Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Dag for dag øges nu strømmen af kærlige hilsener til os fra snart sagt hele jordens kreds. Det føles ofte meget mærkeligt at stå med disse breve fra os aldeles ukendte mennesker i hånden og inderst inde vide, at det brev, man netop har læst, er sendt en af et menneske, man måske aldrig skal møde, men som alligevel har følt, at det måtte sige tak for, hvad Martinus tanker har skænket det af fred og dybere livsforståelse.

Julen i Martinus umiddelbare nærhed har altid været en stor fest, fordi denne lysets begivenhed i årets mørkeste tid her altid fornemmes dobbelt lys gennem den år for år voksende mængde af kærlige breve fra mennesker nær og fjern, breve der fortæller om sagens liv og vækst både her i Skandinavien og på langt fjernere pladser. Så sandt, som at hvert menneskeliv er et eventyr for sig, mørkt eller lyst, men dog et eventyr, må det vel siges, at Martinus liv ikke alene er og må være et eventyr for ham selv, men også for alle os, der i større eller mindre grad har forgyldt vort eget livs eventyr med strålerne fra alt det, der blev ham til del.

Det er i denne måned 30 år siden, jeg for første gang realiserede min drøm om at "gå ud i verden" og fortælle menneskene om Martinus eksistens. Målt med evighedens alen er disse svundne 30 år vel kun for et endog meget lille kosmisk sekund at regne, men målt med en menneskelig alen er det dog så langt et stykke tid, at det vel kan have sin værdi at standse op et øjeblik for at se tilbage på denne række af år, der allerede nu er "evig fortid".

Det første bind af Martinus hovedværk "Livets Bog" var netop udkommet, upåagtet af den presse, som ellers nok skal vide at referere, hvad døgnet bringer. Jeg mindes i denne anledning en lille begivenhed, som allerede dengang lod mig forstå lidt af de vanskeligheder, livet ville lade os blive til del. Jeg bragte selv de respektive anmeldereksemplarer til vore store dagblades redaktioner og bad i hvert enkelt tilfælde høfligt om at få bladets redaktionssekretær i tale for selv at give ham bogen. På et af de største blades redaktioner blev jeg anmodet om at tage plads og vente "et øjeblik", som efterhånden nærmede sig de berømte "to timer". Men endelig kom redaktionssekretæren, tog bogen, kiggede et øjeblik på den og smed den så hen ad bordet med ordene: "Og for den (med tryk på den!) ulejliger De mig!" hvorefter han uden at værdige mig et blik vendte sig og knaldede døren i lige for næsen af mig. I dag kan jeg smile ad denne oplevelse. Det kunne jeg faktisk ikke den gang.

Vi skrev 1932, og hen på efteråret fik jeg en opfordring til at danne en studiekreds over indholdet i Livets Bog's første bind. Jeg følte, at jeg måtte følge denne opfordring, og den 7. december samme år mødtes jeg da med 16 interesserede mennesker i den daværende "Kvindelig Læseforening"s læsestue. Det var en meget nervøs og usikker ung mand, der her gik i gang med en opgave, hvis konsekvenser han var uden mindste mulighed for at kunne overskue. Og havde man dengang fortalt ham, hvad det, han nu gjorde, ville føre til, ville han ganske simpelt ikke have troet det.

Trods stor usikkerhed og trods al manglende erfaring gav det påbegyndte arbejde sig til at vokse på en måde, hverken Martinus eller jeg selv var forberedt på. Det ene hold blev til flere, og inden vinteren var gået, havde mit liv helt ændret karakter. I stedet for at være hjemme og hjælpe Martinus var jeg nu næsten uafbrudt på rejse mellem landets store byer, hvor nye studiekredse blev dannet samtidigt med, at studiekredsarbejdet i København udvidede sig. Det var en fantastisk tid. Allerede det følgende forår var vi så mange, at vi måtte have vort eget lille tidsskrift, der kunne forbinde os, og april 1933 lå da det første eksemplar af KOSMOS på bordet.

Uden at ville trætte nogen med en opremsning af alt det, de følgende år bragte, og som i dag er kendt af de fleste, der har berøring med vort arbejde, vil jeg dog gerne fortælle lidt om de tanker, der fyldte både Martinus og mit sind, den gang ønsket om skabelsen af en stor ferieby begyndte at tage fast form. For aldrig har drømmen om helt at give vore liv til menneskene brændt stærkere i os end den gang, vi forstod, at om denne tanke blev realiseret for alvor, ville vi få mulighed for at bruge hele året i den sags tjeneste, der allerede da helt fyldte vore liv.

Et stod os nemlig allerede ganske klart, og det var, at skulle vort arbejde få fodfæste og vinde udbredelse, måtte vi selv gøre arbejdet. Offentlighedens fornemste repræsentant, pressen, har bortset fra forskellige yderst beskedne tilløb i det hele forholdt sig særdeles passiv over for Martinus arbejde, hvad årsagen hertil så end kan være. Troen på, at Martinus tanker med begejstring ville blive budt velkommen af en større offentlighed, var således én af de mange illusioner, der hastigt blev støv og aske. Livet var forlængst blevet hverdag, men absolut ikke "grå hverdag", tværtimod. Thi hvad vi udadtil end måtte savne, eksisterede i os til en sådan overflod, at man næppe den gang kunne have fundet to mere optimistiske mennesker end os. Men dette havde nu også sin baggrund i den gruppe af strålende venner, der samlede sig om os, og som alle var besjælet af den samme lyse optimisme, den samme indre, brændende overbevisning om, at enhver hindring ville blive fjernet, enhver modstand overvundet, og at "sagen", som vi allerede da kaldte vort arbejde, simpelthen af livet selv var dømt til at skulle lykkes.

Med skabelsen af Kosmos Ferieby var vort arbejde inde i de baner, det har fulgt lige siden. Den næste store begivenhed – jeg taler her stadigvæk om sagens rent ydre side – var den dag, vi erobrede Mariendalsvej 94-96, sagens nuværende centrum. For også denne begivenhed har sin egen historie, som kun er kendt af meget få mennesker. Huset ejedes af en af Martinus meget trofaste venner, som foruden sin interesse i hans tanker også var meget ivrig spiritist ug ledende kraft inden for den menighed, der havde til huse i vor nuværende ejendom. Da vort arbejdes vækst her i København allerede havde tvunget os til ikke mindre end tre ret komplicerede flytninger, var vi nu nået dertil, at tanken om eget hus her i byen havde begyndt at tage fast form. Og her var det, at denne ven flere gange havde givet udtryk for, at Martinus burde have hans hus, der var som skabt for formålet. Men det hele var havnet i et "up and down" problem. Somme tider ville han gerne overlade Martinus huset, og til andre tider lå det hele temmeligt tungt, så tungt, at vi faktisk var begyndt at se os om efter et andet hus.

Umiddelbart efter julen 1941 følte jeg, at jeg simpelthen måtte gøre noget. Og straks i det nye år skrev jeg på egen hånd et brev til Martinus ven og bad ham om en personlig samtale vedrørende huset. Til min store glæde modtog jeg få dage senere et imødekommende svar, og aldrig har mit hjerte siddet højere oppe i halsen end den aften, jeg indfandt mig i hans hjem for – stadigvæk på egen hånd – at finde ud af, hvordan det opståede problem kunne løses. Og skæbnen var mig god. Martinus ven var et strålende menneske, men temmelig vankelmodig. Det var hans husbestyrerinde derimod ikke. Hun skar tværs igennem de mange "om'er" og "men'er" og erklærede kategorisk: "Gerner Larsson har ret, giv nu Martinus det hus!" Det var, som om hendes ord et øjeblik stod helt stille i rummet. Min vært så ganske målløs ud. Da han endelig fik mælet, sagde han: "Godt, jeg skal vise Dem, at jeg er en lige så god ven af Martinus, som De er!" Hvorefter han rejste sig og et øjeblik efter kom tilbage med et hav af papirer, som han placerede lige foran mig med ordene: "Værsgo, her har De huset!" Da jeg forsigtigt spurgte ham om, hvor meget det skulle koste, og hvor meget han skulle have i udbetaling, var han pludselig et ganske andet menneske, end da jeg kom. Han nævnte summen og udbetalingens størrelse. Og da jeg tøvende gav udtryk for, at jeg nok måtte låne disse penge "et eller andet sted", trak han sit checkhæfte op, skrev summen og gav mig den, hvorefter jeg kvitterede og gav ham den tilbage!

Det var med sjælen fyldt af de mærkeligste følelser, jeg tog tilbage til mit lille hjem og ringede efter Martinus samt vore allernærmeste venner og bad dem komme med det samme, fordi jeg havde "en lille overraskelse til dem". Jeg kan endnu se Martinus ansigt, da jeg lagde pakken med papirerne foran ham og sagde: "Værsgo, her har du dit hus!" – det var en dejlig aften!!!

Og sådan har vort liv på en måde været eventyr på eventyr! Mange mennesker oplever begrebet venskab, men kun få får lov til at opleve det, som jeg i mit forhold til Martinus har fået lov til at opleve det. At være to mennesker – og endda to yderst forskellige mennesker – og så alligevel i forhold til den opgave, den mission livet gav os begge, altid at føle og fornemme, at man i virkeligheden kun er ét menneske, hører til det livseventyr, man ønsker enhver, man holder af! Storme har der været, også storme som rystede sjælen, men ét har jeg aldrig oplevet, og det er at se Martinus ude af ligevægt eller i tvivl om, at hvad vi besluttede var både ret og pligt for os.

30 år er en lang tid, og dog ikke længere end man synes, man kan rumme dens begivenheder i sin hule hånd. En strøm af mennesker har passeret gennem vore liv, de fleste for at blive, enkelte for igen at gå, fordi de simpelthen ikke hørte til her. Og mange er døde. Og her synes jeg, jeg har oplevet noget af det smukkeste, min tilknytning til Martinus arbejde har bragt mig. For den død, der engang stod for mig som det mest definitive, vi møder på vor vej, har helt ændret karakter. Ikke den, men jeg selv, skabte de høje mure mellem os, der skræmte sjælen. I dag føler jeg disse mure borte, og vore mange såkaldt "døde" venner så levende, som var de stadig iblandt os – hvad jeg faktisk også føler de er! År efter år har jeg holdt utalte hundreder af foredrag om vort evige liv med det resultat, at det evige bagom det timelige i dag fornemmes om muligt endnu mere virkeligt end det timelige selv. Livet har lært mig, at man lige så let kan leve sammen med de af ens venner, der måtte gå forud, som man kan leve sammen med dem, man stadigt er omgivet af. Og dette har jeg følt så smukt, så levende og så inspirerende, at jeg i denne forbindelse kun har én virkelig sorg, og det er sorgen over, så svært det er at lære andre denne kunst.

– – – – – – – – – –

Og nu står vi så igen ved en af sagens store korsveje. Såfremt myndighederne giver os tilladelse dertil – og vi venter den hver dag – går vi i gang med at ændre huset her, således at den store sal, foruden at rumme et virkeligt undervisningslokale beregnet på mindre grupper, der her vil kunne få en virkelig eksakt undervisning i Martinus kosmologi, kommer til at rumme flere mindre lokaler, som vi i øjeblikket hårdt savner. Vore kontaktbreve udkommer jo nu både på svensk, tysk og engelsk foruden den danske udgave, og det medfører både et stadigt voksende arbejde og et øget krav om plads. Desuden vokser vor forlagsvirksomhed stærkt i disse år, så en ændring af husets struktur er simpelthen nødvendig. Dertil kommer, at Martinus selv føler, han har nået en alder, hvor han gerne vil være uafhængig af sin foredragsvirksomhed til fordel for sit arbejde på sin store symbolbog, hvis første storhefte vil foreligge i 1963. Martinus ønsker at holde sine foredrag i Kosmos Ferieby i højsæsonen og derudover foretage foredragsrejser, når tid og lejlighed byder sig. For mit eget vedkommende vil jeg i månederne januar, februar og marts holde seks foredrag over Martinus verdensbillede i Studenterforeningen. Disse foredrag vil blive holdt søndag formiddag klokken 10, første gang den 13. januar, men nærmere meddelelse herom vil fremkomme forinden. Vor øvrige foredragsvirksomhed her i byen vil være suspenderet indtil den påtænkte ombygning er fuldbyrdet. Martinus juleforedrag bliver således formentlig det sidste store foredrag i denne bygning. En epoke er dermed afsluttet, men kun for at give plads for en ny, i hvilken vort arbejdes internationale udbredelse vil komme til at spille hovedrollen. Lykkelige og meget arbejdsrige år ligger bag os, år i hvilke sagens nødvendige fundament blev skabt. At tiden fremover ikke vil blive mindre lykkelig, ved vi. For vort arbejde er som et træ i levende vækst, "et træ, hvis krone", som min kære indiske ven Techu Advani skrev til os umiddelbart før sin død, "engang vil dække hele jorden og give skygge og læ til hver eneste søgende sjæl!"
 

Med de kærligste ønsker om en lys og god jul og et lyst og godt nytår både for Dem selv og Deres kære fra Martinus og samtlige medarbejdere og med en personlig tak fra mig selv for de mange kærlige og opmuntrende breve, jeg i det nu svundne år har modtaget fra Dem, er jeg