Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg ikke føler mig overbevist om, at samtlige vore læsere i Norge og Sverige ved, at navnet Bodil Koch i omstående bilag står for vor kirkeminister, har jeg tilladt mig at indføje denne titel i selve bilaget for at undgå misforståelser. For dette bilag er virkelig interessant! Her står vi ikke alene over for en præst, der på grund af manglende tilslutning til sine prædikener truer sit sogn med at gå, men også over for en kirkeminister, der mener, at en sådan optræden kunne være gavnlig – altså tjene næstekærlighedens, ydmyghedens og forsagelsens formål. Mon?

Ikke ét eneste sted i denne artikel står der noget om, at denne præst fortjener at have en menighed. At han i sin sjæl rummer dette mystiske noget, man kalder "ånd", og som har det ved sig, at det virker på menneskelige sind som en magnet på jernspåner. Stilfærdigt spørger man sig selv, om denne unge mand er præst af kald eller profession. Om han er gået ind til sin gerning for at hjælpe mennesker eller blot for levebrødets skyld. Man vil så gerne tro det første, men han er faktisk ved sine egne ord skyld i, at ens tanker begynder at kredse om det sidste.

Nuvel, tilfældet vil, at jeg forstår både præst og kirkeminister – forstår, at ingen af dem til bunds er klar over den situation, de begge befinder sig i. Statskirke eller ikke statskirke er ikke det afgørende. Det afgørende er ganske simpelt dette, at det religiøse livs nuværende form er håbløst forældet, er så langt fra ånden bag ordene: "Når du beder, da gå ind i dit kammer og luk din dør –!" som den vel kan være!

Der var en tid, hvor det, Martinus har givet navnet "den guddommelige suggestion", havde så stor magt over sindene, at den ligesom bandt menneske til menneske og bedst udløste det inderste i sit væsen der, hvor mennesker samledes, enten så dette var i et tempel, en moské eller i en kirke. Begrebet "tro" er nøje forbundet med begrebet "trosfæller". Og trosfæller elsker at være sammen, for det bestyrker troen og giver dermed kraft til hver især. Man ser dette i det nære østen, når muhamedanerne samles til bøn. For disse mennesker lever endnu under den guddommelige suggestions vældige indflydelse, og det samme gælder de millioner af hinduer, der hvert år begiver sig på pilgrimsrejse til deres hellige steder. Har man blot én gang oplevet Hardwar, hinduernes helligste by, og der set mennesker i tusindvis stå ude i Ganges i vand til livet, men med øjne, der gløder af religiøs ekstase, ved man lidt om den guddommelige suggestions magt. Da forstår man, hvor nødvendig den har været og fremdeles er for mennesker, for hvem religion i dette ords gamle betydning stadig er levende virkelighed. Og derfor indeholder de betragtninger, jeg her giver udtryk for, da heller ikke blot skyggen af et angreb på den præst og den menighed, for hvem dette forhold stadigvæk er gældende.

Men vi har intet "Hardwar" i vort land og ej heller nogen "hellig flod". Vi har blot en velorganiseret statsstøttet kirke til at tage sig af vort religiøse behov, og det gør den på en sådan måde, at ethvert pænt menneske uden at tage skade på navn og rygte kan frekventere den, når behovet er der. Men her er det altså, at det tilsyneladende kniber!

Men gør det nu også det? Er de mange "tomme kirkebænke" et virkeligt, fuldgyldigt bevis på, at vi er et "afkristnet" folk, og at materialismen kan notere en afgørende sejr over vor sjæl? Kun tåbelige mennesker tror den slags! Og kirkeministeren sikkert mindst af alle. Kirken som organisation betragtet vil bestå endnu i mange år. At den som åndsform betragtet har passeret sin kulmination ved de fleste, men dette er ikke ensbetydende med, at den derfor kan nedlægges på et magtbud. Så længe der er blot det mindste behov for den, vil den bestå, mere er der ikke at sige om den sag. Derimod er der måske nok så meget at sige om dens afløser, om det der er på vej, og som en dag vil komme til at give sig meget stærke, synlige udslag i vort samfund, det som er akkurat lige så forbundet med vort religiøse behov, som kirken engang var det!

"Når du beder, da gå ind i dit kammer og luk din dør –!" (Mt. 6. 6.) Alle kender vi denne sætning og også dens fortsættelse. Findes der noget mere intimt i et menneskes liv end dets inderste gudsforhold? Jeg tror det ikke – og jeg tror ikke, nogen misforståelse i almindelighed er større end den at bede i flok. Ikke at jeg finder det forkert i sig selv, for jeg er stadig af den overbevisning, at en fællesbøn, udløst under et givet pres, altså en bøn af virkelig høj kvalitet, er noget meget stort og meget betydningsfuldt. Men det, jeg i denne forbindelse tænker på, er den ceremonielle bøn, altså en bøn der bedes, fordi det nu en gang "hører sig til". Denne form for bøn byder mig direkte imod, og jeg tror, at utallige mennesker her har det ligesom jeg selv. Jeg har oplevet fællesbønner, der har forekommet mig direkte uanstændige ved deres absolutte overflødighed og ligegyldighed. Nej, begrebet bøn i dets mest værdifulde betydning bør være noget af det mest private, der er til. Og et "lønkammer" kan ethvert menneske skabe sig, for det har ikke i sig selv noget med et ydre rum at gøre. Og det er her, jeg mener, at noget nyt er undervejs, noget der får afgørende indflydelse på det religiøse livs fremtidige form.

Sandt nok er "flokmennesket" stadigt i flertal jorden over. Men antallet af bevidste individualister, af mennesker, der vågent, bevidst bygger deres egen personlighed op, er nu så stort, at virkningen af denne individualisme begynder at blive meget synlig. Vi lever ikke for intet i et århundrede, hvor det voksende indslag af den kosmiske kraft, vi har givet navnet "intelligens", er blevet så stort, som tilfældet er. Vi er blevet så vant til at analysere, at denne analysetrang uundgåeligt gør sig gældende i forholdet til det, man tidligere bød os som "evige, urokkelige sandheder". Det er så let at hævde, at "Guds veje er usporlige" (Ro. 11.33), og denne opfattelse var vel rigtig under den guddommelige suggestions herredømme, hvor den modsatte tanke var direkte syndig. Men for mennesket, der har gjort sig fri af disse religiøse krav og for sin åndelige hungers tilfredsstillelse har brudt alle broer bag sig, eksisterer dette krav ikke mere. Tværtimod. For dette menneske stiller sagen sig på en helt ny måde, nemlig den, at eksisterer Gud, må han kunne findes. Dette er jo i sig selv kernen i al religiøs søgen. Og hvad er da mere naturligt, end at man søger ham ad de "veje", hvor man mener at have en chance for at finde ham?

Gennem ihærdig søgen fandt vi vej ind til materiens inderste væsen. På basis af den viden, vi erhvervede os ved at gå på sporet af alt det, vi i den ydre fysiske verden kom i berøring med, erhvervede vi os den indsigt, der i dag bærer navn af fysisk videnskab. Hvor naturligt, at vi da fortsætter ad denne linje, også hvor det nu drejer sig om en materieart, som, selv om den synes utilgængelig, dog har sine bekræftede reaktioner, hvorhen vi end vender vore øjne. Sandt nok kan en sorg ikke vejes, men alle ved vi dog, at den kan blive så tung, at den kan knække ryggen på selv det stærkeste menneske. Modsat ved vi også, at en glæde kan blive så stor, at den kan løfte enhver op af det dybeste mentale mørke.

Den fysiske videnskabs grænse går der, hvor begreberne mål og vægt ophører med at have betydning, altså bliver meningsløse i sig selv. Men den fysiske videnskabs grænse udgør ikke livets grænse, og selv om "de hvide kitlers mænd" endnu af mange opfattes som rene guder, er deres "guddomsperiode" ved at udløbe. Langsomt nærmer vi os grænsen for de fysiske stoffers reaktioner, de fleste gåder er her ved at være løst. Men hinsides disse reaktioner ligger livsytringernes vældige land, og her er det, vi finder den "ny kirke"s inspirerende domæne. Her vil den store forvandling finde sted.

Vi er i dag så vant til den rent fysiske videnskabs universiteter, at vi os selv uafvidende har forvekslet dem med en kommende fremtids åndelige universiteter, med de læreanstalter, som en gang vil komme til at pryde hvert eneste kulturcenter på samme måde, som fortidens domkirker og strålende tempelbygninger endnu pryder de forskellige kulturzoner. I sit hovedværk "Livets Bog" betegner Martinus den nuværende videnskab som "søluften i nærheden af havet", og enhver der kender hans verdensbillede ved, at han taler sandhed. Gennem den rent fysiske videnskab lærte vi at tænke logisk. Den lærte os at indse, at enhver, der bygger på den blotte følelse alene, bygger på "sand". I dag ved vi, at lader vi vor følelse afbalancere med en given portion intelligens, opstår der netop den harmoni mellem disse to fornemme kosmiske kræfter, der åbner for indstrømningen i vort sind af tilværelsens højeste synskraft: intuitionen! Intet menneske, der er kommet på sporet af sin egen evige og udødelige eksistens som "søn af Gud", vil nogen sinde løfte hånd mod den følelsesbetonede religiøse retning, han i tidligere liv har fulgt, og til hvilken han ved sig i ubetalelig gæld, men han vil på den anden side heller aldrig opgive drømmen om den dag, hvor strålende universitetsbygninger, alene viet den rene åndsforskning, som noget ganske selvfølgeligt har overtaget den rolle, fortidens kirker, templer og moskeer havde!

Om så samtlige præster og kirkeministre verden over truer med at gå, dersom folk ikke strømmer til kirkerne, vil dette ikke ændre en tøddel i den nuværende religiøse verdenssituation. En ny kosmisk verdensimpuls gennemtrænger i dag den ganske menneskehed og forårsager et åndeligt opbrud uden sidestykke i vor historie. Tanker og ideer, dogmer og såkaldt "evige sandheder", der gennem sekler af tid har bestemt vort livsmønster, bryder sammen for øjnene af os. Kun mennesker, der enten er åndelige ignoranter eller ikke vil se, kan i dag tro, at de brudstykker af sandheden om Gud og os selv, der udgør fundamentet for de respektive kulturer jorden over, kan have bærekraft ind i en fremtid, hvor alverdens lande er blevet forenet i et hele kloden omfattende interkontinentalt verdensrige. Det udviklede menneske er forlængst blevet klar over, at den dag hele menneskeheden virkelig er blevet forenet til "én hjord", vil den også kun have "én hyrde", nemlig den absolutte sandhed om Guddommens reelle eksistens og om det levende væsens (ikke blot menneskets) absolutte udødelighed. Lad så vejen frem til dette høje mål være lang og svær at vandre – den vil blive vandret!

Tilsyneladende stagnerer det religiøse liv i dag overalt. Men dette er kun tilsyneladende. Et gammelt ord siger, at når natten er mørkest, er daggryet nærmest. Dette er i virkeligheden en kosmisk sandhed. Gennem utalte årtusinder har vi sået had, vrede og ufordragelighed. Nu synes høstens tid at være inde. Og denne "høst" vil komme til at belære os om, at også badet, brutaliteten og næstefjendskaben har sin egen grænse. At vi nærmer os denne grænse er i dag synligt for enhver, der virkeligt har øjne at se med og øren at høre med. Men dette er, enhver kommende rædsel ufortalt, ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at hinsides mørkets kulmination venter en verden af ånd, kunst og næstekærlighed af dimensioner, vor nuværende fantasi simpelthen er for fattig til at begribe. Det er lyset fra denne nye verden, der nu er rykket så nær, at det påvirker utallige sjæle jorden over og midt i en tilsyneladende bundmaterialistisk verden får dem til at vie deres liv til idealer, der forekommer mange direkte latterlige, men som alligevel i sig bærer spiren til en kommende ny verdens åndelige fundament. Den religiøse verdensimpuls, der frugtbargjorde det jordiske menneskes evne til blindt at tro og gennem denne tro fuldbyrdede humanismens fødsel, toner sagte ud. At tvivle på, at dens afløser, hvis vibrationer ethvert udviklet menneske i dag fornemmer, vil bære denne humanisme frem imod strålende højder, er simpelthen det samme som at tvivle på den universelle logik, der evnede at omforme vor klode fra et glødende ildocean til den verden af skønhed, vi ser alle vegne, klarest måske uden for det af mennesket beherskede liv. At bekende sig til denne logik er alene vejen frem. Gennem den vil mennesket på ny finde vej til Gud, til sandheden og dermed til det virkelige liv!