Kontaktbrev 1962/21 side 7
Mogens Møller:
MENNESKETS LIV I TRE VERDENER II
Fra "kun- og top-mentalitet " til naturlig ydmyghed
"Jorden er kun et støvfnug i universet". "Mennesket er kun et produkt af arv og miljø". "Menneskets sjæleliv er kun kemiske processer i hjernen". "Religion er kun overtro, og livet selv er kun tilfældige energiers tilfældige reaktioner i et univers, der hovedsagelig kun består af tomrum". Lagde De mærke til et lille ord, der hele tiden kommer igen i disse sætninger fra den materialistiske trosbekendelse? Det er det lille ord "kun", der kan symbolisere en særlig mentalitet i vor tid. Mange mennesker vågner om morgenen op til en ny dag, der stort set kun er en gentagelse af gårdsdagens trummerum, kun en grå og trist hverdag. "Kun-mentaliteten" behersker en stor del af menneskenes liv i dag, "det hele er kun en overgang", siger man og trækker resigneret på skuldrene. Men en overgang fra hvad og til hvad? Dette spørgsmål opstår hos en og anden, hos de fleste overdøves det dog snart af "kun-mentalitetens" naturlige komplementære begreb, reklame og propaganda, hvor udtryk som super-, top-, prima-, alle tiders- o.s.v. en stund kan få mange mennesker til at glemme, at de tror, det hele kun er tilfældighed, og endda en grå og trist tilfældighed.
Der findes dog også andre modsætninger til "kun-mentaliteten" end propaganda og reklame, f.eks. denne: "Det smukkeste, vi kan erfare, er det mystiske. Det er grundlaget for al sand kunst og videnskab. Den, som er fremmed for denne følelse, den, som ikke kan standse op i undren og stå slagen af bæven, han er så godt som død". Hvad er dog det for en mystiker, der udtrykker sig på denne måde? En orientaler eller en middelalderlig munk? Det er ingen af delene, det er en af vor tids største vesterlandske forskere, den nu afdøde Albert Einstein, og han slutter samme udtalelse med at sige: "At vide, at det, som er uigennemtrængeligt for os, virkeligt eksisterer og udtrykker sig gennem den højeste visdom og den mest strålende skønhed, som vore afstumpede følelser kan fatte på deres simple måde – denne viden, denne følelse er kernen i al sand religiøsitet".
I disse ord er der hverken givet udtryk for et negativt resigneret "kun" eller for tom og udvendig "top-mentalitet", alt udtrykker ydmygheden og den stille undren hos en forsker, der aner en dyb indre sammenhæng mellem alt i den ydre verden, en lovmæssighed, der er udtryk for den højeste universelle visdom. Einstein er en af de videnskabelige førerskikkelser, der hår ført mennesket gennem materiens verden frem til en grænse, ligesom Vergil i Dantes "Guddommelige Komedie" fører Dante gennem underverdenen til grænsen for de højere verdener, hvor Beatrice venter ham og fører ham videre. Men hvad venter på det moderne menneske ved grænsen til en højere verden? Der venter også en "Beatrice". Beatrice er i virkeligheden udtryk for Dantes modsatte (feminine) pol, og i ethvert menneskesind, der er mæt af dogmereligion og materialisme og søger mod højere mål, venter den modsatte pol (i manden den feminine og i kvinden den maskuline) på at tilegne sig den åndelige videnskab og derved blive vejviser for bevidstheden i åndens riger, hvorfra al visdom og kærlighed kommer.
Åndsvidenskabens eller kosmologiens forgængere
I lange tider var menneskene behersket af den naturmystik, der gennemtrænger alle primitive religioner. For det primitive menneske hersker der ingen tvivl om, at naturen er besjælet, og selve livet er et instinktbetonet forhold mellem dets egen sjæl og naturens sjæl. Med den dogmatiske kristendom blev mystikken forvandlet til en åndsmystik, der vendte sig bort fra naturen og det naturlige, som nu blev kaldt syndigt og ondt og jorden en jammerdal, hvorfra man kun kunne søge frelse gennem den religiøse følelse ved at flygte ind i åndens verden, hvor den evige saligheds harpeklang og lovprisningens salmesang en gang efter dommens dag skulle forlyste den troendes sjæl, således som præster i lange tider har suggereret mennesker til at tro. Men når man fornægter noget af virkeligheden, i dette tilfælde ånden i naturen, hævner det sig. Naturen var for mennesket blevet reduceret til materien (atter "kun-mentalitet"), og den dogmatiske kristendom, som forårsagede dette, gjorde det derved muligt, at mennesket blev materiens slave. Det er gået det, ligesom det gik Ikaros i det gamle græske sagn. Han hæftede kunstige vinger til sin krop og fløj mod solen, men solen smeltede det voks, der bandt vingerne til kroppen, og Ikaros blev opslugt af havet. Således har mennesket, der ville flygte fra denne jammerdal lige ind i "himmerige", også måttet ende sin himmelflugt med at opsluges af "materiens hav" (og vandet er fra gammel tid netop symbol på materien). Intet almindeligt jordisk menneske besidder endnu de mentale vinger, der i længden kan holde det svævende i åndelige højder. Dogmatisk religion er et kunstigt forsøg derpå, en følelsernes flugt, men livet er andet og mere end følelser, det har Ikaros-mennesket måttet erkende. Det blev opslugt af materien, og menneskesjælen blev dens træl, dogmatisk kristendom har paradoksalt nok ført mennesket ind i materialismen.
Materialismens helvede
Men hvad har så materialismen, koncentrationen på materien, bevirket i menneskesindet? Menneskets afhængighedsforhold til stoffet eller materien har i allerhøjeste grad medvirket til at udvikle den jordmenneskelige intelligens og fysiske videnskab og teknik. Ja, i så stærk en grad, at "homo sapiens", som Bertrand Russell oversætter som "det videnskabelige menneske", nu fornægter religionen, som det engang fornægtede ånden i naturen. En ensidig betragtende intelligens er blevet dominerende i menneskesindet, en "kun-mentalitet", der reducerer alt, også sjæl og ånd, til virkninger af materiens kemiske bestanddele. Men på samme måde, som en ensidigt udviklet følelse gør et menneske til en åndelig vanskabning, går det også med en ensidigt udviklet intelligens. Mennesket ser sig blind på detaljer og nære mål og glemmer helheden og overblikket, den store sammenhæng. Og ligesom det hævnede sig at se bort fra en del af virkeligheden, da man reducerede naturen til død materie, hævner det sig også at reducere ånden til en virkning af denne materie, da kommer man til at opleve "robotternes helvede", og det er det, menneskene er ved i øjeblikket. "Kun-mentaliteten"s og vanens fladtrådte helvede, kun afbrudt af reklamens og propagandaens suggererende røster, der forstår at stige og dale mellem hvisken og brøl, det er den verden, tusinder af mennesker lever i i dag. Succes og profit er blevet de nære mål, og overblikket over livets store sammenhæng, det, som er åndens og sjælens opgave, er foreløbig opgivet som noget, der ikke betaler sig. Man levér i en begrænset verden, en afstængt verden, som, lige meget hvor mange kilometer man kan tilbagelægge i timen, og lige meget hvor langt man kan se ned i mikrokosmos' eller op i makrokosmos' tilsyneladende tomrum, dog for den enkelte før eller senere vil føles som et fængsel, en trang verden uden frihed. Det er ikke for ingen ting, at ordet "helvede" betyder det afgrænsede, det indelukkede. Mennesket har lukket sig inde i sit eget helvede.
Fysisk og åndelig frihed
Frihed er vel noget af det, mennesket begærer mest af alt. Det er et ord, der altid bruges i forbindelse med menneskenes krav i vor tid. I den ydre verden har vi da også opnået fantastisk stor bevægelsesfrihed i forhold til, hvad tidligere tiders mennesker formåede. Slaveri eksisterer heller ikke mere på samme måde som før, man kan ikke købe og sælge mennesker, kun deres arbejdskraft kan købes og sælges, og det skaber stadig store besværligheder. Vi forsøger at gøre os mere og mere fri af materien og fri af hinanden, og i al vor møje er det, som om vi trods alt kommer til at føle os mere og mere bundet. Hvorfor? Fordi vi ikke kender åndens frihed, men lever i mentale fængsler, hver og én lukket inde i sin egen subjektive verden. Vi taler så meget om at tænke objektivt, at være objektive, og videnskaben skulle være objektivitetens ypperste forkæmper. Men så længe man ikke kender den virkelige objektivitets verden, bliver denne ofte erstattet med "kun"-mentalitetet, og man hænger fast i detaljernes hængedynd. Hvad er virkelig frihed? Det er det levende væsens altid eksisterende mulighed til at få overblik over livets love, de fysiske så vel som de psykiske love, der udelukkende eksisterer på basis af de kosmiske love. Et sådant overblik vil med tiden kunne medføre, at samme væsen også lever hundrede procent efter disse love. Det er den højeste frihed, der gives, og det menneske, der har nået den, repræsenterer det udviklingstrin, der er symboliseret med ordene "mennesket i Guds billede".
Åndsvidenskaben
Naturmystikken blev afløst af en åndsmystik, hvis degenererede form, den dogmatiske religion, blev ufrivillig anledning til naturvidenskaben. Det næste udviklingsstadium bliver åndsvidenskaben, som er en syntese af alle de tidligere stadier. Det vil tage sin tid, inden den får den plads i samfundslivet, den er bestemt til, eftersom reklame og propaganda i almindelig forstand er fjernt fra dens væsen, ligesom også "kun-mentaliteten" er det. Men alligevel vil kendskabet til den vokse støt og roligt, "hiin enkelte", som Søren Kierkegård taler om, vil finde frem til den og vil, efterhånden som teori forbindes med praksis, komme til at opleve sin daglige tilværelse – ikke som en afgrænset detaljeverden, men – som et liv levet samtidigt i tre verdener, den fysiske, den psykiske og den kosmiske, der tilsammen danner én virkelighed.
Lad os, når vi nu forsøger i tanken at vandre gennem disse tre verdener, begynde, hvor ethvert fysisk jordmenneske dagsbevidst oplever sin tilværelse: ved grænsen mellem den fysiske og den psykiske verden. Vi oplever begge disse verdener på én gang. Den fysiske verden omgiver os som naturen og andre levende væseners organismer og repræsenteres også af vor egen organisme. Den psykiske verden er den, der findes bag vore lukkede øjne, det var det, der blev omtalt i forrige artikel i forbindelse med det græske ord "myein" og det deraf afledte ord "mystik". Men den findes sandelig også bag de åbne øjne. Se Deres næste ind i øjnene, i sjælens spejl, som man siger, og hvad ser De der? De kan hos nogle se tindrende livsglæde, humør eller begejstring, hos andre glødende fanatisme, vrede eller irritation, i nogle øjne vil De læse sorg og skuffelse, ja, måske bitterhed, andre viser resignation, der kan overskride grænsen til apatisk sløvhed og-ligegyldighed, og det samme øjenpar vil til forskellig tid udstråle forskellige af disse temperamentssvingninger. Men hvad er temperament? Hvad er det, der virker i Deres eget sind, når De er munter, ophidset, bedrøvet eller mere eller mindre sløv? Vist er det kemiske reaktioner, men det er ikke blot fysisk kemi, det er, som Martinus kalder det, kosmisk kemi. Hvorfor rødmer og blegner vi, eller skælver af nervøsitet? Fordi vor bevidsthed gennem elektriske impulser påvirker hjerne og nervesystem og dermed hele den fysiske krop. Bevidsthed, ja, jegbevidsthed. "Jeg" kan tage mig sammen, så jeg overvinder min skælven og bliver rolig og behersket, det er også kosmisk kemi. Bag sorg og glæde, ophidselse og ro, bag aktiv og passiv væremåde, bag alle disse psykiske bevægelser fornemmer vi vort faste punkt, JEG'et. "Giv mig et sted at stå, og jeg vil bevæge verden", sagde Arkimedes. Vi bevæger alle sammen verden, men vort faste punkt er ikke noget stå-STED, det er netop NOGET, som er hævet over steder og afstande, rum og tid, størrelse og alder. Det er kontrasten til alle bevægelser, gennem hvilken det er muligt at opleve dem og skabe dem.
Det lyder måske så teoretisk, og dog er selve vor daglige livsudfoldelse baseret på det, almindelige hverdagsagtige foreteelser. Vi kan sige: "I går kom JEG herhen. I dag er JEG her. I morgen vil JEG gå et andet sted hen". Er det ikke tydeligt i disse almindelige sætninger, at JEG forbinder bevægelser i rummet og tiden. Det kan kun ske, fordi JEG er uden for den tids- og rumdimensionelle verden. Lad os beskrive noget, som kan være forbundet med ovennævnte bevægelser i tid og rum: "I går var JEG træt. I dag hviler JEG mig. I morgen vil JEG tage fat med friske kræfter". Her har vi en tilstands beskrivelse, en beskrivelse af nogle bevægelser i bevidstheden, nogle oplevelser og tanker og en beslutning, som også forbindes af JEG'et. Det kan kun ske, fordi JEG'et er uden for eller hævet over denne tilstandsverden. Hvis ikke der fandtes et NOGET, et JEG, der var hævet over tilstande, tid og rum og registrerede og forbandt alle disse bevægelser, var der ingen livsoplevelse og dermed intet liv. Hvad så med døden? Ligesom JEG'et gennem overbevidstheden og sin psykiske verden forbinder i går med i dag og i morgen afbrudt af nætternes hvile, forbinder det lige så naturligt en tidligere fysisk inkarnation med den nuværende og en kommende afbrudt af den hviletilstand, hvor det levende væsen midlertidigt ingen fysisk organisme har, men udelukkende oplever i den stråleformede tilstandsverden, der også er en "omgivende natur", nemlig jordklodevæsenets åndelige legemer. HVAD det oplever, og HVEM det oplever? Det er helt afhængigt af, hvad det med sit sinds energier er på bølgelængde med. Blandingen af disse energier, den kosmiske kemi, er en væsentlig side ved åndsvidenskaben, hvorigennem man lærer at se objektivt på sig selv og andre, ja, på alt, fordi man lærer at se alt i Guddommens og de evige loves perspektiv. Den, der lærer det, ser ikke blot ind i den verden, der er bag de lukkede øjne, han stråler den ud gennem sin psyke og sin organisme og forvandler hverdagen til en guddommelig hverdag.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige