Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Verden i dag kræver mad og retfærdighed og ikke skuen i altet eller intetheden, eller hvad man nu skal kalde det, hvorom man kun kan bruge sublime men indholdsfattige udtryk. Ordet mystik kommer ikke for ingen ting af det græske "myein": at lukke øjnene". Således slutter en anmeldelse i "Ekstrabladet" af den nu som "Uglebog" genudkomne bog "Mystik og mystikere". Man kan nok give anmelderen ret i, at det ikke just er ved at lukke øjnene, man får skabt de ændringer på jorden og blandt menneskene, som vi længes efter og trænger så hårdt til. Åbenhed i mange variationer, også åbne øjne, der ser tingene i deres rette sammenhæng og perspektiv, er netop, hvad der i dag er brug for. Men hvad ser de åbne øjne i almindelighed? Det sete afhænger af øjnene, der ser, siger man, og menneskene ser højst forskelligt på de samme ting, fordi det er forskellige former for bevidsthed og erfaring, der bruger øjnene. Når det gælder begrebet retfærdighed, viser det sig også, at mennesker ser vidt forskelligt på dette. Nogle hylder øje for øje-mentaliteten i bogstaveligste forstand, andre vil gerne i større eller mindre grad forbinde retfærdighed med tolerance og næstekærlighed og forsøge at forstå andres indstilling og mentalitet. Der er mange måder at være realistisk på, og mon ikke mystikerens netop er én af dem? Han lukker øjnene for at skue en indre verdens virkelighed, en virkelighed, som er forbundet med den ydre, og uden hvilken den ydre virkelighed slet ikke kunne opleves og altså derfor ikke kunne være virkelig. Mystikernes erfaringer om denne tilstand og deres indre oplevelser er blevet nedfældet i de tekster, der som hellige skrifter fik stor betydning for tusinder af andre, der ikke selv havde den evne at skue med det indre blik. Det er især i orienten, at mystik og mystikere har været en naturlig og uundværlig del af samfundslivet, men også vesterlandet har haft sine mystikere, som dog kun har haft betydning for en snæver kreds. I dette århundrede og ikke mindst i de senere år er interessen for østens mystik og dens udøvere imidlertid vokset blandt vesterlændinge, hvad netop genudgivelsen af den omtalte bog i billigudgave beviser. Den vækker til eftertanke, den diskuteres, meningerne er delte. Dogmatisk kristne kalder det hedenskab, og materialister har kun medlidenhed eller hån tilovers for dem, der dyrker "den slags ting". Blandt de positivt indstillede er der mange kategorier lige fra psykopater og dagdrømmere, der ser en stimulans for deres egen tilstand deri uden i virkeligheden at forstå, hvad det drejer sig om, til dybt tænkende realistisk indstillede mennesker, der finder inspiration i mystikernes billedtale, finder, at der er noget deri, som får strenge i deres eget sind til at vibrere. Ofte føler de måske (som Ekstrabladets anmelder åbenbart har gjort det), at mystikken i al sin skønhed er for verdensfjern. Anmelderen udtrykte det således: "Det er en stor nydelse at læse disse tekster efter en fortravlet dag, at sidde i sin lænestol og få lidt indblik i altet og blive delagtiggjort i disse stumper "tid i ren tilstand". En nydelse, jovist, og ikke så lidt af en renselse. Og alligevel kan man ikke lade være med at protestere på den flade, lave, dagligdags virkeligheds vegne og spørge sig selv, hvad denne filosofi egentlig fører til."

Ser man på forholdene i orienten, som de er i dag, og vil se dem som en følge af østens filosofi og passive livsindstilling, må man jo sige, at overbefolkning, hungersnød, epidemier, ældgamle forstokkede traditioner, forældede former for landbrug og håndværk og meget andet ikke er noget særlig godt resultat. Har vesten da til gengæld strålende resultater at opvise af sin tænkning og filosofi? Blod, sved og tårer er et omkvæd, vi før har hørt her i vesten, og det gælder endnu. Vesterlændingene er intelligente og praktiske barbarer, der er tilbøjelige til at latterliggøre, foragte og nedtromle alt det, de ikke forstår. Hvilken verden har de skabt udfra en sådan mentalitet? En verden, der skælver for atombomber og langdistanceraketter samtidig med, at propaganda for rejser til månen dominerer i TV, aviser og ugeblade. Det er vel også en slags verdensflugt, at man kappes om at komme længst bort fra jorden i stedet for at sørge for "mad og retfærdighed", som boganmelderen skrev. Vist kan det være farligt med al for megen læsning af afdøde eller nulevende mystikere, det kan føre til flugt bort fra de konkrete problemer, men hvad så med vestens "åndsliv", dens "pep, pop og propaganda"? Er det ikke også en flugt? Og medens mystikernes skrifter, det indrømmede anmelderen, føles som ikke blot en nydelse, men en renselse, hvilket må have betydning for sindet, når det atter vendes mod den ydre verden, er umådelig meget af det, der som en slags "åndsliv" skulle udfylde pauserne mellem arbejdet i den vestlige verden, blot "bedøvende midler", der skal få mennesker til at glemme hverdagens trædemølle. Det skal ikke kritiseres; så længe der er behov for det, må det eksistere, men også her vil en mættelse finde sted. Den store tilslutning til aftenskoler og kurser viser i tilstrækkelig grad, at der også er behov for andet end passiv underholdning, og det er ikke alene praktiske fag, der søges af mange, også filosofi og deriblandt gennemgang af østens filosofi og mystik. Ønsket om at trænge ind i en fremmed verdens tankegang er levende hos mange. Selvfølgelig spiller det en vis rolle for nogle, at "østens romantik" virker som en tiltrækkende kontrast til den "flade, lave dagligdags virkelighed" her i vest, men for de fleste, der søger oplysning om disse ting, er det virkelig, fordi de føler trang til at få indsigt i den uhåndgribelige verden, hvis eksistens de føler i deres eget indre, en trang, som hverken barnetro eller vestlig filosofi og videnskab kan tilfredsstille. De vil gerne se det formuleret, som de føler som en stum og uforløst realitet i deres sind, de ønsker, selv om det måske ikke er bevidst, at finde det faste punkt, som ingen sorger, ingen modgang eller irritation kan ryste.

Det hænder, at en stor kunstner formår at forlene et hverdagsmotiv med dimensioner, som rækker langt ud over det hverdagsagtige. Det kan være inden for litteratur eller billedkunst, ja, inden for alle kunstarter. Og det er vel netop dette, der adskiller kunsten fra det, der blot er kunstfærdigt, at et kunstværk rummer det uudsigelige. Men kunsten er kun én af de veje, ad hvilke vi kan nærme os det, som alle mennesker bevidst eller ubevidst higer imod. Religion, videnskab og filosofi er andre veje, der fører mod samme mål. På grund af det vesterlandske menneskes materialisme har alle disse veje i øjeblikket mange sideveje, der ender blindt. Da man ikke ved, at det er blindveje, man befinder sig på, fortvivler man, eller man forsøger at resignere og stivner i fortvivlelsens mod eller støtter sig med galgenhumor, når man står ved det, der tilsyneladende er "vejs ende", men som altså kun er blindgadens ende. Da er det, man må vende om for at komme videre, ud til hovedvejen igen. Med et gammelt og nu helt klicheagtigt og banaliseret udtryk kalder man netop denne tilstand "omvendelse". Men omvendelse må for de fleste mennesker i dag komme til at betyde noget andet end det, der almindeligvis lægges i ordet. Lad os kalde det en afklaring, som vil følge efter den gærende uro, der er i så mange menneskers sind i øjeblikket.

Vi bevæger os igennem rummet, det tager tid, og i tidens løb oplever vi materiens forvandlinger. Alt dette er bevægelser, bevægelser i rum, tid og materie. Selve dette, at vi oplever, er også en form for bevægelse eller forvandling. Vi gør erfaringer og samler nyt erindringsmateriale, hvorved vor bevidsthed og vort syn på tingene forvandles, altså bevægelse i bevidsthed. Alt dette har med hverdagen at gøre, det er hverdagsfunktioner for hvert eneste menneske. I omtalen af disse hverdagsagtige funktioner har vi vel kun beskæftiget os med den FYSISKE hverdag, med menneskets liv i den fysiske verden? Nej. Den fysiske verden er en tids- og rumdimensionel verden, hvor vi oplever afstand og fysisk materie, men selve OPLEVELSEN, bevægelsen i bevidstheden, er en psykisk tilstand, som ganske vist opleves gennem fysiske sanser, men som i sig selv absolut ikke er fysisk. Vi lever vort hverdagsliv på én gang i to verdener, en fysisk og en psykisk verden. "Men vi oplever det da bare som én verden", vil man måske indvende. Det gør vi – uden at tænke over det. Men prøv at tænke koncentreret over det. Nu, i dette øjeblik, hvor De tænker, er det specielt Deres egen psykiske verden, De oplever. Er De mystiker? "Nej", vil De sige. Jamen på en måde var De det i dette øjeblik. De "lukkede øjnene", om ikke bogstavelig talt, så koncentrerede De Dem dog for at tænke og holde den ydre verdens indtryk borte så længe, for at de ikke skulle distrahere Dem. Mystik kommer som før nævnt af det græske "myein", at lukke øjnene, og hvor tit gør vi ikke det for at tænke over tingene et øjeblik. Det er da ikke verdensflugt. Vi tænker jo netop for bedre at kunne forstå og klare tingene i den ydre verden, når vi har "åbnet øjnene" igen.

"Men det, vi tænker, er jo bare funktioner i hjernen", indvender materialisten, og han kan ikke andet. Han står midlertidig ved "vejs ende" på sin blindvej og stirrer sig blind på den mur af materie, der standser hans vej. Vist er tankerne funktioner i hjernen, noget fysisk må de fungere i, når de forbindes med den fysiske verden, med sanseindtryk og handlinger. Men hjernen er blot en transformatorstation for tankebølger, der er en strålekraft, en slags elektrisk kraft. Indsigt i strålernes og bølgernes verden vil med tiden omvende enhver fordomsfri materialist og føre ham eller hende bort fra materialismens blindvej. Den nyeste fysiske videnskab vil i denne proces kunne være vejleder et lille stykke af vejen, så vil den føre frem til en grænse, hvor en ny vejleder må støde til, ligesom Vergil i Dantes "Guddommelige komedie" ved grænsen til de højere verdener overlader vejledningen af Dante til Beatrice. Den vejledende faktor for det moderne menneske, der søger længere, end den fysiske videnskab rækker, må blive en åndelig videnskab, der naturligt fortsætter den fysiske videnskabs arbejde. Den vil være i pagt med den ægte mystik, der gennem årtusinder har betydet noget, især for østens mennesker, men den vil ikke være "mystik", men klar og logisk, og da mange intellektuelle orientalere gerne vil mødes i forståelse med vestlig videnskab og tankegang, vil de her kunne finde en forbindende faktor. En sådan videnskab er netop Martinus Kosmologi, den er kommet til verden her i Danmark, men begynder allerede så småt at vække interesse hos søgende mennesker rundt omkring på kloden. Hvad er det, der først og fremmest betyder noget ved denne kosmologi, der intet sekterisk har ved sig, selv om de mennesker, der ikke kender den, tror det er en ny sekt? Det er dette, at den kan hjælpe mennesker, der arbejder rigtigt med den i praksis, til at gøre hverdagen til en mere guddommelig hverdag for andre og sig selv. Den giver den studerende indblik i hans liv i tre verdener, ikke blot de to føromtalte verdener, den fysiske og den psykiske eller elektriske (som findes bag de lukkede øjne), men også i den kosmiske verden, de evige loves og princippers verden, der ikke er tids- og rumdimensionel, men hvor vort inderste selv er rodfæstet i al evighed. Alt dette skal vi ikke lære at kende for at fortabe os "i skuen af altet eller intetheden"(for at citere omtalte boganmelder), men netop for at lære de love at kende, som udført i praksis gennem vort sind og vor organisme vil være med til at skaffe ikke blot "mad og retfærdighed" i denne verden, men også livsglæde og kærlighed.