Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som livet i det store har sine alarmerende efterretninger, der gør voldsomt indtryk på sindet, har livet i det små også sine chok. Hvor mange mennesker er klar over, at ét ud af hvert tiende barn har en medfødt defekt? Sikkert kun få! Alle ved vi, at der fødes defekte børn, men at antallet er så stort, som tilfældet er, kom alligevel som lidt af et chok for mig, og jeg vil ikke benægte, at jeg et øjeblik følte mig ganske lammet ved tanken om al den sjælelige elendighed, dette høje tal nødvendigvis må afstedkomme i de hjem, der rammes af denne sorg. Men min næste tanke var: "Hvilken overlæge, hvilket prægtigt menneske!" Overlæge Gerhard Widlund ved kvindeklinikken i Jönköping synes ikke at være støbt i den sædvanlige form. Hans livsindstilling synes, efter hans egne ord at dømme, at være både dybere og rummeligere, end det sædvanligvis er tilfældet. Man kan virkeligt i sit hjerte føle en varm glæde ved tanken om de mennesker – de mødre – der er i hans varetægt.

Et barn ud af hvert tiende! Et tyst "hvorfor?" melder sig næsten omgående i ens sind, og man opdager pludseligt, at man føler sig grebet af vemod ved tanken om, hvor få mennesker i vor verdensdel, der kender reinkarnationstanken og derfor ved dens hjælp evner at få den første form for balance tilbage i sindet Man føler uvilkårligt, hvilken storm af følelser der må bryde ind over de menneskers sind, der rammes af en sådan skæbne. Hvilke grusomme selvbebrejdelser mange af dem må komme ud i, og hvilken bitterhed imod skæbnen der må kunne vælde op i deres sind. Og hvilken angst! Angst for dem selv, men også for det barn, de nu bærer ansvaret for. At mange mennesker vil opfatte en sådan skæbne som en straf, kan der næppe herske tvivl om. Det er menneskets natur at søge en årsag til den smerte, der rammer det. Og i en verden, hvor reinkarnation og forudtilværelse er så godt som ukendte begreber, og hvor ethvert nyfødt barn på forhånd er erkendt uskyldigt, bliver den tanke alene tilbage, at livet på denne måde straffer en for noget, man har forbrudt, noget, der nu kræves betalt.

At lægerne i dag formår at bøde næsten helt ud fantastisk på fysiske misdannelser, ved vi, og utalte tusinder af fædre og mødre jorden over har her hentet deres største trøst. Men ligefuldt bliver der et forfærdende antal børn tilbage, hvis misdannelser er af en sådan art, at kun menneskelig kærlighed og forståelse vil kunne gøre deres liv udholdeligt. Og her er tilværelsen så vidunderligt indrettet, at langt de fleste mødre føler en både større og dybere kærlighed til det misdannede barn end til det normalt fødte. Evner man at se tilstrækkeligt dybt i livet, vil man her se en af de kosmiske anordninger, der næsten fysisk lader en fornemme en kærlig Guddoms absolutte eksistens.

I den ydre, rent fysiske verden gøres der i dag mere end nogen sinde før i vor historie for at hjælpe det såkaldt invalide menneske. På alle områder søger Vi at bøde på den uret, naturen tilsyneladende har tilføjet et medmenneske. Men hvad vi end her evner at gøre, hvor humane institutioner vi end evner at frembringe, løser dette dog ikke gåden bagom den kendsgerning, at hvert tiende barn fødes mere eller mindre uskikket til den kamp, livet er for enhver. I det egentlige dyrerige finder det samme sted omend med langt mindre hyppighed, men her er processen kort. Dyret kender kun ét svar på enhver udtalt fysisk misdannelse: døden! Men netop fordi forholdet også kendes fra det egentlige dyrerige, så at sige har sin rod her, kommer der for de fleste en dag, hvor spørgsmålet om blind tilfældighed eller kosmisk lovmæssighed bliver brændende. Det evige: "Enten – eller" melder sig også her og kræver svar. Og mange vil sikkert søge svaret inden for arvebiologiens verden og klynge sig til, at videnskaben en dag ikke alene vil evne at give dette svar, men også evne at imødegå og dermed forhindre enhver misdannelse i at kunne finde sted.

Håber disse mennesker forgæves? Kun den, der helt har evnet at gennemtrænge vort kosmiske livs mysterium, kan give svaret. Men dette svar må nødvendigvis befinde sig på så højt et plan, at kun de, der intuitivt fornemmer sig i kontakt med det, vil kunne opfatte det som en for dem selv livsbestemmende sandhed. Lad os derfor lytte til, hvad et sådant menneske har at sige os, lytte uden fordom. Lytte, fordi ingen af os ved, hvornår vi på vor vej kan møde en situation, hvor det vil føles som én stor guddommelig velsignelse ikke at stå med tomme hænder, ikke blot at være en tavs og hjælpeløs tilskuer.

I sit kosmiske verdensbillede har Martinus nøje gjort rede for begrebet "kosmisk automatik", hvorved han forstår en lang række rent åndelige funktioner bagom den fysiske organisme, der dels sikrer denne organismes rent fysiske opbygning og senere dens hensigtsmæssige liv. Den fysiske videnskab kalder denne kosmiske automatik for det levende væsens "instinkter", men hvorfra disse instinkter kommer, hvorledes de er blevet til og årsagen til, at de fungerer så fuldkomment, som tilfældet er, ved den meget lidt om. Den erkender blot instinkternes reelle eksistens og prøver gennem en række ydre forsøg at danne sig et billede af deres tilblivelse. Men den fysiske videnskabs grænseområde er meget kort og er på begge sider omgivet af fortidige og fremtidige tågebælter, der synes uangribelige for tanken. Teorier og hypoteser afløser her hinanden i ubrudt rækkefølge, og selv om visse problemer synes forklarlige, så åbner disse forklarlige problemer stedse døren ind til endnu større områder af uforklarlighed.

Mod disse fysisk-videnskabelige forsøg på at udrede problemer, som i virkeligheden er af rent åndelig natur, står Martinus kosmiske analyser af det levende væsens sanseoplevelse. På den rene logiks grund påviser han, hvorledes al livsoplevelse, al bevidsthedsskabelse har rod i det levende væsens forhold til begreberne "behag" og "ubehag", og hvorledes dets evige evne til at begære uafbrudt driver det imod behagsoplevelsen og lader det fornemme en tilsvarende uafbrudt uvilje imod alt, hvad det opfatter som ubehag.

Igennem afdækningen af det for vor nuværende sanseevne næsten ufatteligt store kosmiske spiralkredsløb med dets maksimale mørke- og lysoplevelse, altså den kulminerende oplevelse af begge grundbegreberne "behag" og "ubehag", viser han os, hvorledes bevidsthedsdannelsen i første omgang hviler på den som instinkt inkarnerede intuition, der igen fører til skabelsen af livet i plante- og dyreriget eller de to livszoner, i hvilke den kosmiske automatik simpelthen danner grundlaget for det mest fuldkomne liv i vor verden. For kosmisk automatik vil i virkeligheden kun sige: fuldkomne instinkter! Og intet menneske kan bestride, at både plantevæsenet og det almindelige, normale dyr beherskes af disse fuldkomne instinkter. At planten kun kan "ane" forskel mellem begreberne "behag" og "ubehag", ændrer ikke den kendsgerning, at det netop er denne evne til at ane, der knæsætter plantevæsenet som "levende" i dette ords alment anerkendte betydning. Planten åbner sig for sol og varme og lukker sig for mørke og kulde. Dyret, som jo blot er den "fremskredne" plante, har denne anelsesevne i kulminerende udfoldelse. Rent fysisk hviler hele dets organismes tilblivelse og opbygning på en fuldkommen kosmisk automatik. Det normale dyr er fysisk forbilledligt skønt, uanset hvad vi måske fornemmer. Thi at vi finder leoparden smuk og tudsen hæslig, har intet med tilværelsens kosmiske skønhedsbegreb at gøre. Hver for sig er de fuldkomment skabt med henblik på det liv, der venter dem, og det hvad enten det drejer sig om form, farve eller psykisk udrustning.

Også det jordiske menneske er på sin vis "den fremskredne plante". Men hvor plantevæsenets evne til kun at ane forskel mellem begreberne behag og ubehag hos dyret blev afløst af en begyndende bevidst evne til at skelne mellem disse begreber, er den samme evne hos mennesket blevet udviklet til en sådan grad af bevidsthed, at det på utallige områder har nedbrudt den psykiske fuldkommnehed, som kendetegner dyrets indre og ydre livsmønster. Som dyrets krop er fuldkommen, er også dets evne til at vælge sin føde, til at værge sit afkom og til at undgå sine fjender fuldkommen. Det er kun dets omgivelsers overlegenhed, det ikke kan magte. Inden for sin egen art er det normalt udrustet som enhver af dets artsfæller.

Vender vi os derimod imod det jordiske menneske, ser vi, at vi her møder grænsen for den absolutte kosmiske automatik. Mennesket er, i modsætning til plante og dyr, jeg-bevidst og kan som følge deraf selv skabe sig nye vaner, skabe sig nye former for "behag", som det drages imod. Men mennesket er ikke "kosmisk bevidst", og derfor "vandrer det trygt der, hvor engle ikke tør træde", hvilket vil sige, at det ene af alle væsener inden for en kosmisk udviklingsspiral evner at tillægge sig vaner og egenskaber, som er imod de love, på hvilke en både fysisk og psykisk fuldkommen skæbne beror. Det har hørt om, at "som det sår, skal det og høste", men tror i de fleste tilfælde, at denne lov kun omfatter dets såkaldte åndelige liv. Det ved ikke, at alt liv er ånd, er kosmisk-elektriske vibrationer, som går i deres egne evige baner og der udløser virkninger, som i deres natur udgør klare reflekser af deres oprindeligt udløste årsag. Selv om visse "kortslutninger" kan opstå i dyrets tilværelse, fordi dets liv for de flestes vedkommende hviler på en klar overtræden af livslovene, hviler på det dræbende princip, så forbereder mennesket selv disse kortslutninger i deres mange kosmisk-elektriske systemer derigennem, at det på utallige områder har tillagt sig behagsoplevelser af farligste natur. Gennem sin evne til selv at vælge nedbryder det gang på gang de kosmiske kraftcentre, der ikke alene betinger dets nuværende livslykke, men også i allerhøjeste grad dets kommende. Og det er her, vi står ved den dybestliggende årsag til samtlige fysiske og psykiske misdannelser i "moders liv". Mennesket afviger fra dyret derved, at det i bogstaveligste forstand er "sin egen lykkes smed", er sin egen kommende skæbnes absolutte ophav. Vi kan, om vi vil, "leve sammen med svinene", men vi kan ikke undgå en dag at skulle betale for dette liv. Reinkarnationsprincippet, der betinger, at vi, efter et kortere eller længere ophold i andre og mere frigjorte åndstilstande, vender tilbage til denne eller andre fysiske verdener af samme struktur som vor egen, betinger også "som sæd, så høst". Og den, som gennem udstrakt anvendelse af giftstoffer, det være sig nikotin, alkohol eller alle de stoffer, der fører til narkomani, fører til en ulykkelig nedbrydelse af de åndelige kraftcentrer, på hvilke en sund fysisk krop beror, må finde sig i liv, der, selv om de ikke er spildte, så dog er ulykkelige liv, fordi de ikke er normale. Vi kan virkelig "æde os selv til doms" og også "drikke os selv til doms". Døden udgør ikke den sidste løsning af disse problemer, for det, vi kalder "døden", er blot en tænkt modsætning til livet. Vi er evige væsener. Vi er alle "sønner af Gud" og alle på vej mod hint himmelske lys, vi i vore lykkeligste stunder fornemmer eksisterer. Men vi er hverken fuldkomne dyr eller fuldkomne mennesker. Vi er, som Martinus udtrykker det, "sårede flygtninge imellem to riger". Men på denne rejse imod vort fjerne kosmiske mål må vi passere mange "fysiske stationer". At en af disse "stationer" kan blive et liv i en fysisk ødelagt krop, har intet med guddommelig vrede eller straf at gøre. Det er i sig selv kun en virkning af liv, levet forkert. Men at leve imod de kosmiske love fører til smerte. Og smerten kan fortætte sig på mange måder, både fysiske og psykiske. Men ligefuldt er smerten vort fysiske livs største velsignelse, thi gennem den kommer vi til kundskab, til forståelse. Smerten viser virkelig vej til Gud, til sandheden og dermed til livet.

Så derfor: hvor vi end på vor vej møder mennesker, der så åbenlyst er ramt af en eller anden fysisk eller psykisk defekt, lad os da aldrig flygte i afsky. Lad os standse op og spørge: "Hvad kan jeg gøre for denne min Næste?" Thi alene i denne indstilling ligger livets største velsignelse, nemlig den, ved sit eget liv at bidrage til at sprede mørket i verden, for, som en vismand har udtrykt det: "Det er dog bedre at tænde selv det mindste lille lys, end det er at øge mørket!"