Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1962/21 side 11
København i oktober 1962.
Kære læser! Vi er nu på ny inde i efteråret og dermed i de lange mørke afteners tid. Selv om vel de fleste mennesker, og her især de lidt mere voksne føler et vist ubehag ved de klimaforandringer, vi nu atter skal opleve, så ved netop disse mennesker også, at efteråret i virkeligheden er "sjælens forår", og ser derfor frem til mødet med ligesindede inden for deres åndelige interessesfære.
Som De vil se af vort Kontaktbrevs bagside, er vi her i Instituttet nu i fuld gang med vore foredrag både her og i Sverige. Jeg holder ikke af at anvende altfor stærke udtryk om dette vort arbejde. Fra en yderst beskeden begyndelse er dét vokset frem til at udgøre en institution i sig selv. Kreds har føjet sig til kreds, og det er os i virkeligheden ganske umuligt at besøge alle de byer, der ønsker at se os.
Men netop fordi denne opgave forekommer os så umådelig vigtig, skabte vi vore Kontaktbreve. Også de begyndte uhyre beskedent, men er i de mellemliggende år vokset til et sådant omfang, at de i dag så at sige dækker hele jorden. Den specielle form, vi her fandt frem til, viser sig i virkeligheden at udgøre netop den form for åndelig undervisning, så langt de fleste i dag foretrækker. Dette hver 14. dag at få en hilsen fra os, en hilsen, der virker som en opladning af ens åndelige kraftcentrer, har vist sig at dække et meget stort behov, og jeg ved, at De ville være akkurat ligeså lykkelig, som vi er det, når vi her står med breve i vore hænder fra mennesker, der lever tusinder og atter tusinder af mile fra os, mennesker, som af deres hele hjerte takker os for det åndelige arbejde, vi udfører. Når jeg nævner det for Dem her, er det i virkeligheden kun for at sige Dem tak, fordi De har gjort dette muligt for os! Thi det er den konstant voksende sum af abonnenter på vore Kontaktbreve her i Skandinavien, der gør det muligt for os at sende en stadigt voksende strøm af Kontaktbreve på engelsk og nu også på tysk ud i verden! Siden vi startede ordningen med vort to-måneders friabonnement på Kontaktbrevene, er summen af nye abonnenter vokset støt måned for måned. Takket være denne ordning blev De medarbejder på en måde, der ikke burde kunne genere noget som helst menneske. Vi har takket være dette Deres medarbejderskab nået mål, vi kun turde drømme om. Men ikkesandt – verden er stor, og som vi selv har brug for Martinus tanker, er der – må der simpelthen være – utalte tusinder i verden, der også har brug for dem. Hjælp os i vor kamp for at finde disse mennesker!!! Hold Deres øjne og øren åbne, og hvor som helst De møder et menneske, De har "på fornemmelsen" har brug for vore Kontaktbreve, da overlad os vedkommendes adresse, og De har da løst Deres del af opgaven – resten tager vi os af! Hav altid dette i tankerne!!! De ville være forbavset, om De så, hvilken glæde De derved kan være med til at skabe i et andet menneskes sind! Og det er dog så let, for hvert eneste Kontaktbrev, De selv modtager, indeholder på bagsiden en kupon, som De blot behøver at udfylde. Jeg ved, at De ofte har haft lyst til at gøre det, men blot "opsat" det lidt – gør det! Vær med os i vor kamp for sagens vækst! Tænk på, hvad den betyder for Dem selv og gør Dem klart, at den kan komme til at betyde akkurat det samme for den, De lader os sende et prøvebrev til!
På forhånd tak fra os alle!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson