Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 1007-1008.

""Det levende væsen" kan således kun eksistere som en kombination af et "fast punkt" og "bevægelse". En analyse af "det levende væsen", der kun udtrykker "bevægelse", hvilket igen er det samme som en kombination af mål- og vægtfacitter, er ingen analyse af nævnte væsen, men kun en direkte analyse af materie. Men denne analyse af materien vil aldrig i noget tilfælde kunne blive til eller eksistere uden at være et urokkeligt indirekte bevis for, at der eksisterer noget, der ikke er materie, nemlig analysens ophav. Da dette ophav har kunnet skabe analysen af materien, må det i sig selv være en kontrast til materien, thi det, det ikke eksisterer som en kontrast til, er nemlig totalt umuligt for det at opleve. Det er kun ved vor egen afvigelse fra en ting, at vi kan opleve denne ting. Det, vi ikke afviger fra, er vi ét med. Og det, vi er ét med, kan vi kun skelne der, hvor det er markeret af kontraster, kun der er det tilgængeligt for sansning. Alt, hvad det levende væsen overhovedet kan opleve, er kun dets egen afvigelse fra tingene. Men da tingene er materie og dermed "bevægelse", bliver alle eksisterende oplevelser således urokkeligt identisk med et "Noget"s oplevelse af sin egen afvigelse fra "materie", fra "bevægelse". Alle eksisterende oplevelser i tilværelsen, alt, hvad der kan sanses, er således kun dette, at "det oplevende Noget" ikke er hverken "materie" eller "bevægelse". I modsat fald ville det altså være ét med "materien" eller "bevægelsen". Men når det var ét med disse faktorer, var der ingen kontraster. Og der, hvor der ingen kontraster er, er der absolut stilhed. Men der, hvor der er absolut stilhed, er der ingen tænkning, ingen viljeføring, ingen oplevelse og dermed intet liv. Livet eller enhver form for bevidsthed, enhver form for oplevelse er udelukkende kun eksisterende som en afsløring af et " Noget ", der afviger fra materien, et "Noget", der derfor ikke er "bevægelse". Men når enhver oplevelse af livet, det være sig både sandhed og usandhed, er en oplevelse af et eksisterende "Noget"s afvigelse fra "materien" eller "bevægelsen", turde dette "Noget"s absolutte eksistens hermed være uomstødeligt bevist, selv om det naturligvis kun kan blive en "teoretisk oplevelse" for den uindviede læser. Den "absolutte oplevelse" må ethvert væsen jo vokse sig til igennem udviklingen.

Da ingen som helst oplevelse kan blive til uden netop i kraft af, at den er en afsløring af et eksisterende "Noget"s afvigelse fra "materie" eller "bevægelse", kan dette "Noget" dermed kun eksistere som "bevægelsen"s kontrast. Men "bevægelsen"s absolutte kontrast kan jo kun være det "faste punkt". Dette "faste punkt" er livets absolutte akse. Om dette punkt drejer hele tilværelsen sig. En hvilken som helst oplevelse af liv kan altså i sin dybeste analyse kun være sit ophavs bevidste eller ubevidste identitetsfornemmelse med dette "bevægelserne"s " faste punkt ".

Det er rigtigt, at denne identitetsfornemmelse, indtil dens ophav har nået "den store fødsel" eller "kosmisk bevidsthed", er indpakket i en "timelig" emballage eller er camoufleret i mål- og vægtfacitter. I dette tidsrum har væsenet derfor ikke nogen særlig glæde af denne sin identitet med det uforanderlige "evige Noget", men tror sig ét med "materien", tror sig ét med støvet, med tilintetgørelse, med døden. Men i denne mentale mørkeperiode i dets spiralkredsløb nærer det alligevel dybt i sit indre et mere eller mindre bevidst lønligt håb om denne dets identitet med udødeligheden og dermed med uendeligheden eller Guddommen. Og det er for at stimulere og lette adgangen til den virkelige oplevelse af genstanden for dette håb, at vi her har belyst det "evige Noget" i væsenet som udgørende dets eneste absolutte " faste punkt "."