Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kun sjældent er drømmen om lyse og skønne pinsedage gået så helt og fuldt i opfyldelse som i år! Efter den næsten uendeligt lange vinter føles disse dage som en så skærende kontrast, at tanken omtrent af sig selv vender sig imod pinsefestens åndelige baggrund: den hellige ånds tilsynekomst i den mørke, jordmenneskelige mentalitet.

Selv om vor evne til at glemme gud ske lov er meget stor, er de mange kolde måneder os endnu så tæt inde på livet, at det føles som et blændende eventyr at se den naturens pragtudfoldelse, der i dette øjeblik omgiver os på alle sider. Med digteren oplever vi for alvor, at "luften er svanger med vellugt fin". Blomster overalt, blomster i alle farver, indrammet af det mest skære grønne som tænkes kan og – måske skønnest af alt – badet i varmt, livgivende solskin! Jo, vinteren er uigenkaldeligt forbi, sommeren er kommet til vort land.

Sommeren ja! Allerede længe har vor store ferieby været belagt med mennesker, som nyder livet her i fulde drag. Scleroseramte, leddegigtramte og ældre mennesker, som ellers kunne have svært nok ved at få ferie, fylder lejlighederne og giver attter og atter udtryk for den glæde, de føler ved at være her. Adskillige af dem har været gæster hos os i så mange år nu, at de simpelt hen føler feriebyen som deres egen. Mange er uendelig hårdt ramt af skæbnen, så hårdt, at det kan smerte en meget dybt at være vidne dertil. Men ét er fælles for dem alle: glæden over denne plet, som virkeligt er blevet skønnere år for år.

Men tiden er en hastig rytter, og inden længe vil forsæsonen glide over i højsæsonen, og feriebyen vil da på ganske få døgn helt skifte karakter. Fra selv meget fjerne pladser på kloden vil mennesker komme hertil for at lytte til det budskab, Martinus tanker indebærer, og livet her vil – det ved vi – i korte uger blive én stor og lysende inspiration, én stor hyldest til den næstekærlighedens tanke, for hvilken feriebyen for mere end en menneskealder siden blev skabt. At der forud for denne stadigt voksende højsæson går et stort arbejde, ved vi alle, men det er næsten overstået nu, og jeg tør roligt sige, at velsignelsen i den grad har været over vort arbejde her, at enhver, der så småt begynder at tælle dagene til deres ferie heroppe, vil møde adskillige forbedringer, der vil gøre opholdet i feriebyen om muligt endnu bedre end nogen sinde før! Denne ferieby er en frugt af et indbyrdes kammeratskab, en indbyrdes hjælpsomhed, som kun sjældent ses i vor forvirrede og ofte næsten uhyggeligt kolde verden. Derfor vokser den, som den gør, derfor elsker vi den så højt, som tilfældet er – og derfor ser vi frem til den nye højsæson med hjertet fyldt med en sød forventningens glæde. Vi har skabt en skøn ramme om det åndelige liv på denne plads, og da vi ved, at enhver af vore kommende gæster medbringer netop den åndelige sult, der for så mange år siden blev årsagen til dens skabelse, ved vi også, at vi går mod dage, hvor livets dybeste problemer på ny vil blive drøftet i netop den kærlighedens lysende og varmende atmosfære, der er vor store feriebys bærende fundament!

– – – – – – –

Anbragt midt i en stor åndelig bevægelses centrum, som jeg er, sker det nu med kortere og kortere intervaller, at livet bringer mig bud om, at dette eller hint menneske, som har stået os nær, er gået over på det åndelige plan. Som ganske ung er man jo "udødelig". Man har da oceaner af tid foran sig, og døden rummer slet ikke det perspektiv, den har, når man bliver ældre. Livet er da fyldt med mulighed for nye venskaber, alt er gæring, spænding og døden en noget besynderligt uvedkommende.

Anderledes når livet begynder at nærme sig høstens tid! Ligegyldigt hvor store chancer man da har for nye venskaber, efterlader ethvert af de mennesker, man gennem år har kendt, et tomrum, som intet andet menneske kan fylde ud. En vemodsbølge går igennem sindet, hver gang budskabet når en, at nu er den, som man kendte gennem mange år, borte. Man standser op, ser tilbage, og tanker, man ikke kendte i ungdommens brusende tid, kommer til en og gør en stille.

Modsat de fleste, der åndelig talt står med ryggen vendt mod dødens problem, har jeg hele mit liv haft dette problem for øje. Intet har optaget mig så meget som netop dette problem, og intet vil nogen sinde kunne optage mig mere. På en måde, jeg ikke evner at give udtryk for, har jeg hele mit liv følt, at vi alle er flygtige gæster i denne verden, og at intet er mere tåbeligt end at lade netop denne verdens ofte så uendeligt ligegyldige detaljer tilsløre den kendsgerning, at vi på sekunder kan være borte fra den. At jeg selv skulle eje noget som helst i denne verden, noget rent fysisk, som var værd at kæmpe for, har kun kunnet afføde et smil – på det punkt er jeg enhver hæderlig landstrygers ægtefødte broder. Nej, hvad der optager mig, er den sandhed om livet – heri døden indbefattet – som er umistelig i sig selv! Og her er der en tanke, der har fyldt mig med uendelig glæde, og som jeg i det efterfølgende vil prøve at forme i ord.

Som ganske ung undrede jeg mig hver gang, nogen sagde til mig: "De er ung, De kan sagtens!" Jeg begreb ikke den tale, for jeg følte aldrig ungdommen som noget særligt privilegium. Man vidste ingenting. Alt var usikkerhed, og livet føltes konstant som noget truende, som noget der indgød mere angst end virkelig tryghed. Jeg troede den gang, at når blot man blev voksen, så kunne man blive sin usikkerhed, sin livsangst kvit, og livet ville da blive dejligt. Men jeg bed mærke i denne drøm om ungdom, som syntes at beherske enhver voksen og desto stærkere, jo ældre han blev. Den gang forstod jeg ikke denne drøm. Det gør jeg i dag! Men ikke i den betydning, at jeg ønsker min ungdom om igen. Nej tak! Mit liv har været langt rigere end de flestes. For jeg var kun toogtyve år, da jeg mødte Martinus, og selv om det blev indledningen til et til tider ret brydsomt liv, blev det dog indledningen til opfyldelsen af den drøm, som var i mig allerede som barn: så langt mine evner rakte at finde ud af livets indre mening.

Og i dag føler jeg, at jeg ved netop det, der skjuler sig bag drømmen om "den evige ungdom". Sandt nok må vi alle her opleve vor krops rent fysiske kredsløb gennem barndom, ungdom, manddom og frem til alderdom. Hvert enkelt af disse afsnit har deres egen karakter, deres egen tone og farve. For langt de fleste mennesker synes både manddommens og alderdommens tid at være præget af langt mørkere farver end barndommens og ungdommens. Men det må disse perioder blive for det menneske, som lever sit liv uden evighedsperspektiv. Selv om det ikke selv ved af det, står det med ryggen til selve livet, og jo længere det kommer fra ungdommens tid, desto mere skræmt bliver det. Det synes, at den gang "levede" det! Og jo længere bort fra denne i virkeligheden så forvirrede tid det kommer, desto mere forgylder det den, og desto mere længes det tilbage imod den. Det var dette, jeg ikke forstod, da jeg selv var ganske ung. Thi for mig var – og er – den rent fysiske ungdomstid identisk med netop den åndelige umodenhedsperiode, i hvilken livet er mere frygtindgydende end egentlig tiltrækkende.

I dag forstår jeg, at drømmen om "evig ungdom" har rod i en indre anelse om vort liv på de høje åndelige tilværelsesplaner. Vi har alle denne anelsesviden, men virkelig betydning får den først for det menneske, der bevidst vender front imod døden allerede i de unge år. I et sådant menneskesind vokser en viden frem, som den, der nægter at beskæftige sig med dødens problem, ikke får, i hvert fald ikke på samme klare, dagsbevidste måde. Alderdommens problem er jo frygteligt derved, at så mange mennesker ældes uden ånd. Altid var de optaget af livets ydre side, og det er tilgiveligt, thi for mange mennesker er livet kun kamp for det daglige brød. Men andre har dette daglige brød til overflod og lader alligevel deres ånd forblive på et infantilt stadium. De så at sige binder sig med hele deres sjæl til det, som "møl og rust fortærer". Og gør man det, sulter man sin ånd næsten til bevidstløshed.

Men gør man det ikke, altså: samler man på åndelig viden, hvor som helst man har en mulighed derfor – og verden er rig på åndelig viden!!! – så vil man begynde at se med ganske andre øjne på dødens problem. Da fødes der dybt i sjælen en stadigt voksende fryd ved tanken om den! Thi for det udviklede menneske vil døden blive, hvad sommerfuglens liv er i forhold til larve- og puppestadiet! Da vil den blive afkastningen af en udslidt krop – og indgangen til den "evige ungdom", det her drømte om. Thi det er kun i vor verden, at sjælen i den grad kan bindes af materie, så selv ens krop kan blive ens bitterste fjende! I den verden, vi kom fra, og som vi ved døden vender tilbage til, findes ingen "alderdom". Der findes ingen udslidte eller syge legemer. Det er kun noget, vi kæmper med her. Til gengæld findes der i den verden alt det lys, vi sukker efter her! Blot alle mennesker kunne lære at forstå, at hvert eneste levende væsen er ånd, bare ånd! Og at vi kun er her for at udvikle denne vor ånd, for at vi, når vi vender tilbage til vort virkelige hjem, kan opleve endnu mere af dette hjems skønhed, end vi kunne, da vi forlod det!

At dette er – eller kan blive – virkelig sandhed for en, ser man, når man for alvor studerer alderdommens problem. Takket være for- og eftersæsonen her i Kosmos Ferieby har jeg rig lejlighed dertil. Og gør man det, ser man, at alderdommens problem er tvedelt. Der er de virkeligt gamle, de forkalkede, stivnakkede og meget besværlige gamle. De er faktisk forlængst døde, og det bedste man kan sige herom er, at de gud ske lov ikke selv har opdaget det og nu ingen mulighed har derfor. Og så er der de andre! Intet sted har jeg set den evige ungdoms problem tydeligere materialiseret end i netop de menneskers øjne, for hvem alderdommen er en illusion. Alle har de "gavtyveøjne". Milde, runde og til tider så usandsynligt charmerende, at man langt foretrækker deres selskab fremfor nok så kønne unge, men hjælpeløst åndløse menneskers. Det er som om, disse mennesker ønsker at fortælle enhver, at det mennesker kalder "alder" er en forfærdelig illusion. Og det er den! Vi er så unge og levende som vor sjæl er. Og er den levende, så er vi unge!!! Midt i travlheden heroppe tilbød en gæst at hjælpe mig. Han var 81, men hans øjne var en "gavtyvs". På få dage malede han mere end de fleste unge kunne have gjort – det imponerede mig. Men da vi en dag skulle have en kop kaffe til at kvikke op os, tog han vejret fra mig. Han kom gående hen over marken og var i et sådant humør, at han pludselig slog et hovedspring og derefter stod på hænder af lutter livsglæde! Gammel? Ung? Hvad ved jeg. Jeg ved blot, at dyrker man alderens problem, så kan man risikere at føle sig affældig. Føler man derimod livet så rigt, at man slet ikke har tid til at beskæftige sig med sin alder, så får den aldrig magt over en.

Vi skal jo alle dø, og vi burde aldrig glemme det! Døden burde være vor ven fra de unge dage, ikke vor fjende. Det kan gøre ondt, bittert ondt, at miste den, man føler sig stærkt knyttet til. Men det burde være sorgens skjulte glæde, at man dybt inde i sig selv ved, at enhver, der må gå, kun går forud og også, at enhver der går, går ind til den verden, der sammenlignet med vor egen kun er lys, kun er skønhed, kun er frihed og fred. Ved man dette så nær, som et almindeligt menneske kan vide det, da kan man ikke – når meddelelsen om at en kær ven er gået – lade være med i sit hjerte at hviske et stille, men inderligt ment: til lykke!