Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de ting, der optager det udviklede menneske mest, jo ældre det bliver, og jo dybere indsigt i livet det får, er tilværelsens psykiske element. Der er på en måde noget meget tragisk i, at netop dette element, der gør sig gældende i alt og over alt, er blevet klassificeret så groft, som tilfældet er. Vejer man ikke sine ord om sine oplevelser på dette område på den mest hårfine guldvægt, skal det gå meget mærkeligt til, om man ikke omgående karakteriseres som "spiritist" eller noget andet "-ist", og så står man der. Det er sikkert dette, der er den inderste årsag til, at utallige mennesker, der ved dem selv ved, at de har oplevet ubedragelige psykiske indslag i deres liv, foretrækker at bevare erindringen om disse oplevelser dybt begravet i deres sjæl. De ønsker ikke sig selv latterliggjort på hverken den ene eller den anden måde, ej heller ønsker de disse oplevelser, der hører til de mest sublime, vi kommer ud for, udleveret til det grin, der altid er det åndeligt uudviklede menneskes svar på ting, dets hjerne endnu er for træg til at fatte.

På den anden side er det meget forkasteligt ikke at udvikle netop de evner, gennem hvilke man næsten direkte kan fornemme den verdens eksistens, vi alle er på vej imod. Jeg tænker her i særlig grad på begrebet bøn. Hvor er det dog få mennesker uden for det egentlige trosområde, der gør bønnen til det, den burde være: en ubrudt kontaktsøgen med dem vi måske nok lidt poetisk kalder "skytsengle", men som dog er netop dem, der i vore sværeste stunder står os nærmest. Det har for mig altid været en naturlig sag, at den Guddom, hvis eksistens jeg intet øjeblik betvivler, bedst ytrer sig i mit eget liv gennem venner både her og hinsides det, vi kalder "døden". Jeg har aldrig kunnet forlige mig med den tanke, at mennesker jeg ved har holdt af mig og her har hjulpet mig, netop fordi de holdt af mig, at disse mennesker, blot fordi den såkaldte død afslutter deres rent fysiske liv, da skulle ophøre med at holde af mig, endsige hjælpe mig der, hvor de har mulighed derfor. Det er måske derfor, at jeg aldrig formår at opfatte den død, andre frygter så meget, med samme uro som de fleste. Jeg føler mig til det inderste i min sjæl overbevist om, at vore såkaldte "døde" gang på gang er os langt nærmere end dem, der så flot kalder sig vore venner, men som ofte synes at have mest travlt, når man har mest brug for dem.

Og på hvilken anden måde skulle vi vel kunne modtage deres hjælp, om vi ikke lærte os selv at bevare ideen om deres fortsatte eksistens som en realitet i vort liv? Om vi ikke med flid opbygger et talent for kontakt og korrespondance med dem? Jeg tænker her aldeles ikke på nogen trang til via medier at få forbindelse med dem. Jeg tænker udelukkende på dette, at ethvert ønske om at kunne et eller andet nødvendigvis fører til – om ønsket er stærkt nok – skabelsen af nye evner eller talenter. Og for mig er bønnen dette specielle ønskes bedste træningsområde. Bøn har for mig aldrig haft karakteren af remser, end ikke "Fadervor", hvis enkelte tankekoncentrationer er af en sådan art, at jeg dårligt ved, hvorledes en dag ville forløbe, om jeg ikke uafbrudt har disse tankekoncentrationer klare for mit indre syn. Nej, bøn er for mig simpelt hen en livsnødvendig funktion på linje med luft og føde. Og her har livet lært mig noget forunderligt, som jeg gerne ville lade enhver opleve på samme intense måde, som jeg selv gør det. Ethvert menneske med et stort ansvar hvilende på sig har daglig brug for råd og vejledning. Det er kun små mennesker, der tror de kan klare alting selv. Men fra Deres eget liv ved De lige så godt som jeg, at et forbavsende stort antal mennesker faktisk har meget lidt tid til at interessere sig for netop Dem. Det mærkes måske bedst, når man opsøger dem for at søge råd. Man kan da forbløffes over, så let de fleste ikke klarer, men klarer sig udenom netop det problem. Man får en samling ord, som nok lyder både kloge og kærlige, men man fornemmer også hastigt dette usagte: "Jeg har mine egne problemer at tumle med, klar du dig selv!" Og her er det, at livet gang på gang har ladet mig opleve, at hvis jeg i sådanne tilfælde bevidst lukker alt andet ude og helt koncentrerer mig på en afdød ven, om hvem jeg ved, at han havde rige erfaringer på netop det område, der volder mig bekymringer, at jeg da oplever det forunderlige, at nye ideer, nye løsninger strømmer ind i min hjerne, akkurat som havde jeg drøftet problemerne med ham her på det fysiske plan.

Vore "skytsengle" – altså de af vore venner, som stadigt er i bevidst kontakt med os – har én fordel, vore venner her ikke har: de er aldrig trætte, aldrig uoplagte, aldrig tyngede af de problemer, som gør livet her til et helvede for de fleste. De er frie. Deres liv er rent tankeliv, og deres hjerner vågne og overordentligt selektive. For mig at se står langt de fleste mennesker "med ryggen mod døden". Dé vil ikke tænke på den, ikke acceptere den, i hvert tilfælde slet ikke som noget godt, endsige det bedste livet har til os! De lever på de mærkeligste ideer om "evig søvn" (som om det var noget for et spillevende menneske!) eller "evig udslettelse", som i virkeligheden kun er noget, man kan forestille sig angår naboen, men absolut ikke en selv. Der har for mig altid været noget paradoksalt i dette, at evigheden kun angår livet efter dette, at en evighed dermed i virkeligheden skulle have en begyndelse, nemlig vor fødsel. Og det så meget mere som netop vor evige fortid lyser os imøde, hvor vi end ser hen! For den, for hvem evigheden er det, selve ordet så klart udtrykker, er det simpelt hen ufatteligt, at ikke enhver ser den alle vegne, i hvert eneste menneskeansigt man møder, ja, i hver eneste ting man kommer i berøring med. Intet er dog mere forskelligt end de levende væsener. Ikke to mennesker er ens, ja, end ikke to blade på selv det største træ! Alle er de et resultat af deres egen evige fortid og det mest guddommelige fundament for deres kommende evige fremtid! Og inkorporerer man denne evige fremtid i sin normale daglige tænkning, oplever man, at skellet mellem det, vi kalder "liv og død", nedbryder sig selv. Da oplever man, at ens virkelige venner stadig er ens virkelige venner og stadig er lige ivrige for at hjælpe en.

Jeg ved godt, at mange vil indvende, at man dog ikke kan vide dette, altså vide det på den samme måde, som man mener at vide rent konkrete ting. Mange ja, men ikke alle! For her står vi igen over for den kendsgerning, at det man ikke har interesseret sig for, ikke efterlader blot antydning af evner eller talent i ens bevidsthed. Men alle, der har det, har gjort det for alvor, vil kunne bekræfte mine ord! Thi også de oplever, hvad jeg oplever. Også de kan, om de vil og har mod dertil, berette om oplevelser, som intet har med denne grove fysiske verden at gøre, oplevelser, som i svære stunder bar dem over de tilsyneladende uoverstigelige afgrunde. Men, som skrevet, man taler nødigt herom, for man afskyer simpelt hen vantroens ofte meget ubehagelige glimt i de andres øjne. På den anden side er det stor uret at fortie dette for mennesker, der måske brænder efter at finde en virkelig hjælp i deres kamp med alt det, livet bringer ind over enhver af os. Det er ikke populært at tale om bøn på vore breddegrader. Det er ligesom noget i retning af at være ublufærdig, hvad det f. eks. slet ikke er i Østen, hvor bøn er en langt større realitet end hos os. Men vil man lære sig kunsten at stå alene, om dette kræves af en, vil man lære sig kunsten at bære et ansvar, også der hvor det kan medføre strid modvind, så kommer man ikke udenom, at bønnen er alt andet uendeligt overlegen. Endnu er vi alle en slags halvvæsener. Vi er i givne situationer mere dyr end mennesker, og i andre mindre mennesker end vi gerne ville være. Til at administrere sådanne sind med udsigt til et blot tåleligt resultat behøver vi hjælp! Og ingen hjælp har evnet at overgå den, der gennem en redelig bøn strømmer ind i ens sjæl. Derfor mener jeg, at ethvert menneske bør lære sig selv at bede på den rigtige måde, at opdrage sig selv til at indse, at vi, hver for sig, udgør en ubrydelig del af en altomfattende kosmisk helhed, der kun kan være interesseret i, at vi handler ret, handler med de love, der standser enhver form for destruktion eller nedbrydende af liv eller livslykke. Intet område i vor egen organisme appellerer gennem det, vi kalder "smerte", forgæves til os! Selv det mindste ubehag kan bringe os i alarmtilstand! Hvorfor skulle det ikke være ligesådan i det store, som det her er det i det små? Hvorfor ikke indstille sig på, at vi, hver for sig, er "medarbejdere" i den del af Guds bevidsthed, som befordrer alt det, vi kalder "det gode"? Og at Gud er lige så interesseret i vort medarbejderskab, som vi er interesserede i at samarbejde med vor egen organisme til fælles bedste? Det er her, jeg mener, at tilværelsens psykiske område for alvor spiller ind. Jeg gad vidst, om noget enkeltmenneske er stærkere end det, der for alvor søger at gøre "Guds vilje"! Har vi ikke alle oplevet, hvorledes begejstringen for en god sag kan sende kaskader af energi og vilje gennem vort nervesystem, og hvorledes vi da får kræfter til at skabe og fuldbyrde, som vi ellers ikke normalt har?

Det er både klogt og fornuftigt og sikkert også yderst videnskabeligt at opdele de forskellige psykiske ytringer i alle de former, de i dag gennem parapsykologien er opdelt i. Men disse kræfter har det ved sig, at de mindre ytrer sig gennem de menneskers sind, der blot er interesseret i dem som fænomener betragtet, end gennem deres sind, for hvem de er af livsvigtig betydning. Enhver livsytring har en ydre og en indre side. Den ydre side kan man give en beskrivelse af, den indre derimod er så subjektiv, at den unddrager sig enhver form for beskrivelse. Men virkningen af den er synlig for enhver. Mennesket med et indre igennem bøn opdyrket levende gudsforhold kan bære langt større byrder end mennesket uden virkeligt gudsforhold. Og intet gudsforhold er virkeligt udbygget, virkeligt bæredygtigt, før grænsen mellem liv og død er brudt ned, og kontakten med både denne og den hinsidige verden er urokkeligt befæstet. Endnu er dette ikke tilfældet for os jordfødte, men at dette forhold er på vej mærkes overalt. Endnu suser vi længere og længere ned ad den vej, der fører os alle mod katastrofen. Men også denne vej får en ende, og når alt det, vi er på vej imod, har nået sin kulmination, vil en helt ny verden stige op af den til den tid helt nedbrudte "gamle verden"s aske. Denne nye verden vil blive bygget op af mennesker med en langt større åndelig horisont end den, verdens ledere af idag har. Den vil blive bygget op af mennesker, der i dem selv vil have nedbrudt intelligensens kolde mure til fordel for intuitionens blændende lys, af mennesker der i alt, hvad de får med at gøre, "ser" hin kosmiske helhed, der i dag synes skjult for alle dem, hvem magten over os er betroet. I dag viser livet os overalt, at mennesket – ifølge Martinus – lever sit liv "længst borte fra Gud". I dag er mennesket "sig selv"! Og hvilket menneske! Angst, skræmt og uden virkelig tro på den verdensfred, det påstår at kæmpe for! Rustningskapløbet har nået vanvittige højder, og katastrofer, ingen menneskelig fantasi kan udmale, kan være over os som "en tyv om natten". Det er livets vilkår i dag, frembragt af os selv! Men dette er ikke endemålet med vort virkelige liv. Endemålet er noget ganske andet. Det er en verden af skønhed og ånd, og denne verden er menneskeheden nærmere end nogen sinde før, så sandt som natten altid er mørkest, umiddelbart før dagen gryer! Og det er denne nye verden, vi i strålende glimt kan nå gennem frembringelsen af de evner i vort sind, ved hjælp af hvilke vi kan kontakte det liv, der skjuler sig bag de tilsyneladende uigennemtrængelige tåger, der i dag synes at dække livets virkelige mening. Men vi må ville disse evner! Vi må ville opfylde netop de forudsætninger, på hvilke de beror. Og her slutter en af vort evige livs største cirkler, nemlig den der begyndte i planten som rent instinkt, der ytrede sig gennem dyrets dødsangstskrig, der i form af den første bøn fødtes på dyremenneskets læber, og som satte sin største blomst i den forfærdende nat i Getsemane have med ordene: Herre, Herre! Ske ikke min, men din guddommelige vilje! Det er denne sidste svære bøn, vi alle må lære at bede. Og gør vi det, vil vi også opleve, hvorledes en verden, der før føltes skjult og utilnærmelig, åbner sig og med digteren lader os forstå, at "ej skæbnerne var blinde, men blinde var kun vi!"