Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 966 og 967.

"Og hvad er "lignelsen om den fortabte søn" andet end den samme historie? – I den "fortabte" søns bevidsthed opstod der også en slags længsel, et begær efter at komme bort fra de gængse traditioner, komme bort fra faderen, bort fra fædrenehjemmet. Men hvad er den "fortabte" søns vandring bort fra faderen og fædrenehjemmet andet end hans vandring imod materialisme, imod glemselen af Guddommen og den heraf følgende primitivitet og uvidenhed på åndelige felter, altså i princip nøjagtigt det samme som "uddrivelsen af paradisets have". Er faderen ikke netop Guddommen og "fædrenehjemmet" "paradisets have"? – At vandre bort fra Guddommen vil altså være det samme som at dyrke materien i stedet for Guddommen. Men det bærende i denne dyrkelse er skabelsen af "tilfredsstillelse" for sig selv, hvilket igen er det samme som "selviskhed". "Selviskhed" er således udgørende den "forbudte" frugt i "paradisets have". Den er "æblet" på "kundskabens træ". At "spise" af "kundskabens træ" giver på en gang erfaringer og skaber samtidig uvidenhed. Denne "spisning" fører således til store oplevelser på selvdyrkelsens område, fører til den rå, brutale magts tinde samtidig med, at den skaber glemsel og dermed uvidenhed om Gud. Individet befinder sig jo her i en bevidsthedstilstand, hvor det er kontrær overfor Guddommens bevidsthed. Hele dets lyst og interesse er jo udelukkende baseret på opnåelsen af tilfredsstillelsen af dets egne særlige materielle ønsker eller begær. At sanserne derfor vil udvikle sig i denne tilfredsstillelses favør, medens de svækkes på selve det ophøjede, guddommelige område, er naturligvis en selvfølge. Og individet mister da også tilsidst evnen til at se Gud. Derimod vil alt, hvad der går imod de ordinære kærlighedslove, på hvilke hele universet eller verdensaltet er baseret, i nærværende situation skabe behag i dets bevidsthed. Hele dets hunger er oplevelsen af dette behag. Denne oplevelse er således ligefrem en livsbetingelse. Men at blive besjælet af en sult, der kun kan tilfredsstilles igennem en overtrædelse af de love, på hvilke kærlighed, fred og harmoni er baseret, vil jo tilsidst gøre individet til et geni i befordringen af denne overtrædelse. Ja, denne bliver ligefrem til automatfunktioner med den her ind under hørende skabelse af organer eller organismer, i kraft af hvilke evner, talenter eller anlæg på overtrædelsens område kan bringes til at kulminere. Det er denne form for bevidsthedsudfoldelse, vi kalder "selvopholdelsesdriften". Vi vil derfor udtrykke denne drift som "livssubstans nr. 43".

Da denne dyriske eller selviske tilstand først når sit højde- eller vendepunkt i det jordiske menneskes materialisme, er dette væsen således udgørende den største overtræder af kærlighedslovene og er dermed længst borte fra Guddommen. Dette væsen udgør således det kulminerende "dyr". Og vi vil her udtrykke dette væsen som "livssubstans nr. 44". Vi har her for os, i form af nævnte væsen, den "fortabte søn". I den kolde intelligensbetonede materialist finder vi således et væsen, der så længe har været koncentreret på materien og den igennem denne koncentration skabte tilfredsstillelse af materielle, selviske begær, at det midlertidigt eller i sin nuværende periode af sin jordlivsrække ikke alene helt har glemt Guddommen, men også har glemt sit eget inderste eller virkelige "selv", ja, endog indtil en sådan grad, at det hårdnakket benægter disse to fundamentale faktorers eksistens. Alt er, for dette væsen, kun virkninger af årsager, der også er virkninger af årsager og således fortsættende i det uendelige. Alt er "døde" funktioner, udløste af "tilfældighed". Samme gudesøns hele viden er kun et kendskab til disse døde funktioners mål og vægt. Han har mistet sin kontakt med Guddommen og sig selv og dermed med livet. Han tror sig ét med materien, de døde funktioners tilfældighed. Dette gudløse væsen sværger således til den "død", det i sand rædsel overalt frygter og gør alt for at bekæmpe og blotter derved sin, trods de mange intelligensmæssige kundskaber, de mange mål- og vægtfacitter, kulminerende naivitet. Det frygter en afslutning på det liv, det mere eller mindre direkte docerer ikke eksisterer. Det siger: "Jeg ved", "jeg forstår", "jeg sagde", "jeg skrev" og udtrykker dermed, at det "Noget", hvis eksistens, det ellers docerer som en umulighed, har både viden, forstand, tale- og skriveevne. En mere inkonsekvent bevidsthedstilstand eksisterer ikke. I sandhed gudesønnen er her blevet "forloren", er udgørende noget helt andet end en fremtræden i sin faders "billede" eller "lignelse". Det er denne til Guddommen kontrære tilstand, der, i "Lignelsen om den fortabte søn", er sigtet til der, hvor det udtrykkes, at han "åd sammen med svinene"."