Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Medens jeg sad og gennemlæste de mange tilsendte "klip", faldt nedenstående bilag ud af bunken og dalede ned på mit gulv. Jeg tog det op og læste det, og det gjorde faktisk så stærkt et indtryk på mig, at det satte en lang tankerække i gang. For det rører ved et problem, jeg atter og atter er vendt tilbage til i mine foredrag: ensomhedsproblemet.

Der er noget fantastisk i den tanke, at jo mere livet giver os i form af tekniske muligheder, både til at komme omkring og også til at blive underholdt, jo mere rastløse og urolige bliver vi. I "gamle dage", altså den gang mennesket hverken havde elektrisk lys, radio, TV o.s.v., havde livet en ganske anden rytme, end tilfældet er i dag. Da havde man al den tid, vi siden hen mistede. Vi jager hen ad vore landeveje med en fart, som gjaldt det livet, og irriteres grænseløst over myndighedernes fartbegrænsningspolitik trods det, den udelukkende gælder vort eget livs sikkerhed. Vi klistrer vore øjne til TV skærmen for ofte bagefter at ærgre os over, at vi spildte tid på det, vi alligevel ikke kunne lade være med at se, vi "erobres" kort sagt af alt det, en voksende teknik bringer os i berøring med, samtidigt med at noget inde i os trues af en "udtørring", hvis virkning i form af en stadigt voksende sjælelig uro og rastløshed er synlig for enhver, der evner at se blot en lille smule under overfladen.

Men "mætheden" er på vej, og den ytrer sig som al mæthed i en voksende irritation, hvis inderste årsag kun de færreste er klar over. For hvor morsomt det end er både at kunne race ud ad landevejen, at kunne flyve og at kunne høre sin egen stemme på bånd o.s.v., så kan alt dette ikke erstatte det, vi udtrykker i ordet "ånd" eller "liv". Venskabet, som i "gamle dage" ytrede sig gennem samvær, hvor mennesker åbnede sig for hinanden og levede med i hinandens liv, har dårlige kår i dag, hvor det ofte består i, at man omgående bliver placeret i en stol foran TV-skærmen, får stukket en kop kaffe i hånden og ellers blot har at tie stille for endelig ikke at forstyrre det øvrige selskab. Nej, teknikken har sin pris, og den er ikke betalt endnu. Men den vil blive det, for det åndelige element i os – og det er, trods alt, det væsentligste – lader sig ikke ustraffet presse i baggrunden. Jo hårdere tryk det udsættes for, desto stærkere vil dets reaktion en dag blive. Vi mærker lidt af denne reaktion i det helt eventyrlige pilleforbrug, vi er nået op på. "Ah doktor, har De ikke nogle piller, der kan hjælpe mig?" er en bøn, en sætning, der efterhånden høres indtil bevidstløshed af vore læger. Og doktoren har virkelig flere piller end nogen sinde før, men hjælper de? For en stund, ja, men også kun for en stund. De fjerner en virkning, men ikke årsagen, og årsagen melder sig stærkere og stærkere!

Nej, mennesket af i dag er ikke lykkeligt – men det er heller ikke ulykkeligt nok! For var det virkelig ulykkeligt, ville det reagere anderledes, end det gør. Det kan gøre ondt både at tænke og også at skrive det, at om ikke lidelsen fandtes, var menneskeheden uden virkelig udsigt. Det er lidelsen – konsekvensen af det unormale liv – der befordrer hver og en af os fremad. Kunne vi ved hjælp af piller klare enhver fysisk såvel som sjælelig situation, kunne man med rette hævde, at det materialistiske verdensbillede havde sejret totalt. Men piller kan kun dulme, kan kun mildne virkninger af årsager, som ikke har noget som helst med materialisme at gøre. Vi er af ånd, og vi vil vedblive med at være af ånd. At vi – åndeligt mindreårige som vi er – midlertidigt er gået på næsen i materialismens sandkasse, er ikke ensbetydende med, at vi forbliver der. For ensidig dyrkning af rent materielle ting og forestillinger giver kun ét slutresultat: ensomhed! Læs omstående bilag langsomt igennem, og også De vil føle det grusomme i, at her ligger et menneske og kalder fortvivlet på blot én, der vil komme og tage hans hånd og sidde stille og lytte. Men ingen har tid! Det er den ene side af medaljen. Den anden er: havde han selv tid, da han havde chancen? Vi ved det ikke og får det aldrig at vide. Men dybt i os selv kender vi alligevel svaret. For livet er sæd og høst! Og her er det, at dette lille livsbillede har mest at fortælle os. For glemmer vi vore medmennesker, glemmer de os! Venskab er andet og mere end blot det at "komme sammen". Venskab er som en have. Passer man sin have og holder den ren, er den én stor glæde. Gør man det ikke, overgroes den af ukrudt. Sådan er det også i venskabet! Taler man aldrig åbent ud med sine venner, giver sig tid til at lytte til dem, sætter sig ind i deres situationer og viser dem, at man virkeligt holder af dem, gror der meget let "ukrudt" op imellem en og dem. Da bibringer man disse mennesker en følelse af, at nok holder man af dem, men – – –.

Dybest set er vi alle ensomme. Vi kan ikke være hinanden. Kun to er i vor evige tilværelse virkeligt uløseligt forbundet, og det er Guddommen og gudesønnen. Derfor kan ingen mand, ej heller nogen kvinde helt udfylde vort liv, og det ligegyldigt hvor højt man end synes at elske dem. Jeg ved, dette ægger til modsigelse hos mange, især hos den, der er dybt forelsket. Men det ændrer ikke en tøddel ved den sandhed, at hvis vi virkeligt kunne være hinanden i Guds sted, var der ikke brug for ham. Og det kan vi altså heller ikke. På timer, ja på minutter eller næsten sekunder kan vort ydre liv skifte, og den, der var alt for en, er borte eller i hvert fald tilsyneladende borte. Dette skal man altid have i tankerne, når man tror sig selv "evig lykkelig". Og her er det, at det moderne menneske synder imod sig selv. Det har afskaffet Gud. Det har afskaffet religionen og tror at kunne sætte teknikkens resultater i hans sted. Det lykkes et stykke tid, men også kun et stykke tid. Loven for hunger og mættelse er akkurat lige så urokkelig, som den synes at være ubarmhjertig. Men den er ikke ubarmhjertig, den er, bag om al tilsyneladende grusomhed, kærlighed. At den, som føler sig svigtet, ikke føler det sådan, er menneskeligt forståeligt. Men liv uden perspektiv synes altid grusomt. Man oplever – og forstår ikke oplevelsen. Men alle ved vi, at "tiden læger alle sår". Tiden alene skaber perspektiv – og dermed forståelse, erkendelse. Og her er det, at menneskene endnu ikke har oplevet noget virkeligt sandt perspektiv mellem dem selv og den tekniske verden. De "ejer" ikke denne verden. Det er den, der ejer dem! Akkurat som det forelskede menneske tror at eje sin partner. Vi ser det overalt! I dag har det store flertal "teknik på hjernen". Alle vil have den sidste ny model, og får de den, afslører deres måde at være på, at det oftere er denne model, der ejer dem. Endnu er kun få mennesker blevet virkelige brugere af alt det, teknikken har givet os. Men det vil komme. Hvad der i dag er stort at eje, stort at vise frem, ikke til glæde, men derimod – ofte bevidst – til misundelse for andre, vil en dag være hvermands eje og derfor uden evne til at føde misundelse. Vi lever i en besynderlig overgangsverden, som mellem nattens svindende mørke og dagens gryende lys. Flertallet står stadigvæk i "mørket" og stirrer frem imod dem, der tilsyneladende har nået "lyset", står der med misundelsens grimme farve malet i hvert et træk. Men alle vil vi en dag få alt dette "legetøj", og hvad så?

Ja, så vil kun den stå stærkt, der for længst lærte sig selv at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige, mellem ånd og stof! Thi således skabte Gud verden, at han gav menneskene alt, hvad de begærede for at lade dem selv lære sig at skelne mellem det, der har evighedsværdi og det, som "møl og rust fortærer". I dag har det "møl og rust fortærer" magten! Og det vil have det en rum tid endnu! Men bare ikke evigt! Hver eneste dag sker det, at mennesker "vågner op" og besinder sig. Hver eneste dag sker det, at mennesker pludseligt forstår, at livet, det virkelig liv ikke er at finde i barndommens sandkasse. Det findes kun hos voksne mennesker, og derfor vil vejen altid gå tilbage til mennesket selv! Thi kun i dette, at elske mennesker, lever man! Det gør ondt i hjertet at læse om et menneske, der ligger syg og ensom og bare ønsker, at en vil komme og besøge det. Men elsker vi mennesker, vil vi aldrig komme i den situation! Dette har de vise forkyndt os gennem årtusinder, og dette viser Martinus os gennem sine klare analyser. Vi må sprænge denne egoistiske kapsel omkring vor egen sjæl og med al den risiko, det indebærer, "gå ud iblandt mennesker og elske dem, være noget for dem og vise dem, at vi holder af dem!"

"Al den risiko –"? Ja, vi løber en risiko, når vi knytter os til mennesker. Vi har ikke kosmisk bevidsthed, så vi kan tage fejl og give vor kærlighed til mennesker, der besvarer denne kærlighed med dens egen modsætning. Der er intet forkert i dette, og vi har ingen ret til at bebrejde disse mennesker noget som helst. Vi har kun ret til én ting: stilfærdigt at trække os tilbage! For ét sted skal den onde cirkel, der hedder "at tage hævn", slutte. Og den kan kun slutte i vort eget hjerte. At det ikke er let, ved enhver, der har stået med et skarptslebet sværd i hånden og vidst, at nu kunne han slå så eftertrykkeligt, at modpartens mund var lukket for bestandigt. Men det er her, menneskets åndelige kvalitet skal og må bestå sin største prøve, og det kan den kun den dag, man med hver en fiber i sig forstår, at om end vi står i dyb gæld til dem, der har elsket os, hjulpet og og båret os frem, står vi i en endnu dybere gæld til vore såkaldte fjender. For det er trods alt dem, der mere end noget andet har lært os at tænke! Lært os kunsten at skelne! Forstår man dette, forstår man også, hvorfor budet lød: "Du skal elske dine fjender –!"