Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der stod to kufferter og snakkede sammen i en entré i København, den ene var stor, den anden noget mindre. Den mindste af dem indeholdt til gengæld noget meget vigtigt, et lysbilledapparat! De var begge lige nødvendige for "ham", sådan kaldte de deres herre, eller rettere sagt deres arbejdsgiver, for det var moderne kufferter. De var altid gode venner, og de hjalp hinanden og "ham" at holde balance når han var på farten med en kuffert i hver hånd.

Nu var det søndag, og derfor kunne de stå og hygge sig i fred og ro og få en passiar, og da de kom vidt omkring på rejse med deres arbejdsgiver, havde de meget at snakke om, når de sidst på ugen var hjemme i deres egen "stald", som de kaldte det. De kom både til Fyn og Jylland på rejse, ja, endda helt til Sverige, så de havde også lært at tale skandinavisk.

"Kanske det år Göteborg vi skola besöke denna gång", sagde lysbilledkufferten. Den var fin i mælet, den havde kultur i sig, for et lysbilledapparat hører med til kulturen. "Ja, det er det nok", kom det med dyb stemme fra den store kuffert, "det er længe siden, vi har været der, og det er en dejlig by". "Ja, jeg synes nu bedre om Stockholm", sagde lysbilledkufferten, for selv om de var gode venner, havde de ikke altid samme mening, men det gav dem jo blot mere at snakke om.

Den store kuffert hørte ikke rigtigt efter, den fortsatte i sin egen tankegang: "Så skal jeg have både bøger og tøj i mit indre og lysbillederne, som skal bruges i dit apparat". Og den så venligt på sin mindre ven, der svarede: "Ja, samarbejde er godt, det er nødvendigt i en tid som vor, det holder "han" og jeg tit foredrag om, og det er godt for os, at du kan have mange lysbilleder i dig, for vi bruger en masse!"

Den mindre kuffert var stolt af, at den altid var med til foredrag og fortalte den store kuffert derom næsten som om det var den selv, der havde holdt dem. Men den store kuffert var så til gengæld altid med på værelset, hvor "han" sov, enten det nu var privat eller på hotel, og da kunne det hænde, at lysbilledkufferten måtte stå alene en nat i en garderobe eller en mørk entré. Så fortalte den store kuffert bagefter om alle de forskellige slags værelser og senge "han" sov i, og det var mange!

De kom en gang om måneden til Odense, og i dette efterår havde de også været i Middelfart, endda i weekend'en, og i Jylland kom de til Kolding og Esbjerg og Århus og Herning, ja, helt til Skive og så langt mod nord som til Ålborg. Og i Sverige kom de til Göteborg, Jönköping, Stockholm og Malmö og somme tider også andre svenske byer, og ved midsommer havde de været i Varnhem. Jo, de havde skam meget at snakke om, når de stod sammen i den mørke entré. "Kan du huske det, og kan du huske det", sådan lød det, og så var det jo også spændende at snakke om, hvad der var sket, hvor kun den ene af dem havde været med, f.eks. rejserne på Sjælland til Helsingør og Næstved, hvor kun lysbilledkufferten var med, fordi "han" kunne nå hjem samme aften. Der var foredragene på "teknikum" i Århus og i "psykisk oplysning", lysbilledkufferten var henrykt over alt det, den kunne fortælle sin store ven, der ventede tålmodigt – sådan så det ud – men i virkeligheden var den ved at revne af nysgerrighed.

Da det var blevet mandag, blev de forbavsede, for "han" kom ikke og puttede bøger og tøj og lysbilleder i den store kuffert, og det blev tirsdag morgen, og han kom stadigvæk ikke. "Han er vel ikke blevet syg lige som i foråret, da vi måtte stå her og kukkelure en hel måned", sagde den lille kuffert bekymret. Men det var han ikke, for i det samme kom han og tog sit overtøj på og gik – uden kufferterne! Og hans kone vinkede til ham og råbte: "Husk du skal have lavet dit julekort!"

Så vidste kufferterne, hvorfor de ikke var taget med. "Han" skulle bare et ærinde i byen, de havde juleferie og kunne rigtigt slappe af og få tid til at knirke i fred og ro og snakke om alle de år, de nu havde rejst sammen og oplevet en masse sammen med "ham" hos så mange flinke og rare mennesker i Danmark og Sverige. De kunne ikke lide at stå der i mørket, når de egentlig SKULLE have været ud på arbejde, sådan som det var sket i foråret. Men nu var det ferie, det var noget andet, så skulle de rigtig nyde at have fred og ro. "Men bare "han" nu kunne få en idé til sit julekort, det er på høje tid", sagde den store kuffert, og nu var det den, der lød lidt bekymret. "Vi må tænke på ham, det kan måske hjælpe". "Ja, samarbejde er nødvendigt", svarede den lille, "lad os tænke på ham". Og så tænkte de begge på ham og ønskede, at han måtte få en idé til sit julekort.

Nogen tid efter at "han" var kommet hjem igen, skulle han atter i byen, og medens han stod og tog sin frakke på, faldt der et stykke papir ud af hans lomme. Han så det ikke og gik, men papiret faldt sådan, at den lille kuffert kunne læse noget af det, der stod på det.

"Det er noget om os", sagde den, "men jeg kan desværre ikke se det hele". "Så læs slutningen højt", sagde den store, og den knirkede med stemmen, for den var ved at revne af nysgerrighed, Og den lille kuffert læste højt:

"Mine to kufferter og jeg sender herved sammen med min familie de bedste ønsker om en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Og både den store kuffert, lysbilledkufferten og jeg siger hjertelig tak for al den venlighed og gæstfrihed, den hjælpsomhed og imødekommenhed, vi har mødt på vore rejser rundt om i Sverige og Danmark i 1962!"

"Det er, hvad vi længe har ønsket at sige", sagde den store kuffert. "Men hvordan lyder mon begyndelsen?" "Det ved jeg ikke", svarede lysbilledkufferten, "for det står på den anden side af papiret, der vender nedad".

I det samme kom "han" tilbage. "Nå, DER ligger det", sagde han og tog papiret op, "det var da godt, jeg fandt det!" Og så gik han op for at skrive det rent.

"Vi får nok aldrig at vide, hvad der stod på den anden side", sagde den lille kuffert skuffet, men det VAR noget om os!" "Pyt med det", sagde den store, "vi fik læst det vigtigste!" Og deri havde den fuldstændig ret.

Der var dog én ting, de to kufferter ikke havde tænkt på, og deri var de undskyldt, for det var en hilsen til "hans" gode venner i København, som de ikke kendte, og den hilsen vedføjer "han" for egen regning og risiko!