Kontaktbrev 1963/6 side 5
Mogens Møller
BØN OG SKÆBNE
Gud elsker at se i mig, ikke sin tjener, men sig selv, som tjener alle.
Rabindranath Tagore
To negative synspunkter
For alle såkaldte troende mennesker, enten de er kristne eller har en anden religion, er bønnen noget positivt og noget meget væsentligt i deres gudsforhold. Måske er den for nogle af dem i nogen grad blevet en vane og en tradition, men den har sin betydning i deres hverdagsliv og er noget, de ikke kan undvære. En negativ indstilling overfor bønnen møder man egentlig blot hos to grupper af mennesker, den første gruppe er dem, der ikke tror, at der findes nogen gud og derfor naturligvis heller ikke nogen at bede til. Sker det, at de udtaler sig om bøn, kan man høre dem sige: "Jeg har forsøgt at bede, engang jeg var i stor nød, og det hjalp ikke, jeg blev ikke bønhørt". De sidste fire ord rummer ofte en del bitterhed og trods eller måske skuffelse, alt efter vedkommendes temperament; men i alt fald noget, som kunne tyde på, at man ikke er glad ved situationen, som den er, men resignerer, fordi der ikke er andet at gøre.
Den anden gruppe, som har en negativ eller i alt fald passiv indstilling, når det gælder bøn, er ikke materialister eller ateister, de mener absolut om sig selv, at de er meget åndeligt indstillet og har i nogen grad kendskab til okkultisme og derigennem til reinkarnation og karma. De er måske også begyndt at studere kosmologi og har midlertidigt nået det stadium i studierne, hvor det begynder at svimle for dem på grund af "alle disse spiraler og levende væsener inden i levende væsener o.s.v."
En mand sagde en gang til mig: "I begyndelsen var jeg så glad for kosmologien, især hjalp det mig at forstå reinkarnation og karma, livet fik et nyt perspektiv, og det hjalp at forstå, at der dog var retfærdighed til. Men efterhånden er det hele begyndt at forvirre mig, der er så meget at holde rede på, og mider anstrengelsen for at holde sammen på det hele, er Gud ligesom blevet borte for mig. Bede kan jeg ikke mere, for hvor er den, jeg skal bede til? Og er der egentlig brug for det, når alt er forudbestemt? Bønnen har mistet sin betydning, synes jeg, og jeg kan ligesom ikke fornemme Gud i dette umådelige verdensbillede, og det savner jeg".
Tankedril og mental forslugenhed
Denne mand var repræsentant for den nævnte anden gruppe, og hans situation var på én måde lige så negative som repræsentanternes for førstnævnte gruppe, men på en anden måde, for hans sind var åbent og søgende, hvor de andres var lukket. Han var ganske vist blevet offer for visse tankedril, og måske havde han især i sin store åndelige hunger "forslugt" sig på analyser, som han endnu ikke formåede fuldstændig at "fordøje" i sin mentalitet. Han har jo netop, inden han mødte kosmologien, mentalt set følt sig i en ørken uden mad og drikke, og pludselig sættes det, han hungrer og tørster efter, foran ham. Da kan han – ligesom man hører det om den, som har vandret hungrende og tørstig i en fysisk ørken – være tilbøjelig til at lade hungeren og tørsten løbe af med sig og overfylde sig til bristepunktet. I dette tilfælde er det åndelige organer, der overbelastes, men dem må man være lige så påpasselig overfor som de fysiske, ellers opstår der vanskeligheder.
Når Martinus gang på gang har understreget, at man skal tage det af hans arbejde, man har brug for, og lade resten ligge, er det netop for at hjælpe mennesker til at undgå eller til hurtigt at overvinde ovennævnte situation. Martinus har også meget ofte i sine foredrag lagt større vægt på den etiske side af sine analyser end på den rent kosmisk-tekniske, og han har ikke lagt skjul på, hvor stor en betydning Kristus altid har haft for ham som åndeligt forbillede, og at Kristus gennem sit guddomsforhold, bønnen og sin væremåde overfor næsten var modellen på "det rigtige menneske". Naturligvis har Martinus ikke gjort dette for at formindske virkningen af sine analyser af verdensaltets struktur og evige lovmæssighed, tværtimod! Han har gjort det og gør det for dermed at påpege, at skal man virkelig få gavn og glæde af hans kosmologi, må det ske på basis af guddomsforholdets udvikling og på basis af, at der i mennesket udvikles en evne til at forstå og tilgive sin næste. Det er faktisk det, alle åndsvidenskabeligt studerende først og fremmest har brug for at udvikle i deres sind, hvis de ikke allerede har udviklet sådanne talenter, og mon ikke det netop er det, der er aller vigtigst for os alle at udvikle i denne inkarnation?
Efterhånden som dette talent for kærlighed til Gud og til næsten udvikles og bruges, vil det vise sig, at den studerende udvikler åndelige organer, gennem hvilke han eller hun kan modtage og absorbere mere og mere åndelig føde uden at blive overbelastet eller få "mental forstoppelse". For et sådant menneske vil begreberne bøn og skæbne have indgået en særlig forbindelse i bevidstheden, og det, man kalder lykken, vil, uafhængigt af hvad der sker i den ydre verden, skabes på ny hver eneste dag og tilflyde mennesket som en strøm af mentalt opladende energi, der hjælper det at overvinde vanskeligheder og besværligheder og bære selv den tungeste byrde med sindsro, ja endda med glæde.
Bønnen i Getsemane
"Fader, ske ikke min, men din vilje", var grundtemaet i Kristi bøn i Getsemane, og man kan regne med, at det i det hele taget har været grundtemaet for hele hans liv. "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig", er ord, der netop viser en sådan livsindstilling. Men hvad er kosmisk set "Faderens vilje"? I Kristi situation var det korsfæstelsen og opstandelsen, og Kristus vidste det. Han fulgte "Faderens vilje", ikke som et offerlam, der trækkes til slagtebænken, men som et guddommeligt menneske, et RIGTIGT menneske, der klart ser, at skæbnen er ikke, HVAD DER MØDER OS, men HVORLEDES VI TAGER IMOD og BÆRER det, der møder os, hvorledes vi reagerer. Det er "Faderens vilje" med hvert eneste jordisk menneske, at det skal blive et rigtigt menneske, et "menneske i Guds billede", og at det er "Faderens vilje", vil sige det samme som, at det er vor fremtidige skæbne. Det er faktisk også en korsfæstelse og en opstandelse, det drejer sig om for vort vedkommende. Korsfæstelsen er vor nutidige skæbne, den karma, vi har skabt gennem, hvad vi har sået i fortiden. Hvordan kan vi tage vort kors og følge Nazaræeren og dermed Guds vilje, vejen til den opstandelse, der ikke blot består i, at vi lever efter døden? Dels gennem kontakten med selve den guddommelige kraft og dels ved at tilgive, forstå og elske vor næste i hverdagen, selv om denne næste eventuelt "hader og forfølger os". Gennem disse to faktorer vil vi kunne ændre vor midlertidige tilsyneladende tilfældige og meningsløse tilværelse og forvandle den til den skæbne, der er Guds vilje, "mennesket i Guds billede". Korsfæstelsen er ingen straf, intet tegn på en vred eller hævngerrig gud, den er selve den smerte og lidelse, der er det eneste, der kan overvinde resterne af dyrementaliteten i os, den dyrementalitet, som sammen med den begyndende menneskelige intellektualitet blev til "djævlebevidsthed". Egoismens, magtbegærets, materialismens og intolerancens "slangehoved" må knuses i vort sind, lidelseserfaringerne vokser frem i stedet og dermed talentet for at være menneske og medmenneske. Det er den kristusbevidsthed, der skal "knuse slangens hoved", d.v.s. overvinde mørket og dermed den mørke skæbne. Men det kan ikke ske, uden at "slangen" "bider ham i hælen", altså ikke uden smerte. Denne "korsfæstelse" er vejen til "opstandelsen", til den tilstand, hvor mennesket har overvundet døden og åbnet sit sind for alle livgivende kræfter.
"Lønligt iblandt os de gå"
Der er endnu en begivenhed i skildringen af Kristus i Getsemane, som angår os alle: "Og en engel fra himlen åbenbarede sig for ham og styrkede ham". Utallige er de kunstnere, der har forsøgt at skildre dette sceneri i streg eller farve, og næsten uden undtagelse har de fulgt den ældgamle tradition og forsynet englen med vinger på ryggen. Det er naturligvis et symbol på, at et sådant væsen har en anden og større bevægelsesfrihed end mennesket har. Men da man her i vesterlandet er så tilbøjelig til at tage alting bogstaveligt, danner troen på sådanne bevingede skabninger en kurve, der begynder ved den fuldkomne overbevisning om, at engle ser sådan ud, og daler mod en begyndende tvivl og videre ned til det nulpunkt, der er en af materialismens mest komiske situationer: fysiologer erklærer, at der umuligt kan findes et muskelsystem på englenes ryg, som ville være i stand til at få disse kæmpevinger til at fungere hensigtsmæssigt! Altså er dette med engle en gammel overtro! Og det er mærkeligt nok en overtro, som alle religionerne har fælles. Men religionerne har jo også, som Grundtvig siger, det fælles, at i dem falder det himmelske og det jordiske sammen i en idé, religion er det endeliges samfund med det evige. Den definition behøver man ikke at være grundtvigianer for at erkende rigtigheden af. Englene er i alle religioner væsener, der fungerer som sendebud eller på anden måde som hjælpere og mellemled mellem det guddommelige væsen og menneskene, altså mellem det evige og det timelige. De er blevet til eventyrskikkelser for os, og derfor tror vi ikke på dem mere. Vi trænger til at se dem i et nyt perspektiv, så vi kan forstå det naturlige i deres tilværelse. Det var jo i og for sig det, fysiologerne forsøgte, men i deres snæversynede materialisme kunne de ikke nå længere end til at tænke på muskulatur, længere strakte deres sans for realiteter sig ikke. Men der er mange mennesker i vor tid, som er modtagelige for en ny verdensimpuls' ideer og dermed for forståelsen af psykiske og stråleformige realiteter bag de fysiske, når de vel at mærke kan se den logiske sammenhæng. På dette område bringer Martinus med sin kosmologi en fornyelse, som kan hjælpe søgende mennesker til at forstå den universelle sammenhæng, ja, den guddommeligt organiske sammenhæng kan man sige, så Gud atter bliver en realitet i menneskets bevidsthed, bønnen en naturlig og uundværlig bevidsthedsfunktion og englene de nødvendige sanseredskaber og skaberedskaber i Guds organisme i vekselvirkningen med det enkelte levende væsen. Ligesom vingerne kan være rigtige som SYMBOL på disse psykiske væseners større åndelige frihed, er der også en sandhed i de ord, vi synger ved juletid: "– lønligt iblandt os de gå –!"
"Kan et menneske være religiøst, selv om det ikke går i kirke?" spurgte den berømte børnepsykolog Helen Parkhurst en gang i en af sine radiosamtaler med børn, og en elleve-tolv-års dreng svarede: "Jeg synes, at det er lige så godt at bede udendørs som i kirken eller indendørs eller noget andet sted. For i tankerne kan man bygge sin egen lille kirke for sig selv og bede i den. Så er man nærmere naturen, og så er man også nærmere Gud end i kirken, synes jeg". En anden dreng tilføjede: "Det synes jeg med, for Gud har skabt naturen og blomsterne, men kirken har menneskene bygget". Og en tredie: "Man må være alene med Gud, man må ha' ham for sig selv". For disse børn var bønnen i "lønkammeret", som måske af og til var deres "Getsemane", noget naturligt. Vil det også være det, når de bliver større og måske begynder at tænke i mere intelligensbetonede baner? En tid vil de muligvis have svært ved at bede, fordi så mange andre tanker stiller sig hindrende i vejen. Men den dag vil komme, da de savner det. Og vil de da søge, vil de også finde frem til den kosmiske videnskab, der nu findes i verden, og som kan lære dem, at bønnen netop på grund af loven for årsag og virkning, som den ytrer sig i skæbneprincippet, har sin overordentlig store betydning. Bønnen er i sig selv en årsag, der kan bevirke, at virkningen af skæbnebølgen, man har "sået" i fortiden og nu må "høste", bliver anderledes, end den ville være uden bøn. Vil det da sige, at man kan bede sig fri af noget? Nej! Hvad man ikke er beskyttet imod gennem sit psykiske kraftfelt eller sin auras udstråling, kan man ikke undgå, men virkningen i ens sind af det, der sker, vil være en helt anden, hvis man forstår at "bede i Jesu navn", og dermed vil den skæbne, man danner for fremtiden, som skal "høstes" en gang, også blive en helt anden, end hvis man reagerer med bitterhed, vrede eller had eller lader sig rive ned i depressionens hængedynd. Vi har alle sået meget – også meget ubehageligt – i fortiden, men vor nutidige og fremtidige skæbne består i, hvordan vi reagerer, når det skal høstes. Det er lettere sagt end gjort at undgå vrede, bitterhed o.s.v., og mange gange KAN vi det ikke! Nej, "ikke af os selv, men Faderen gennem os". Vi kan bede om hjælp, om kraft, tålmodighed og kærlighed nok til at komme igennem mørket. En moder sagde engang: "Mit barn var døden nær, og jeg bad til Gud om at måtte beholde mit barn. Men min bøn blev ikke hørt, barnet døde", føjede hun til med bitterhed. Ja, barnet døde, det var en skæbnedannelse både for barnet og moderen, som ikke kunne ændres. Men hun føjede bitterhed til sin sorg, hun tænkte ikke på, at hun ikke forstod at bede "i Jesu navn", for så havde hun tilføjet: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Med de ord havde hun lukket op for den kraft, der ville have trøstet og hjulpet hende i sorgen og ud af sorgen, der ville også have været en engel i hendes "Getsemane". Guddommens psykiske organer, englene, er kontaktorganer mellem "Faderen" og hver eneste af os, og "Faderen" forsvinder ikke i mangfoldigheden af levende væsener og spiraler, alle disse udgør en enhed og helhed, et samfund af det evige og det endelige, fordi vi alle gennem vort "Jeg", der er "ét med Faderen", er ét med evigheden bag alle timelige former og skikkelser i tid og rum. Vor skæbne er, som Karen Blixen en gang skrev, noget, vi bør være stolte af, ja, forelskede i. Gud har sine tanker med hver og én af os, det må vi ikke glemme midt i hverdagen, vor virkelige lykke er vor udvikling i overensstemmelse med Guds plan med os.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige