Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Lægger man øret til verdens larm og uro og prøver på at adskille de mange lyde, hele vor åndelige atmosfære er fyldt med, er der særlig tone, der synes at gå igen alle vegne. Oversat i ord lyder tonen således: "Det er hans skyld – det er hendes skyld – det er de andres skyld!"

I sit verdensbillede viser Martinus os, at mennesket – gennemsnitsmennesket – i dag rent kosmisk befinder sig "længst borte fra Gud", hvilket vil sige: i selve det åndelige mørkes kulminationsområde. Man hører disse ord, føler sandheden i dem, men går sjældent på sporet af denne sandhed. Gør man det imidlertid, vil man finde, at dette at være "længst borte fra Gud" i virkeligheden vil sige det samme som, at man erklærer sig selv uden skyld i den elendighedens situation, menneskeheden i dag befinder sig i – : det er "de andres" skyld!

Netop i dette, at gennemsnitsmennesket har mistet den bevidste forbindelse med den kosmiske helhed, af hvilken dets virkelige lykke afhænger, finder man årsagen til den fortvivlede individualisme, der i dag gør verden ond at leve i. Man vil være "sig selv", man vil være "en ener", være "original" og først og sidst, man vil have "sin ret". Tag hvert eneste af disse udtryk for sig og læg mærke til, at de hver for sig udtrykker ønsket om at holde sig "de andre" fra livet! Men læg også mærke til, at begrebet ydmyghed overhovedet ikke kan få plads noget steds i dette overindividuelle system. Og der, hvor ydmygheden lukkes ude, breder selvbevidsthedens dræbende svamp sig. Der lider individet af åndelig kræft. Der gror isolationen på samlivets bekostning.

"Jamen, skal vi da ikke blive individualister, blive personligheder med eget særpræg, eget "ansigt"?" Spørgsmålet er et af tidens vigtigste, er et af dem, der optager det enkelte menneske mest. Trangen til at "gøre sig gældende", altså bemærket, er en trang, der i vor tid behersker så langt de fleste mennesker, behersker dem indtil en sådan grad, at det ofte kan virke næsten sygeligt. Naturligvis skal vi ikke forblive "massemennesker", der blot lader sig dirigere af andre. Vi skal virkelig alle blive personligheder med selvstændige "ansigter", men dette indebærer ikke, at vi dermed behøver at blive en slags særling, hvis "ansigt", hvor særpræget det end kan være, alligevel har et umiskendeligt præg af noget ubehageligt, har noget frastødende ved sig. Undersøger vi de virkelige personligheders liv, altså de, der har sat de dybeste spor i vor historie, ser vi, at de alle ejede ydmyghedens nådegave næsten indtil selvudslettelsens grænse. Siger ikke Jesus: "Se til mig, jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet –". Virkeligt store mennesker giver ikke "de andre" skylden for noget som helst. Bevidst eller ubevidst erkender de den sandhed, Martinus har udtrykt med ordene, at "intet menneske kan rammes af noget, til hvilket det ikke selv udgør den absolut første udløsende årsag!" Det er her, gennemsnitsmennesket står fortvivlende svagt. Det kender ikke denne sandhed, er aldrig blevet belært om dens eksistens og må som følge heraf søge årsagen til egen modgang alle andre steder end hos sig selv. Og hvor er det også meget lettere!

Den store kinesiske filosof Lin Yutang har i sin bog "Jordisk Lykke" et afsnit, hvor han i forbindelse med beskrivelsen af mange lyse livssituationer slutter med ordene: "Er det ikke lykke!" For mig at se er den største virkelige lykke, et menneske kan opleve i vor verden, den at gøre sig selv bevidst i den urokkelige sandhed, at der dybest set kun eksisterer det selv og Gud, og at alt andet i det ganske univers kun er "instrumenter" for den evige "samtale" mellem Gud og gudesønnen, der i sig selv er livet! Fastholder man konsekvent denne sandhed for sit eget Selv, opelsker man i sig evnen til at anvende tilværelsens kosmiske perspektivprincip så at sige på sin egen viljes bud og frigør dermed sig selv, sit sind, for den altfor tunge byrde, det er at give "de andre" skylden for den modgang, enhver af os må have, for at vor bevidsthed ikke i livets sidste afsnit skal afgå ved forkalkningens blide, men alligevel så triste død. For at "gamle bukke får stive horn", viser livet os dagligt. Og de "stive horn" udgør jo netop selvretfærdighedens beske symbol!

Nej, kommer mennesket på sporet af sin egen store og virkelige ensomhed, erkender det med sig selv, at det kun er en såre flygtig gæst i denne verden, og dermed det farlige i at binde sig for voldsomt til den, enten det så er til mennesker eller materielle ting, står det langt stærkere end den, for hvem omgivelserne mere er at ligne ved "krykker", uden hvilke det ikke kan bevæge sig, end de er de midler, ved hvilke Gud lader bevidstheden vokse. Om jeg selv føler livet dejligere end andre, kan jeg ikke vide, jeg ved bare, at jeg føler det vidunderligt at være til, og jeg ved yderligere, at årsagen til, at jeg føler det sådan, skyldes den viden, Martinus gav mig om forholdet mellem Guddommen og gudesønnen. Når alt kommer til alt, er det, vi gav navnet "frihed", et rent indre åndeligt anliggende. At vide at man intet ejer og være jublende lykkelig ved denne viden, det er for mig den frihed, jeg ønsker ethvert menneske! Da er man virkeligt på én og samme tid både fri af "de andre" og ét med dem!

Alle er vi "jordfødte", hvilket vil sige, at den åndelige afstand imellem os ikke er så stor, som mange ofte vil hævde. Intet udtryk generer mig sjæleligt mere end udtrykket "højt åndeligt udviklet", især brugt i betydningen om sig selv. Lad verden efter os fælde dom over os, og lad os håbe, den er os nådig! Men lad os aldrig selv falde i den afgrund, det er at tro sig selv større, klogere eller bedre end andre. Jeg erindrer her Martinus ord om, at "alene dette, at være født i en verden som denne er en betænkelig sag!" Og det tør nok siges! Nej, vi har alle sider, som skal slibes, ting som skal læres, og skæbne som skal udleves, så lad ingen slå sig selv til ridder på andres bekostning. For mig har Jesu ord om, at "hvo som synes at stå, se vel til at han ikke falder", her været en umådelig inspiration. Nej, vi er her for at lære, lære at tænke, hvilket jo blot vil sige: lære at bringe overensstemmelse mellem vore egne begær og de begær, på hvilke alt livs lykke beror. Og vender vi igen tilbage til gennemsnitsmenneskets drøm om at være "noget for sig selv", altså en individualist, man lægger mærke til, ser vi, at vejen fra massemenneskets lukkede verden til det kosmisk bevidste menneskes frie og åbne verden er længere end som så. Selvopblæsthed, arrogance o.s.v., o.s.v., al den "fosteruld", der knytter sig til den forvandlingsproces, der ændrer mennesket fra åndelig slavetilstand til åndelig frigjorthed, kan være svære ting at få fjernet. Men de må fjernes, om mennesket ønsker den frihed, det allerede som dyremenneske anede eksisterede. Vi er nået langt hen ad den vej, der fører os imod dette attråværdige mål. Vi er nemlig nået til den "korsvej", der skiller mentalt mørke fra mentalt lys. Det blev sagt os, at "søger, og I skulle finde!" – "Banker, og der skal blive lukket op!" Men der blev aldrig sagt, at nogen anden kunne søge for os, ej heller banke på porten for os, vi skulle selv gøre begge dele!

Og her er det, at livet har belært mig om en sandhed, jeg ikke helt forstod i de unge år, hvor min sjæl var overbevist om, at ethvert menneske havde brug for Martinus verdensbillede. Flammerne slog mod himlen – og man ser dårligt gennem flammer! I dag, hvor ilden er under kontrol, ser jeg klart, at kun ét fører mennesket ind på den nye vej, kun ét lærer det at søge, kim ét får det til – ofte med blødende knoer – at banke på porten til sandhedens og frihedens skønne verden, og det er den sviende sult i sjælen, den brændende hunger efter viden, der endnu kun er de få beskåret. Ikke at dette er nogen ny, epokegørende sandhed. Den er så gammel som verden selv – men alligevel strålende ny for den, der for alvor forstår den!

Og forstår man den, ved man med hver eneste fiber i sin sjæl, at ethvert menneske må være, som det er, netop som det er. Altid vil det være en frugt af sin egen evige fortid – og altid vil det i sig rumme alle muligheder for sin egen evige fremtid. Hvordan dets liv er – er en sag mellem Guddommen og det selv! For en stund kan det falde i vor lod at stå det nær og være det til hjælp og nytte, men kun for en stund! Intet menneske er bestemt til at skulle være i Guddommens sted for et andet menneske mere end for et kort øjeblik! I vort indbyrdes forhold til hinanden er vi kun – og skal aldrig være andet og mere end de guddommelige instrumenter, gennem hvilke Guds egen ånd, hans egen bevidsthed vokser i den enkeltes sjæl. Vil vi være mere, har vi allerede på forhånd tabt! Det kan være svært at erkende dette, men alle – alle – skal vi lære denne lektie!

Har man til gengæld lært den, og mange har det, så ved man også, både hvor vejen går, og hvordan den skal gås! Da er man ikke længere offer for sympatiernes og antipatiernes ofte lige onde impulser. Da er ens "skib" sejlet ind på empatiens rolige hav og de dage endt, hvor vilde storme kunne ødelægge både "ror og mast"! Da søger man ikke længere lykken i det store og voldsomme, men derimod i det små og evigt skønne! Da bliver der mere sand religion for en i selv den mindste, udsprungne blomst end i samtlige filosofiens storværker. Da er man der, hvor alle de store, hvis hjerte blødte for os, ønskede vi skulle være! For sand religion er ikke at vide alting, sand religion er at leve den viden, man har erkendt, leve den på en sådan måde, at selv ens fjender må agte det, man skabte!