Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 956 og 957.

"Hvis individet ønsker ting, der repræsenterer begæret af udslettelse, er dette ønske abnormt og kan kun være opstået på grund af en eller anden fejl i tankeorganerne, hvorved det færdige ønske er produktet af en tankeinvaliditet. Men da tanker er det samme som forestillinger, vil tanker, der er produkter af tankeinvaliditet og derfor defekte, være det samme som "falske forestillinger". Til sådanne "falske forestillinger" hører en benægtelse af væsenets "fri vilje" på grundlag af, at det f.eks. ikke med sin vilje og ord kan betvinge eller gøre sin egen organisme utilgængelig for den undergang, der almindeligvis af jordmennesket betegnes som "døden". At væsenet ikke kan tilfredsstille sådanne eller lignende ønsker ophæver ikke den før påpegede totale "fri vilje", som Jeg'et i sin dybeste analyse sidder inde med. Thi disse ønsker er et attentat, der er rettet imod ting, der er ganske immune over for attentater, nemlig selve det evige "Noget" eller Jeg'et. Da dette "Noget" ikke er stof eller materie, er det ikke materielovene underkastet, lige så vel som det heller ikke hører ind under det, der kan skabes eller tilintetgøres, og kan således heller ikke være de "skabte" tings love underkastet. Det udgør selve "det skabende princip", er selve "Skaberen". Men "Skaberen" kan ikke ødelægge sig selv, kun det, han har skabt, kan han igen opløse, tilintetgøre eller omforme. Da skabelse udelukkende kun kan udgøre en omformning af materien, vil ethvert ønske, der i realiteten går ud på en omformning af noget, der ikke er materie, f.eks. "det guddommelige Noget" eller Jeg'et, således være en vildfarelse.

Tanken eller viljen er altså her rettet ind på noget, der ikke kan være materiale for dens udløsning. Her er intet at omforme eller forandre. Og væsenet kan derved ikke få sin vilje tilfredsstillet og føler som følge heraf denne "bundet" og sig selv magtesløs og oplever den hermed forbundne "skuffelse". Denne "skuffelse" er således reaktionen af tankeinvaliditeten. Den er dens smerte eller ubehag. Det er denne abnorme fornemmelse, virkningerne af en abnorm forestilling uundgåeligt må afføde.

Det er den samme kalamitet, der gør sig gældende, når læseren eller forskeren for første gang er stillet over for selve Jeg'ets analyse. Læsernes tankemæssige indstilling over for ethvert problem, enhver tings udforskning er jo en vejning og udmåling og en hermed forbundet forventning om mål- og vægtfacitter eller andre udtryk for tingens grad af begrænsning eller stedbundethed. Og denne millionårige og som automatfunktion fremtrædende indstilling er forskeren også besjælet af, når han igennem åndsforskningen første gang møder Jeg'et eller "det guddommelige Noget" og kommer derved til kort. Thi her er han for første gang stillet over for noget, der afviger fra alt andet ved ikke at have vægt eller mål eller på nogen som helst måde at være "stedbundet" og derfor kun fremtrædende med denne ene analyse: "Noget som er". Da han ikke her kan få noget som helst mål eller vægt, kan han ligesom ikke få fat på dette "Noget". Alle hans forventninger om mal- og vægtfacitter kan ikke blive tilfredsstillede. Og dette guddommelige "Noget, som er", eller Jeg'et, hvis analyse i sig selv er den enkleste og letteste, der overhovedet eksisterer, thi intet kan være enklere i sin analyse end dette: kun at udgøre "Noget, som er", og samtidigt være totalt blottet for en hvilken som helst anden analyse, fornemmes stundom af den begyndende forsker som det sværest fattelige og mest uforståelige, han nogen sinde har mødt. Hvad er det da, der gør denne analyse svær? – Ja, en analyse kan kun være svær, når den udtrykker en rigdom af indviklede detaljer. Men som læserne her selv kan se, er Jeg'ets analyse netop så detaljefattig og enkel, som en analyse overhovedet kan være af en ting, der virkelig eksisterer. Ja, den er endog så enkel, at intet som helst andet tilnærmelsesvis kan eksistere med så enkel en analyse. En hvilken som helst anden ting ikke blot eksisterer, men den udtrykker også grader af energi udtrykt i mål, vægt, volumen, farve o.s.v. og fremtræder således med et væld af foreteelser, der reagerer på nogle dertil særligt egnede sanser, som forskeren er i besiddelse af, og igennem hvilke reaktioner tingen bliver sansemæssig håndgribelig. Men da Jeg'et i sig selv er ganske blottet for sådanne foreteelser, kan det ingen reaktioner direkte afstedkomme i forskerens sanser og bliver derved i forhold til alle andre ting "uhåndgribeligt"."

 

(Fortsættes i næste Kontaktbrev.)