Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et hjem, en skole, en arbejdsplads: rum, hvori mennesker mødes hver dag og vekselvirker med hverandre i handling, tale og somme tider også i tavshed, sådanne rum har deres specielle atmosfære, deres udstråling, vibrationer, eller hvad man nu vil kalde det. Vi er alle – mere eller mindre bevidst – modtagelige for det rums atmosfære, vi kommer ind i, den kan påvirke vor sindsstemning behageligt eller ubehageligt, og hvad der føles behageligt af den ene, jager måske den anden på flugt. En gammel kirkes atmosfære kan føles som noget vidunderligt og helligt i dette ords bedste betydning af et menneske, som ellers ikke føler sig kirkeligt indstillet, og troende kristne har måttet indrømme, at de blev grebet af stemningen i en moské eller et buddhist- eller hindutempel. Noget fælles-menneskeligt, en undertone eller grundtone ligger bagved de fleste miljøers atmosfære. De er hver for sig vidt forskellige, men de er rodfæstet i en større helhed.

Det menneskelige fællesskab findes vel også i en ventesal, det ses, men det kommer kun sjældent til udtryk. Alle mulige miljøer kan være repræsenteret inden for kort tid, men de kommer ikke let i berøring med hverandre. Hvert menneske eller en lille gruppe af mennesker har sit eget miljø med sig og bliver i det, eller de er allerede i tankerne så stærkt på vej til deres bestemmelsessted, at deres sind ikke rigtigt er med dem i kroppen, der sidder og venter. De oplever nu'et som en bro mellem fortid og fremtid og ikke som noget selvstændigt; deres tanker er endnu i det fortidige, som de ikke har revet sig løs af, eller de er ilet i forvejen i længsel efter eller bekymring om de fremtidige begivenheder, i forhold til hvilke deres øjeblikkelige "nu" kun er ventetid, der skal skaffes af vejen, noget foreløbigt uden betydning i sig selv og derfor kedeligt, trist, håbløst og deprimerende, hvilket næsten altid kan ses på ventende mennesker.

Ventesale indeholder for størstedelen mennesker, hvis krop er nødt til at være der, men hvis bevidsthed ikke rigtigt er der eller absolut ikke har lyst til at være der. Naturligvis er der undtagelser, der findes mennesker, der ret hurtigt kan tilpasse sig i ethvert miljø eller i alt fald med god vilje forsøger på det, og børnene er ofte formidlere af smil og venlige bemærkninger mellem de voksne, selv om de også til tider kan være årsag til, at uhyggen breder sig. Men der findes ligefrem mennesker, der kan lide ventesale, ja, som opsøger dem, ikke fordi de ikke har andre steder at være, men fordi de kan lide at studere menneskelivet der. Det er slet ikke få kunstnere, som direkte eller indirekte har gjort brug af deres studier fra ventesale i deres billeder eller bøger eller på scenen. Der har de gratis "nøgen model", mentalt nøgen altså. Ja, det er utroligt, hvad mennesker kan fortælle om dem selv ved at snakke om bagateller eller blot ved en lille bevægelse, en særlig stivnen, en særlig form for nervøsitet eller apatisk ro, medens de venter. Men kun den, der virkelig holder af mennesker, får noget positivt ud af sine iagttagelser.

Når jeg har brugt alle disse ord til at skrive om mennesker i ventesale, er det, fordi ventesalens mennesker altid får mig til at tænke på hele den store ventesal, jorden er for os, for hele menneskeheden. "Jeg betragter mig altid som en rejsende, der drager et eller andet sted hen", skrev van Gogh, der også er citeret over denne artikel, og rejsende er vi jo alle. Vi er kosmiske rejsende, som er mærkelige rejsende i den forstand, at vi ikke ved, hvor vi kommer fra, og ej heller hvor vi skal hen. Vi er i ventesalen, menneskehedens ventesal, og der er også i høj grad noget foreløbigt over den. Flere mennesker bruger nu'et til enten at leve i fortiden eller i fremtiden mere end til intenst at udnytte de øjeblikkelige muligheder for oplevelse og skabelse. De venter på det, der skal ske i fremtiden, som måske vil finde sted, men det er også muligt, de bliver skuffet, for selv om det sker, bliver det alligevel sjældent det, de ventede sig. Man forstår, at Strindberg syntes, det var synd for menneskene. Men hvad er det, der er synd? At de ikke er i stand til at erkende, at de er kosmiske rejsende, som en tid er på denne klode, der ikke behøver at være en ventesal, hvor man blot skal have tiden til at gå, men skal blive en læreanstalt, hvor der er de bedste muligheder for også at finde ud af, hvor man er kommet fra, og hvor rejsen går hen, når det er tid for afgang.

Kan nogle menneskers væremåde minde om livet i ventesalen, er der til gengæld andre, hvis livsform er den stadig rejsendes, der ikke blot drømmer om fremtiden, men hele tiden er stærkt på vej ind i den, så stærkt, at det er selve det, at han er på vej, der kommer til at fylde bevidstheden mere end det, der sker i nuet. "Fremskridtsmennesket" kan ofte være en sådan type. Fremskridt er jo godt, men man kan også løbe så hurtigt, at sjælen ikke kan følge med, og så bliver fremskridtet kun mekanisk, og ordene "fremskridt" og "udvikling" dækker ikke altid hinanden. Det er netop det, van Gogh taler om, at man kommer så hurtigt af sted, at man ingenting ser på nært hold, og det, der udvikler en og giver en de erfaringer, man har brug for som menneske, er netop det, man får på nært hold. "Reformere verden, det vil vi alle, men hvem tænker på at hjælpe sin nabo", skriver Henry Miller, og så er det måske, når det kommer til stykket, den bedste og den eneste måde at reformere verden på. Nabo, det er jo det samme som næste, det er den, der i øjeblikket af forskellige grunde er os nærmest, og det kan jo snart være den ene og snart den anden, vi fysisk eller mentalt har på nært hold. Det er berigende, men det er også afslørende. Det beriger ens erfaringsmateriale, man lærer hos hvert menneske noget om en bestemt, individuel måde at være menneske på, men derved bliver det også afslørende, for når man lærer nogen bedre at kende, begynder man uvilkårligt også at lære vedkommendes mindre flatterende sider at kende; og det bliver afslørende på endnu en måde: det afslører en selv, dels over for andre, men måske – hvis man har selvbeherskelse – mest over for en selv. Er man en af de sure eller irriterede i jordens ventesal, der ser sig gal på de andre rejsende, fordi deres opførsel ikke behager en? Det er vi vel alle af og til. Er man en af de rejsende, der har så travlt med at "ordne" fremtiden, at de glemmer at ordne "nuet", hvilket vil sige, at de ikke tænker på eller glemmer, at det jageri, den irritation eller bitterhed og de bekymringer, hvormed de "ordner" fremtiden, også er noget, de sår og må høste som fremtid? Også den tilbøjelighed kan vi alle have. Men der er flere og flere mennesker, for hvem disse sider af deres sind begynder at afsløres for dem selv, så det medfører trang til at overvinde dem. For mange af disse "passagerer" på kloden kan Martinus Kosmologi blive en værdifuld "rejseplan" og "brochure", der hjælper dem til at forstå rejsens betydning i forhold til, hvor de kommer fra, og hvor de skal hen. Men ikke blot det, for vor rejse i denne verden er ikke blot et forhold til fortid og fremtid, men først og fremmest et forhold i nuet til vor "medpassager" eller næste og til den evige Guddom, uden hvilken der hverken var fortid eller nutid eller fremtid og dermed mulighed for at opleve evigheden.

"Jeg elsker den store, den lidende menneskehed, men jeg kan ikke fordrage de enkelte individer", skrev Tolstoi engang ironisk om sig selv, og han var klar over, at han derved repræsenterede noget meget alment. Menneskeheden er for de fleste et abstrakt begreb, og et sådant er lettere at elske end nogle ganske bestemte individer, som man synes virker bundirriterende på grund af deres dårlige vaner, uheldige egenskaber, slette karakter o.s.v. Men MENNESKET er ikke blot et abstrakt begreb, det er også naboen, som måske i går skældte ud over ens børn, det er den kollega, som tit generer en på arbejdspladsen og fedter for de overordnede, det er ham, man skylder penge eller ham, der skylder en penge, det er det ubehagelige familiemedlem, det er…, ja, enhver kan fortsætte udfra sin egen tankeverden, det er kort sagt "de andre", fra ham i rullestolen til ham i dollargrinet, fra den alt for snakkende morlil i sin gamle frakke til den stolte unge dame i sin nye pels. Elsker vi dem … alle? Nej, det kan vi vist ikke sige, at vi gør, hvis vi skal være fuldt ærlige. Vi hader dem vel ikke, De er os nærmest ligegyldige, hvis vi ikke på en eller anden måde kommer dem nær, så de i særlig grad vinder vor sympati eller antipati. De er bare "andre tilfældige mennesker i ventesalen eller på rejsen".

Men hvad vil det i grunden sige, at elske? "Jeg elsker dig", disse "tre små ord" er vel en af de mest forfladigede, fortærskede og devaluerede ordsammensætninger i menneskers sprog, og dog KAN de stadig gøres nye og værdifulde. "Du skal elske Gud over alle ting og dm næste som dig selv", sagde et menneske, der vidste, at han var en rejsende på denne jord (mit rige er ikke af denne verden). For ham var kærlighed ikke begær, krav eller ønske om gengæld, det var en gave, som kunne gives og modtages. Fra Gud til menneske og fra menneske til Gud og fra menneske til menneske. Det var livets højdepunkt og inderste mening: at give sig selv. At vi ikke kan det, kan ikke bebrejdes os, ligesom det ikke kan bebrejdes en nylig antaget lærling, at han ikke kan lave svendestykke. Og vi er alle nylig ansatte lærlinge, der skal lære den kunst, som hedder kærlighed; vi skal lære at elske mennesket, og det kan vi kun ved at præsenteres for det i alle mulige variationer og afskygninger. Vi skal blive den, der med kærlighed studerer de andre i livets ventesal for at få livskunst som resultat, for studierne må jo bruges i praksis, føre til forståelse over for alle dem, der er medpassagerer på rejsen fra vugge til grav. Og denne relativt korte rejse til føre os tilbage til "Faderens hus", hvorfra vi atter vil drage ud på spændende rejser, for vi skal lære engang at "bestyre huset", og det kan kun ske med hundrede procent kærlighed.