Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Så dybt har den materialistiske livsopfattelse gennemtrængt vort væsen, at langt de fleste mennesker gør sig selv identiske med deres rent fysiske legeme og i almindelighed betragter livet i dette legeme som det egentlige og endelige, jævnfør sætninger som: "Ja, jeg har jo ikke så lang tid tilbage at leve i", eller: "Hvor er han dog blevet gammel, hans tid er vist snart fordi" o.s.v., o.s.v. Denne indstilling til livets varighed som identisk med kroppens varighed har uundgåeligt ført til den i sig selv så triste opfattelse, at virkeligt levende er man kun i ungdommens år, altså i den tid, hvor kroppens funktioner er på deres højeste og det rent fysiske livsbehov derfor størst.

Stærkest gør denne livsindstilling sig gældende i den vestlige verden. I østen, hvor det åndelige livsfundament er langt mere evighedsbetonet, er forholdet mange stedet et ganske andet, selv om det desværre ikke kan benægtes, at mange unge også her føler sig påvirket af den vestlige verdens ét-livs-opfattelse og derved mister kontakten med netop den ene idé, der kan hjælpe dem i dette dilemme: reinkarnationsideen. At dette forhold i en periode vil komme til at gøre sig stærkere og stærkere gældende, er både forståeligt og tilgiveligt. Disse unge ser, hvorledes ungdommen i den vestlige verden gennem al den her udviklede teknik tilsyneladende får et langt mere spændende fysisk liv, end de selv har, hvad der næsten nødvendigvis må udløse både længsel og begær efter de samme livsgoder. Der hersker således ikke i mit sind skygge af tvivl om, at østen står ved begyndelsen af en forceret materialistisk epoke, hvor vesten i virkeligheden nu befinder sig i nærheden af materialismens kulmination, hvorfor det åndelige livs bølge, der udsprang i østen, nu langsomt vil vende sig således, at det denne gang bliver vesten, der bringer østen bud om det åndelige livs virkelige realitet. Det kan lyde som et paradoks, at det vil blive vesten, der vil overbevise østens folk om reinkarnationstankens virkelighed, men sådan vil det blive!

For mange mennesker består mennesket af et legeme med en sjæl. Denne problemstilling er forkert. Mennesket er en sjæl i et legeme! Og dette er straks noget andet. Thi i det første tilfælde gør man sjæl og legeme jævnbyrdige, så jævnbyrdige, at de for mange bliver identiske og vel at mærke identiske med plads til en farlig tvivl om sjælens regulære eksistens. Det er her, man kan høre selv af højtbegavede menneskers mund, at medens enhver kan se kroppen, er der faktisk ingen, "der har set en sjæl". I det andet tilfælde derimod hersker der ingen tvivl om faktorernes rette orden. Her er trykket lagt på sjælens realitet, medens kroppen udelukkende opfattes som denne sjæls redskab til at opleve livet i vor verden. Farligheden i begge problemstillinger er imidlertid den, at ingen af dem helt giver hverken sjælen, hvad sjælens er, og ej heller kroppen, hvad kroppens er. I det første tilfælde overvurderes den, medens man i det sidstnævnte tilfælde er lidt for tilbøjelige til at undervurdere den. Lad os derfor prøve at se på dette problem fra et lidt højere plan, end det almindeligvis er tilfældet.

Sandt nok er vor krop kun "støv", og sand er derfor også sætningen, "af jord er du kommet, og til jord skal du blive", men der er nu trods alt her tale om en så fornemt organiseret samling "støv", at det nok kan være ulejligheden værd at undersøge denne organisation en smule. I vort århundrede lever vel de fleste – i hvert tilfælde her i vesten – på den opfattelse, at vi, hver for sig, er et produkt af gener og kromosomer eller af en "arvemasse", opbygget gennem årmillioner – altså: en rent fysisk proces. Vi bliver simpelthen til – avlede – og forgår. Livets eneste kredsløb er her: barndom, ungdom, manddom, alderdom, udslettelse. Dette ville også være helt i sin orden, om vi alle så at sige var "seriefremstillede", lignede hinanden indtil uigenkendelighed og fulgte samme livsmønster, som man oplever det i enhver virkelig velorganiseret grisefabrik. Men sådan er det jo ikke, ja, det er det faktisk så lidt, at udover den næsten ubehagelige lighed mellem svinets og menneskets kropsorganisation falder enhver yderligere sammenligning bort af sig selv.

Det menneskelige liv er præget af noget, vi kun finder begyndelsen til i det direkte dyrerige, nemlig individualitet. At denne individualitet endnu kan forekomme en smule uudviklet på menneskehedens lavere stadier, ændrer ikke den kendsgerning, at den findes og slet ikke, at den er aldeles overvældende udpræget på de mere fremskredne udviklingstrin eller der, hvor de virkelige "personligheder" toner frem, der, hvor menneskets drøm begynder at realisere sig selv! For er sandheden ikke den, at vi, så snart vi blot hæver os bare det mindste over det egentlige dyreriges kosmisk-automatisk regulerede sjælelige reaktioner, begynder at drømme om at blive en personlighed, blive et menneske ud over det sædvanlige? Det gør vi! Og med disse drømme begynder netop den forvandling, der gradvis fører os frem imod den spænding mellem ånd og krop, de fleste af os nu lider under.

For vor krop er ingen "død ting". Den består af en uhyre samling grupper af selvstændige livsfunktioner, koordineret til det system, vi kalder "det menneskelige legeme". Der var en tid, hvor man mente, at vore højere organer kun udgjorde upersonlige dele af vort kropssystem. Det mener man ikke mere. For i dag ved vi, at mange af disse organer er et liv i sig selv, et liv, der under samme givne betingelser som i vor krop kan opretholde tilværelsen uden for denne krop. Der var engang, da vi stod det direkte dyrerige så nær, at vi, som alle øvrige dyr, helt levede på vore såkaldte "instinkter", hvilket jo blot vil sige: helt levede på en af kosmisk automatik reguleret væremåde. Men denne situation er ved at være afsluttet. Det fremskredne menneske har tillagt sig egenskaber, der er ukendte for dyret, og disse egenskaber har gradvis ændret dets rent kropslige struktur. Vort tidligere så grove muskelvæv degenererer, vort før så grove kranium forfines, kort sagt: så meget af det, der var, har under vor voksende ånds indflydelse skiftet karakter. Men ét har vi ikke kunnet ændre, nemlig det, at vor krop består af livsenheder, der ikke alene har deres eget selvstændige liv, men også kræver dette liv respekteret. Gang på gang ser vi således, at et "stærkt hjerte" kan tvinge en hel organisme til at leve videre, tilsyneladende ganske meningsløst, eftersom vedkommendes ånd forlængst har indstillet sine funktioner. Modsat ser vi også et svagt hjerte give op, længe før hovedjeg'et bag organismen har fået sin fulde livshunger tilfredsstillet. Vi oplever således gang på gang, at det ikke er Jeg'et i en organisme, der kan bestemme over denne organisme. Tværtimod gælder det her som overalt i livet, at "ingen kæde er stærkere end dens svageste led". Føjer vi til alt dette den kendsgerning, at utallige mennesker fødes legemligt defekte, ser vi, at selv om kroppen i sig selv, rent kosmisk, kun er tænkt som et tjenende instrument for mennesket, bliver menneskets skæbne alligevel utroligt afhængig af dette instrument. Vi ser således, at det tager mennesket op imod tredive år at udbygge det til den kapacitet, det må have, om ånden bag det skal føle sig fuldstændig tilfreds. Sandt nok er de grovere funktioner udbygget længe før denne alder er nået, men det finere hjerneinstrument kan ikke tåle den fulde belastning af de højere kosmiske vibrationer før denne alder. Og inden denne alder er nået, har vi oplevet at se, hvorledes en uhyre aktivitet i kroppens forplantningsorganer i den grad har påvirket ånden bag formen, at forplantningsdriften, ganske vist hos mennesket iklædt det smukke og romantiske ord "forelskelse", har ledet det til beslutninger og løfter, som det i parringsdriftens rus gjorde "evige", men som det i en mere åndelig afklaret tilstand nu oplever som alt andet end netop evige. Og knapt er det nået frem til denne såkaldt "modne alder", før de første tegn på "slitage" viser sig og lader det opleve den første fornemmelse af regulært fjendskab mellem dets ånd, som nu fornemmes levende og aktiv, og dets krop, som nu begynder at nægte at tjene denne aktive trang, dette begær efter virkeligt at opleve livet. Fra dette punkt og fremefter er det let at iagttage, hvorledes spændingen mellem ånd og krop vokser. Thi ånden er i kraft af sin evige natur i virkeligheden "evig ung", hvor kroppen er undergivet alderdom og forfald. For – og jeg kan ikke understrege dette stærkt nok – det er kun vor krop, der er undergivet begrebet "alder". Som "søn af Gud" er mennesket hævet over dette begreb, og beviset herfor har vi i de desværre altfor få tilfælde, hvor det lykkes mennesket at ave sin krop, så den langt udover det almengældende holder sig på sit rent fysiske højdepunkt. Og ingen kompliment virker vel mere inspirerende på mennesket end dette at høre: "Hvor ser du dog ung ud!" underforstået: "Hvor virker du dog dejligt levende og positiv!"

For her står vi netop ved faren for ikke at vurdere vore sjælelige egenskaber tilstrækkeligt højt! I en verden, der bruger tonsvis af tryksværte på at hylde samtlige sportshelte, oplever vi så at sige dagligt, hvorledes dette at være åndeligt interesseret gøres identisk med at være en tåget, for ikke at sige tåbelig idealist. Ganske vist tales der meget om højnelsen af det åndelige liv, men ve den, der tager denne tale altfor bogstaveligt! Han udsætter sig såre let for at blive betegnet som "underlig", "mærkelig", "lidt til en side" o.s.v. Han er, med H.C. Andersen, "anderledes end de andre, og derfor skal han kanøfles!" Og så er det alligevel her, man må søge "de vises sten". For således er loven, at den, der dyrker sit kød, får dette sit kød og meget hurtigt til overmål, hvor den, der dyrker sin ånd, trods al mulig modgang og latterliggørelse, alligevel oplever, at denne ånds vækst i sig selv er den eneste "gyldne nøgle" til den alderdom, der ingen virkelig alderdom er, men derimod er det livsafsnit, hvor et kosmisk perspektiv lader os opleve det svundne liv som et vidunderligt forspil til det, der følger efter!

At blive gammel er således ikke et mål i sig selv. Thi at blive gammel, som alt for mange bliver det, med svigtende åndelige evner, med de fysiske sanser i den grad på retur, at det hele, udefra set, er den rene ynk, må i sig selv være en næsten uhyggelig lidelse, som kun kan sidestilles med det ormædte æbles bitre lod. Men at møde alderdommen med det unge menneskes blanke og strålende øjne, med en sjæl lige så nysgerrig, lige så videbegærlig som i ungdommens dage, må i sig selv være det mål, vi alle bør stræbe efter. Det ligger i virkeligheden i ethvert menneskes hånd enten at overflødiggøre sig selv eller gøre sig selv så tiltrækkende, så livsnødvendig for sine omgivelser, at disse mere frygter ens død, end man selv gør! At blive sit køds slave har altid for mig haft meget lidt med det seksuelle at gøre. Det er for mig langt mere identisk med at "grave" de "talenter" ned, på hvilke det sande åndelige liv beror. For det er ikke livets mening, at vi først skal begynde at interessere os for tilværelsens åndelige side på et tidspunkt i vort liv, hvor det nærmest er for sent. Virkelige talenter opøves i almindelighed ikke i alderdommen! Dem bør man udvikle fra de unge år! Og her er det, jeg føler, at man dybt i sig selv bør vide, hvad der er "kød", og hvad der er "ånd", for ved man ikke det, forledes man alt for let til at forveksle disse begreber, hvad vore forelskelser i dette eller hint uden videre bekræfter. Bag os ligger i dag tusinder af liv, hvor vi næsten i bogstaveligste forstand har "korsfæstet" os selv på de ønsker og begær, som alt for meget hørte kroppen, hørte de grove fysiske liv til. Men foran os ligger liv, hvor en højere form for lykke venter os, en lykke, der i langt højere grad, end flertallet i dag forstår, er knyttet til den åndelige side af vort væsen, er knyttet til udviklingen af egenskaber, der ganske vist ikke bringer os hverken bronce-, sølv- eller guldmedaljer, men derimod det, som er nok så vigtigt: dyb indre tilfredshed, ligevægt og harmoni samtidigt med, at det sætter os i stand til i langt højere grad end før at være menneske i dette ords dybeste og skønneste betydning!