Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I denne gamle jødiske skabelseslegende, som også fandtes hos Babylonerne, og som Muhamed senere indførte i Koranen, er Adam mennesket; Eva er kun hans medhjælp, der er skabt for hans skyld. Det fremgår tydeligt, at hun er uundværlig for Adam, men hun er et andet rangs væsen, og ved hende "kom synden ind i verden".

Vi har her i en nøddeskal orientalerens syn på kvinden: hun skal være manden underdanig, ja, faktisk være hans slavinde. Er hun ung og smuk, skal hun tilfredsstille hans seksuelle begær og føde ham sønner, senere skal hun arbejde, og ofte arbejde hårdt, og hendes værdi er afhængig af hendes skønhed, hendes evne til at føde drengebørn og hendes arbejdsevne.

Europæeren af i dag ryster på hovedet, når han hører om dette orientalske syn på kvinden og om den behandling, hun gennem lange tider har været udsat for under østens himmelstrøg. Han tænker på kvindens stilling i vor verdensdel og føler sig tilfreds og vel til mode ved tanken om den kultur, som kvindens frigjorthed i vesten er bevis på. Han sænker avisen, bag hvilken han har gemt sig hele aftenen, og siger: "Har du snart aftenkaffen færdig, Emilie, og hent lige mine morgensko".

Vist har kvinderne det på mange måder godt i Europa. De har stemmeret og kan blive både ministre, dommere og præster, taxachauffører og meget andet, der før var forbeholdt mændene. Og de er ikke udsat for datterdrab, ægteskabstvang, børneægteskaber, polygami med indespærring i harem, fodsnøring eller enkebrænding. Men findes "det orientalske syn på kvinden" trods alt ikke stadigvæk i Europa camoufleret i mange skikkelser, bl.a. som dogmatisk kristendom?

Hvad en kristen farisær for ca. 2000 år siden skrev til en nydannet menighed langt borte fra Palæstina, hvor man åbenbart havde lidt svært ved at indordne sig under jødiske skikke, det vil nogle mennesker gøre til gældende lov for livet i dag! Så fulgte ærkebiskoppen af Canterbury langt bedre med tiden, da han i 1942 højtideligt kundgjorde, at kvinder nu måtte vise sig i den engelske kirke uden hat. Det havde ellers været strengt forbudt, men forbudet ansås nu for "ikke stemmende med det moderne livs forhold". Dette forbud stammede også fra Paulus og også fra brevet til Korinterne, hvor der står: "Men en kvinde, som beder med ubedækket hoved, beskæmmer sit hoved, thi det er det samme, som var hun raget". Og dette "beskæmmer sit hoved", vil efter jødisk tankegang vel nærmest sige: "Beskæmmer sin mand", thi i samme brev står: "Manden er kvindens hoved". Og ligeledes: "Thi en mand skal ikke tildække sit hoved, efterdi han er Guds billede og ære; men kvinden er mandens ære. Thi manden er ikke af kvinden, men kvinden af manden; manden blev jo heller ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld". Så er kvinden sat på plads – som et lavere væsen – og der har hun at forblive i underdanighed og tjene den mand "i Guds billede", hvis slavinde hun allernådigst er blevet skabt til at være. Som en trøst får hun dog at vide til slut: "Dog i Herren er hverken kvinden noget fremfor manden eller manden noget fremfor kvinden ... alt er af Gud". Ord, der i praksis gennem lange tider ikke betød ret meget mere end Jesu ord: "Derpå skal det kendes, at I er mine disciple, at I har indbyrdes kærlighed".

Alt dette med tildækket eller utildækket hoved kan jo være ret ligegyldigt for os i dag. Det, der har betydning, er ordene: "Kvinden skabt for mandens skyld", som har fået den hovmodige mand til at føle sig mere menneskelig og mere værd end kvinden, undtagen måske når han var forelsket. Det er Det gamle Testamentes ånd, der som "kristendom" blev omplantet i Europa. Ganske vist indførte man ikke den gamle farisæiske takkebøn: "Herre, jeg takker dig, at du har skabt mig som mand og ikke som kvinde", men mandens forrettigheder i samfundet som i hjemmet og kvindens ufrihed blev stadfæstet af religionen. Og var kvinden kontrær, kunne man true med helvedes evige pine, hun var jo, som kirkefaderen Tertulian har udtrykt det: "Djævelens dør" eller "den, der har overtalt manden, som selv djævelen ikke havde magt til at bøje". Den stakkels Eva måtte i alt bøje sig under den mandlige autoritet og være ham lydig og underdanig, ellers blev hun djævelens bytte.

Hvordan har kvinden så reageret mod alt dette? Har hun været lydig og underdanig? Også for hende var der et særligt bud, der fik speciel betydning – ikke et af Paulus' – et, der stammer fra mesteren selv: Det lyder: "I skal være blide som duer og listige som slanger".

Den vise og kærlige Buddha, der lærte om den syvfoldige vej til Nirvana, har muligvis været så optaget af den indre verden, han opdagede, og af at fortælle om den og om vejen til den, at han på en måde har været passiv over for den ydre verden og menneskenes kår i denne. Den indiske kvindes ofte umenneskelige lidelser har ikke interesseret ham specielt, selv om han også over for hende har prædiket om befrielsen fra jordiske bånd. Der findes da også buddhistiske nonneklostre. Men det er et stort spørgsmål, om det er at hjælpe kvinderne at sætte dem i kloster, hvor de blot er lukket inde på en anden måde end før. Man får let det indtryk, at Buddha i kvinden så et væsen, der var stærkere bundet til den fysiske verden end manden. Hun er jo den, gennem hvis legeme de sjæle, der er bundet i fødslernes hjul, finder vej til den fysiske verden. Og hun er mandens fristerinde; æggende og lystvækkende fængsler hun mandens sind og leder ham bort fra fordybelsens frelse. Buddhistens foragt for legemet kan let føre til foragt også for kvinden. Disciplen Ananda skal engang have spurgt Buddha, hvorfor kvinderne ikke havde sæde i offentlige forsamlinger, ikke drev forretning eller havde selvstændigt arbejde. Og Buddha skal have svaret:

"Kvinderne, Ananda, er hidsige Kvinderne, Ananda, er skinsyge. Kvinderne, Ananda, er misundelige. Kvinderne, Ananda, er grunden til, at kvinderne ikke har sæde i offentlige forsamlinger, ikke driver forretninger og ikke tjener til deres ophold ved selvstændigt arbejde".

Det er tvivlsomt, om Buddha virkelig har sagt det. Thi det har sikkert ikke været skjult for "den oplyste", at ovennævnte egenskaber også findes hos mændene, og at der lige så vel findes kvinder som mænd, der i mindre grad end deres kønsfæller besidder disse egenskaber. I sin passive indstilling til den fysiske verden har Buddha ikke haft øje for det, der for kvinden måtte være den første befrielse, befrielsen fra hendes slavetilværelse. Og det har på daværende tidspunkt måske ikke været en verdensgenløsers opgave at beskæftige sig dermed.

Vist kan kvinder være dumme, misundelige o.s.v. Men hvem har i umindelige tider holdt dem borte fra oplysning og undervisning, der kunne påvirke dem intellektuelt? Det har manden, for hvem det var lettere at styre en kvinde, der naivt så op til ham i hans ophøjede "visdom". Akkurat lige som kirken indtil reformationen holdt den store hob borte fra tankens og logikkens, for dens egen magt så farlige verden.

Hvor Buddha var passiv, var Muhamed aktiv. Men det var med hensyn til kvindens frigørelse med negativt fortegn. "Kvinden skal være hos manden som ufri og fange og ikke bestemme over sig selv", sagde han, og Koranen giver tilladelse til, at de troende gerne må slå deres hustruer med remme. Hvor barbarisk! Men inden vi går videre med Muhamed og orientalerne, må vi for at være retfærdige gøre opmærksom på, at noget lignende for ikke så mange år tilbage var lov hos de civiliserede danskere. I Chr. V's danske lov findes følgende: "En mand må ikke tugte sin hustru om søndagen, og ikke med stok".

Om muhamedanernes syn på kvinden nærmest som en brugsgenstand vidner også beskrivelsen af de rettroendes paradisiske tilstand efter døden. Der tales oprindelig ikke om rettroende kvinder. Man har ikke ment, at kvinden har noget så fint som en sjæl, men den opfattelse kan dog ikke holde sig i længden, som vi om lidt skal se. Den troende muselmand kan glæde sig til efter døden at få 7000 uberørte jomfruer (Huris) til sin personlige opvartning og fornøjelse, når han "hviler på baldyrede hynder i lyksalighedens haver".

Der var jo noget at se hen til, navnlig for de fattige muselmænd, der ikke i dette liv havde råd til at holde harem og slavinder, men kun en enkelt kone. En sådan enkelt kone kan dog bruges til meget, blandt andet fortæller mange rejsende europæere, at det ikke er nogen sjældenhed i muhamedanske lande at se konen spændt for ploven ved siden af en kamel eller en stud. Men denne trofaste hustru kan dog på grund af en senere koranforordning også glæde sig til en bedre tilværelse, når hun er færdig med at slide her. I denne senere forordning om paradiset afløses de fuldbarmede, storøjede Huris af rene hustruer, og paradismåltidets kød og vin af mælk og honning. Da denne forordning blev givet, var Muhamed blevet ældre, og det siges, at flere af hans hustruer i de senere år af hans liv havde stor indflydelse på ham. Også Islams kvinder har været blide som duer og listige som slanger!

I modsætning til Buddhas passive og Muhameds meget maskuline indstilling over for kvinden, står Jesus som den, der aktivt møder kvinden, ikke specielt som mand, men som menneske. Han henvender sig ikke til kvinden, men til mennesket i hende.

Den kristne kirke har ganske vist gjort sit til at "holde kvinden på plads", men kristendommen har også hidtil været mere præget af Paulus' syn på kvinden end af mesterens eget, og derved er det på mange måder en modereret eller kristen påvirket jødedom med det gamle testamente som moralkodex, der er blevet kaldt kristendom i Europa.

Efter den jødiske lov skulle en kvinde, der var grebet i hor, stenes til døde. En sådan kvinde førte man som bekendt engang frem for Jesus, da han opholdt sig i templet. Det var en fælde, man ville lokke ham i; man troede at have opdaget et svagt punkt hos ham, så han kunne dømmes efter loven. Holdt han med kvinden, kunne han også stenes. Men han viste sine egne ord i praksis, han var blid som en due og listig som en slange. Kvinden kunne frit gå bort fulgt på vej af et mildt blik og en kærlig påmindelse. Og anklagerne, som sikkert har været mænd, følte sig ramt i stedet for forbryderen af nazaræerens ord: "Hver den, der er ren, kan kaste den første sten", der blottede deres inderste maskuline begær og deres overmodige hykleri.

 

(Fortsættes i næste Kontaktbrev.)