Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem i hænde, er vi alle inde i et nyt år – et år, om hvilket vi intet ved, men om hvilket vi håber og ønsker, at det må give os flere lyse end mørke timer, mere glæde end smerte! Man ønsker dette for hinanden, men man ønsker det også for sig selv, fordi der nu en gang ligger et dybt behov for lys og glæde i enhver af os. Som voksent menneske ved man jo, at vanskelighederne, bekymringerne for ikke at sige sorgerne er man nogenlunde sikker på, men glæderne –.

Medens disse linjer skrives, har klokkerne endnu ikke ringet det nye år ind. Det er stadigt det gamle år, men det er den uge, hvor julen nys er overstået, og hvor tankerne både går tilbage og frem. Det har været en meget festlig jul her i huset. Ikke med ydre larm og alt det, så mange forstår ved en festlig jul, men derimod med en dyb og varmende glæde over den flod af lys, de mange julebreve fra nær og fjern bragte ind over os alle. Hvor ville man gerne bringe hvert enkelt menneske, der har skrevet til os, en personlig tak, men det er allerede år siden, dette umuliggjorde sig selv. Jeg husker, jeg en gang beklagede dette over for Martinus ud fra den tanke, at kunne et menneske gøre sig al den ulejlighed, det er at sætte sig hen og skrive et kærligt brev til en, burde det mindste, man selv kunne gøre, være at sende vedkommende et beskedent svar. Martinus stod et øjeblik og så på den vældige bunke breve, der lå foran ham, og svarede da stilfærdigt: "Vil vort bedste svar ikke være, at vi fortsætter vor kamp for lysets sejr over mørket i verden – og tror du, man venter mere af os?" – jeg forstod ham! Vort svar på den kærlighed, der strømmer os i møde, kan kun være det, at vi aldrig giver op i vor stræben efter at sprede lys, lys og atter lys! Men når dette er skrevet, så lad mig alligevel tilføje, at det er tanken om al den trofasthed, al den tillid og alle de kærlige ønsker, disse utallige smukke breve indeholder, der året igennem – og vel især i de stunder, hvor modgang presser på – nærer både inspirationens og pligtens flamme og hindrer mismodet i at få den magt over sjælen, det ellers alt for let kunne få.

Året, der gik! Ja, selv et beskedent tilbageblik over dette år vil vise, at det har været ét af sagens rigeste år. Opgaver, der allerede længe havde presset på, fik her en løsning, der vil række mange år fremover. Jeg tænker her især på den store nye foredragssal i Kosmos Ferieby og ombygningen af den gamle foredragssal til 14 praktiske værelser. Endnu en gang stod man her over for at måtte appellere til sagens trofaste venner om at "give en hånd med"! Det vil altid være en yderst beskeden kreds af sagens interesserede, der har mulighed for helt at forstå og vurdere den rent fysiske indsats, der her er tale om. Men vi, som oplevede denne indsats, oplevede denne urokkelige vilje til at nå de angivne mål, vil aldrig kunne glemme disse måneders slid, ej heller den offervilje, der her satte sig et så varigt minde! Der vil altid i en stor bevægelse være to modgående strømninger, hvoraf den ene erklærer sig tilfreds med det bestående og intet ønsker ændret, medens den anden i levende kontakt med fremtiden klart ser, at intet af det, der er nået, kan være andet end midlertidigt. Dette er livets egne vilkår, og dette må enhver, der af livet er sat til at bære et ansvar, have for øje. Omskabelsen af feriebyens ydre struktur er allerede historie, og ingen, der sammen med os kommer til at opleve dens kommende sæson, vil nære mindste gran af tvivl i sit hjerte om, at de trufne og realiserede beslutninger er i den dybeste og mest positive samklang med feriebyens lysende fremtid.

Og nøjagtig det samme vil blive tilfældet med den ombygning af sagens centrum, der takket være boligministeriets tilladelse allerede nu er i gang. Også her stod vi over for en beslutning, der rent følelsesmæssigt kan smerte en og anden, men som meget hurtigt vil vise sig at blive til vort arbejdes absolutte gavn. For vi er inde i en vækstperiode af anselige dimensioner, en vækstperiode, hvor resultatet af vore mange års kamp, vor stadigt voksende litteratur, kræver en omformning af sagens struktur med større hovedvægt på vor forlagsvirksomhed. Man må jo her aldrig glemme, at hver gang en bog forlader dette hus, er det en "lærer", der går ud i verden! Nye tekniske hjælpemidler i form af lyd- og billedbånd er undervejs. Endnu er disse midler ikke så fuldkomne, som vi kunne ønske, men de er på vej og vil en dag være til vor rådighed i en udstrækning, kun få i dag er helt klar over.

Men hvor megen teknik vi end vil kunne anvende, vil denne teknik aldrig kunne overflødiggøre det levende ord. Vi vil stadigt have brug for en skole, og her er det, at vi finder den nuværende ombygning ideel, idet vi, når den er fuldbyrdet, disponerer over et lokale, hvor en gennemført undervisning i Martinus kosmologi kan finde sted for mindre hold – den eneste undervisningsform af fuldlødig værdi. Vi har i dag strålende unge lærerkræfter, som her kan yde en indsats af største betydning samtidigt med, at de selv kan modnes til endnu større ansvar i sagens kommende fremtid! At huset så foruden dette lokale i langt højere grad, end tilfældet er i øjeblikket, kan træde i vort forlags tjeneste, gør kun denne ombygning endnu mere nødvendig.

Havde vi sigtet imod en for os selv betrygget økonomisk sikret tilværelse, kunne vi roligt standse nu! Men ingen i dette hus har nogen sinde sigtet så lavt!!! For os er Martinus kosmologi fundamentet for en bevægelse af verdensomspændende natur, og den, der virkelig har "øjne at se med", vil allerede i dag med lethed kunne se konturerne af sagens kommende fremtid som verdensomfattende. Men som alt virkeligt stort fødes tyst, ja, fødes i mørke, således vokser alt virkeligt stort også uendeligt langsomt – men det vokser hele tiden! Under mit sidste ophold i Indien stod det mig ganske klart, at alle de ting her hjemme, der nu går deres foreløbig endelige løsning i møde, måtte bringes i orden først, før arbejdet på "udlandsfronten" for alvor kunne komme i gang. Verden af i dag – og jeg tænker her på hele verden – har et umådeligt behov for en åndelig nyorientering. Den ny kosmiske verdensimpuls har ligesom "gennembrændt" alt eksisterende religiøst erfaringsmateriale og efterladt hundred tusinder af mennesker i et åndeligt vacuum, de inderligt ønsker at komme ud af. Dette forhold er grelt i dag, men er alligevel for intet at regne imod, hvad det vil blive inden for et overskueligt tidsrum. I dag forsøges der overalt et religiøst "overlapperi", der på forhånd er dømt til at mislykkes. At den gamle verdensimpuls repræsentanter på alle tænkelige måder forsøger at "modernisere" deres synspunkter og prøver på at "tilpasse" dem de nuværende forhold, er naturligvis forståeligt, men det ændrer blot ikke de dybereliggende årsager, der vel bedst udtrykkes gennem intelligensenergiens næsten eksplosionsagtige udvikling i vort århundrede og denne væksts voldsomme indflydelse på den tidligere såkaldte "blinde trosevne".

Nej, "troens århundreder" er uigenkaldeligt forbi, men dette er ikke ensbetydende med, at den sande videns århundreder for alvor er født. Vi er stadigvæk "midt imellem", blot med den forskel, at det krav om viden, som først meldte sig inden for de rent fysiske områder, nu for alvor begynder at melde sig inden for de åndelige områder også. Og selv om mine ord kan udfordre intolerancen, viger jeg alligevel ikke tilbage for at skrive, at intet verdensbillede af i dag tilnærmelsesvis rummer det hav af oplysning og inspiration som det, der bærer Martinus navn! Dette verdensbillede er snart fuldbårent i den forstand, at Martinus supplement til sit hovedværk, nemlig den bog der indeholder hans egen fuldstændige forklaring til hvert enkelt af hans symboler, vil begynde at udkomme i det år, vi nu står på tærskelen til. Når dette værk er fuldført, og det vil ske relativt hurtigt, har vi endelig det fundament, som arbejdet på udlandsfronten nødvendigvis må have. Med dette værk i hånden står i mit eget tilfælde verden åben, og de år, jeg endnu må have tilbage, kan her nyttiggøres i et omfang, vistnok kun Martinus og jeg selv er bevidst i. At jeg selv føler mig overbevist om, at det er her, mit nuværende livs afsluttende indsats skal øves, bør ikke undre nogen, eftersom jeg gennem et helt livs samvær med Martinus er blevet indstillet herpå, og når jeg ikke for længst igen har været ude, skyldes det udelukkende de allerede nævnte forhold og så den kendsgerning, at nytten af arbejdet i udlandet står i et direkte forhold til den litteratur, der foreligger oversat.

Og her er det, jeg føler en dyb trang til at give udtryk for vor dybe taknemmelighed for den hjælp, der her er ydet os. Jeg bad Dem i mit brev af 19. januar 1962 hjælpe os med den økonomiske løsning af udlandsproblemet, og jeg havde den gang det håb, at man ville stille ca. 4-5000 kr. til vor rådighed. Man har hidtil givet os ca. 23.000 kr., hvad der har bevirket, at opgaver, vi ellers havde måttet udskyde til senere tidspunkter, har kunnet realiseres. At jeg selv har følt denne store forståelse som udtryk for Forsynets tilkendegivelse af, at dette område er i kontakt med vort arbejdes fremtid, håber jeg, man forstår. Og lad mig hertil føje vor hjerteligste tak til enhver, som har sendt os adresser på åndeligt interesserede mennesker i såvel ind- som udland! Takket være ordningen med de to måneders friabonnement til alle eventuelt interesserede har vor Kontaktbrevafdeling nået et omfang, som vi end ikke havde turdet drømme om. Kontaktbrevene udgår jo nu hver måned på svensk, tysk og engelsk og vil formentlig inden for en overskuelig fremtid blive fulgt op af en esperanto-udgave. Det siger sig selv, at oversættelsesarbejdet, trykningen og kuverteringen samt regnskabsarbejdet inden for dette område nu har nået et omfang, som husets egen stab umuligt ville kunne klare. Det er mig derfor heller ikke muligt at berøre alt dette uden samtidigt at bringe den efterhånden store stab af venner af vort arbejde, der vederlagsfrit udfører alle disse funktioner, sagens kærligste tak. Thi hver og en af os står vi i gæld til disse mennesker, der her udfører en kærlighedsgerning på højeste plan. Sammen med de mange kærlige givere danner disse mennesker en ubrydelig kærlighedsring omkring Martinus og den mission, Forsynet i marts 1921 lagde på hans skuldre, en mission, som den gang alene var hans, men som i dag er blevet levende "kød og blod" for utallige mennesker både her i vort eget land og i lande uendeligt langt borte fra sagens centrum.

For mig at se udtrykker Martinus arbejde det exceptionelle, at det ikke rummer mennesker "indenfor" og "udenfor". Har man blot én gang for alvor forstået hans kosmiske analyser, er man, måske sig selv helt uafvidende, "medarbejder" i den ny kosmiske impuls' tjeneste. Jeg har nu været i dette arbejde så mange år, at jeg med egne øjne klart kan se, at intet menneske, der én gang har forstået Martinus tanker, for alvor kan forlade disse tankers rene regioner. Kun tilsyneladende kan man gå – livet vil altid, før eller senere, bringe en tilbage. Og hvorfor? Udelukkende fordi disse tanker repræsenterer en logik, som livet for den enkelte enten allerede har eller også vil komme til at bekræfte. Derfor skal intet menneske nære nogen bekymring for denne sags fremtid. Intet er mere sikkert i vor urolige verden end det, at Martinus verdensbillede en dag vil sejre og blive det åndelige fundament, fremtiden vil bygge på. Hvornår denne sejr fuldbyrder sig selv, kan være Dem og mig så uendeligt ligegyldigt! Alene det, at det har besejret os selv, bør være os nok! For os er der nu kun ét, og det er: hver på sin plads og hver efter sin evne at bringe dets lysende og Livgivende budskab videre! For gør vi det, realiserer vi det bedste i os selv, det sande menneskelige i os og bidrager samtidigt af vort hele hjerte til den fredens skabelse, der er den ny kosmiske impuls' inderste væsen og dybeste mission!
 

Med de kærligste nytårshilsener fra Martinus og samtlige medarbejdere og med den varmeste tak fra enhver af os, for enhver modtaget kærlig jule- og nytårshilsen!