Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ikkesandt – man studser uvilkårligt ved synet af overskriften "USUNDE VEGETARER" al den stund, de fleste faktisk lever på den forestilling, at dette at leve vegetarisk skulle være selve sundhedens urokkelige klippefundament. Nuvel, lever man på den forestilling, er det ganske gavnligt at læse læge Knud Lundbergs friske artikel. Nu ved jeg ganske vist ikke, om det er muligt at finde 12 såkaldt "rettroende" vegetarer af den i artiklen beskrevne type i vort land, jeg har mine tvivl, men kan man, ville det ikke undre mig, om også disse 12 udviste samme sygdomssymptomer som de her nævnte. Men jeg har faktisk lidt svært ved at indse, at man på basis af en så ekstrem vegetarisk levevis, som den her beskrevne, kan hævde, at det er sværere at sammensætte en vegetarisk kost, der dækker alle behov, end det er at sammensætte en kødkost, der dækker de samme behov. Den påstand hører efter min opfattelse ind under begrebet "billige løsninger" på et problem, man ikke har villet ofre tilstrækkelig tid på at tænke til bunds.

Om end jeg selv er vegetar af absolut etiske grunde, har dette aldrig været identisk med, at jeg ikke kan lide god mad. Tværtimod! Jeg har den indstilling, at når vi endelig skal spise for at leve, kan vi lige så godt gøre vore måltider til en fest som blot til noget, "der skal overstås". Jeg ved, at det sidste synspunkt eksisterer, men jeg har altid frygtet det, da jeg nærer alvorlig mistanke om, at det alt for let fører til netop den ensidighed, der sikkert er akkurat lige så farlig for kødspiseren som for vegetaren.

Det har altid virket lidt komisk på mig, at man, fordi man foretrækker at leve på en kødfri kost, omgående skal udnævnes til fanatiker. Der ligger i udtrykket "disse, de mest fanatiske *) vegetarer – " den skjulte insinuation, at enhver vegetar faktisk er en slags fanatiker, og vil uheldet, at man skal indlægges på et af vore hospitaler, skal man være ualmindelig heldig, om man ikke bliver betragtet som "lidt til en side", om man kræver sin ret til at leve af kødfri kost fuldt respekteret. En af mine venner kom for få år tilbage til at ligge under en af vore mest kendte overlæger og måtte finde sig i at se sine papirer forsynet med betegnelsen "kostfanatiker", fordi han i al beskedenhed gjorde opmærksom på, at han ikke alene ikke spiste kød, men ikke havde gjort det i mange år. Hans tilfælde er langtfra enestående og røber blot, at vore hospitaler på dette område er langt bagefter mange af udlandets hospitaler. I øvrigt må jeg måske her med et lille smil indskyde, at et menneske, der på et indisk hospital absolut ville have kød, sandsynligvis ville løbe den risiko der, på grund af dette krav at få akkurat samme betegnelse som min danske ven her fik – så forskellig er verden!

Imidlertid rummer den vegetariske tanke så mange aspekter, at der kan være grund til at betragte den lidt nærmere. Intet menneske kan være i tvivl om det etisk berettigede i at opgive at spise kød. Om man kan lide tanken eller ej, er i sig selv ganske ligegyldigt, det jordiske menneske er i sin rent fysiske fremtræden akkurat lige så meget dyr som ethvert andet pattedyr, og det forekommer mig derfor så temmelig ligegyldigt, om man af en undersøgelse af vort tand- og tarmsystem enten vil klassificere os som rovdyr eller som græsædere. Der er dog andre systemer i vor krop, vi i den grad har underlagt vor vilje, at de for mange menneskers vedkommende i dag fungerer som perfekte tjenere for den kroppen iboende ånd. Nej, det væsentlige må her være vor indstilling til livet. Har vi en virkelig dyb respekt for dette liv, så dyb, at vort bevidste ansvarsområde forlængst er blevet udvidet til at omfatte ethvert væsen, der bevidst kan føle smerte og dermed lidelse, er det ikke tanken på tænder og tarme, der bliver det bestemmende for os, men derimod tanken på, hvorledes vi bedst kan løse de nu opståede problemer på en sådan måde, at vi i alt evner at "give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". Og her er vejledning langt mere betydningsfuld end uforstående medmenneskers mere eller mindre kvalificerede vurderinger og domme.

Der er for mig ingen tvivl om, at mange mennesker alt for hovedkuls styrter sig ud i vegetariske kosteksperimenter. Det er ikke nok, at man begejstres for en stor ny tanke og omgående ønsker at realisere den. Den slags indstillinger fører alt for let ud i netop den fanatisme, der er enhver stor ny tankes dødsfjende nr. 1. Jeg ser her ganske bort fra de sygdomstilfælde, hvor f. eks. en råkostkur måske viser sig at være netop den hjælpende hånd, man har brug for. Det, jeg tænker på, er mennesket, der på etisk basis ønsker at ændre sine ernæringsvaner. Sandt nok eksisterer der også mennesker af et rent materialistisk tilsnit, der af sundhedsmæssige grunde ønsker at leve vegetarisk. Men deres problem er et andet og den religiøst indstillede vegetar uvedkommende. Der er altid noget smukt i at opgive en vane, som man erkender er forkert. Men mange mennesker glemmer, at som det har taget tid at erhverve sig denne vane, kræver det også normalt tid at gøre sig fri af den. Kun ganske få mennesker kan gå fra den ene tilstand til den anden uden unødvendig kval. Den vegetariske tanke udgør her ingen undtagelse fra reglen. Vi er alle anbragt i et bestemt, givet livsmønster. Kun få står så ene, at de kan gøre, som de selv vil. Langt de fleste finder sig anbragt i omgivelser, hvor enhver afvigelse fra et én gang anerkendt livsmønster betyder et brud, der kan få endog meget skæbnesvangre konsekvenser. Man må her overveje, om det, man opnår ved dette brud, er konsekvenserne værd. Lad mig tage et konkret tilfælde. En mand, vi kendte, var ansat i en fiskeforretning, hvor han hver dag enten skulle flå levende rødspætter, ål eller skære i andre fisk. Et frygteligt job for et menneske, der pludselig begynder at føle med det liv, han er sat til at tilintetgøre. Denne mand kom til Martinus og bad ham om råd. Han havde familie at forsørge, og på netop det tidspunkt var det så godt som umuligt at få andet arbejde. Hvad rådede Martinus ham da til? Ganske enkelt gennem bøn at holde sig konstant koncentreret på at skifte job, så snart mulighed gaves – altså ikke bare gå fra det, der i øjeblikket gav ham brødet. Og en dag stod der en mand fra vedkommendes faglige sammenslutning og meddelte ham, at man havde udset ham til at varetage sine kollegers interesser, altså et rent kontorjob. Og dette er ikke noget exceptionelt. For den, der evner at alliere sig med tiden, vil ethvert problem løse sig selv! Det er kun den utålmodige, den der så at sige "vil være foran Forsynet", der altid er den sikre taber.

Men lad os sige, at den, der ønsker at forandre sine ernæringsvaner, har "grønt lys" for dette ønske. Vil det da være klogt at "gå hårdt og lige på", som det nu hedder? Absolut nej!!! Der findes i dag en storartet litteratur inden for dette område, som man bør studere, før man for alvor skifter ernæringsform. Beslutningen er i sig selv så betydningsfuld, at den kræver stor omtanke og stor forsigtighed i sin realisation. Ustandseligt oplever man, at mennesker opgiver på halvvejen, fordi de gav sig selv en forkert start. Vi har spist kød i så mange liv, at det absolut ikke er afgørende, om bruddet med denne ernæringsform kommer i dag eller i morgen – blot det kommer! Og her siger erfaringerne, at det menneske, der starter med én kødløs dag om ugen og så gradvis formindsker rationen, indtil det en dag opdager, at det faktisk ikke har smagt kød i "umindelige tider", står stærkere end ham, der selv syntes, han stod så fast og så alligevel opdagede, at vejen frem var besværligere, end han havde forestillet sig.

Verden over findes der i dag utallige sammenslutninger inden for den vegetariske tankes område, og ofte går bølgerne så højt disse foreninger imellem, at man synes, det ser lidt sløjt ud med den påståede tolerance. Men lad alt dette være, hvad det er, for det har, når alt kommer til alt, meget lidt med selve den universelle, vegetariske tanke at gøre. Thi denne tanke er, som alle universelle tanker i øvrigt, kun én af en guddommelig kosmisk sols utallige stråler. Plukker man en sådan stråle ud af sin kosmiske helhed, oplever man snart, at den taber sin evne til at lyse og varme. Og mennesker, der gribes af disse store tankers lys, har en besynderlig mani for straks at ville plukke dem ud af helheden og lave foreninger over dem. Til al lykke for hele menneskeheden kan disse tanker imidlertid ikke skilles ud fra den indre kraft, hvormed de er forbundet. Engang var den internationale idé ude for den samme skæbne, men i dag vokser den med enorm energi ud over dette "barnestadium" og begynder at blive den bestemmende faktor i al politisk tænkning. Og som det er gået denne tanke, vil det også en dag gå den vegetariske idé. Også den er sagte på vej ud af sit barnestadium og vil tiltage i styrke for hver ny generation, der vokser frem. Uden om al foreningsdannelse, alle forsøg på at monopolisere den, vil den vokse, for den ejer fremtiden i sig. Og som alle store tanker, har også den smerten som fødselshjælpere. For vi er, som Martinus udtrykker det: "Sårede flygtninge mellem to riger!" Vi er ikke længere dyr nok til at kunne ernære os som rovdyr, og vi er ikke mennesker nok til at kunne leve som mennesker. Vi er "midtvejs", og derfor står vi svagt over for vort eget indre krav om at leve stærkere op til vore idealer, end tilfældet er. Men vi er også evige, og det er i dette vort evige liv, at de høje tanker fuldbyrder sig selv! Intet menneske kan beskylde Martinus for ikke at have levet sit liv i overensstemmelse med den etik, han har skænket os, men alligevel er det ham, vi har at takke for ordene: "Jeg foretrækker at være sammen med en virkelig tolerant og varmhjertet kødspiser, fremfor en fanatisk vegetar!" og også det efterhånden berømte: "Tro endelig ikke, at De kan spise Dem op i himlen!" Ingen enkeltperson har i vort land fået så mange til at ændre ernæringsvaner, som Martinus har, og vel at mærke ikke for en kort periode, men for et helt liv – og gjort det uden nogen som helst form for pågående propaganda! For Martinus udgør en kommende forvandling inden for dette område en lige så selvfølgelig ting som f. eks. tilblivelsen af "Verdens forenede Stater". Disse store, rent kosmiske tanker vil sejre i det store kosmiske kredsløb, vi er undergivet, og ethvert forsøg på at forcere dem frem "før tiden" er på forhånd dømt til at mislykkes. Men dette ændrer blot ikke, at ethvert menneske før eller senere kommer til at tage stilling til dem, drevet dertil af det, vi under ét kalder "skæbne". Allerede i dag tvinger mange sygdomme lægerne til at kræve af deres patienter, at de må tage større hensyn til det, de spiser, altså vælge en mindre drastisk føde, og utallige børn fødes, som allerede i starten af deres liv vægrer sig ved at spise kød, så intet menneske behøver at frygte for, at den vegetariske tanke blot er en "grille", er noget, man som en læge udtrykte det: "Vokser fra!" Nej, det gør man ikke. Men vil man for alvor støtte denne tanke, skal man gøre det på basis af en af intelligens harmoniseret følelse og ikke blot på basis af en voldsom eksplosiv følelse eller en i sig selv hjernekold intelligens. Og dette kan vistnok kun gøres af det menneske, for hvem denne tankes inderste bærende motiv er af etisk natur. Man kan naturligvis i denne forbindelse bruge ordet "halvreligiøs", men jeg synes ikke om det. For mig er det en klar religiøs sag, eftersom jeg ved religion forstår en livsindstilling baseret på et ansvarsforhold til livet, der helt og fuldt inkorporerer ethvert levende væsen, der bevidst kan opleve og fornemme smerte. Det kan plantevæsenerne ikke. De kan ane forskel på behag og ubehag, men længere går deres sanseevne ikke. Og rigtigt anvendt rummer planteriget alt, hvad vor organisme skal bruge. Var dette ikke tilfældet, var samtlige hinduer og buddhister omkommet for længe siden!

P.S.

Selv om jeg ikke almindeligvis anbefaler vore bøger i forbindelse med mine breve til Dem, var det måske alligevel en idé for Dem at læse Martinus: "DEN IDEELLE FØDE". Men husk, det er ingen kogebog!
 

*) Ordet "fantastiske" i artiklen må være en trykfejl. Der skal uden tvivl stå: "fanatiske". [Fodnote i kontaktbrevet, red.]