Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 968 og 969 (fortsættelse af citatet i sidste Kontaktbrev).

"At "æde sammen med svinene" er her ikke lige akkurat dette at lægge sig ned og æde af deres trug. En sådan tilstand kunne jo endog i en given situation være en frelsende redningsplanke overfor en presserende hungers- og sultedød. Mel, korn og vand er jo endnu i lige så høj grad næring for jordmennesket, som det er næring for svinene. Så selv om det ikke er almindeligt for jordmennesket at spise denne føde af svinetruget, men derimod at få den serveret i en særlig "tillavet" form på rene tallerkener eller fade som: "Kager", "brød", "grød" eller lignende (en form svinenes mave også udmærket kan fordøje), vil det ikke kunne fragå til en vis grad at spise den samme føde som svinene. Men dette, at være et væsen, hvis mave eller fordøjelsesorganer i stor udstrækning er bygget eller indrettet til at skulle indtage den samme føde eller det samme næringsmiddel som svinet, gør jo et vist slægtsfællesskab mellem førstnævnte væsen og svinet til kendsgerning. Som vi her ser, udtrykker den geniale lignelse ikke blot den sjuskede, stodderagtige eller forarmede tilstand, der eventuelt kunne tvinge en såkaldt "vagabond" til at mætte sig ved svinetruget, således som lignelsens indhold ved første indtryk blot synes at tyde på, men udtrykker også en langt dybere fase i det levende væsens udviklingsproces, ja, er selve kendetegnet på et særligt bestemt afsnit i selve livets store kredsløb. Det er jo intet mindre end netop dette afsnit, vi kender fra tidligere beskrivelser i dette værk under begrebet "dyreriget".

Den "fortabte søn" blev altså til et væsen, der "åd sammen med svinene". Lignelsen udtrykker således denne tilstand som selve kulminationen og dermed "vendepunktet" i sønnens fravær fra fædrenehjemmet og disharmoni med faderen. Den "fortabte søn" i sit "vendepunkt" er altså at finde som et væsen, der "æder sammen med svinene", men er bundløs ulykkelig over denne sin tilstand. Det vil igen sige, at den "fortabte søn" i sit "vendepunkt" er et "dyr", der er ulykkelig over sin "dyriske" tilstand. Da det jordiske menneske, som vi før påpegede, netop er et væsen, der "æder sammen med svinene", men helst ikke vil vedgå sig dette kostfællesskab eller nære organismeslægtskab, ja, forsøger endog helt at benægte dette, har vi i nævnte væsen fundet den virkelig "fortabte søn". En fornægtelse af sin egen tilstand beror hovedsagelig på enten beskedenhed eller stolthed. Enten vil man ikke vedgå sin tilstand, fordi man synes, den er for fornem i forhold til det eller de væsener, man meget gerne vil være i harmoni eller kontakt med, og derfor ved benægtelsen beskedent søger at skjule standsforskellen således, at den ikke skal være en hindring for kammeratskabet eller harmonien med de nævnte væsener, eller, også fornægter man sin tilstand, fordi man synes, den er for simpel overfor det eller de væsener, man gerne vil være på lige fod med. Man ligefrem skammer sig over sig selv. Den bibelske beretning siger tydeligt nok, at det var den sidste tilstand, der tyngede den "fortabte søn". Samme beretning har altså givet os et ufejlbarligt kendetegn på nævnte væsen, der endog er så nøje eller korrekt, at vi ligefrem kan udpege, ikke blot den art væsener, til hvilke den "fortabte søn" hører, men også de særlige individer indenfor samme art, der direkte fremtræder som identisk med den guddommelige beretnings "fortabte søn". Lignelsen siger os således ikke blot, at den "fortabte søn" hører til den art levende væsener, vi kalder jordmennesker, men også hvilken slags individer indenfor samme art, der er hovedpersonen i den udødelige beretning. Ifølge samme beretning er den "fortabte søn" således udgørende et jordmenneske, der skammer sig over sig selv. Dette vil altså igen sige: et jordmenneske, der er misfornøjet med sin natur, sine vaner og tilbøjeligheder, et væsen, der føler det nedværdigende at "æde sammen med svinene", altså et væsen, der ønsker en langt "højere føde" og en langt fuldkomnere tilværelsesform end den "dyriske"."