Kontaktbrev 1962/23 side 6
Mogens Møller:
KVINDEN VOR MEDHJÆLP II
Mandens og kvindens væsen
Til trods for denne geniale menneskelige indsats for princippet "dømmer ikke", har fordømmelse og "kasten med sten" været metoder, der i ikke ringe grad har været brugt i senere tider "i Jesu navn" af "kristelige" mænd og kvinder i vestens civiliserede lande. Det vil tusinder af ugifte mødre kunne bevidne. Og her må man vist sige, at de af deres eget køn, som "havde deres på det tørre", ofte har været lige så grumme forfølgere som mændene. Men de samfundslove, der i gammeltestamentlig ånd i lange tider gjorde ugifte mødre og "uægte" børn til en slags pariaer ved foden af samfundets rangstige, er skabt af mænd, hårde, kolde "retfærdige" mænd, for hvem ordet kærlighed var en glose og ikke et levende ord.
Vort samfund er skabt af dommere og krigere på det gamle testamentes grundvold. I dette patriarkalske samfund har kvinden været henvist til at gøre sin indsats for kulturen bag kulisserne. Og det har hun også gjort! Meget af det, der i verdenshistorien er omtalt som mænds bedrifter og bestemmelser, er måske først udtænkt af kvinder, der forstod at give mændene ideer på en måde, så disse troede, de selv havde fundet på dem. Verdenshistorien er skrevet af mænd, hovedsagelig om mænd og for mænd. Men i en god bog står noget af det bedste mellem linjerne, og i historiens bog er dette usynlige, der skaber atmosfære, for en stor del skabt af kvinder.
Karen Blixen siger i sin "Båltale med 14 års forsinkelse":
"...Manden skaber værket af, men udenfor, sig selv, og mange gange, når det er færdigt, forlader (han) det og skyder det ud af sin bevidsthed for at begynde et nyt. Kvindens virke er at udvide sit eget væsen. Det kan brede sig meget vidt, som et stort træs krone, men det har stadig sin rod i hendes eget jeg. En mand, der ingen bedrift udfører og intet værk fuldbringer, regnes ikke højt. Men jeg har kendt mange kvinder – måske især mellem den generation, der gik forud for min egen – der intet som helst værk havde at fremvise, men som havde siddet inde med en vældig magt, udøvet afgørende indflydelse og præget alle forhold omkring sig. Jeg kan tænke på min gamle barnepige, som man i virkeligheden ikke kunne tillægge nogen som helst dygtighed, men hvis personlighed gennemtrængte vort hus og vor familie med en stille, uimodståelig magnetisk kraft, hvorunder så at sige det hele forvandledes. Jeg tror, at historiens store kvinder, dronninger og helgeninder, har været i besiddelse af den samme magnetisme. Ikke hverken Maria Theresia eller Elisabeth og Victoria af England kan vel siges at have udført nogen bedrift, måske knap engang at have fremsat en stor, selvstændig idé, men gennem denne kraft udvidede de deres væsen, indtil det omfattede et kongerige og et imperium – og en tidsalder, der bærer deres navn."
Et andet sted i "Båltalen" bruger forfatterinden børns virksomhed som illustration til maskulin og feminin livsudfoldelse:
"En lille dreng kan være ivrig for at klistre en bondegård af karton sammen, og derunder klistre sig selv og hele stuen til, men det er facit, som interesserer ham. En beskæftigelse, der ikke fører til noget facit, ligger ham meget fjernt. En lille pige klæder sin dukke af og på igen, der er intet synligt resultat af virksomheden, men under den har hun levet og levet intenst."
Manden skaber en verden uden for sig selv, og kvinden giver sig selv, sit væsen og sit legeme. Det må blive konklusionen af Karen Blixens "Båltale", og hun har sikkert ret. Det gælder jo helt til mands og kvindes intime fysiske forhold. Mandens sæd, hans kraft, skilles ud fra ham, og i kvindens legeme, omgivet af kvindens væsen vokser livsunderet frem, og selv med navlestrengen klippet over er barnet i lang tid intimt forbundet med sin moders legeme og endnu længere med hendes kærlighed og omsorg.
Mellem to verdensepoker
Retsvæsenet, militæret, den tekniske og videnskabelige udvikling, politik, handel og industri o.s.v., alt dette har igennem årtusinder været mandens værk. Og det samfund, vi endnu har, er et mandssamfund, hvori kvinden (i alt fald officielt) er undergivet mandens styre. Men det er jo netop dette samfund, der nu ryster i sin grundvold. Mandsdiktaturet er ved at gå under, og må gå under. Det gamle testamentes tid er ved at være forbi, og en ny epoke er ved at fødes, et samfund, hvor mand og kvinde side om side skal udfolde deres menneskelige egenskaber til gavn for helheden. Det drejer sig om de kvinder og mænd (og dem vil der stadig blive flere af), som føler og tænker som mennesker og ikke blot som kønsvæsener. Mænd, som i kvinden ser, ikke en nydelsesgenstand eller en underlegen "medhjælp", der kan bruges til forskelligt arbejde, men et medmenneske; og kvinder, som ikke blot bekymrer sig om "deres egne" og lever i en lille verden som hønen i et bur, men hvis omsorg og kærlighed med vågen intelligens er koncentreret også om helhedens vel. Den virkelige kristendom er ensbetydende med kvindens frigørelse, ikke som en speciel "kvindesag", men som en menneskesag, der også vil være en frigørelse for mandens vedkommende. Til denne frigørelse kan ingen religion, politik eller fysisk videnskab alene hjælpe, da de ikke rummer nogen viden om menneskets virkelige identitet som et væsen i Guddommens billede og dermed en viden om de universelle loves virke i menneskets sjæl og legeme. Den hjælp, der her er brug for, vil komme fra de kosmiske analyser, der forklarer den psykiske og fysiske forvandling, vi er underkastet på vandringen fra dyr til guddommeligt menneske.
Polprincippet
I vor tid tager kun de færreste den gamle myte om "Evas skabelse" bogstaveligt. Udviklingslæren har afløst troen på, at menneskene blev skabt "færdige" af en gammel Vorherre i skyerne. Der findes slet ikke mere noget grundlag for at se på kvinden som et anden rangs væsen "skabt for mandens skyld". Men er der da slet ingen sandhed i den gamle myte? Skabelsesmytens sandhed er som alle andre myter af symbolsk art, og åndsvidenskaben kan påvise overensstemmelsen mellem den gamle myte og den moderne fysiske videnskabs udviklingslære. Martinus gennemanalyserer hele "skabelsen" fra mineral til menneske med "Evas skabelse" i overgangsformerne fra plante- til dyrerige, hvor de enkønnede organismer begynder.
Alt dette er fortid, men vi er stadig midt i skabelsen. I vor tids Adam og Eva er spiren gemt til en livsform, hvis seksuelle udfoldelse vil være baseret på et bevidst herredømme over materien og en alt omfattende næstekærlighed. Det er fremtid; men i nutiden med dens ulykkelige ægteskaber, dens seksuelle afsporinger og perversiteter, den større seksuelle frihed, der kan skabe ulykker, hvor den ikke er baseret på viden om den seksuelle struktur, trænger vi til at forstå denne nutids forbindelse med fortid og fremtid. Martinus analyser af "det seksuelle mysterium", om menneskets inderste væsen og kraft, vil med tiden kunne skabe den forståelse af forholdene, som kan føre til harmoni og højere livsudfoldelse.
I adskillige inkarnationer skal mændene endnu være mænd, og kvinderne være kvinder, men i kraft af den voksende modsatte pol i deres bevidsthed og organisme skal de blive mere og mere menneskelige mænd og kvinder. Og engang skal de ord gå i opfyldelse, hvormed Kristus besvarede Salomes spørgsmål om, når hans rige ville komme:
"Når to vil være ét, og det ydre bliver som det indre, og det mandlige i forening med det kvindelige hverken er mandligt eller kvindeligt".
Disse ord har ingen kunnet forstå, og det er naturligt, at de derfor er gledet ud af evangeliet og betragtes som "apokryfiske". Men ordene findes dog endnu og viser, at også på dette punkt har den store nazaræer kendt menneskets fremtid.
I vore dage har vi seksualoplysning i skolerne, vi har ægteskabsskoler, vi har i det hele taget et langt friere og lykkeligere syn på forholdet mellem kønnene end tidligere generationer. Men frihed kræver ansvar og forståelse, ellers er den kun illusorisk. De unge bliver tidligere modne, da de i stadig hurtigere tempo repeterer deres tidligere inkarnationer. Derfor vil det være af største betydning, at de kosmiske analyser af "polprincippet" og "den højeste ild" med tiden kan blive et led i den undervisning, der på forskellige alderstrin forbereder de unge på det, de skal møde i livet, og fortæller om, hvad det er, der foregår i dem selv.
Adam og Eva hans "medhjælp" vandrer mod lysere tilværelsesformer end de nuværende, mennesket i dem rører på sig og længes i virkeligheden efter at erfare, at de i deres inderste væsen og kraft er Guddommens medarbejdere. Livskunstneren i manden og i kvinden udfolder sig efterhånden som den modsatte pol udvikles i harmoni med den ordinære pol. Da er begge guddommelig "medhjælp", gennem hvis bevidsthed den højeste ild vil forvandle denne verden fra et krigens "helvede" til et "himmerige" af ånd, kunst og kærlighed.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige