Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg skrev engang i et kontaktbrev, at døden var al tænknings virkelige moder. Selv om livet kan være så vanskeligt, at det synes umuligt, er det dog for gennemsnitsmennesket så stor en realitet, at det foretrækker dette livs kampe og besvær i stedet for, frivilligt, at forlade det. Men døden eksisterer! Vi er i virkeligheden alle såre flygtige gæster i denne verden, og selv om utallige faktisk knytter sig så stærkt til livet her, at man uvilkårligt får den tanke, at de forestiller sig, at de altid skal forblive er der dog andre, lige så utallige, for hvem det forlængst er blevet en kendsgerning, de dagligt har i tankerne, at "den sidste time" kan melde sig nårsomhelst – og hvad så?

Før Martinus afdækkede den skjulte, kosmiske verden, der for den seende afslører sig i alt, bag alt og over alt, herskede der stor forvirring om det sande svar på ovenstående spørgsmål. De religiøse trosretninger giver alle svævende svar, så svævende, at vi med mellemrum må opleve mærkelige diskussioner mellem disse trosretningers fremtrædende repræsentanter om dette problem, diskussioner der, hvor skarpsindige de så end kan synes at være, som regel skaber mere tvivl om livets fortsættelse efter døden end tro på denne fortsættelse. Kun den mere sublime spiritisme giver virkeligt positive svar, men også her hersker der stor forvirring udover dette ene, at livet fortsætter efter døden. For mig at se har det været spiritismens eneste virkelige mission at fastslå, at døden ikke repræsenterer nogen afslutning på livet. Derudover virker mange af dens forklaringer på dette fortsatte livs natur ofte lige så forvirrende som de forestillinger, det trosreligiøse liv hele verden over giver menneskene.

For Martinus er menneskets tro på, at døden skulle udgøre et endeligt punktum på vor tilværelse, livets største negative illusion. Den er for ham en tænkt modsætning til virkeligheden, er en af det kosmisk uvidende menneske frembragt forestilling, hvis konsekvens er blevet en ulykkelig overdimensionering af det fysiske livs betydning. I troen på, at man kun lever én gang, frembringer mennesket selv en livsrytme af farligste art. Alle jager efter en indbildt fysisk lykke, hvis indre poler enten er et til tider helt uhyggeligt udviklet begær efter penge eller sex eller begge dele. Mennesket uden kendskab til tilværelsens indre, kosmiske lovmæssighed og dets eget virkeligt evige liv – her i betydningen: et liv med en lige så evig fortid som evig fremtid – lever et komplet perspektivløst liv. Det lever i virkeligheden på illusioner, som, jo ældre det bliver, mere og mere antager selve helvedets karakter. Intet under, at angsten i alle dens utallige variationer her kommer til at spille en altdominerende hovedrolle.

Set i lyset af Martinus kosmiske analyser har troen på dette liv, som det eneste vi har, ført til skabelsen af det helvede her, som så mange frygter for at skulle opleve efter døden. Thi ideen om, at dette liv er det eneste, vi har, fører altfor let til udviklingen af lutter grove begær. Hvorhen vi end vender vort blik, ser vi mennesker binde sig til disse begær. Viljen dirigeres af dem, og resultatet er ofte så rystende, at der tilsyneladende ligger megen visdom i den berømte franske astronom Flammarions ord om, at "dersom de andre kloder i universet er beboede, må jorden være deres sindssygehospital!"

Det kunne synes sådan, men takket være Martinus klare analyser ved vi nu, at forholdet ganske enkelt er det, at mennesket i sin kosmiske udvikling med stor hast nærmer sig sin egen kosmiske døds fuldbyrdelse. Medens det primitive menneske stadig har nogen indre forbindelse med det universelle liv og derfor stadig har evnen til blindt at tro, har det såkaldt "moderne" menneske selv brudt broerne bag sig og givet sig tanker og ideer i vold, der kun kan føre til en sjælelig afstumpning, hvis ydre kendetegn er den vidtdrevne selvoptagethed og selvovervurdering, vi i dag er vidne til overalt i den såkaldt intellektuelle verden, hvor begreber som ydmyghed og beskedenhed ofte synes at blive opfattet som direkte livsfjendske. I de såkaldt "gamle dage", altså i den periode, hvor den religiøse tro, af hvad art den så end var, havde så stor magt over sindene, at moral var en virkelig autoritet, var der ting, man kunne gøre – og ting, man ikke kunne gøre. I dag kan man – intellektuelt frigjort som man er – gøre alt, hvad der passer en, blot man gør det. Fra at have levet i én grøft, er vi havnet i en anden, og resultatet er blevet derefter. Nervesygdommene er i en så foruroligende vækst, at de er ved at blive et altoverskyggende problem for både lægestand og myndigheder. Og hvad er nervesygdomme andet end resultatet af mentale kortslutninger? Og hvad er mentale kortslutninger andet end virkningen af tro på ideer og forestillinger, der er skåret ud af sin kosmiske helhed og derfor fører til overdreven isolation? Menneskets største svøbe i dag er simpelt hen den, at det lever et kosmisk dødt liv. Det er uden sand kontakt med livets indre fællesskabstanke, hvad der uundgåeligt fører til en fornemmelse af sjælelig tomhed, hvorved vejen er åbnet til den ulykkelige tanke, at livet i virkeligheden er uden indre mening, og alt, hvad der har med Gud og et evigt liv at gøre, kun er for gamle koner og tåber.

Den kosmiske døds frugter er i dag synlige overalt. Det er stanken fra denne kosmiske "ligtilstand", vi møder i samtlige en atomkrigs perspektiver, ja i alt det, der i dag gør livet for det udviklede menneske til noget af et mareridt, så længe det ikke har fået den kosmiske indsigt, der bliver en kommende fremtids sande livsfundament. Men hvad angår alt dette livet efter døden?

Er svaret her ikke det, at vort liv slet ikke er så fysisk, som de fleste tror? Vort egentlige liv i denne verden er akkurat lige så åndeligt som livet efter døden. Er vor verden måske ikke befolket med både små og store ånder? Er det ikke her, som det må være der, de store ånder lærer de små at tænke? Alle kender vi den bibelske sætning: "Hvad du binder dig til på jorden, er du bundet til i himlen, og hvad du gør dig fri af på jorden, er du fri af i himlen". Og er det ikke således, at det store flertal, netop fordi det ingen virkelig kosmisk opdragelse har modtaget, "binder" sig til ideer og forestillinger, der simpelthen er så "jordslåede", at deres mulighed for – efter døden – at opfatte og forstå den virkelig høje åndelige verdens natur er så begrænset, at "himlen" simpelt hen må bestå af "mange boliger", for at disse åndelige babyer kan få udfyldt rummet mellem denne og den følgende inkarnation eller tilbagevending til denne eller en dermed beslægtet planet.

For Martinus er livet en kontinuerlig proces. For ham er livets fortsættelse efter døden en lige så naturlig ting som dette, at vi hver morgen vågner til en ny dag, at ungdom afløser barndom og alderdom den manddom, hvor det rent fysiske liv kulminerer, eller at forår afløser vinter, som sommer og efterår afløser hinanden. For ham er alt kosmiske kredsløb inden i kosmiske kredsløb eller den uafbrudte forvandlingsproces, som er livets fornemste kendetegn.

Men på ét punkt afviger Martinus tanker fra alt, hvad vi hidtil har kendt: ved den næsten utrolige klarhed, de kaster over det problem, ethvert udviklet menneske tumler med, nemlig livsformen efter det, vi her kalder døden. Intet sted har overtroen haft lettere spil med vore sjæle end i de mange beskrivelser, vi på vor vej møder om dette kommende liv, lige fra de mest besnærende salighedsberetninger til næsten perverse helvedesforkyndelser. Her gyder Martinus olie på de oprørte vande ved på sin lidenskabsløse måde at påvise for os, at alle livsformer er åndelige i deres inderste natur, og at sand lykke beror på evnen til i vekselvirkningen med den omgivende verden at frembringe visioner, der på alle områder er i den dybeste kontakt med verdensaltets grundtone: næstekærligheden. Medens denne visionsskabende evne i en verden, hvor menneskets intuition er næsten latent, uundgåeligt fører til skabelsen af ideer og forestillinger om mennesker og ting længst borte fra virkeligheden, så fører den samme evne til helt andre livsoplevelser i en verden, hvor muligheden for eksplosion er helt udelukket. Vi ved alle, at "det sete afhænger af øjnene, der ser". Og i vor verden "ser" mennesket altfor ofte livet igennem hadets, hævnens og misforståelsernes grumsede brilleglas. Overalt møder vi mennesker, som lever på ideen eller forestillingen om, at verden består af dem selv og "andre mennesker". Disse mennesker er endnu ikke voksne nok til at forstå, at verden altid kun vil bestå af to: dem selv – og Gud! De forstår ikke, at de selv er en afgrænset bevidsthed, hvis hele liv foregår inden i en altomfattende guddomsbevidsthed, med hvilken de konstant vekselvirker. Vidste de det, kunne de hverken hade, hævne, forfølge eller bagtale, for de ville da vide, at det alene er dem selv, de hader, hævner sig på o.s.v. Der er intet egentligt ondt i dette, for ét sted må mennesket lære, at "som det sår, skal det og høste". Og vor verden er en kosmisk "skoleklasse", hvor ethvert menneske lærer den kosmiske tænknings grundbegreber at kende. Vi lever alle i en verden, hvor "den, der ikke vil høre, må føle". Og hvorfor? Simpelt hen fordi den selvoplevede konsekvens af dette at tænke "forkert", altså: tænke imod lovene, uundgåeligt fører til, at "brændt barn skyer ilden!" Og vi er alle "brændte børn", så længe vreden i os fremdeles får magten over os og tvinger os til at foretage handlinger, hvis konsekvens først er smerte for vor næste – og derefter for os selv!

Men enhver "skoleklasse" har sin egen tid. Ingen kan udholde en permanent undervisning. Der må "frikvarter" til, om vort liv her skal kunne udholdes. Og dette "frikvarter" er livet mellem det, vi har givet navnet "døden", og vor tilbagevending til den skoleklasse, livet i den grove fysiske verden er. Og på samme måde som de større børn i skolen får mere ud af frikvarteret end de små, på samme måde får det menneske, der allerede her har fået et vist indblik i tilværelsens kosmiske lovmæssighed langt mere ud af livet efter døden, end det menneske får, der så at sige har stået med ryggen til evighedstanken og blot bundet sig til tanker og ideer af rent jordisk karakter. Et sådant menneske evner kun at skabe sig åndelige visioner af laveste art. Dets fantasiliv er endnu kun i fostertilstand. Dets virkelighedssans befinder sig endnu på et plan, hvor det helt binder sig til det, "man kan tage og føle på" i modsætning til livskunstneren, der i sig ejer en brændende længsel efter at skabe og forme i den tankematerie, der for det primitive menneske blot er "forbandet løgn og digt". Store ånder, enten de så er her i kødet eller fri af dette kød, afviger nu engang fra små ånder derved, at det er dem, der skaber vor verden ved deres fremragende evne til at forme i tankematerie. At være "forud for sin tid" vil jo blot sige: at være dygtigere til at "se" den fremtid, der endnu er skjult for det flertal, der er uden virkeligt visionære evner.

For Martinus er livet efter døden ikke sådan og sådan. Det er et lige så individuelt liv som livet i denne verden blot med den forskel, at de grove energier, som her befordrer hadet, vreden eller alt det, vi har givet navnet "mørke" eller "ondskab", der midlertidigt helt er koblet ud af det jordiske menneskes sansesæt. Derfor er døden ikke en indgang til en verden magen til eller endnu værre end verden her. For Martinus betyder døden indgangen til en verden af overdådigt lys og skønhed, som intet menneske nogen sinde burde frygte, men tværtimod glæde sig til at opleve. Vi er i denne skønne verden hver nat, men så viseligt er livet indrettet, at "når klokken ringer", og "skoletimen" her begynder, kan vi normalt intet erindre om vort korte ophold der. Men vi har været der, vi har været sammen med dem, vi elsker. Thi sorgen og savnet eller alt det, vi samler i ordet "smerte", hører vor verden til. Det er ikke dem, der er gået forud for os, der savner os, thi de ser os, om vi selv vil, hver eneste nat. Det er således ikke de døde, der er at beklage. Ligervis som larven, der efter et endt liv forpupper sig og derefter en dag gør sig fri, og som en strålende sommerfugl flagrer op mod solen, mod lyset, således lever også vi her et kosmisk larveliv. En dag slutter det, og efter en kort puppetilstand, under hvilken vi frigør os for alt det grove, der hørte denne verden til, flagrer også vi ud i en verden af skønhed og kærlighed, thi alle – alle – er vi med digteren "kun her på træk og haver andetsteds hjemme!