi gør krav på?

Igen må jeg henvise til vedlagte bilag, som taler sit eget tyste sprog. For der står mere mellem linjerne i dette bilag end i selve linjerne. Og imellem disse linjer læser man netop om den livsangst, mennesket uden et fast religiøst fundament uendeligt let bliver offer for. Begreberne "ret" og "uret" er ganske vist nok relative i den forstand, at de differerer fra udviklingstrin til udviklingstrin. Men derudover er de så absolutte, at handler et menneske imod sin egen indre, åndelige standard, altså imod sin virkelige moralske kvalitet, oplever det næsten omgående det, der er skjult bag ordene "så ligger synden for døren". Så bliver det åndeligt uroligt, angst, oprevet, ja til tider slynget direkte ud i de dybe depressioners farlige tusmørke. Det ansvar, vi handler under, er således, dybest set, vort eget. Vi kan aldrig give andre skylden for åndelige fiaskoer, hvor meget vi så end anvender vor udmærkede intelligens på dette område. Vi vil altid selv være skyldneren der, hvor vi handler imod vor egen åndelige standard eller det, man med et gammelt udtryk kalder vor "samvittighed". Det er netop derfor, at det enkelte menneske er sin egen hårdeste kritiker. Alle kender vi vor egen standard, alle ved vi udmærket, når vi virkeligt "gør godt" – og især når vi ikke gør det!

Og det er denne indre viden, der driver os til at søge råd hos andre mennesker. Endskønt råd er ikke det rette udtryk. Nej, det vi søger er at få lov til at tale med et andet menneske, er at få blot ét menneske til at lytte til vor egen tvivl om os selv. Utalte hundreder af gange har jeg i de svundne år siddet og lyttet til mennesker i åndelig nød. Bare lyttet! Og under min lytten har jeg følt, hvorledes den talende har befundet sig midt i et desperat selvopgør. Og jeg har lært, at vil man virkeligt hjælpe et andet menneske, skal man i sig opøve en evne til at lytte, men vel at mærke lytte med al den kærlighed, man ejer i sig, koncentreret imod dette menneske. Man må lade det føle, at man forstår det, og at man ikke på noget som helst punkt er dets dommer, ja, at man er alt muligt andet end netop det! For trangen til at dømme begrænser og lukker hurtigt for åbenhed og tillid. Nej, ordet "råde" er ikke et altfor godt ord. For den proces, man er vidne til, når et menneske åbner sig for en, har sine bestemte love. Giver man et menneske en fair chance for at tale ud, hjælper man det til at skabe perspektiv i sin egen tankeverden. Det, man er vidne til, er jo en visionær skabelsesakt. For sit eget indre syn ser et sådant menneske nu sit eget problem rullet helt ud. Afbryder man, afbryder man også denne visionære skabelsesakt, og vedkommende får da ikke helt den chance, han eller hun bør have for at se sit problem helt og fuldt belyst – af sig selv! Og man afskærer sig selv fra at se problemet, som det virkeligt tegner sig for vedkommende. Men har man givet et menneske denne chance, helt og fuldt, oplever man gang på gang, at der intet mere er at råde. For løsningen fandt vedkommende selv, og man har da blot at stimulere ham eller hende, vidende, at selv om løsningen måske nok er fundet, er vejen ikke vandret, og at den situation muligvis, ja sandsynligvis vil opstå, at vedkommende snart opsøger en igen for på ny at få lov til at tale. For med et moderne udtryk er forskellen mellem psykiske og fysiske bylder ens! Begge skal de ofte skæres flere gange for at få al materie ud.

Og igen må jeg da slutte dette brev til Dem med at understrege værdien af Martinus verdensbillede. At det bærer mit eget liv, ved De, og De ved også, at jeg brændende ønsker, at det også var tilfældet for Dem. For i al min åndelige søgen – og den har været meget omfattende! – har jeg intet fundet, der i den grad stiller tingene på plads, som hans kosmiske analyser gør det. Jeg indledte med at skrive, at De og jeg er født ind i den mest interessante periode i menneskehedens lange historie. Men man må have en nøgle til alt det, man er vidne til, ellers overvælder det en og gør en usikker. For så meget i vor tid synes ikke alene meningsløst, det synes direkte vanvittigt og peger mindst af alt hen på tanken om en kærlig guddoms eksistens. Men alle perspektivløse handlinger synes både meningsløse og ofte vanvittige både i det enkelte menneskes eget liv og i det store liv, der omgiver os. Hver og en oplever vi ting, vi er så afskåret fra at fatte den egentlige mening med, at vi altfor let bliver ofre for det dybeste mismod. Men har man bare én gang haft selv det beskedneste glimt af den sande virkelighed bagom tingene, er noget vidunderligt hændt. Da har man for første gang fattet den inderste mening i det indiske begreb "Mayas slør" – i det store illusionsprincip – og fra da af begynder den vækst i sjælen for alvor, der først slutter med selvoplevelsen af "kosmisk bevidsthed". Sandt nok er vi endnu åndeligt meget små, især når vi ser fremad. Men ser vi den modsatte vej, må vi alligevel ved os selv indrømme, at vore åndelige muligheder i dag er større end nogen sinde, og at vi, om vi virkeligt vil tage vort åndelige studium lige så alvorligt som et hvilket som helst andet krævende studium, har en mulighed for at udløse nye sider af næstekærlighedens væsen i vor egen sjæl, vi aldrig har haft før. Det afgørende for mig er således ikke, om man studerer Martinus verdensbillede. Det afgørende er, at man kommer i vækst! Vejene er mange. At jeg fremholder Martinus tanker som det centrale for mig selv, betyder blot, at jeg i hans verdensbillede fandt det, som ikke alene beruste mig for mere end tredive år siden, men som sidenhen i den såkaldte "grå hverdag" bestod sin prøve med glans. Det gjorde min tvivl positiv og mine mørke dage korte, så korte, at jeg i dag overfor mig selv må indrømme, at uden det lys, min sjæl har "lånt" af hans lys, ville jeg ikke turde sige, at jeg finder dette liv så rigt, så skønt og så uhyre værdifuldt, som jeg ved mig selv ved, at jeg finder det!