Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et år er gået, et nyt er begyndt, og det kan være lidt svært at vænne sig til at skrive 1963, men ellers er der jo ikke sket så stor forandring. Det gamle sluttede med sne og med en kulde, som vi ikke er vant til så tidligt på vinteren, og meget tyder på, at det nye vil bringe endnu mere frost og sne, måske en rigtig fimbulvinter, som vi ikke har haft det i mange år. Børnene er glade, for nu kan der komme gang i slæde, skøjter og ski, de fleste voksne er noget mere modererede i deres begejstring, mange klynger sig til det håb, der ligger i ordene: "Bare vi så også må få en rigtig sommer i år!" Men nogle har det ligesom spurvene i H.C. Andersens eventyr "Årets historie": ""Pip!" sagde den ene til den anden, "det kalder man det nye år! Det er jo værre end det gamle! Så kunne vi lige så godt have beholdt det. Jeg er misfornøjet, og det har jeg grund til"!"

Misfornøjet, ja, hvor mange af os er ikke det – og mener, ligesom spurven, at det har vi grund til, for verden er jo af lave, og det bliver såmænd ikke bedre i det nye år, hvorfor skulle det det, når menneskene nu engang er, som de er! Ganske vist har vi lige siddet og utallige gange skrevet: "Glædeligt nytår", "godt nytår", "et lyst og lykkeligt nytår", "alt godt i det kommende år" o.s.v. som ønsker sendt til venner nær og fjern. Har det kun været tradition, formalitet, konvention? Nej, vi mente det da, dengang vi skrev det, selv om det naturligvis også spillede en rolle i visse tilfælde, at vi fik kort fra Jensens til jul, og dem havde vi ikke skrevet til, og så må de jo have et nytårskort. Begge kort er velmente hilsener og ønsker, og så er den sag vel i orden? Ja, det er den for så vidt, idet noget godt er sat igang, en kærlig tanke koncentreret på andre mennesker. Men det er jo kun en begyndelse, og hvis det bliver ved begyndelsen, så var det kun en formalitet! En jule- og nytårshilsen er kosmisk set et løfte om, at man i årets løb vil sende kærlige tanker til den, der modtager hilsenen, for derved kan man jo også GØRE noget til, at dette år bliver omend ikke i alle måder lyst og lykkeligt (hvem af os kunne tåle det?), så dog lysere og lykkere, fordi hver kærlig tanke er en impuls til hjælp eller til inspiration for den, der modtager den. Og er der noget, vi alle sammen trænger til i dette nye år, så er det kærlige tankeimpulser (ofte udløst i handlinger) fra hverandre.

Men tilbage til misfornøjelsen. Det er nemlig den, der er en af de væsentlige årsager til, at adskillige gode nytårsønsker bliver stående ved det konventionelle og formelle stadium, og det er af den simple grund, at et menneske, der er misfornøjet, ikke har energi til andet, slet ikke til at sende kærlige impulser til andre mennesker. "Det er meget godt", vil nogen sikkert indvende, "men man kan da ikke gå rundt og være fornøjet over verden, som den er i dag!" Vist er der meget, man ikke kan fornøje sig over, bl.a. af og til sig selv, efterhånden som man må erkende, at mangt et gyldent nytårsforsæt opløstes som et fata morgana i hverdagens ørkenvandring. Men der er også meget i livet, man kan fornøje sig over, ofte små ting ganske vist, men mange af de små glæder kan forene sig i sindet til én stor glæde over livet. Men hvad så med det, man absolut ikke kan være fornøjet med, enten det nu er begivenheder og ydre forhold eller andre mennesker eller en selv?

Selv om man ikke kan være fornøjet dermed, behøver man ikke at være misfornøjet, det er en direkte negativ tilstand, som enten slår indad i sindet i surhed, bitterhed og irritation, i depression og lede ved tilværelsen, eller slår ud i vrede og hidsighed. Findes der da også en positiv tilstand af ikke-fornøjethed? Ja, det gør der, og det er netop den tilstand, Martinus med sin "kosmiske kemi" søger at hjælpe mennesket til at indtage i hverdagen der, hvor det ikke kan være fornøjet. Men den må nødvendigvis være baseret på indsigt og forståelse, først og fremmest forståelse af, at intet i dette øjeblik kan være anderledes, end det er, hverken begivenheder, forhold, andre mennesker eller vi selv. Ligesom en frugt i sit sure stadium er på vej til det modne, er også en byggeplads med kalkbaljer, stabler af byggematerialer, stilladser o.s.v. i sin kaotiske tilstand på vej til at være til gavn og glæde. Og vi "sure" jordmennesker, der tilsammen danner den kaotiske byggeplads, hvor et rigtigt menneskerige er ved at blive bygget, er, hver og én, på vej til at blive en strålende livskunstner, der kan gavne og fornøje, glæde og oplive vore medmennesker og skabe i fysisk materie som en guddommelig medarbejder. Vi ved og kan vel også forstå, at der kan være sure tilstande på en byggeplads, hvor mange skal arbejde sammen, hvor den ene håndværkers arbejde griber ind i den andens. Både jord- og betonarbejderen, tømreren, mureren, snedkeren, blikkenslageren, maleren, elektrikeren og hvem der ellers kan være, giver ofte udtryk for misfornøjelse med de andres arbejde eller med ikke at kunne komme til for dem og meget andet. Arkitekten er måske snart misfornøjet med den ene og så med den anden, bygherren og lejerne, der venter på at flytte ind, er misfornøjede med, at det hele ikke går hurtigt nok. Men en skønne dag bliver der dog rejsegilde, og en endnu skønnere dag har den sidste håndværker forladt bygningen, hvor de første lejere måske allerede er flyttet ind, og man glæder sig over det gode arbejde og samarbejde, som til trods for alt besværet har resulteret i en dejlig bygning, hvor mange mennesker har mulighed for at skabe sig et hjem som en smuk ramme om en væsentlig del af deres daglige tilværelse.

Det er tvivlsomt, om håndværkeren, medens han lægger en sten, slår et brædt på, svejser to rør sammen eller maler samme brædt eller rør, tænker på det liv, der skal leves i den bygning, ved hvis skabelse han er medarbejder. Men hans arbejde ville ikke blive mindre godt, om han gjorde det, snarere tværtimod, for han ville ligesom se lidt mere betydning deri end blot dagløn eller akkord, for han ER i virkeligheden ikke blot arbejder, men medarbejder. Og sådan gælder det for os alle, i vor daglige færden er vi medarbejdere i et eller andet, som på en eller anden måde vil få betydning for andre. Men vi er først og fremmest medarbejdere i skabelsen af "det rigtige menneskerige" på denne klode. Vi er midt i byggeriet, vi arbejder alle på det på hver sin måde, og vi er samtidig dem, der engang skal flytte ind. Hvis håndværkere vidste, at se selv skulle bo i den bygning, de var i færd med at opføre, er det jo nok muligt og vel også ganske naturligt, at de ville gøre sig umage, kæle for arbejdet og udnytte arbejdstimerne godt. De ville tænke på, at deres arbejde foruden den daglige løn også bar den løn i sig, som de skulle nyde godt af i fremtiden, når de kunne flytte ind. Men sådan er det med den menneskehedens bolig eller "det rigtige menneskerige", som vi alle gennem en række inkarnationer er med til at bygge op, vi kommer til at nyde godt af det arbejde, vi eventuelt allerede begynder at gøre godt nu. Vi er misfornøjede med alle de vanskeligheder, vi er omgivet af, det er den negative ikke-fornøjethed. Men hvis vi i vanskelighederne begynder at se opgaver, der skal klares, bliver ikke-fornøjetheden til noget positivt, til forvandling og udvikling. I stedet for at se en vanskelighed i enhver opgave, kunne vi se en opgave i enhver vanskelighed, en opgave, der gives os af Forsynet i tillid til, at vi er modne til at klare den. Det synes vi måske ikke selv, at vi er, vi mangler selvtillid, men manglende selvtillid er i virkeligheden manglende tillid til Forsynet, til at Forsynet vil hjælpe os med at klare opgaverne. For der er ingen, der er alene om det, ingen vidste det bedre end Kristus, der sagde: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig." Han er modellen for os alle på, hvad det vil sige at være livskunstner og guddommelig medarbejder, og han lærte også menneskene, hvordan de igennem bøn og koncentration på Guddommen kunne få kraft og inspiration til at klare de opgaver, der stilles hver eneste af os i det daglige liv.

Og så tilbage til nytårsønskerne. At være menneske, eller at forsøge på at være det, er noget forpligtende. Det skal ikke forstås som en løftet pegefinger, der advarer og formaner: du skal, og du må ikke! Pligt er ligesom noget gammeltestamentligt, noget, der forlanges af en, og som man ofte kun gør af frygt, men forpligtelse er noget andet, det er noget, man føler sig tilskyndet til gennem menneskelig samvittighed, ansvarsfølelse og en indre stemme. Det er noget, man egentlig gerne vil, selv om man ikke altid er i stand til at opfylde forpligtelsen. Forpligtelsen: "At være menneske" er der ingen af os, der kan opfylde endnu, selv om vi gerne vil. Men vi kan bestandig prøve på det, også selv om det ofte mislykkes. Så bliver vi måske misfornøjede med os selv, og fører det til depression eller irritation, gør det kun ondt værre. Men der er også den mulighed, at vi kan vælge den positive ikke-fornøjede tilstand, der består i, at vi beder om hjælp til at få nye kræfter og mod til at løse problemerne og komme igennem vanskelighederne, og så vil hjælpen også komme. Ja, den vil muligvis komme i en sådan grad, at vi føler et overskud af kraft og energi, som der i aller højeste grad også er brug for, blandt andet til at fortsætte med de gode ønsker og kærlige tanker, vi sendte til gode venner ved jule- og nytårstid. Det var det, man forpligtede sig til, og det er noget, der er brug for hele året rundt.

Og så er der endelig dem, vi ikke kan lide, og som måske af den grund ikke fik nogen hilsen, den gang vi skrev jule- og nytårsønsker. Dem er der aller mest grund til at tænke kærligt på. Men er det da ikke hykleri? Nej, det kan gøres fuldkommen ægte, selv om det er svært, og noget meget væsentligt i Martinus kosmologi er netop, at han viser os, at der ikke er nogen grund til ikke at kunne lide den eller den; for hvad vedkommende eventuelt har gjort mod os eller sagt om os o.s.v., kan vi kun selv være det inderste ophav til i vor egen skæbnedannelse fra liv til liv. Og det kunne jo være, at netop vi er en af dem, som i dette år skal opleve, at en modvilje, et uvenskab eller en direkte fjendtlighed opløses på grund af vore tanker og den hjælp, vi får dertil fra Forsynet, og forvandles gradvis til forståelse og imødekommenhed. Skal vi lære at leve, må vi også lære den side af livskunsten, og derigennem vil vi samtidig lære at dø, for døden er livsfornyelse og forvandling.